søndag, april 15, 2007

Syv år i Elitekval

Turneringsstrukturen med elitekvalifikation blev indført i sæsonen 00-01. Sæsonen 06-07 blev den syvende og sidste med denne struktur.

Hvidovres herrer blev vel nok mere end noget andet hold specialister i disciplinen. Ikke nødvendigvis fordi vi altid klarede det godt. Men vi var vi i hvert fald det eneste hold (så vidt jeg kan regne ud) der var med alle syv år.

Her er en oversigt over de syv år med holdene i den rækkefølge som de sluttede:

00-01: Fortuna, BVC Esbjerg, Farum, Hvidovre, Roskilde, Lyseng
I denne sæson spillede jeg stadig i Skovbakken, på andetholdet i 2. division vest, hvorfra vi i øvrigt rykkede op sammen med Spentrup. Så jeg deltog ikke for Hvidovre. Det var første sæson med elitekval, og Fortuna og Roskilde var kommet fra eliten som 7'er og 10'er. Roskilde havde floppet temmelig kraftigt i eliten for anden sæson i træk. De havde fået to år i bedste række fordi rækken blev udvidet efter det første. Det mest bemærkelsesværdige ved denne elitekval var vist at Farum mistede oprykningen i sidste runde fordi Fortuna tabte til Esbjerg.

01-02: Marienlyst, Hvidovre, Spentrup, BVC Esbjerg, Frederiksberg, Korsør
Den første oprykning til eliten. Meget skægt at det skete sammen med Marienlyst, synes jeg. Det var på det tidspunkt hvor Jens Larsen stadig kunne finde på at sætte sig selv på banen. Jeg havde været i praktik i København om efteråret, men flyttede tilbage til Århus i februar og spillede derfor kun fire kampe for Hvidovre. Af dem vandt vi kun én og tabte de øvrige 3-2. Det var med Lars Engell som hæver at holdet tog det store ryk og vandt fem kampe i træk, men jeg bidrog da til den sætscore som endte med at sikre oprykningen foran Spentrup og Esbjerg.

02-03: Spentrup, Hvidovre, PVC Lyngby, Rosenlund, ASV, Lyseng
En halv sæson i eliten havde skærpet holdet kraftigt. De var blevet 8'er efter at have slået ASV og Bedsted, og med mig tilbage på holdet vandt vi 9 ud af 10 i kvalen. Det samme gjorde Spentrup dog, og de havde den bedste sætscore. Jeg vendte tilbage til København lige i starten af elitekvalen og overtog hurtigt pladsen som førstehæver fra den aldrende Bent Kjøller. Jeg tror vi havde set Rosenlund som en farlig udfordrer, men de skuffede lidt.

03-04: Holte, Hvidovre, Rosenlund, Bedsted, Amager, ASV
Endnu en ret klar oprykning, hvor to hold var bedre end de andre. Vi præsterede at vinde i Holte (eneste gang i min karriere) og tabte kun to kampe 2-3, hjemme imod Holte og Rosenlund. Rosenlund havde man igen forventet sig mere af. Det var denne sæson hvor de havde Thomas Sorth på holdet. Men faktisk var det længe Bedsted der var farligste udfordrer i stillingen.

04-05: Hvidovre, PVC Lyngby, Spentrup, Amager, Solbjerg, Randers
Fjerde oprykning i træk, men for første gang som puljevinder. Vi tabte to kampe, ude mod Amager og hjemme mod Spentrup (selvfølgelig), men de øvrige hold sloges nærmest om hvem der kunne være mest ustabile. PVC og Spentrup afgjorde andenpladsen mellem sig i sidste kamp, og den gik til PVC.

05-06: Amager, Spentrup, Hvidovre, PVC Lyngby, Randers, Grøndal EV
En trist elitekval, hvor ustabiliteten bredte sig. Vi tabte til Grøndal EV, to gange til Amager og til sidst til Spentrup hjemme (selvfølgelig). Ja, det var den kamp hvor vi bare skulle vinde et sæt, men tabte 3-0, og den kamp som nok også er en medvirkende årsag til at det føltes lidt ekstra lækkert at overhale Spentrup i år. Missede oprykningen med et sæt, men det var ganske selvforskyldt med de præstationer vi leverede.

