tirsdag, december 19, 2006

1. division øst - tilbageblik

Min aktivitet på siden har desværre stort set begrænset sig til kampreferater på det seneste. Jeg håber at rette op på det, her først med et lille kig tilbage på 1. division øst. I den kommende tid vil jeg nok give blog-siden en overhaling og kigge lidt frem mod elitekvalen.

I store træk var jeg ikke helt ved siden af da jeg spåede i september.

Kval-pladserne gik i rækkefølge til Hvidovre, PVC Lyngby, Frederiksberg og Grøndal EV. De fire hold havde nok også været mit bud på forhånd, men det foregik lidt anderledes end jeg havde forventet.

Fra starten så det ud som om Frederiksberg og vi skulle snuppe de to øverste pladser. Men så kom PVC Lyngby i gang med sejr i deres sidste seks kampe. Det var muligvis os der satte dem i gang i en skrækkelig kamp, men de har et godt hold som har fået lidt mere bredde med tilgangen af Martin Møllerhøj. Frederiksberg mistede til gengæld nok lidt styrke i forhold til mine forudsigelser ved at Martin Siig stoppede kort før sæsonstart. Til sidst nåede vi lige at snige os forbi PVC med to gode sejre.

I bunden var der hård kamp om den fjerde kval-plads. Det lå længe til VLI, men de var nok lidt selv ude om det da de i sidste kamp tabte på hjemmebane til KV61. Ekstra ærgerligt må det nu have været at tabe 23-25 i 4. og 16-18 i 5. sæt. Nå, men Grøndal har nu også et godt hold, og det undrede mig at de var så længe om at komme i gang (de fik deres seks point i de sidste tre runder).

Holtes og Gentoftes hold var ikke overraskende med fremme. Holte vandt rækken, og Gentofte tog fjerdepladsen. De fik dog ikke stor indflydelse på de øvrige holds placeringer idet Holte slog alle undtagen til Gentofte, og Gentofte tabte til de øvrige tophold undtagen til Holte.

Og her til sidst en lille beklagelse over at jeg ikke har været bedre til at lave opdateringer om 1. division øst med links til kampreferater, for der har været nogle underholdende nogle.

mandag, december 11, 2006

Hvidovre - Gentofte II 3-0 (25-18, 25-19, 25-23)

Det var ikke dagen hvor Gentoftes unge drenge førte endelig bevis for deres berettigelse i 1. division. Vi kom lettere til sejren end jeg havde regnet med, men deres tidligere resultater viser at de også må have mere at byde på end de viste denne søndag.

De kunne ikke helt matche os ved nettet, vil jeg mene, og deres højtspringende diagonal var den eneste der for alvor vandt sine bolde.

Vi kom tidligt foran i alle sæt, og på den måde blev kampen aldrig rigtig tæt.

Jonas hævede det meste af tiden og gjorde det fint. Jeg kom ind i slutningen af hvert sæt sammen med Jakob Nielsen, og det var egentlig ikke fordi jeg var helt vildt overbevisende. Overordnet set gjorde holdet det dog fint, og hvis vi giver koncentrationen og stabiliteten et hak opad, skal vi nok være med i kampen om elitepladsen fra pulje 1.

Puljen kommer til at hedde: Spentrup IF, Ikast/SKF KFUM, Midtfyns VK, Grøndal EV og Hvidovre VK (og Holte). Mere om den på et senere tidspunkt.

fredag, december 08, 2006

Sejr giver førsteplads

Efter vores klare sejr over Frederiksberg i sidste weekend og PVC's knebne sejr over Gentofte II er opgaven og konsekvensen meget klar i denne weekend:

Vind over Gentofte II og ryk i elitekvalifikationen som nummer 1 (pulje 1).

eller

Tab til Gentofte II og ryk i elitekvalifikationen som nummer 2 eller 3 (pulje 2).

Som tidligere nævnt ser pulje 1 klart mest tilforladelig ud, så vi har en hel masse at spille for. Det skal dog siges at det kan være ret svært at forudsige hvem der kommer med fra 1. division vest, som er meget lige før sidste runde.

Jeg glæder mig i øvrigt til at se Gentofte II, som der jo snakkes meget om. Jeg har aldrig set dem spille, og de har gjort det rigtig godt i denne sæson. Derudover er kampen nok ekstra speciel for vores Jonas Villund, som jo har rivaliseret med dem gennem alle ungdomsårene.

mandag, december 04, 2006

Frederiksberg - Hvidovre 0-3 (22-25, 23-25, 19-25)

Efter en lang periode med få kampe (og ikke så imponerende spil og resultater når vi endelig spillede) var det skønt med en 3-0-sejr i en topkamp.

Egentlig er jeg ikke overrasket over at vi kunne vinde 3-0, men vi har som nævnt ikke været supergodt kørende, så det er en lettelse og måske et skridt imod nogle af de takter vi skal bruge i elitekvalen.

Frederiksberg er der jo blevet snakket meget om fordi de har fået nogle væsentlige forstærkninger. I HVK-Cup spillede vi en ret fed kamp mod dem, og det lignede to hold der ville dominere 1. division. Siden er der for Frederiksberg sket det at de har mistet Martin Siig som hæver. Han nåede vist aldrig at spille en kamp for dem.

Alt andet lige betyder det at de har en dygtig spiller mindre, og at deres angrebsspil nok ikke får samme tempo og flow. De har nogle dygtige angribere, men mangler også lidt bredde og lidt stabilitet i modtagningen efter min mening.

Vi kom med god indstilling, men jeg synes ikke at vi spillede vores bedste kamp, hverken i sideout eller blok-forsvar. Til gengæld servede vi i perioder ganske fint, og det gav nogle point.

Referat på hvk.dk.

lørdag, december 02, 2006

Topkamp om natten

Vi har kun spillet to kampe de sidste fem uger, så jeg tror vi savner at komme tilbage på banen, og i hvert fald har vi glædet os til kampen mod Frederiksberg søndag morgen kl. 9.

Desværre har det ikke helt afspejlet sig i træningsindsatsen de seneste uger. Sygdom, småskader og andre ting har medført en del afbud, men søndag skulle vi være klar i stærkeste opstilling.

Som jeg tidligere har redegjort for, er kampen om førstepladsen (andethold ikke medregnet) helt åben, og den kan blive ret afgørende for oprykningschancerne i elitekval. Taberen af denne kamp får svært ved at snuppe den, så der står en hel del på spil.

Kampens store betydning understreges vel bedst af at Frederiksbergs træner i utvetydige vendinger opfordrer de lokale supportere til at medbringe kniv til kampen.

tirsdag, november 21, 2006

Klar til kval, men i hvilken pulje

Med sejren i weekenden og de øvrige resultater blev vi sikre på at snuppe den ene af pladserne i elitekvalen. Det havde jeg nu også hele tiden regnet med at vi ville, så det er nok ikke noget at gøre så meget ud af. Mere interessant er det at kigge på om det nu skal blive til en første-, anden- eller tredjeplads, og hvem vi i så fald kommer i pulje med.

Fra eliten kunne det se ud som om Aalborg HIK får sneget sig med i slutspillet efter at have slået DHG i weekenden. Lyngby eller Spentrup kan stadig hente HIK eller DHG, men det mest sandsynlige er nok at vinderen af Lyngby-Spentrup i næste weekend slutter som syver og dermed kommer i pulje 1.

Aage Christensen fra DDF93 har lavet en smart funktion der viser hvem der ud fra den aktuelle stilling vil havne i de enkelte puljer. Det ser sådan her ud, og lige nu er der nok ingen tvivl om at pulje 1 er mest attraktiv. Dels kommer der kun ét elitehold, dels slipper man for det stærkeste vest-hold (formentlig ASV), og endelig vil der kun være ét af de tre hold der har skilt sig ud i toppen af øst-rækken.

Derfor ville det være fedt at vinde 1. division øst, og det er absolut en mulighed. Hvis man ser bort fra Holtes og Gentoftes andethold (som jo ikke kan spille kval), er der lige nu tæt løb mellem os, PVC Lyngby og Frederiksberg om førstepladsen. Vi mangler Frederiksberg og Gentofte II. PVC mangler kun Gentofte II. Frederiksberg mangler os og Holte II.

Altså masser af topkampe i de sidste runder, og det vil nok blive for indviklet at gennemgå alle mulighederne, men hvis vi vinder de to sidste kampe, vil vi i hvert fald enten snuppe førstepladsen eller blive nummer to på dårligere sætscore end PVC.

mandag, november 20, 2006

Hvidovre - Korsør/Slagelse 3-1 (16-25, 25-21, 25-19, 25-21)

Risikoen ved på forhånd at kalde en kamp en pligtsejr (som jeg gjorde allerede i referatet fra forrige kamp) er selvfølgelig at man ser dum ud hvis man taber den, og så måske at man risikerer at rokke ved sin egen indstilling til kampen så man ikke tager den alvorligt nok.

Men i et tilfælde hvor alle ved at man skal slå modstanderen 19 ud af 20 gange, og at det sandsynligvis primært er ens egen skyld når man taber den 20. gang, så kan man lige så godt sige det alligevel.

Og denne gang slap vi godt fra det.

At det så vil være dybt uretfærdigt over for Korsør/Slagelse at reducere referatet til ordet pligtsejr, er en helt anden sag. De gav den gas fra start, og vi var tilsyneladende et helt andet sted mentalt. Det kostede 1. sæt.

Derefter blev det hårdt arbejde, også fordi der ofte skulle tre-fire hårde angreb til før boldene var afgjort mod en godt fightende modstander. Men da vi fandt ud af at det godt kan lade sig gøre at angribe tre gange i træk uden at lave fejl, gik det hele meget bedre.

Referat på hvk.dk.

tirsdag, november 07, 2006

KV61 - Hvidovre 0-3 (20-25, 16-25, 23-25)

Det gik ret smertefrit med at skaffe to point mandag aften i Idrætshuset. KV61 lavede glimtvis nogle gode ting, men deres spil svingede meget, og vi servede og modtog fornuftigt, og det var nøglen til en sikker sejr.

Jeg føler ikke at vi spillede os helt ud, men det er svært at få rytme imod et hold der spiller så ujævnt som KV61. Derudover er jeg personligt ikke helt vild med Idrætshuset. Det minder lidt om Polythallen på den måde at der ikke er noget direkte lys, men kun lys opad mod loftet. Jeg har selv meget svært ved at vænne mig til dette. Selv om lyset er bedre end i Polytten, føler jeg stadig at det er sværere at bedømme boldene. Det er svært at bevise, men min timing og mit touch føles bare forkert.

Nå, men indstillingen var god, og koncentrationen var det for det meste også. Og en sejr er altid god oven på tre nederlag i træk, selv om det er en pligtsejr.

Referat på hvk.dk.

Næste kamp er først 19. november, hvor det er hjemme imod Korsør-Slagelse. Det lugter også lidt af pligtsejr, og derefter gælder det placeringskampe imod Frederiksberg og Gentofte.

mandag, november 06, 2006

KV61 mandag aften

Oven på tre nederlag i træk skal vi forsøge at komme tilbage på rette vej i aften i Idrætshuset imod KV61. På papiret ligner det jo faktisk en overordentlig spændende kamp, for KV ligger kun to point efter os i stillingen og er bestemt med i kampen om kval-pladserne.

Jeg vil dog vende den om og sige at med mit kendskab til KV-holdet er det en kamp vi skal vinde hvis vi mener det alvorligt med at rykke op i eliten. De er nok lidt af et humørhold, men selv hvis de er i godt humør, bør en koncentreret indsats fra vores side være nok til sejr.

De imponerede dog ved at slå Frederiksberg for et par uger siden, og selv om jeg ikke har kunnet læse så meget om de nærmere omstændigheder, så viser det i hvert fald at de ikke har tænkt sig at sælge kampen på forhånd.

lørdag, november 04, 2006

Elitekval med en tom plads

Elitekvalifikationen til foråret kører efter den oprindelige plan, bare med en tom plads i en af de to rækker, hvor Holtes førstehold burde have været. Det har turneringsledelsen nu offentliggjort.

Det var vel nok også den mest oplagte løsning, men der havde været en lille usikkerhed om hvad der ville ske når nu der "manglede" et hold.

