Viser opslag med etiketten Billeder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Billeder. Vis alle opslag

tirsdag, februar 22, 2011

Tilbage i trøjen?

Alle der følger lidt med i mændenes elitedivision, ved hvad søndagens kamp mellem Hvidovre og Aalborg HIK gik ud på. Vind eller forsvind for Hvidovre. For Aalborg en chance for stort set at sikre semifinalepladsen, men også for at den kom i alvorlig fare.

Da Jonas Villund midt i 3. sæt - ved stillingen 2-0 til Hvidovre, men med HIK foran med et par point i sættet - faldt ned på en Aalborg-spiller og vrikkede om på anklen, tror jeg at de fleste Hvidovre-spillere så sæsonen passere revy. Jeg gjorde i hvert fald.

Hvis man skulle vælge én spiller der ikke måtte få en skade, var det Jonas. Ja, vi har fået en amerikaner, Brock Hutchins, som er rigtig god, og ja, Martin Henningsen har også bevist sin store betydning for holdet efter at være vendt tilbage fra en skadesperiode. Men som hæver og anfører har Jonas virkelig rykket sig enormt i denne sæson og været holdets vigtigste spiller. Og ingen udskiftning ændrer et holds spil så fundamentalt som en udskiftning på hæverpladsen. Derudover må man tage i betragtning at indskifteren Mikkel Møller Andersen kun lige er fyldt 18 år og kun har spillet få sæt på det her niveau.

Men Mikkel og resten af holdet fightede kampen hjem i et vildt drama, hvor Aalborg kun var en netfejl (som de vist ikke engang var enige i) fra at skaffe en femsætsafgørelse.

Nu er vi i en situation hvor Aalborg HIK, Hvidovre og Holte alle sammen er i spil til fjerdepladsen, formentlig helt indtil sidste runde. Med tre-fire runder tilbage er der for mange mulige udfald til at gennemgå, men hvis Hvidovre vinder hjemmekampene mod Lyngby og Holte (og det er jo i sig selv et stort hvis), er vi sikre på at slutte med mindst en sætscoreafgørelse med Aalborg HIK (og foran Holte), hvis ikke nordjyderne overrasker ved at slå enten Marienlyst eller Middelfart. Men Holte vil formentlig også have en fjerdeplads at spille for når Hvidovre og Holte mødes i sidste runde 13. marts (hvor Aalborg samme aften slutter af mod Skovbakken).

Lad mig sige med det samme at det er sjovt at være så tæt på en semifinale for første gang med Hvidovre, selv om mit eget bidrag begrænser sig til noget assisterende coaching, lidt hævercoaching og at være boldkaster en gang om ugen. Jeg køber dog kke helt formuleringen "ikke mange uden for Hvidovre havde set den målrettede klub fra vestegnen i semifinalerne ved sæsonstart", set på Volleynet. Vurderer man truppene for holdene uden for top 3, kan jeg ikke se nogen grund til at det ikke lige så godt kunne blive Hvidovre som ethvert af de andre hold. Det nuværende Hvidovre-hold er uden sammenligning det bedste vi har haft i min tid i klubben. Samtidig er det nok det svageste HIK-hold i samme periode. Det er faktisk sagt med al respekt, for jeg er imponeret over deres resultater når man tager i betragtning at de i de seneste sæsoner har mistet spillere som Niels Knudsen, Flemming Olufsen, Mikkel Vestergaard, Christian Pedersen, Jonas Søndergaard m.fl. og står tilbage med en flok af rigtig mange nye kræfter.

For at sige det ligeud er fjerdepladsen lidt billigere til salg i år end mange tidligere år. Der er tre rigtig stærke hold, men der er et pænt spring ned til de næste, godt illustreret af at ingen fra top 3 har tabt til nogen uden for top 3. Omvendt har Hvidovre i hvert fald vist at der på en god dag kan blive en spændende kamp ud af det med et af topholdene.

Og så er vi tilbage ved den spændende grundspilsafslutning, for en overraskelse imod et tophold kan jo netop blive afgørende nu. Vi tager chancen tirsdag imod Marienlyst, og det bliver sandsynligvis med mig i trøjen (og Mikkel som førstehæver) fordi Jonas ikke er kampklar endnu. Alle mine personlige planer kan dog ændres øjeblikkeligt hvis mit andet barn pludselig vil til verden.

Fotoet er taget af Bjørn Johansson. Se flere på www.bjohansson.dk.

onsdag, oktober 22, 2008

Anmeldelser

Vi er i kamp igen fredag, og med en aflyst træning tirsdag på grund af arrangement i vores hal har forberedelserne egentlig været ret minimale. På den anden side er motivationen og selvilliden i top efter søndagens vigtige sejr, og det er da en god start.