06-07: Hvidovre, Midtfyns, Spentrup, Ikast/SKF, Grøndal EV
Det bringer os frem til i år. For en gangs skyld var vi havnet i pulje med Spentrup og tabte hjemmebanekampen, men det hele sluttede jo godt. Puljen var bemærkelsesværdig fordi der manglede et hold (Holtes trukne elitehold) og fordi der i år kun var én plads at spille om. Jeg må dog sige at af de oprykninger jeg har været med til i de ovenstående sæsoner, har den været den bedste. Alle de øvrige blev sikret før sidste runde, og måden det skete på i år, var altså bare mere spændende og derfor også mere forløsende.

Statistik:
7 gange elitekval, 5 oprykninger.
68 kampe. 48 sejre og 20 nederlag.

Feinschmeckerne kan finde de fleste resultater i Infosports arkiver. Fra de sidste fem af de omtalte elitekval'er kan man læse mere ved at bladre i arkiverne -->

Hvis man skal sige noget generelt, må det vel være at vores niveau ret stabilt har passet til toppen af elitekvalen, altså til et niveau der svarer til at være nummer 7-12 i Danmark eller deromkring. Diskussionen om hvad det siger om os, gemmer jeg til et andet indlæg.

onsdag, april 04, 2007

Elitekvalifikation 2007 - tilbageblik

Traditionen tro må jeg hellere følge op på mine forudsigelser fra januar. Den dybtgående objektive analyse er jo indtil videre druknet i oprykningsjubel.

Desværre var mine forudsigelser ikke så interessante fordi de først kom på et tidspunkt hvor der allerede havde tegnet sig et klart billede. Hvis ikke jeg havde haft de første resultater at holde mig til, havde jeg nok forudsagt at Spentrup og Hvidovre ville lægge sig i toppen, og at de tre andre hold ville kæmpe om tredje- til femtepladsen.

Nu blev det så i stedet en trio i toppen med os, Midtfyns og Spentrup. I bunden viste Ikast/SKF sig som det stærkeste hold, og Grøndal EV fik ikke en eneste sejr, som jeg ellers var kommet til at stille dem i udsigt.

Så jeg må sige at Midtfyns var den positive overraskelse i mine øjne. Jeg synes de fik meget ud af deres spillermateriale for nu at sige noget grimt på en pæn måde. Jeg fik udnævnt dem til et ungt hold, hvilket ikke helt holdt stik. De fleste af deres unge sad på bænken, men de har da nogle folk på vej. Generelt er de dog i en lidt svær konkurrencesituation når der ligger tre fynske hold i Elitedivisionen.

Spentrup blev, som Steffen Bertelsen har skrevet i en kommentar til mit forrige indlæg, ramt af deres smalle trup. De kunne jo stadig stille en fornuftig sekser, men med meget begrænsede udskiftningsmuligheder. At dømme ud fra deres egne referater nåede de aldrig rigtig op på det niveau de kan spille på i foråret. Alligevel var de rigtig gode til lige at hive nogle resultater hjem, men i sidste ende kostede det også at have smidt to sæt i kampene mod Grøndal og Ikast.

Ikast/SKF har et ungt og spændende hold, men kom lidt sent i gang med at vise det. Med det spil de leverede imod os i kampen i Hvidovre, kunne de måske have blandet sig i toppen. De har også flere unge på vej, og hvis de kan blive ved at producere talenter, bliver de interessante at følge.

Grøndal EV skuffede måske lidt resultatmæssigt. En enkelt sejr i hjemmekampene mod Spentrup eller Midtfyns (hvor de begge gange var i fem sæt) havde pyntet, men også her er der jo masser af unge spillere på vej. Deres australske træner smuttede tidligt i sæsonen, så generelt har de nok haft en lidt omtumlet sæson.

Vi selv var heldige at vores to tidlige nederlag ikke kom til at koste oprykningen. Men som jeg vist har redegjort for, mener jeg at vi var tættere på at vinde de to kampe vi tabte, end vi var på at tabe i nogen af vores sejre. Så det var vel egentlig mest rækkefølgen af kampene der gjorde det så spændende. Hm...