Peter Kjellerup havde her på siden et forslag om en samlet elitekval-række med alle 11 hold, som mødte hinanden én gang. Jeg synes det kunne have været ret interessant, for det har altid virket som lidt af et lotteri hvordan styrkeforholdet blev mellem de to puljer. På den anden side kunne det i den model også have været ret afgørende om man nu lige trak de rette modstandere på hjemmebane. Og det havde nok været problematisk at lave den ændring når nu den anden model er beskrevet i propositionerne.

Om der vil blive spekulere i at havne i den pulje hvor der kun er ét elitehold... Jeg tvivler på det. For det første er det altså svært at spekulere i den slags. Selv hvis man kan finde ud af at tabe med vilje, er ens placering jo også afhængig af andre holds resultater. For det andet tvivler jeg på at man får fordel af at havne i den række. Som det ser ud nu, kan det jo risikere at blive Aalborg HIK der bliver nummer 7, og dem vil jeg personligt meget gerne undgå at møde i kvalen, for jeg tror ikke de rykker ned. Så hellere for eksempel en pulje med både Amager og Spentrup. Men husk på at der jo kun er én oprykningsplads fra hver pulje i denne sæson, så der bliver nok ikke ligefrem tale om nogen gratis elitepladser ligegyldigt hvordan puljen bliver.

Vi spekulerer i hvert fald mest i at vinde resten af vores kampe i efteråret, hvilket sandsynligvis vil placere os på førstepladsen i øst.

Aage Christensen fra Divisionsdommerforeningen har lavet en side der automatisk beregner hvordan puljerne bliver ud fra de øjeblikkelige stillinger.

mandag, oktober 30, 2006

Hvidovre - Holte II 2-3 (24-26, 23-25, 25-22, 25-19, 9-15)

Man kan vælge enten en pessimistisk eller en optimistisk udlægning af kampen.

I den pessimistiske må man notere at det er ærgerligt at tabe til spillere som var på toppen for ti år siden, og at det er utilgiveligt at vi smider 1. sæt efter en klar føring midt i, og at vi stadig svinger for meget og har en tendens til at blive hurtigt usikre når vi taber et par bolde i træk.

Men den optimistiske udlægning siger mig at vi har vendt bøtten i forhold til den dårlige indsats imod PVC. Vi mødte en stærk version af Holte II. De er et svært hold at spille imod, og vi måtte virkelig arbejde for hvert point. Vores forsvar var noget af det bedste vi har spillet i denne sæson, og vi fik set at det der virker i angrebet og gør det sjovt at spille, er når vi giver den fuld skrue.

Referat på hvk.dk.

Hvis man kigger på stillingen, mistede vi et skridt i forhold til de øvrige tophold, men vi ligger stadig lunt i svinget til en kval-plads. Og vigtigere: Hvis vi kan gå ud til de næste kampe med den indstiling vi viste i en del af Holte-kampen, så er det sejre der venter på os.

fredag, oktober 27, 2006

1. division øst indtil nu

Rækken har været rigtig tæt hidtil. Det viser både stillingen og de mange femsætskampe der er blevet spillet i de seneste uger.

Der har været nogle gedigne overraskelser:

  • Gentofte slog Holte i en kamp med de vanvittige cifre 3-2 (18-25, 22-25, 26-24, 29-27, 19-17).
  • VLI har slået PVC 3-2.
  • Og senest vandt KV61 3-2 over Frederiksberg.

    I forhold til mine oprindelige forudsigelser er der derfor nogle små justeringer:

    For en uge siden så det ud til at Frederiksberg og vi måske kunne rive os løs i toppen, men nu ser det igen rigtig åbent ud. Fedt at nogle af de lidt undertippede hold laver rav i den.

    Andetholdene får helt sikkert indflydelse, og især Holte og Gentofte ser ud til at kunne være med i toppen.

    KV61 og VLI ser ud til at blande sig i kampen om kvalpladserne, men som PVC spillede imod os forleden, bør de også blive blandt de fire hold.

    I bunden er Korsør-Slagelse og Grøndal EV indtil videre isoleret. Lidt skuffende for især sidstnævnte, men de har næppe udspillet deres rolle endnu. Jeg forudser en tæt kamp mellem dem, KV og VLI om plads nummer fire i elitekvalen.
  • tirsdag, oktober 24, 2006

    Tendens?

    Resultatet af vores fem seneste kampe (med os selv nævnt først):

    3-0, 3-1, 3-2, 2-3, 1-3

    Hm...

    mandag, oktober 23, 2006

    PVC Lyngby - Hvidovre 3-1 (25-18, 25-19, 15-25, 25-19)

    Jeg har skrevet det meste i referatet på hvk.dk. Indsatsen var i det store hele meget skuffende og til tider en smule pinlig. Med de folk vi manglede, og et mindre formdyk i træningerne i den seneste uge, så det på forhånd ikke let ud. Men vi virkede decideret modløse fra start, og det var der jo ingen grund til.

    For mit eget vedkommende var det noget skidt. Jeg startede inde, selv om jeg ikke havde været på banen i de to seneste kampe, men vi fik faktisk først flow i spillet da jeg blev skiftet ud.

    Nu må vi prøve at tage nederlagene i pokalen og denne kamp som et par påmindelser om at en god sæsonstart kun er en god sæsonstart. I stillingen skal vi nok snuppe den kvalplads, hvis vi bare tager de "pligtsejre" der er tilbage. Men det er vigtigt at efteråret også bliver en sammenspilning af holdet og en styrkelse frem mod forårets vigtigere opgaver. Så nu skal der arbejdes.

    fredag, oktober 20, 2006

    PVC på søndag

    Så gælder det PVC Lyngby, og sammen med Spentrup er det nok det hold vi har fulgtes mest med (og dermed mødt flest gange) inden for de seneste år. I sidste sæson slog vi dem tre gange, og vi har ikke tabt til dem siden vi sidst mødtes i 1. division i 2001.

    Det er næsten umuligt at opstøve oplysninger om deres hold på nettet, men det har ikke ændret sig så meget de seneste år, så mon ikke det ligner sig selv? Jeppe Brinck og Kristoffer Bergholt plejer at trække et stort læs. Derudover forlyder det at Martin Møllerhøj er vendt tilbage til klubben efter nogle år hos Holte og Gentofte.

    Det vil helt sikkert betyde en del for dem at få en større centertrussel, hvis de har en hæver der kan ramme ham. Omvendt er de sårbare hvis de mangler Jeppe eller Kristoffer eller måske en hæver.

    De har lidt overraskende tabt til VLI, og i VLI's referat står der at PVC's hæver var meget lille. Om det betyder at det er Anders Saabye fra de foregående sæsoner eller deres endnu mindre reservehæver, er et åbent spørgsmål.

    Vores eget hold er ramt af et par afbud, men vi giver også debut til Bo Skov Andersen, ny center, som vist har spillet lidt i Skårup. En spændende spiller, ikke mindst i kraft af hans højde (2,02).

    mandag, oktober 16, 2006

    Hvidovre - Spentrup 2-3 (25-23, 22-25, 27-29, 25-14, 15-10)

    Skuffende nederlag i en kamp som vi havde chancen for at vinde. En af vores fornemste opgaver som hold lige nu må være at blive bedre til at spille den her slags kampe. Jeg mener at Spentrup-holdet har nogle svage punkter som vi skal være bedre til at udnytte.

    Referat kan læses på hvk.dk.

    Alt i alt er nederlaget nu slet ikke så tungt at bære som det skæbnesvangre nederlag mod samme hold i april. Dengang stod vi trods en skidt sæson med alle chancer for at redde vores røv. Men vi smed det hele væk med en nervøs og pinlig indsats.

    I fredags havde vi meget at vinde, men ikke nær så meget at tabe. En pokalsemifinale havde været en fin bonus, men ikke noget vi havde forventet før sæsonen. Og det primære mål ligger i danmarksturneringen. På den måde tror jeg det vil være lettere at tage nogle positive ting med fra kampen og komme videre. Det er trods alt vores første nederlag i sæsonen. Og så var det en langt bedre kamp end den unævnelige.

    På det personlige plan var det ekstra skuffende fordi jeg slet ikke kom på banen. Vi havde mulighed for at skabe et af de største resultater i klubbens historie, og jeg føler at jeg kunne have bidraget med noget, så det er vel en naturlig følelse. Jonas spillede glimrende, og det var en af den slags kampe hvor det hele tiden var så tæt at man nok er forsigtig med at bryde rytmen med en hæverudskiftning. Omvendt var det måske netop også sådan en kamp hvor lidt ekstra erfaring kunne have gjort en forskel. Det finder vi desværre ikke ud af.

    fredag, oktober 13, 2006

    Spentrup-statistik

    Spentrup i aften, og man kunne sådan set skrive en lang og interessant optakt til kampen, for de to holds historie med hinanden er ved at være omfattende. Jeg nøjes med lidt statistik.

    Vi har fulgtes ad i en del elitekvalifikationer og har været forbløffende jævnbyrdige hver gang. Kun sjældent har de to hold mødtes i en kamp uden betydning.

    Men i aften må da alligevel være en af de vigtigste. Muligheden for at stå i en semifinale og kun være én sejr fra finalen er enestående for begge hold, og det er ikke sikkert vi nogensinde får en bedre chance.

    Lidt statistik:
  • De to hold har mødt hinanden ti gange siden foråret 2002.
  • Otte af opgørene har været i elitekvalifikation, to i elitegrundspil.
  • Halvdelen af kampene er gået i fem sæt.
  • Stillingen er 6-4 til Spentrup. Ud af de fem seneste opgør har vi dog vundet tre.
  • Seks ud af de ti kampe har været i Spentruphallen.
  • Vi har tabt alle fire opgør i Friheden.

    Én gang skal jo være den første. Vi stiller med en lidt smal trup efter et par afbud til i aften, men startsekseren er intakt. Spentrup mangler vist nok Jesper Landbo på kanten og rykker formentlig Nicolas Frandsen derud i stedet. Og så er Jacob Ramsgaard tilbage efter en skulderskade.

    Og så er oddsene på Nordic Bet jo interessante. 2,15 på at vi får bare to sæt. Det er høje odds, synes jeg, i en kamp som jeg ser som fifty-fifty på forhånd.
  • onsdag, oktober 11, 2006

    I kvartfinalen med vinderchancer

    Fredag har på flere måder mulighed for at blive en smule historisk når vi tager imod Spentrup i Friheden kl. 20.00.

    Det er en kvartfinale i pokalen, og det er tredje gang at vi er nået så langt, men nok første gang at vi har en realistisk vinderchance. I 2001 mødte vi DHG, og sidste år var det Middelfart, og begge kampe endte 3-0 til favoritterne.

    Den primære årsag til at chancerne er så gode i år, er selvfølgelig at der før sidste års turnering blev indført fri lodtrækning før hver runde i pokalen. Det har givet os en heldig lodtrækning imod Spentrup, men det samme siger de vel om os. Hvis der havde været seedning, var vi jo nok kommet op imod et top 4-hold fra sidste sæson, og det var så formentlig blevet endestationen.

    Debatten om lodtrækningssystemet er selvfølgelig i gang. Ikke så underligt når to af de største DM-favoritter, Gentofte og Marienlyst, mødes i kvartfinalen. Hos kvinderne har årets DM-finalister jo allerede mødt hinanden i 1/8-finalen.

    Jeg er selv lidt splittet. På den ene side synes jeg det er fedt at mindre hold nu har en realistisk chance for at komme langt. På den måde må pokalen gerne adskille sig fra DM. Med det gamle system var der nogle gange en fornemmelse af at man slet ikke behøvede spille 1/8-finaler og kvartfinaler fordi seedningen stort set afgjorde hvem der kom i semifinalerne.

    Omvendt er der selvfølgelig en risiko for at mange af de gode hold bliver slået ud tidligt. Risikoen for at alle de gode hold kommer i samme "halvdel", og at der kun kommer badehold i den anden halvdel, og at man derfor får en sløj pokalfinale uden sportslig værdi, er meget lille rent statistisk.

    Hos mændene tyder meget jo på at tre ud af de fire bedste hold fra sidste sæson trods alt vil nå semifinalerne. Det vil altså sige at vi skal slå et af de hold (plus Spentrup først) for at komme i finalen. I så fald vil man vel ikke kunne sige at det har været rent lodtrækningsheld. Vi har også allerede slået ASV, som er ret stærke i år.