Vi møder Aabenraa for anden gang på to uger. Kampen er placeret her efter deres ønske fordi de spiller lørdag i Lyngby og gerne ville overstå to københavnerkampe på én tur. Nu ved vi så en hel del mere om dem end sidst, men det kan de jo også sige, så det er spændende at se hvem der forvalter den viden bedst. De har vundet 3-0 over Randers siden da, så det ser ud som om de er godt i gang med at bevise at de er mere end en døgnflue i 1. division.

Overskriften hentyder til et par referater, for det er jo altid interessant at læse hvad andre skriver om en. Aabenraas referat fra vores kamp derovre byder på sætninger som "hvem havde troet at vi kunne snuppe to sæt fra HVIDOVRE" og får os generelt til at lyde lidt mere skræmmende end vi har gjort os fortjent til. Men fint nok, som tophold må vi leve med at være favoritter i måske alle de resterende kampe i efteråret på nær pokalkampen mod Marienlyst.

Teis fra KSV har leveret et referat fra i søndags med en lidt indforstået tone, men han har da et helt afsnit dedikeret til vores spil, og jeg får endda ros ligesom Thomas, men ham var de fleste enige om at rose på dagen.

Også Hvidovre Avis synes åbenbart at jeg skal fremhæves. De har i hvert fald fundet et gammelt billede fra arkivet (indsat ovenfor) til en af deres seneste artikler. Det må være to-tre år gammelt og sikke en maskeret hævning.

torsdag, maj 29, 2008

OL- og EM-kval

Det er "silly season" (agurketid), og som William skriver, kan det være en frustrerende tid for os der ikke bare er spillere, men også prøver at få hjulene til at dreje rundt i en klub. Men der er da gang i noget international volley, og det vil jeg så skrive lidt om.

I de kommende dage skal de sidste deltagere i mændenes OL-turnering findes. Tyskland kvalificerede sig forleden dag, og Max Hoffmann-Dose var i Düsseldorf og har taget nogle virkelig gode billeder. Jeg kan huske at jeg selv for flere måneder siden tænkte at det måske var værd at tage et smut til Tyskland for at se international topvolley. Dengang slog jeg det hen fordi jeg troede at Danmark skulle spille i Belgien i samme weekend...

Vejen til EM havde nu nok været svær selv hvis Danmark havde slået Storbritannien, for Belgien og Grækenland ser ud til at være en tand bedre end de to øvrige hold, som kan siges at være på Danmarks niveau, og selv hvis man får tilkæmpet sig en andenplads i puljen, kommer man op imod Polen i playoff-kampe... Polen tabte nemlig sensationelt til Estland i gruppefinalen i søsterpuljen efter en spektakulær afgørelse, hvor Estland hentede 7-12 i 5. sæt. Video af det sæt fra estisk tv.

Men tilbage til OL-kval: De tre sidste hold findes i Portugal (én plads) og i Japan (to pladser). Der er dog én mærkelig ting ved kvalifikationen i Japan. Det er nemlig en World Qualification (WQ) der er slået sammen med den asiatiske Continental Qualification (CQ). For mig at se er dette en (i hvert fald potentiel) favorisering af de asiatiske hold. Reglerne er nemlig lavet sådan at hvis et asiatisk hold vinder, vil OL-plads nummer to tilfalde det næstbedste asiatiske hold, uanset om holdet slutter længere nede i feltet.

Hvis vi forestiller os at slutstillingen i turneringen i Japan bliver:

1. Japan
2. Italien
3. Argentina
4. Australien
5. Iran
6. Korea
7. Algeriet
8. Thailand

I det tilfælde går Japan og Australien til OL. Sådan ville det vel ikke være hvis man havde afholdt den asiatiske CQ separat i lighed med de øvrige kontinenters. Så ville Japan jo have kvalificeret sig derigennem (forudsat at de er det bedste asiatiske hold) og derfor slet ikke være med i WQ, som så ville blive vundet af Italien...

Dårligt gennemtænkt i bedste fald. Ubegrundet favorisering af Asien i værste. Det ser i hvert fald ud til at være gået ud over den Dominikanske Republik i kvindernes kvalifikation. De sluttede foran Kazakhstan, som dog kommer med som "bedste asiatiske hold" (selv om Japan i virkeligheden var bedste asiatiske hold og kvalificerede sig på lovformelig vis).

fredag, januar 25, 2008

Billeder fra Gentofte-kamp

Til Gentoftes hjemmekampe render Max Hoffmann-Dose og tager billeder. Det er et fremragende initiativ og i øvrigt også nogle virkelig gode billeder. Mig bekendt er han ikke professionel fotograf, men han har da et kamera der kan fange bolden uden fartstriber.