    Debat:
  • Borglund synes at det er latterligt.
  • Jordan Hove skrev noget om det sidste år og syntes først at det var latterligt.
  • Siden hen ombestemte han sig.
  • mandag, oktober 09, 2006

    Lyngby II - Hvidovre 2-3 (30-28, 16-25, 10-25, 25-23, 9-15)

    Jeg kan ikke levere noget referat af kampen, for jeg var ikke til stede, og i skrivende stund er der ikke noget at linke til. UPDATE: Tims referat på hvk.dk.

    I denne weekend var jeg nødt til at prioritere nogle private ting højere, men drengene klarede ærterne imod Lyngby II og vandt 3-2.

    Ud fra cifrene og de løsrevne sætninger jeg har hørt om forløbet, ligner det en kamp som vi burde have vundet større og i hvert fald vandt stort på boldscoren.

    Det rigtigt positive ved kampen var at holdet fik en god sejr med Jonas som hæver, og at han åbenbart spillede en kanonkamp og fik Svinet. I sidste weekend mod VLI spillede vi markant bedre når jeg hævede end når Jonas gjorde. Men det reflekterer på ingen måde forskellen mellem os som hævere, som er meget lille, så det var fedt at han fik taget revanche i denne weekend.

    Han er i hvert fald en hel del bedre end jeg var omkring min 19-års fødselsdag (hvor jeg - indrømmet - endnu ikke havde meldt mig ind i en volleyballklub). Faktisk er mængden af volleyballerfaringer nok den største forskel på os lige nu.

    Næste opgave er en af de mest spændende længe: Kvartfinale i Lufthansa Cup imod Spentrup. Og med to hævere i storform får vores træner et svært valg til startopstillingen.

    Mere optakt i ugens løb.

    mandag, oktober 02, 2006

    Hvidovre - VLI 3-1 (25-23, 21-25, 25-14, 25-12)

    Endnu en kamp hvor vi i perioder kører modstanderne over og i andre slet ikke kan få spillet til at køre.

    Det startede skidt, og med al respekt for VLI så må vi ikke have den slags problemer mod sådan et hold hvis vi vil op i eliten. Det var simpelthen for let at score point mod os i de to første sæt. Vi havde svært ved at håndtere deres ellers ikke vanvittigt høje servepres, og vores blokader var bare et redskab for deres blockout-slag. Derudover må man sige at de fighter og får hænderne på meget i forsvaret, og der manglede vi nogle gange at holde koncentrationen i angrebet selv når bolden kom tilbage tre-fire gange.

    Nå, men det blev bedre. Vi fik lagt et mere stabilt pres på dem i de to sidste sæt, og så sad blokaderne pludselig, og så kom selvtilliden også med i spillet. Jeg håber og mener at cifrene fra de sæt giver det mest retvisende billede af styrkeforholdet.

    Som kampen udviklede sig, var vi jo ikke tæt ved at tabe, Men reelt kunne vi lige så godt have været bagud 2-0 efter de to første sæt, så der er stadig ting at arbejde med.

    Men det er værd at bemærke at vi nu har slået to af de hold som var i elitekval i foråret, og at vi dermed har taget to vigtige skridt imod efterårets store mål.

    Referat på hvk.dk.

    mandag, september 25, 2006

    Hvidovre VK - Grøndal EV 3-0 (25-11, 26-24, 26-24)

    To vigtige point i sækken efter en underlig kamp hvor 1. sæt kom i hus alt for let og de to sidste lidt for svært.

    Grøndal havde fået nogle forstærkninger fra deres andethold (Mayland, Harajchi og Gam), men var overordnet ikke rigtig stærkere end sidste sæson, vil jeg mene. Derfor var det nu alligevel fint at slå dem 3-0, blandt andet i betragtning af at vi manglede Bruncke.

    Et rigtig flot 1. sæt blev afløst af lidt mere usikkerhed i de to næste. Det var dog positivt at vi alligevel fik hevet sættene hjem. Grøndal er et af de hold som det var ekstra vigtigt at slå, for de kommer helt sikkert til at kæmpe med om kval-pladserne, så de to point luner.

    Mange gode ting at tage med videre og også et par ting der skal arbejdes med.

    Mere på hvk.dk.

    fredag, september 22, 2006

    1. division øst - et par forudsigelser

    I weekenden går det løs med 1. division øst, og det bliver egentlig meget sjovt at prøve kræfter med en ny række, selv om man lige nu kan have fornemmelsen at vi er blevet snydt for en plads i Elitedivisionen efter at både Holte og Skårup har trukket sig.

    Mit traditionelle kig på divisionen forud for sæsonstart bliver sikkert mere upræcist fordi det alt andet lige er sværere at finde præcise oplysninger om hvad der sker på forskellige 1. divisionshold end elitehold.

    Fakta er at vi er 10 hold i rækken. Vi spiller om fire pladser i forårets elitekvalifikation og seks i 1. division øst. Der er tre andethold, som ikke kan spille elitekvalifikation. Reelt kæmper rækkens syv førstehold altså om de fire pladser i elitekvalen.

    Derudover skal det vel nævnes at der i forårets elitekvalifikation kun er én oprykningsplads på grund af en ny struktur fra næste sæson, men som nævnt i Holte-nyheden kan holdtrækningen måske få indflydelse på formatet. Kunne man for eksempel forestille sig at nummer fem også får mulighed for at komme i elitekval?

    Holdene i 1. division øst, alfabetisk:

    Frederiksberg
    De har fået tilgang af Martin Siig, Søren Kristensen, Lasse Toft og Karsten Hansen. Dygtige spillere, og de vil afgjort blive et tophold og snuppe den ene kvalplads. Jeg forestiller mig at vi kan komme til at kæmpe med dem om førstepladsen her i efteråret (uden at have regnet andetholdene med).

    Gentofte II
    Sidste sæson var det et rent talenthold, men med nogle ganske store talenter, så de klarede sig nydeligt. Nogle få af talenterne har nu fået chancen i Gentoftes førsteholdstrup, så måske har de mistet lidt. På den anden side bliver talenter jo gerne bedre med tiden.

    Grøndal EV
    De kunne stille et fornuftigt hold i sidste sæson og kunne drille nogle af de bedre hold i elitekvalen (inklusive os). De har fået en ny australsk træner, og det lyder lidt ambitiøst, men samtidig må man sige at de har brug for spillerforstærkninger hvis det skal være rigtig ambitiøst. Det har jeg ikke hørt om de har fået, men det får vi jo at se allerede på søndag.

    Holte II
    Det er formentlig stadig den erfarne garde, og de plejer jo at være rigtig gode. Det bliver en spændende test at møde dem. De plejer at slutte i toppen, selv om de ikke vil kunne bruge det til så meget.

    Korsør-Slagelse
    Vi mødte dem i HVK-Cup, og hvis det er deres hold og deres niveau, får de det svært. De kan dog sagtens have manglet nogle, men jeg har svært ved at se dem andre steder end i nederste halvdel.

    KV61
    Dem mødte vi også i HVK-Cup, og de havde nogenlunde samme niveau, og det var heller ikke godt. De manglede primus motor Claus Møller Madsen og muligvis nogle flere, men stadig bliver de næppe tophold.

    Lyngby II
    Det kan måske være en blanding af nogle af de gamle cirkusfolk og nogle af deres yngre kræfter. Det kan godt være et farligt hold, men jeg gætter egentlig mest da jeg ikke ved hvem der spiller på det.

    PVC Lyngby
    Vi har mødt dem et utal af gange de seneste år og faktisk vundet hver gang, men sjældent særlig stort. Hvis de har samme trup som i sidste sæson (eller endda er blevet forstærket), tror jeg på at de vil snuppe en plads i kvalen, men hvis (for eksempel) Jeppe Brinck eller Kristoffer Bergholt har fået nok af divisionsvolley, vil de få det sværere.

    VLI
    Dem kender jeg meget lidt til. Vurderet ud fra deres resultater har de naturligvis en chance for at spille sig i elitekvalifikation ligesom i sidste sæson, men de virker umiddelbart ikke som topholdsmateriale.

    Hvidovre
    Lad os da bare tage mit eget hold med. Jeg synes vi har kvaliteten på alle pladser til at være tophold, og spilleglæden er vendt tilbage. Vi skal dog ikke have så mange skader før vi er sårbare, men lige nu er stort set hver eneste spiller i bedre form end han var i foråret.

    Den samlede vurdering er at Frederiksberg og vi bør kunne snuppe to af kvalpladserne. De to øvrige bør blive fordelt mellem Grøndal EV, PVC, VLI og måske KV61. De tre andethold vil utvivlsomt kunne få masser af indflydelse, og sandsynligvis vil et par af dem også slutte i den gode ende.

    tirsdag, september 19, 2006

    Pokalsemifinale i syne?

    Vi trak Spentrup i kvartfinalerne i Lufthansa Cup. Det virker som en gylden mulighed for at opnå en semifinaleplads og dermed vel nok det bedste resultat nogensinde for Hvidovre på herresiden.

    Efter min vurdering var der tre hold der kunne betegnes som "en heldig lodtrækning" hvis målet var en semifinaleplads, og Spentrup var så absolut et af dem. Frederiksberg og DHG var i øvrigt de to andre som jeg troede på at vi ville have en god chance imod, men det kan også være at HIK er til at tale med. Amager synes i hvert fald at have presset dem i 1/8-finalerne.

    Jeg føler at jeg allerede har skrevet alt for meget om Spentrup i mit liv, måske endda mere end Steen Steensen Blicher, men nu kommer der altså et nyt kapitel i sagaen.

    Så lige nu vil jeg ikke sige andet end at vi har revanche til gode, medmindre man mener at vi fik den i Sverige.

    Fik jeg nævnt at jeg da har været med i en pokalsemifinale før?

    mandag, september 18, 2006

    Tredjeplads i HVK-Cup

    En hård weekend er overstået, og det sportslige facit af anstrengelserne var en tredjeplads.

    Vi spillede hele syv kampe og vandt de seks, så på den måde var det ikke en katastrofe. Til gengæld var der umådelig stor forskel på vores niveau lørdag og søndag.

    Lørdag spillede vi første kamp kl. 9.30. Herefter stod den de næste otte timer skiftevis på kamp og en masse slæberi af fadølsankre og den slags til festen. Puljen var efter et sidste øjebliks afbud blevet lavet om til en seksholdspulje, så vi skulle spille hele fire puljekampe lørdag.

    De tre af dem vandt vi uden problemer (over Korsør-Slagelse, KSV og KV61), og så var der en mere spændende kamp mod Frederiksberg, som vi slog 2-1. Afgørende sæt sluttede 15-4 efter at vi var foran 14-2, så man må sige at Frederiksberg gik lidt ned til sidst, men de har som ventet et spændende hold i år.

    Søndag var alting anderledes. Jeg var personligt meget mærket af lørdagens anstrengelser, inklusive festen (hvor vi jo også havde oprydningstjans), og det var flere af holdkammeraterne vist også. Vi lagde ud med den sidste puljekamp, en jævnt pinlig sag imod Tonys stævnehold, Ervodivh, hvor vi var heldige med at vinde i tre sæt.

    Så stod den på semifinale, og det blev ikke meget bedre. Modstanderen var et Lyngby-hold med nogle af deres yngre kræfter plus Jakob Martens og Timmi. De spillede fint nok, men fik også lidt for gode vilkår af os, så de vandt i to sæt (26-24, 25-22).

    I sidste kamp spillede vi bedre og slog Frederiksberg (denne gang uden Martin Siig) endnu en gang, 2-0.

    Stævnet blev vundet af vores eget andethold, Goldboyz, hvilket selvfølgelig vil gøre dem helt ulidelige at høre på. De lider stadig af den fejlagtige forestilling at deres tredjeplads i 2. division sidste sæson gjorde dem fortjent til at rykke op i 1. division.

    To pointer: Når I bliver så gamle at I kun sender to mand til festen (og lader resten af klubben klare det meste af jeres tjans), så er det sgu da klart at I begynder at vinde stævner. Og hov, I havde også kaptajn Henningsen med om søndagen. Det blev I sgu nok ikke dårligere af.

    Nå, nu skal man behandle ældre mennesker med respekt, så tillykke til Goldboyz. De vandt alle deres kampe og spillede sig til det, men det kunne nu have været sjovt at møde dem i finalen.

    Vores egen indsats: Lidt ærgerligt at vi ikke kunne holde niveauet højere om søndagen, men jeg håber (og tror) at vores bundniveau til en HVK-Cup søndag er lavere end vores bundniveau i turneringen. Generelt ser spillet stadig godt ud, og vi starter 1. division på søndag mod Grøndal EV med selvtilliden i orden.

    fredag, september 15, 2006

    HVK-Cup i weekenden

    Så gælder det vores eget stævne, HVK-Cup. I år har det fået samme termin Middelfart-stævnet, og det gør at hold som Groningen, Marienlyst og Amager ikke deltager.

    Der er dog lidt blandet 1. divisions-repræsentation i form af Frederiksberg, KV61 og Korsør-Slagelse samt et blandet Lyngby-hold, plus naturligvis os selv.

    Det skulle gerne betyde at vi med det spil vi har vist i den seneste uge, kan dominere rækken. Dog er der jo altid et element af uforudsigelighed i forberedelsesstævner af denne slags, ikke mindst søndag.

    Jeg glæder mig da også til at se nogle af de kommende modstandere, hvoraf især Frederiksberg vel må regnes for et sandsynligt tophold i 1. division.

    Vi er uden Jannick, og Kim og Tony (som begge var med i Borås) stiller op for et andet hold i dette stævne. Det betyder at vi er ni mand, inklusive libero, og da Christian og Jakob Nielsen begge døjer en lille smule med knæene netop nu, kan det jo være man får en hæver at se på kanten...

    Lørdagens indledende pulje byder på KSV (Korsør-Slagelse Volley) og KSV (Københavns Studenter Volley). Sidstnævnte slog os jo rent faktisk i sidste års HVK-Cup, men har lige tabt en pokalkamp ret klart til Amagers andethold.

    onsdag, september 13, 2006

    Hvidovre - ASV Århus 3-1 (25-27, 25-21, 25-21, 25-19)

    "Hvidovre består først og fremmest af angrebsstjernen Søren Bruncke Petersen," skrev ASV mandag. Det viste sig at være det dummeste nogen har sagt siden en fyr fortalte Chuck Norris at cirkelspark ikke er den bedste måde at sparke folk.

    Jeg skriver det bare fordi vi rent faktisk besejrede ASV ret klart med 3-1 på en dag hvor Bruncke lå noget under sit sædvanlige niveau i angrebet. Han vandt vel under ti angreb i kampen og slog lige så mange i blokaden. Det skyldtes selvfølgelig til dels, men ikke udelukkende, at ASV havde valgt at fokusere deres blokader en del på ham.

    Nå, men andre stod heldigvis klar til at afgøre boldene. Jakob og Søren var ret effektive på centeren, og Tim spillede en af sine bedste kampe på kanten. Christian havde knæproblemer, men spillede alligevel og slog fornuftigt når han en sjælden gang fik bolden.

    Men angrebsspillet var nu generelt ikke det element vi vandt kampen på. Først og fremmest satte vi langt flere server i spil end ASV. Og det gav pote fordi de i mange tilfælde - provokeret eller uprovokeret - oversatsede i deres angreb.

    Vi formåede at tage den gode stemning med fra Knalleland. Kæmpede for boldene og jublede når vi vandt.

    ASV skal nok blive bedre. De var uden Søren Ravnkjær på hæverposten, og det var som forudsagt en position hvor de manglede lidt. Det betød at rytmen til deres ellers fysisk stærke kanter aldrig blev rigtig god, og det var nok en god ting for os.

    Mere referat på hvk.dk.

    Sejren betyder at vi er klar til kvartfinalen i Lufthansa Cup, hvor vi kan rende ind i et af landets tophold, men også for eksempel kunne trække Spentrup eller Frederiksberg.

    tirsdag, september 12, 2006

    ASV i aften

    Så går det løs med 1/8-finalerne i Lufthansa Cup, der i år ligger som en lille forsmag på den egentlige turneringsstart i næste weekend. Vi spiller den første af 1/8-finalerne og vel også på forhånd en af de mest åbne når ASV Århus kommer på besøg i aften.

    De har fået en hel del forstærkninger og fremstår klart som det bedste bud på en eliteoprykker fra 1. division vest. Niels Knudsen (Aalborg HIK) og Anders Aarkrog (SK Aarhus) var begge med i landsholdstruppen i maj-juni, og derudover har de fået Diego Cella (SK Aarhus) og Ulrik Degn (Middelfart).

    Alt i alt ser de ud til at kunne stille en ganske spændende trup, og spørgsmålet er nærmere om de har nået at blive at blive sammenspillet. Derudover mangler de måske stadig et godt navn på hæverposten.

    I denne nyhed har de skrevet lidt om kampen. I deres meget dybdeborende analyse skriver de at Hvidovre "består først og fremmest af angrebsstjernen Søren Bruncke, der er tidligere ASV'er". Hvis man var bare en smule nærtagende, kunne man næsten blive fornærmet over den bemærkning. Men mon ikke det er et psykologisk spil for at få os til at prøve at bevise at vi er andre end Bruncke og hæve en masse til de andre? Men den hopper jeg ikke på, så Bruncke får alle bolde i aften. Eller måske er det netop det de ønsker?

    Vi har libero Stryhn med igen og Jannick på centeren og kan forhåbentlig tage lidt selvtillid og godt humør med fra vores stævnesejr i weekenden.

    mandag, september 11, 2006

    Vi vandt sgu!

    Jeg er en smule overrasket over at komme hjem med en stævnesejr fra Knallecupen.

    Først og fremmest har Knallecupen jo tidligere været et stævne med et pænt internationalt niveau. De seneste år har vinderne heddet Middelfart, Oststeinbek og Falkenberg. Derudover vidste vi på forhånd ikke rigtig hvor vi stod, og jeg var nok bange for at vores trup til dette stævne var lidt for tynd.

    Det skal siges, at eliterækken ikke var så stærkt besat. Fire hold var der kun: Spentrup, LUGI og RIG Falköping ud over os. Men det viste sig at være en utroligt jævnbyrdig række, hvor langt de fleste sæt blev afgjort med få point.

    Omvendt er det jo superfedt at vinde, også imod jævnbyrdige modstandere, og jeg synes vi overraskede positivt, og vores spil var ganske opløftende.

    Fire sejre i fem kampe
    Vi startede lørdagen med at tabe 1. sæt imod Falköping, det nationale svenske idrætsgymnasium, som er identisk med deres U19-landshold. De er et lovende hold med et godt teknisk niveau og et fornuftigt blokadespil. Vi kom rigtig langsomt i gang, men vi arbejdede lidt på at få humør i spillet, og det var med til at gøre at vi fik hevet de to sidste sæt hjem med nogle få point.

    Også i anden kamp imod LUGI benyttede vi taktikken med at spurte os til to sætsejre. Spillet var endnu ikke helt oppe at ringe, men de er et udmærket hold, og det var en god sejr.

    Spillet imod Spentrup i sidste puljekamp var egentlig bedre, men de har jo fået en ny spiller som vi havde lidt svært ved at stoppe. Kaptajnen, kaldte de ham, og han virkede sgu lidt bekendt. Det blev 2-1 til Spentrup efter en tæt kamp, som vi havde et par muligheder for at lukke i 2. sæt, men de vandt med 32-30 eller deromkring.

    Det betød en andenplads i puljen efter Spentrup, kun på dårligere boldscore, for de havde tabt til LUGI, som til gengæld tabte til Falköping.

    Så blev det søndag, og så skete der et eller andet med vores spil. Det havde egentlig været godt lørdag, efter omstændighederne, men søndag tog blokadefanden ved os. Vi blokerede simpelthen de svenske U19-drenge i stykker i semifinalen. I 2. sæt stillede vi også med en sekser med en gennemsnitshøjde omkring de 1,95 (Due-brødrene, Bruncke, Jakob Nielsen, Tim og undertegnede).

    I finalen ventede så Spentrup igen, og hvis de havde troet på endnu en sejr, kom de på andre tanker. 1. sæt var lige, men ligesom i en del sæt denne weekend var vi bedre på de to sidste bolde. I 2. sæt lavede vi blokadeopvisning i stil med semifinalen. Der var enkelte Spentrup-angreb som ikke gik i blokken, men de ramte for det meste ribberne eller bunden af nettet.

    Individuelle præstationer
    Blokader har ikke været vores force i de foregående sæsoner, så det lover godt hvis vi kan få nogle flere point på den måde. Samtidig var det lækkert at vi spillede godt selv med nye folk i modtagningen i forhold til sidste sæson (Tim på kanten i hele stævnet, Tony Lauge Sand som libero i hele stævnet). På hæverposten delte Jonas og jeg spilletiden 50-50, og det lover godt at vi vandt finalen stort set uden at jeg var på banen. Og så tror jeg på at Due-brødrene kan blive et stærkt makkerpar på centeren i denne sæson. Det var en position hvor jeg mener at vi overmatchede alle modstanderne. Bruncke blev kåret til stævnets bedste spiller, selv om jeg mener at have set ham bedre i angrebet. Han var dog rigtig stærk i blokaden. Vores egne interne afstemning løb Søren Due med.

    Konklusionen på weekenden er at det nok var lidt underligt at rejse 350 km for at spille et internationalt stævne med fire hold på vores eget niveau. Men det var svært at vide på forhånd. Omvendt er der mere ryste-sammen-tur over at tage til Borås end for eksempel Østerbro. Så det er ikke udelukket at återvända i 2007.

    Lidt resultater og et vinderbillede hos IK Ymer.

    Nu gælder det ASV i pokalen tirsdag.

    fredag, september 08, 2006

    Trup og Knallecup

    Jeg vil starte med at sige at ligesom de fleste andre klubber mærker vi den generelle spillermangel. Vi har bevaret kernen på holdet, og jeg synes vi har spillerne til at rykke tilbage i Elitedivisionen, men vi er også sårbare, for nogen egentlige forstærkninger er der ikke kommet til.

    I forhold til sidste sæsons trup har Mads Trøst valgt at trappe ned og spille på vores andethold. Angutimmarik Nielsen er skiftet til Amager. Klaus Dam-Andersen har valgt at stoppe. Og senest har vi fået at vide at Martin Rønn Rasmussen (Burger) har nogle problemer med menisken som nok sætter ham ud af spillet i et stykke tid.

    Vi har tilføjet Kim Holst Christiansen (all-round) og Tony Lauge Sand (kant/libero) til truppen, og Jakob Nielsen (center) har optrappet sin træning efter længere tids knæskade. Hvornår han kan spille for fuld kraft, ligger dog ikke fast.

    Ingen af de spillere vi har mistet, er umulige at erstatte, men samtidig må man sige at Kim og Tony næppe træder direkte ind i startopstillingen, så det store læs skal nok trækkes af de samme spillere som sidste år, mens en spiller som Tim Christensen nok vil få en vigtigere rolle på kanten.

    Med de ovennævnte udskiftninger har vi 12 spillere. Af dem skal de 10 med når vi i weekenden drager til Borås for at spille Knallecup (Jannick og Stryhn skal ikke med). Det er første gang jeg deltager i stævnet, og vi er et ud af kun fire hold i Eliterækken. Jeg ved ikke hvad der er sket, men det undrer mig lidt at en del af de stærke hold fra tidligere år ikke er med.

    Vi skal møde Falköping (det svenske idrætsgymnasium, nærmest identisk med det svenske ungdomslandshold), LUGI (fra bunden af den svenske elitedivision) og Spentrup (som jeg aldrig har hørt om). Om søndagen vil de bedste to hold fra 1. divisionsrækken så deltage i et slutspil. For et par dage siden var også de norske mestre, Kristiansund, tilmeldt, men nu har de trukket sig.

    Til gengæld kunne det godt blive en jævnbyrdig række.

    onsdag, september 06, 2006

    Det definitive (men komplet ufuldstændige) klubskifteindlæg

    Jeg har længe haft lyst til at lave det ultimative klubskifte-indlæg, men jo længere tid der er gået, desto sværere bliver det at skrive. Der er nemlig sket rigtig mange ting og sager, og overblikket er længere og længere væk. Men her er et forsøg, hvor linkningen er lidt mindre omfattende end sædvanlig.

    Elitedivisionen
    Marienlyst
    Er flinke til at melde ud og ser ud til at have 12 mand klar. BT, Nathan, Stewart og Jordan forsvinder og bliver erstattet af Mathias Haraldsson, Shaun Powell, Milos Stupar og Shane Alexander. Jesper Hansen hævder at de står en smule stærkere end sidste år. Jeg vil sige at alt afhængig af styrken af deres nye udlændinge kan de komme til at stå stærkere, men der vil nok gå lidt tid, ikke mindst med at spille en ny hæver ind, som vist nok lige har nogle landsholdsplaner med Australien først. Fyens skriver at Per Eggers er ude et halvt år.

    Gentofte
    Peter Borglund har skrevet at han også har 12 mand. Jeg var ude at kigge lidt på deres træningskamp imod Pepperdine, og det tyder på at de nye er: Jonas Napier (Rennes), Casper Munk (Lyngby), Ibrahim Alievski (libero, ynglingeholdet), Tobias Nielsen (Middelfart) og måske Nik West (Skårup). De skal erstatte Kristian Bech, Martin Møllerhøj, Alex Jacobsen, Søren Kristensen og Karsten Hansen. Det betyder at de rykker Mads Toubro ind på centeren, og at Lior Koren går ind i startopstillingen. Om de har en center mere klar i kulisserne, ved jeg ikke. Ellers er de da lidt sårbare på den position.

    Middelfart
    Her har jeg mest mine oplysninger fra en gammel nyhed fra deres hjemmeside. De har fået en amerikansk hæver, David Carlson, og vist nok flere udlændinge, men mister til gengæld deres udlændinge fra sidste år, mig bekendt (også Jeremy, selv om der står noget andet i nyheden). Søren Hansen er ny træner. Dertil kommer Jakob Hansen på center, BT på libero, og Lars Hoppe rykker ud på kanten.

    Aalborg HIK
    Dyb tavshed fra det nordjyske, i hvert fald på nettet. De har fået en slovakisk træner, ifølge et DR-link som nogen skrev i kommentarerne til mit forrige klubskifteindlæg. Nå ja, så har jeg lige fundet en lille DR-note, hvor der står at HIK måske på et tidspunkt kan komme til at hedde AaB Volley, men det har ellers ikke noget med sagen at gøre. De plejer ikke at gøre det så meget i udlændinge, undtagen på hæverposten, så succesen kan komme til at hænge på om folk som Vestergaard-brødrene, Olufsen, Villadsen og Heiselberg fortsætter. Niels Knudsen smutter til Århus.

    SK Aarhus
    Her ser svingdøren ud til at køre på fuldt tryk igen i år (og kun Chuck Norris kan jo smække en svingdør). Efter mine oplysninger bliver Makoto, Sascha, Daniel og sikkert også Ole og Rusti. Anders Aarkrog, Diego, Søren Ravnkjær, Jean, Brian Nordberg er vist ude. Mikkel Simonsen, Steffen Vestergaard og et par friske canadiere kommer til.

    DHG Odense
    Har haft gang i lidt oprustning: Morten Mau, Jacob Skovsgaard og en grønlandsk center. Derudover har Dennis Hansens navn været nævnt i Fyens Stiftstidende, sammen med profiler som Martin Nielsen og Jakob Oppenheim fra tidligere. Alt i alt kunne tingene godt lysne lidt for dem i forhold til sidste års grundspil, selv om det næppe er et hold, der kan spille om medaljer.

    Lyngby
    Der har været lidt om truppen på deres hjemmeside. Ikke mange tilbage af de oprindelige cirkusfolk. Der er dog tilpas mange dygtige spillere til at de sikkert også vil kunne kæmpe med om slutspilspladserne.

    Spentrup
    Kunne godt få et meget spændende hold. Martin Henningsen spiller med dem (og der er vist et par forstærkninger mere), og ham kender vi jo som en god stabil kraft (men Spentrup-spiller, Martin...?). En enkelt stabil kantspiller gør dem dog ikke til et stærkt elitehold, så de skal nok være heldige for at få slutspilspladsen.

    Amager
    De har fået overtalt en enkelt Hvidovre-spiller til at skifte (ud af tre henvendelser). Angutimmarik skal åbenbart spille kant, og det er vi mange der er spændte på at følge. På centeren har de mistet Allan Holck og fået Holtes to Nils'er. Har mistet Troels som hæver. Mon ikke de skal kæmpe med Spentrup, Lyngby og DHG om at undgå bunden.

    Holte
    Det står endnu ikke klart om de trækker deres hold (i hvert fald ikke på Infosport), eller om deres nuværende andetholdsspillere vil indtage pladsen på elitedivisionsholdet. Men det står vist ret klart at truppen fra sidste sæson er væk. Hvis de vælger at spille "de gamle" i elitedivisionen, bliver det spændende hvordan de kan klare det. Dygtige spillere er de jo.

    En hurtig forudsigelse kunne være at Marienlyst, Gentofte, Middelfart, SK Aarhus og Aalborg HIK går i slutspillet. Ligesom sidste år kunne der godt blive et niveauspring mellem nummer fem og seks, for de øvrige hold (med eller uden Holte) tror jeg bliver ret jævnbyrdige.

    1. division
    Det er jo nok så væsentligt for mig personligt i år at kigge på 1. division. Men det er også interessant fordi der er sket ting og sager i især et par udvalgte 1. divisionsklubber. I Århus har ASV fået stærk tilgang af Niels Knudsen, Diego Cella, Anders Aarkrog, Søren Ravnkjær og Ulrik Degn.

    I København er det Frederiksberg der har snuppet en lille håndfuld Gentofte-spillere. Med Martin Siig, Søren Kristensen, Karsten Hansen og Lasse Toft på holdet ser det spændende ud for Frederiksberg.

    Derudover må man notere sig at en af de stærkere 1. divisionsklubber i de senere år, Skårup, har måttet trække deres hold.

    ASV er jo særligt interessante for os fordi vi møder dem i pokalen allerede på tirsdag. Frederiksberg kommer vi til at kæmpe imod i 1. division øst, men den række må få sit eget lille forskræp inden sæsonstart den 23. september.

    Lidt mere om vores eget hold inden Knallecup, som vi spiller i den kommende weekend.

    torsdag, august 17, 2006

    Ny træner

    Vejers blev højst sandsynligt det sidste beach i år for mit vedkommende. (En lidt søgt indledning som undskyldning for at bringe endnu et billede fra Vejers, hvor man rent faktisk kan se luft mellem mine fødder og sandet.) Indendørstræningen er i gang i Hvidovre og har været det i to uger med en ny træner.

    Det har ikke været nogen hemmelighed at vi skulle have ny træner, selv om jeg vist ikke har skrevet så meget om det her på siden. Det var bare ærgerligt at vi ikke lige hev elitepladsen hjem, så vi kunne have startet på en frisk i den rigtige række.

    I maj fik vi så en aftale på plads med Lars Engell, som også er dametræner i Hvidovre. Siden har Lars alligevel måttet takke nej på grund af nogle arbejdsmæssige forhold. Den seneste interessante udvikling er at vores nye træner er blevet Jörgen Larsson.

    De som følger med, ved nok at han allerede for lang tid siden blev præsenteret som ny træner i Holte. Men i Holte har de tilsyneladende reelt ikke noget førstehold tilbage, og det betød at Jörgen pludselig var ledig på markedet på et tidspunkt hvor de fleste med divisionstræner-ambitioner for længst havde fundet et hold.

    For klubben var det lidt af en feberredning, og efter de første ganges træning virker det også som en stor gevinst for holdet. Jörgen har sat sig nogle mål og virker opsat på at lære os nogle ting.

    Det er fedt, for der er mange spillere på holdet som rent faktisk kunne have godt at lære (eller få repeteret) nogle grundlæggende ting. Jeg mener vi har et ganske stort potentiale, som vi ikke fik forløst i sidste sæson, og med en næsten intakt spillertrup synes jeg det lover godt.

    Nyhed om ny træner på hvk.dk.

    Mere om holdet på et senere tidspunkt, men lige nu siger vi da ikke nej tak hvis der kommer en solid kantspiller der både kan modtage og angribe. Kom nu, du ved at hævningerne ligger hvor de skal.

    fredag, august 11, 2006

    onsdag, august 09, 2006

    Nummer 4 i divisionen på Vejers

    Tim og jeg fik en fjerdeplads i divisionsrækken på Vejers Strand. Rimeligt nok ud fra det spil vi leverede, men det kunne have været sjovt at være lidt bedre i de to sidste kampe.

    Lørdag vandt vi vores pulje via sejr i de to første kampe, selv om vi i den sidste kamp tabte 2-1 til mine gamle Århus-bekendtskaber Søren Bastholm og Jonas Egdal.

    På det tidspunkt var det også blæst ret kraftigt op. Vinden stod ind fra nord (på langs af stranden og banerne) med 8 sekundmeter. Den slags vind kan man ikke helt vænne sig til ved at træne et par gange om måneden på anlagte baner rundt om i København, og det gjorde det ret svært at spille kontrolleret.

    Jeg har det lidt ambivalent med at spille i vind af den styrke. På den ene side er det jo sjovt at prøve og vel også en del af charmen ved beachvolley. På den anden side kan man ikke lade være at føle at tilfældighederne nogle gange begynder at spille ind i helt urimelig grad. Så det kan også være frustrerende.

    Vi vandt søndag en spændende og sjov kvartfinale over Steffen Vestergaard/Henrik Østergaard. Derefter var det semifinale mod Timmi Steen Jensen og Jesper Thanning. Der formåede vi ikke at få vindspillet til at stemme, og det samme må siges om kampen om 3.-4. pladsen, hvor motivationen i øvrigt også var forsvundet. Bastholm og Jonas endte i øvrigt med at vinde rækken, blandt andet fordi de formåede at serve ganske fornuftigt i vinden (især Jonas).

    En action-fotoserie af fra vores kampe er på vej.

    fredag, august 04, 2006

    På vej til Vejers

    Min makker på Vejers Strand blev Tim Christensen (nej, ikke ham). Efter en lang og udmarvende udvælgelsesproces på baggrund af de mange ansøgninger stod han tilbage.

    Det blev kun til Divisionsrækken på Vejers Strand, men mere har vi vist heller ikke gjort os fortjent til gennem vores resultater i år. Til gengæld ligner det en sjov divisionsrække (række 3 - kampoversigt i pdf) og en herlig pulje med blandt andre min gamle Skovbakken-kammerat Søren Bastholm og Middelfarts sportschef (hvis jeg ikke tager meget fejl) på de øvrige hold.

    Vejrudsigten ser også lovende ud, selv om det gerne måtte blæse lidt mindre.

    fredag, juli 28, 2006

    Sommertavsheden er brudt

    Algarve i sidste uge --->

    Der har været usædvanligt stille både her og på de fleste andre danske volleyball-blogs i et stykke tid. På egne vegne beklager jeg den ringe aktivitet, og jeg håber da også at mange andre kommer i sving igen når indendørssæsonen nærmer sig.

    På beach-fronten har det været ret stille for mit eget vedkommende, så der har simpelthen ikke været så meget at skrive om.

    Bortset fra det er det jo superfedt at se at nogle danske hold er begyndt at satse og lave gode resultater internationalt. Hvis man vil diskutere niveauet i eliterækken og hvordan man bliver bedre til beach, har Jordan Hove og Peter Borglund også brudt sommertavsheden og lagt lidt op til debat med nogle gode indlæg om de emner.

    Her på siden kan det være der kommer lidt om Vejers-stævnet og finalerne på Amager Strand, og snart tager vi også hul på noget indendørs i Hvidovre, som jeg naturligvis også vil skrive om.

    Den store kommentar-succes omkring mit første klubskifte-indlæg antyder jo også at jeg hellere må lave et nyt og opdateret.

    Annonce: Jeg søger en makker til Vejers. Alt har interesse. Folk der kan lide at blokere, har topprioritet. Hvis vi skal i eliten, skal du helst have mindst 400 ranglistepoint.

    torsdag, juni 29, 2006

    Nummer fire på Feddet

    Det blev ikke til den forventede tredjeplads på Feddet, i stedet måtte vi nøjes med en ydmygende fjerdeplads efter at have spillet os ubesejrede frem til semifinalen.

    Det begynder at minde om et semifinalekompleks. Men man kunne også sige at vi først i semifinalen mødte et hold som vi ikke var i stand til at presse med serverne, og som sendte bolden tilbage hver gang, stort set uden fejl.

    Rækken var blevet ændret lidt i forhold til det jeg skrev i sidste uge. I puljen slog vi Mikkel Toftløkke Andersen/Jesper Jensen, Jørgen Wissing/Rune Clausen og Søren Ravnkjær Larsen/Hans Elgaard Mogensen, alle med 2-0 og uden større problemer. I kvartfinalen vandt vi ret stort over Claus Møller Madsen/Jakob Møller, som ellers har spillet en del elite i de seneste år. Det var en rigtig skarp kamp fra vores side.

    Men i semifinalen rendte vi så ind i de topseedede Kasper Johansen/Jakob Sloth. Og som sagt spillede de rigtig stabilt, og vi havde svært ved at presse dem. Jeg ved ikke om vi servede svagere, eller om de bare var en tand bedre end de øvrige modstandere. I hvert fald var vi ikke rigtig tæt på at vinde.

    Kampen om tredjepladsen tabte vi i to meget tætte sæt til Kim Christiansen/Jeppe Berger, en kamp hvor Jakob nok efterhånden var ret træt (husk på at han er syg). Så facit blev en fjerdeplads, som vi også var seedet til.

    Pdf med resultater fra rækken.

    Næste beachstævne for mit vedkommende bliver nok Vejers.

    tirsdag, juni 20, 2006

    Klar til Feddet

    Jeg er tilmeldt Feddet sammen med Jakob Due Jakobsen, og som ventet blev det i Division Plus. Eliterækken er ret stærkt besat, og der er da også en del hold med eliteerfaring i plussen.

    Hvis der ikke kommer nogen afbud, bør det blive en pulje med Jakob Møller/Claus Møller Madsen, Mikkel Toftløkke Andersen/Jesper Jensen og Kim Blanksø Pedersen/Claus Møller.

    Jævnfør tidligere år forventer jeg at vi får en tredjeplads. Ubesejrede igennem puljen og kvartfinalen, og så taber vi til et hold vi burde have slået. Men lad os nu se.

    Det bliver i hvert fald sjovt at spille igen. Jeg har nok fået mere smag for beach end jeg har haft tidligere, og hvis ikke jeg havde så forbandet svært ved at lette fra sandet, ville jeg måske endda være helt god til det.

    Vi havde en udmærket gang træning mandag imod de yngre Due-brødre og vandt 4-3.

    mandag, juni 12, 2006

    Beachvolley på lavt blus

    Sæsonstart for Nestea Tour nærmer sig. Faktisk får du svært ved at nå at tilmelde dig Nyborg, hvis du først kommer i tanke om det når du læser dette.

    Nå, men det bliver desværre ikke til mange stævner for mig i år. Alt muligt synes at komme i vejen. Først er der jo et par landskampe med dansk deltagelse, som jeg i min egenskab af DVBF-tilknyttet pressefætter skal dække. Derefter blander blandt andet en 60-års fødselsdag, et bryllup og en uges ferie sig i planlægningen.

    Så lige nu lader det til at jeg kommer til at spille maksimalt to stævner, Feddet og Vejers. Heldigvis to af mine yndlingsstrande. Jeg regner med at det bliver sammen med min faste makker, Jakob Due Jakobsen. Men med det aktivitetsniveau bliver det nok heller ikke i år at vi spiller os op i danmarkseliten.

    Jeg har i øvrigt været i sandet to gange allerede...

    mandag, maj 29, 2006

    Det traditionelle klubskifte-indlæg

    Sæsonen for klubskifte-nyheder er i gang. Som sædvanlig er det ikke alle klubber der kommer med officielle udmeldinger så tidligt, men der er dog nogle. Jeg gider måske ikke være typen der viderebringer løse rygter, men skriv løs i kommentarerne hvis I ved noget.

    De officielle nyheder vedrører hidtil mest de to DM-finalister.

    Marienlyst
    Er flinke til at offentliggøre hvem de skriver kontrakt med. De har indtil videre forlænget med deres fire centere samt Paw Harder og Lasse Westergaard, og så har de fået en ny libero, Mathias Haraldsson fra DHG, som de i øvrigt har præsenteret som ny libero én gang tidligere. Og så er det ikke nogen hemmelighed at de mister Jordan Hove til Wuppertal. Tidligere så det ud som om BT skulle til udlandet, men han er nu blevet præsenteret som ny libero i Middelfart. Seneste nyheder er at Nathan Roberts ligesom Jordan skal til Wuppertal. Til gengæld har de fundet en ny hæver i Australien, Shane Alexander. Han er åbenbart 2,02.

    Middelfart VK
    Har skrevet kontrakt med Søren Hansen som træner. Chad Grimm flytter tilbage til Canada. De mister Morten Mau, som åbenbart skal spille for DHG. Derudover er Martin Korsbak på vej til Canada for at spille universitetsvolley. BT kommer til. Det kunne jo være sjovt hvis Lars Hoppe indgår i en større fynsk libero-rotation og skifter til DHG, men det tvivler jeg på. Mere sandsynligt er det nok at han er på vej til udlandet eller ud på kanten.

    Udlændinge
    Det interessante spørgsmål er selvfølgelig hvad der sker på udlændingesiden. I den forgangne sæson så vi vel det højeste niveau nogensinde for udenlandske spillere. Folk som Geovan Santos, Aaron Schulha, Nathan Roberts, Makoto Yamaguchi, Jeremy King og Jordan Hove er vel blandt de bedste spillere der nogensinde har optrådt i den danske elitedivision, og spillere på det niveau vil jo altid have stor indflydelse på resultaterne.

    Spørgsmålet er om holdene kan holde på spillere af den kaliber. Jordans og Nathans tid i Danmark er jo åbenbart slut foreløbig. Til gengæld bor Santos mig bekendt i Danmark på grund af familie, så han bliver her vel. De øvrige af de nævnte ved jeg ikke noget endeligt om, men de bør være så gode at de har mulighed for at opnå kontrakter i lande hvor man er bedre betalt som volleyballspiller.

    Hvis størstedelen af udlændingene smutter, vil det så vise sig, hvilke klubber der har held til at skaffe nye udlændinge af samme kvalitet. Den tid hvor man kan vinde et danmarksmesterskab med udelukkende danske spillere, ser i hvert fald ud til at være forbi foreløbig.

    fredag, maj 26, 2006

    ASV i pokalen

    Der er trukket lod til 1/8-finalerne i Lufthansa Cup, og på Volleynet kan man se de kampe det resulterede i.

    Vi møder på hjemmebane ASV Århus, og det kommer til at foregå midt i september lige op til sæsonstart.

    Det må siges at være en gunstig lodtrækning, hvis ikke ASV pludselig har fået en hel masse forstærkninger. Det er den eneste kamp hos mændene uden deltagelse af et elitehold.

    Og hvis det går godt, kan man med den frie lodtrækning ligefrem være heldig at få en modstander man har en chance imod, i en kvartfinale.

    Man noterer sig desuden at de to finalister fra januar, Gentofte og SK Aarhus, mødes. Nogen moralsk finale er det måske ikke ligefrem, men det ligner da nok rundens mest interessante kamp.

    Det afhænger selvfølgelig også af hvordan de to hold ser ud til den tid, for der er jo begyndt at ske ting og sager på spillermarkedet. Så en af de nærmeste dage vil jeg nok skrive et af de obligatoriske indlæg om klubskifter og den slags.

    fredag, maj 12, 2006

    Et kig på 1. division øst

    1. division øst i sæsonen 2006-07 kommer til at bestå af følgende hold:

    Hvidovre
    PVC Lyngby
    VLI
    Grøndal EV
    Frederiksberg
    KV61
    Korsør/Slagelse
    Holte II
    Gentofte II
    Lyngby II

    Der er kun tre andethold i rækken, hvor der sidste år var fem. Derfor bliver der lidt mere kamp om tingene i efteråret, hvor fire af førsteholdene skal op i kvalifikationen og tre skal sies fra. Sidste år skulle kun et enkelt førstehold sies fra, og det stod ret tidligt klart at det var Næstved.

    Når man krydrer den situation med tre stærke andethold, to rutinerede og et ungt, så kan man egentlig få en ret interessant række, tror jeg.

    Jeg har skrevet de syv førstehold øverst på listen. Det er selvfølgelig alt for tidligt at sige noget om det indbyrdes styrkeforhold, men at dømme ud fra den forgangne sæson burde kampen om de fire pladser komme til at stå mellem de fem førstnævnte hold. Både KV61 og Korsør/Slagelse fik deres oprykninger "foræret" af hold som ikke kunne/eller ville rykke op. Men meget kan jo nå at ændre sig inden september.

    søndag, maj 07, 2006

    Konsekvenser af en nedrykning

    Det var lidt af en æra der sluttede i hjemmekampen mod Spentrup 9. april. I hvert fald var det afslutningen på fire sæsoner i træk med vellykket kvalifikation til Elitedivisionen for Hvidovre. Vores stabilitet i den sære kval-disciplin var ret imponerende, men i år gik den altså ikke, og til efteråret står den så på 1. division.

    Man kunne argumentere for at det ikke betyder så meget. Der er en pæn sandsynlighed for at vi efter nytår igen er at finde i kvalifikationen (sammen med Amager og Spentrup), og kan det så ikke være lige meget om vi kommer oppe- eller nedefra?

    Nej, ikke helt.

    Først og fremmest mister vi jo muligheden for at spille os i eliteslutspillet. Ikke at vi har været særligt tæt på i de foregående år. Men det har været et mål og en motivation, og det mål har vi pludselig ikke i efteråret.

    For det andet synes jeg der lå en værdi i den stabilitet vi havde fået bygget op. Selv om der har været et spring op til de bedste, synes jeg at det er nydeligt at placere sig blandt landets ti bedste hold fire år i træk.

    For det tredje er det min erfaring at det ikke er ligegyldigt om man kommer oppe- eller nedefra når man skal spille elitekvalifikation. Det er med andre ord ikke ligegyldigt om man har mødt landets bedste i efteråret (og fået nogle stryg, men også lært noget), eller om man måske har haft det lidt for let og kun er blevet presset i halvdelen af kampene i 1. division. Det ser ud til at have virket til vores fordel tidligere år.

    For det fjerde er det givetvis lettere at tiltrække ambitiøse folk når man spiller i Elitedivisionen. Vi må nok regne med at der går nogle år før vores ungdomsafdeling spytter divisionsspillere ud, så med det naturlige frafald er vi nok stadig afhængige af en vis tilstrømning af jyder, grønlændere og lignende, og det er klart at et elitehold trækker mere i de bedste spillere.

    Når alt det er sagt, er det jo op til os at bevise at en klubs succes ikke står og falder med en enkelt kvalifikation til eliten. Jeg synes vi har holdet til at fortsætte et godt arbejde og vende hurtigt tilbage.

    Mere om udseendet af 1. division i et kommende indlæg.

    onsdag, maj 03, 2006

    T-shirt til samlingen

    Vi kan igen kalde os landsmestre. Pæn farve i år.Vi vandt da Fuglsø-stævnet igen. I år var modstanden dog endnu mere til at overse end sidste år.

    Kun tre hold deltog i A-rækken: Os, KV61 og et blandet Midtfyns-Marienlyst-hold (M&M's). Turneringsformatet blev derfor to gange alle-mod-alle, bedst af fem sæt.

    Vi startede fredag imod M&M-holdet, og der var ikke meget modstand at hente. Lørdag slog vi så KV 3-1 og senere på dagen igen M&M's, som vist ikke rigtig troede på det.

    Derefter skulle vi bare bruge et enkelt sæt søndag for at vinde. Selv om den situation i foruroligende grad mindede om noget vi havde prøvet for nylig, håndterede vi nerverne på fornem vis og vandt 3-1 over et festmærket KV61-hold (vi havde også været til fest).

    Med dette kontrollerede indspil lagde jeg op til et tre-putt for en trippel-bogey.Så ubesejrede og kun to sættab og det endda i en række forskellige opstillinger, hvor jeg for eksempel nåede at spille alle pladser undtagen center.

    Okay, det er måske ikke det sportslige der får en til at vende tilbage hvert år, men vi havde en hel Hvidovre-delegation af sted, og det var skidehyggeligt, og vi fik også spillet golf.

    torsdag, april 27, 2006

    Turen går til Fuglsø

    Jeg skrev godt nok at mit næste indlæg ville komme til at handle om 1. division, men det bliver lige overhalet af en weekend i Fuglsø.

    DGI holder landsmesterskab, og det plejer at være et rigtig hyggeligt stævne med luksustilsnit i form af indkvartering på værelser med eget bad og overdådige buffeter, og måske bliver der også mulighed for et slag golf (det ligner en links-bane).

    Volleyballen plejer så til gengæld at være på et overskueligt niveau, og hvis alt går efter planen, vinder vi igen i år. Lidt om triumferne i 2005 og 2004.

    Holdet har Mads beskrevet, så det gider jeg ikke gentage. Med to hævere og to liberoer (liberi?) ud af otte spillere er det selvfølgelig ikke det mest slagkraftige hold, men det skal nu nok blive godt.

    søndag, april 23, 2006

    Tanker efter sidste kamp, vol. III

    Sæsonen set som helhed blev naturligvis en skuffelse. Facittet nedrykning til 1. division overskygger jo det meste. Men selv hvis vi havde klaret skærene i sidste kamp, havde sæsonens forløb nok givet anledning til selvransagelse. Vi har ikke leveret det som man må forvente at der skal til for at spille i landets bedste række.

    Træningsmæssigt har indsatsen ikke været god nok. Vi fik en rigtig lovende optakt til sæsonen. Stor trup med godt potentiale og pæn træningsindsats. Men i løbet af efteråret gik det ned ad bakke, og siden da har der generelt været mange afbud kombineret med mange skader, og det har fået træningsintensiteten til at falde.

    Jeg har flere gange nævnt vores tidligere anfører Martin Henningsen som en spiller vi godt kunne have brugt. Men vi vidste længe før sæsonen at han ikke ville være med. Derudover var det ærgerligt at Jakob Nielsens sæson blev ødelagt af en knæskade, og at Kasper Thorleifsen rejste hjem til Grønland før jul. De to spillere var vel to af dem med det største potentiale i truppen.

    Men selv uden dem mener jeg at vi burde have haft spillermateriale til at rykke tilbage i eliten. Derfor ligger den væsentligste årsag til de skuffende resultater i træningen, synes jeg. For mange afbud og for lidt kvalitet gjorde at vi kun sjældent fik realiseret potentialet i kampene.

    Centerpositionen illustrerer meget godt vores problem: Fem kvalificerede centere i truppen, men ofte kun én eller to (eller slet ingen) til træning af forskellige årsager. Men i øvrigt er der vist ingen i truppen der kan sige sig fri for et medansvar for den lidt skuffende sæson.

    Og efter denne klagesang vil jeg så kigge lidt fremad mod 1. division i næste indlæg.

    torsdag, april 20, 2006

    Tanker efter sidste kamp, vol. II

    Elitekvalifikationens pulje 2 var noget rod hvor alle slog alle og slutstillingen egentlig blev ret tæt. Jeg skrev nogle forudsigelser i januar, som måske kan være sjove at kigge på nu. Jeg havde troet på et klart skel mellem top og bund, men sådan gik det ikke.

    Randers overraskede generelt positivt, og Grøndal lavede et par enkelte overraskende resultater. Om de to hold ligefrem fik indflydelse på oprykningerne ved jeg ikke om man kan sige, for alle de øvrige fire hold formåede jo at tabe til dem. Så man kunne lige så godt sige at det var vores indbyrdes resultater med Amager og Spentrup der kostede os.

    En del af forklaringen på den tætte kval-række er nok også at topholdene ikke var specielt stabile. Jeg føler at vores eget niveau i dette års kval har været lavere end i de tidligere år. Vi har simpelthen været alt for svingende, og det er en vigtig årsag til at vi ikke klarede den.

    Men som jeg også skrev i optakten, var der ingen af holdene der på forhånd kunne kaldes stabile, og derfor ville det blive afgørende hvad man kunne opbygge igennem foråret. Det så jo godt ud for os midtvejs, men i sidste halvdel lå stabiliteten hos Amager og Spentrup.

    mandag, april 17, 2006

    Tanker efter sidste kamp, vol. I

    Ja, vi tabte til Spentrup, og statistikken viser (skræmmende) at vi aldrig har slået Spentrup på hjemmebane. Det havde jo heller ikke været nødvendigt denne gang, men et enkelt sæt havde lunet.

    Kampen var en tynd kop te. Jeg vil mene at vores store udfordring i dette forår har været ikke at tabe kampene selv. De hold vi har mødt, har haft et niveau hvor de vil have meget svært ved at slå os hvis vi ikke hjælper dem med et stort antal fejl.

    Det gælder efter min mening også mod Spentrup, hvor vi igen begik store mængder af angrebsfejl. Ukarakteristisk i forhold til de fleste af vores kampe skete dette også fra centeren. I serven lavede vi få fejl, men lagde til gengæld heller ikke noget pres, og det duer bare ikke når vi ikke er bedre i blokade og forsvar.

    Jordan Hove skrev tidligere på sæsonen et par interessante betragtninger om vores skødesløshed i forhold til uprovokerede fejl, og det virker som om vi bare ikke har lært lektien.

    Spentrup profiterede af vores mange angrebsfejl og spillede ret fornuftigt. Jeg har svært ved at se dem som et elitehold, men det er jo ikke fordi vi selv har været nogen stor berigelse for landets bedste række.

    I de kommende dage følger et par tanker om elitekvalifikationen generelt og om vores egen sæson og udsigten til at spille i 1. division.

    onsdag, april 12, 2006

    Flere ord senere

    Mit seneste indlæg var lidt kortfattet. Jeg lover at jeg på et senere tidspunkt vil skrive lidt mere om både Spentrup-kampen og vores sæson som helhed.

    Jeg har bare meget om ørerne i de her dage og ikke overskud til at gøre status på en omfattende måde.

    lørdag, april 08, 2006

    Ét sæt er nok

    Spentrup nøjedes med at smide et enkelt sæt imod Grøndal EV. Vi var nogle stykker fra holdet inde for at se kampen i håbet om at kunne fejre oprykningen lidt tidligere.

    Det skulle så ikke være, men sættet til Grøndal betyder at Spentrup skal slå os 3-0 søndag for at rykke forbi i stillingen. Et enkelt sæt eller mere til os, og vi tager andenpladsen. Boldscoren har ikke længere nogen betydning fordi vi er fem sæt foran Spentrup og derfor ikke kan slutte lige på sætscore.

    Det er jo en fin udgangsposition, og som Spentrup spillede imod Grøndal, bør vi også kunne slå dem. Men alligevel er det rigtig mærkeligt. Vi kan nok ikke lade være at føle at der ligger et stort pres på os fordi det er os der har det ene ben i eliten og derfor alt at tabe.

    Men hvis vi kan vise at vi er et bedre volleyballhold, bør den slags psykologiske faktorer ikke have så meget at sige. Det bliver spændende.

    fredag, april 07, 2006

    Tæt afgørelse eller...

    Så går det løs med den sidste vigtige weekend i elitekvalifikationen. De to kampe kan ende i alt fra den tætteste afgørelse i min karriere til at vi rykker op med seks point ned til nærmeste forfølger.

    I går vandt Grøndal EV 3-1 over PVC Lyngby. Jeg kunne forestille mig at PVC's motivation var minimal efter at de ikke længere havde noget at spille for. Måske sparede de endda nogle spillere.

    Nå, men resultatet betyder at hvis Grøndal slår Spentrup i morgen, og vi selv slår Spentrup søndag, så vil de fire hold under stregen alle ende på 8 point (4 sejre og 6 nederlag), og vi vil selv slutte med 14 point sammen med Amager.

    MEN vi kan jo også risikere den nervepirrende afslutning hvor Spentrup vinder over Grøndal, og vi skal ud og have et eller to sæt imod Spentrup for at klare ærterne. Jeg gentager lige det indviklede regnestykke:

    • Grøndal - Spentrup 3-x: Hvidovre rykker op uanset resultatet søndag.
    • Grøndal - Spentrup 2-3: Vi kan kun blive overhalet af Spentrup på boldscore, og kun hvis vi taber 3-0.
    • Grøndal - Spentrup 1-3: Vi bliver overhalet af Spentrup, hvis vi taber 3-0. Et enkelt sæt, og vi er i Elitedivisionen.
    • Grøndal - Spentrup 0-3: Hvis vi taber 3-0, er Spentrup oppe. Hvis vi taber 3-1, bliver boldscoren afgørende. Hvis vi får to sæt eller mere, er den hjemme.
    Boldscoren er lige nu +36 i vores favør.

    Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har været ude for sådan en afgørelse, og rent psykologisk vil det være meget mærkeligt at gå på banen søndag med visheden om at man for eksempel "bare" skal vinde et enkelt sæt.

    I de tidligere elitekvalifikationer har vi altid været sikre før den sidste kamp, men her er links til to tætte afgørelser fra tidligere i min karriere:

    mandag, april 03, 2006

    Tilskueroplevelse

    Jeg må nævne at jeg var ude at se en fantastisk volleyballkamp søndag. Gentofte og Marienlyst spillede DM-semifinale, og det var sgu noget af det mest spændende jeg har oplevet.

    De fleste kan se at der er en håndfuld rigtig stærke hold i mændenes elitedivision i år, og at de ligger tættere end for eksempel sidste år. Men som jeg har skrevet tidligere, har der kun været få tætte kampe. Det skyldes forhåbentlig bare at der i de fleste kampe har været et hold der spillede rigtig godt. Men i denne her kamp var der to gode hold der spillede rigtig godt.

    Og så fik kampen den mest vanvittige afslutning. Først så det ud som om Marienlyst havde tabt da de bagud 2-1 i sæt og 24-21 skiftede BT ud med en center i modtagningen. Men Gentofte chokede lidt på de næste bolde, og så sideoutede begge hold op til 28-28 med fire matchbolde mere til Gentofte før Marienlyst fik vundet to i egen serv.

    I 5. sæt lignede det igen Gentofte det meste af vejen, men her var det ikke så meget gummiarm, men mere en kanon-serveserie fra Nathan Roberts der bragte Marienlyst tilbage fra 10-12 til 14-12. De troede også at de havde taget det sidste point, men efter næsten et halvt minuts jubelscener med hele truppen inde på banen gik det op for dem at der var dømt net på blokaden. I forvirringen tog Gentofte det næste point, men herefter var det igen sideout på sideout frem til 19-18, hvor Marienlyst fik sat et stop i blokaden. BT og Jesper Hansen kastede sig begge efter bolden ude ved bænken, og BT's skulder blev åbenbart revet af led. Bolden kom dog op, blev hævet, og Nathan Roberts fik den slået ned.

    Man sad måske med en lille fornemmelse af at de meget tætte afgørelser ville være en fordel for Marienlyst. Jeg ved ikke hvorfor. De virker bare lidt mere sikre og lidt mindre svingende. Men det var en kamp der havde det hele. Godt spil, spektakulære angreb og redninger, spænding, stemning, en grim skade og næsten også en slåskamp bagefter. Læs mere hos Jordan Hove, Peter Borglund og Nathan Roberts.

    søndag, april 02, 2006

    Hvidovre - PVC Lyngby 3-1 (25-17, 18-25, 25-18, 25-19)

    Sådan! En rigtig god indsats banede vejen for en vigtig sejr. Superfedt at vi fandt vores bedste spil i denne elitekvalifikation frem på et tidspunkt hvor det virkelig gjaldt.

    Det blev ikke rigtig tæt i nogen af sættene, og 2. sæt viser at vi stadig ryger ind i nogle stimer af fejl. Men tændingen var rigtig i dag, og efter nedturen i 2. sæt kom vi tilbage og spillede med både ro og stor vilje i resten af kampen.

    Det så især godt ud i forsvaret, hvor vi fik fat i en del og fik vendt det til vundne angreb.

    Man kunne ellers godt have fundet undskyldninger hvis det ikke var gået. Hverken på centerpladserne eller modtagningspladserne havde vi særligt oplagte udskiftningsmuligheder, men Søren Due og Angu gjorde det som sædvanlig godt på centeren, og både Mads og Burger på kanterne spillede noget af deres bedste i dag.

    Nu er vi så meget tæt på at have klaret endnu en elitekvalifikation, men hvis Spentrup vinder over Grøndal på lørdag, skal vi stadig ud og arbejde lidt for sagerne søndag.

    Ud fra mulige udfald lørdag er vores opgave søndag følgende:
    • Grøndal-Spentrup 0-3 = Vi skal have to sæt for at slutte foran Spentrup. 1-3 giver en boldscoreafgørelse.
    • Grøndal-Spentrup 1-3 = Vi skal bare have et enkelt sæt for at slutte foran Spentrup.
    • Grøndal-Spentrup 2-3 = Vi skal bare have et enkelt sæt. Vi skal tælle bolde hvis vi taber 3-0.
    • Grøndal-Spentrup 3-? = Ja, så har der været oprykningsfest i Hvidovre lørdag.
    Jeg kan tilføje at vi i dette øjeblik har +50 i bolde. Spentrup har +14.

    lørdag, april 01, 2006

    Endnu mere matematik

    Lørdagens vigtige kamp gav en sejr på 3-1 til Spentrup over Randers. Vi havde jo gerne set en Randers-sejr, men det ene sæt kan også få betydning, dog kun hvis vi slår PVC Lyngby søndag. Hvis vi taber, skal vi under alle omstændigheder slå Spentrup i sidste kamp, og så kan deres sætscore være ligegyldig.

    Det er blevet lidt mere overskueligt at regne på sætscore og den slags, så her følger en slags tvangsnørderi. Hvor ville det være meget lettere hvis man bare kunne gå ud og spille kampen.

    Hvidovre VK: 8 kampe, 10 point, sætscore +5
    ----------------------------------------------
    Spentrup IF: 8 kampe, 8 point, sætscore 0
    PVC Lyngby: 8 kampe, 8 point, sætscore -1

    Manglende kampe:
    Hvidovre - PVC Lyngby (søndag)
    Grøndal EV - PVC Lyngby (torsdag)
    Grøndal EV - Spentrup (lørdag)
    Hvidovre - Spentrup (søndag)

    Her er de mulige udfald af søndagens kamp og lidt om hvad de betyder for kampene i sidste runde:

    • Hvidovre - PVC Lyngby 3-0 = PVC er væk. Selv hvis Spentrup slår Grøndal med 3-0, skal vi stadig blot have et enkelt sæt i sidste kamp. Hvis Spentrup slår Grøndal 3-1, kan de kun få en boldscoreafgørelse ved at slå os 3-0.
    • Hvidovre - PVC Lyngby 3-1 = PVC er væk. Hvis Spentrup slår Grøndal 3-0, skal vi bruge et enkelt sæt i sidste kamp for at få en boldscoreafgørelse. To sæt eller mere, så klarer vi den. Hvis Spentrup slår Grøndal 3-1, kan vi nøjes med et enkelt sæt. Hvis de slår Grøndal 3-2, skal de slå os 3-0 i sidste kamp for at få boldscoreafgørelse.
    • Hvidovre - PVC Lyngby 3-2 = PVC er væk. Hvis Spentrup vinder 3-0 over Grøndal, skal vi have to sæt imod dem i sidste kamp. Hvis de vinder 3-1 over Grøndal, så skal vi bare have et enkelt sæt for at få en boldscoreafgørelse og to for at klare den. Hvis de slår Grøndal 3-2, skal vi bare have et enkelt sæt for at rykke op.
    • Hvidovre - PVC Lyngby 2-3 = Så ligger vi a point med PVC før sidste runde, men med fire sæt bedre sætscore. En sejr over Spentrup i sidste kamp vil så være nok til at sikre os andenpladsen, men et nederlag kan vi nok ikke bruge til noget.
    • Hvidovre - PVC Lyngby 1-3 = Så ligger vi også a point med PVC dog kun to sæt bedre i sætscore. Så skal vi slå Spentrup større end 3-2 hvis PVC har vundet 3-0 over Grøndal (fordi tallene viser at en boldscoreafgørelse vil falde ud til PVC's fordel).
    • Hvidovre - PVC Lyngby 0-3 = Det vil være et skidt resultat. Så ligger vi helt lige med PVC før de sidste kampe, og det betyder at vi skal slå Spentrup større i sæt end PVC slår Grøndal.
    Hov, jeg glemmer totalt at skrive noget om kampen. Sådan her skrev jeg før vi mødte dem i februar. De fleste ting gælder endnu. Selve kampen gik således. Ligesom imod Randers er vi lidt tyndt besat, men kan stadig stille et hold af folk i rimelig form. Bring it on.

    fredag, marts 31, 2006

    Mere matematik

    Hvidovre VK: 8 kampe, 10 point, sætscore +5
    ----------------------------------------------
    PVC Lyngby: 8 kampe, 8 point, sætscore -1
    Spentrup IF: 7 kampe, 6 point, sætscore -2

    Sådan ser det ud før denne weekend, hvor Spentrup skal en tur til Randers, og vi tager imod PVC Lyngby. Umiddelbart ser det jo godt ud, men der kan stadig ske en hel masse.

    Mulige udfald af denne weekend:

    • Hvis vi slår PVC, og Spentrup taber til Randers, er den hjemme.
    • Hvis vi slår PVC, og Spentrup slår Randers, kan Spentrup stadig hente os på sætscoren. Men så skal de også slå Grøndal næste lørdag og slå os om søndagen, måske endda med et vist antal sæt.
    • Hvis vi taber til PVC, ligger vi a point med dem, og så bliver næste uge afgørende, hvor PVC møder Grøndal, og vi møder Spentrup.
    Det ligger fast at to sejre er nok, og at en sejr over PVC er nok hvis Spentrup ikke slår både Randers og Grøndal.

    En sejr over Spentrup kan også vise sig at være nok hvis vi ikke taber for stort til PVC. For eksempel vil et 3-1-nederlag på søndag og en 3-1-sejr imod Spentrup være tilstrækkeligt (og ditto hvis det bliver 2-3 og 3-2).

    Men det er alt sammen ret indviklet. Måske kan jeg nå at gøre det lidt klarere lørdag eftermiddag når jeg har resultatet af Randers-Spentrup.

    onsdag, marts 29, 2006

    Avisklip

    Bare lige et par avisklip for at følge op på ugens kampe.

    Randers Amtsavis skriver om vores kamp mod Randers. Det mest bemærkelsesværdige er at de har flere citater fra Jens Bang end fra Randers' egen træner.

    Jens troede sikkert at mikrofonen var slukket da han kom med denne stilfulde kommentar:
    - Nu ser det rigtig godt ud for os. Det ser ud til, at det bliver Amager og os, der rykker op, og det er jeg både glad for og ked af. På den ene side skal vi ikke bruge mange klip på klippekortet, når vi skal møde Amager, men på den anden side så kan vi ikke tage spillere fra hinanden. Hvis det eksempelvis kun var os, der var rykket op, kunne vi have stjålet spillere fra Amager.
    He-he.

    Artikel 2 fra samme avis handler om Spentrups sejr over Grøndal og er samtidig et kig frem mod Randers-Spentrup på lørdag. Vi ville ikke være kede af det hvis Randers vandt den kamp, men Flemming "Wild" West mener at Spentrup er bedre.

    Og hvis man vil læse mine egne kommentarer, kan man gå til Hvidovre Avis.

    De obligatoriske regnestykker tager jeg senere på ugen.

    søndag, marts 26, 2006

    Randers - Hvidovre 1-3 (19-25, 25-19, 20-25, 22-25)

    Sidst vi slog Randers, føltes det lidt som en pligtsejr. Denne gang havde man aldrig den fornemmelse. Randers spillede til, og vi var selv noget usikre efter de to seneste nederlag. Så det blev en ret tæt affære, hvor vi dog formåede at bevise at vi er et bedre hold, synes jeg.

    Alt i alt var der en ret positiv stemning på banen, og vi var arbejdede langt mere konstruktivt med vores spil end i de to foregående kampe.

    Fyldigt referat på hvk.dk.

    Det lover godt for de afgørende kampe. Det bliver tæt.

    Nu har jeg ventet med at skrive indtil de øvrige resultater var løbet ind. Amager slog PVC 3-1 og er klar til eliten. Tillykke. Spentrup holdt sig inde i kampen med en 3-0'er over Grøndal EV.

    Scenarierne før de sidste to weekender er mangfoldige. Nogle få ting ligger dog fast: Med to sejre rykker vi med Amager op. Med én sejr er vi sikre på mindst en sætscoreafgørelse med enten PVC eller Spentrup. Det er de to hold vi mangler, begge i Friheden.

    Både PVC og Spentrup er i den situation at intet mindre end sejre i resten af kampene kan gøre det. Og samtidig kan de blive tvunget til at skulle gøre brug af sætscoren, så de skal helst vinde klart. Jeg kan egentlig godt lide vores odds.

    lørdag, marts 25, 2006

    Randers lørdag

    Det rigtig sjove ved den tætte kvalifikationspulje er at alle hold på dette sene tidspunkt stadig har noget at spille for - hvis de da ellers synes det kunne være fedt at rykke op.

    Således også Randers, der har været puljens positive overraskelse i forhold til mine forventninger. De skal godt nok vinde deres to sidste kampe og være heldige med nogle andre resultater hvis det skal lykkes, men jeg havde egentlig på forhånd regnet med at de skulle være glade for en sejr eller to. At deres sejre så måske siger lige så meget om de øvrige holds manglende stabilitet, kan vi snakke om en anden gang.

    Faktum er at vi slog dem ret klart i vores første opgør, som til gengæld nok også er den bedste kamp vi har spillet i denne elitekvalifikation. Jeg tror på at vi kan gøre det igen. Ligesom vores første nederlag imod Amager har sidste søndags resultat givet anledning til lidt selvransagelse, og nu arbejder vi igen fremad.

    Vi er uden Burger og Jonas i denne kamp (sidstnævnte er til ungdomslandsholds-tryout), og Jakob Due er stadig ikke med. Så truppen er lidt tynd, men ellers er vi ved godt mod.

    onsdag, marts 22, 2006

    Matematik for viderekomne

    Efter en god gang bamseterapi har jeg kastet et blik på rækken, og det ser jo totalt uoverskueligt ud.

    Jeg har prøvet at udlede nogle fakta:
    • Alle hold har tre nederlag eller mere.
    • Der er tre hold med kun tre nederlag, Amager, PVC og Hvidovre.
    • Hvis man kan slutte med kun tre nederlag, er man sikker på oprykning.
    • De tre ovennævnte hold vil altså være sikre med sejre i resten af deres kampe (og nej, de kan ikke alle sammen vinde deres sidste kampe).
    • Amager har en sindssyg sætscore og kan efter alt at dømme nøjes med en enkelt sejr i deres sidste to kampe (PVC og Grøndal) fordi vi også møder PVC.
    • Randers, Spentrup og Grøndal har alle fire nederlag og kan dermed nå op på de 12 point som kan blive nok, men så skal de formentlig også ud og gøre noget positivt ved deres sætscore.
    • Hvis man vil dybere ned i de teoretiske muligheder, kan man snakke med Flemming West, som er matematiklærer.

    mandag, marts 20, 2006

    Hvidovre - Amager 0-3 (19-25, 27-29, 23-25)


    Alle ved hvordan et referat fra et 0-3-nederlag ser ud, så her er et billede af en bjørn.

    fredag, marts 17, 2006

    Et såret dyr

    Weekendens kamp mod Amager er nærmest begyndt at ligne en knald-eller-fald-kamp. Amager har gjort det fint på det seneste og vandt i søndags 3-0 over Spentrup. Nu er de helt med fremme, men et nederlag søndag vil stadig være katastrofalt for dem.

    Det vil også være ganske problematisk for os. Hvis vi skulle tabe, vil sejre i de sidste tre kampe formentlig alligevel gøre at vi slutter foran enten PVC eller Amager, afhængig af deres indbyrdes resultat.

    Spentrup... det er vist noget med andengradsligninger nu, som Flemming West ville sige.

    Mads har skrevet et udmærket referat fra vores Grøndal-kamp. Jeg giver ham ret i at 5. sæt var ren stolpe-ud, og at det reelt var 2. og 3. sæt vi skulle have vundet i stedet for.

    Men nu gælder det. Det ville være synd at sige at vi har været på toppen på det seneste. En del skader og sygdom har plaget holdet, men vi er tæt på stærkeste opstilling på søndag. Og såret dyr-metaforen bruger man vist mest når man vil fortælle om nogen at de er ekstra farlige fordi kæmper for overlevelse, eller hvad, Allan?