Se dem her: maxhoffmann-dose.smugmug.com/gallery/4220672

Det er også værd at holde øje med hans små videoreportager, for eksempel her fra før jul, hvor Gentofte slog Middelfart en del større end de slog os i onsdags.

Netop Middelfart er vores modstander lørdag. At dømme ud fra deres resultater i januar og også deres pokalfinale er de langt mere oppe i gear nu. Men hvis vi kan tage de positive ting med fra de seneste tre kampe og få de dårlige perioder væk, så kan det blive en god kamp.

fredag, juli 27, 2007

BIlleder fra Hornbæk

En hel række billeder på photoevent.dk afslører den ubehagelige sandhed at jeg var på stranden i weekenden. Jeg har ellers ikke skrevet om det og måske håbet at folk ikke ville nå så langt ned i resultatlisterne at de fandt mit navn.

Men pyt. Jeg spillede sammen med Tim, og af en eller anden grund skulle der ikke så mange point til at komme i division plus, og det var lige præcis hvad vi havde.

På grund af et afbud i eliten blev plus-rækken skåret ned til 15 hold, og det var nok det der reddede os fra 16.-pladsen. Lad os bare sige at det hele ikke var skidt, men resultaterne var det. Især om søndagen, hvor vejret også var skidt, og det var en af de dage hvor beachvolley ikke er nogen fornøjelse. Krampen satte ind i sidste kamp, og motivationen var forsvundet.

Det generelle niveau i plus mener jeg at have set højere end i denne weekend, men det siger jo så meget desto mere om vores egen indsats. Jeg vil tro vi kunne være sluttet midt i rækken hvis vi havde spillet vores kort lidt bedre.







Alle fotos: Morten Olsen, photoevent.dk

torsdag, marts 01, 2007

Spentrup lørdag

Ingen sæson uden en tur til Spentruphallen. Det sker på lørdag.

Jeg vil godt starte med at sige at jeg er så pissetræt af Spentrup og deres hæslige sort-røde dragter, deres latterlige kommentarer med Henning Primdahl-dialekt, deres trænerduos evindelige forsøg på at påvirke dommerne og deres gennemført elendige volleyballspil, som kun har bragt dem tæt på Elitedivisionen fordi resten af holdene i samme segment er for håbløse til at stille noget op mod den slags.

Når alt det er sagt, håber jeg at vi kan bevare vores gode forhold. Vi er vel en slags venskabsklubber. Bare jeg ikke fik kvalme hver gang jeg mødte dem.

Nå, nok af morsomheder, nu til kampen. Vi har ikke trænet i fire år på grund af sygdom, så Spentrup (som i parentes bemærket har nået topformen) er storfavoritter.

fredag, januar 12, 2007

Ny hæver

Der er vigtigere ting i livet end volleyball, men de finder sjældent vej til denne blog. Jeg har altid forsøgt at skrive om volleyball og holde siderne fri for privatliv, lommefilosofi og den slags.

Men... fredag den 5. januar blev jeg far til en lille dreng, og et eller andet sted kan det jo nok ikke undgå at få indflydelse på min volleyball. I hvert fald er drømmen om en professionel tilværelse i Italien nu opgivet definitivt (eller i hvert fald indtil drengen har lært italiensk).

Jeg regner dog med at være klar, når elitekvalifikationen går i gang. For vores vedkommende er det søndag ude mod Grøndal EV. Meget mere optakt får jeg nok ikke skrevet før 1. runde, og det er jo også til dels hans skyld.

Han har det i øvrigt godt og hedder indtil videre bare han (efter min store helt, Han Solo). Det er ham på billedet (altså ikke Solo).

torsdag, august 17, 2006

Ny træner

Vejers blev højst sandsynligt det sidste beach i år for mit vedkommende. (En lidt søgt indledning som undskyldning for at bringe endnu et billede fra Vejers, hvor man rent faktisk kan se luft mellem mine fødder og sandet.) Indendørstræningen er i gang i Hvidovre og har været det i to uger med en ny træner.

Det har ikke været nogen hemmelighed at vi skulle have ny træner, selv om jeg vist ikke har skrevet så meget om det her på siden. Det var bare ærgerligt at vi ikke lige hev elitepladsen hjem, så vi kunne have startet på en frisk i den rigtige række.

I maj fik vi så en aftale på plads med Lars Engell, som også er dametræner i Hvidovre. Siden har Lars alligevel måttet takke nej på grund af nogle arbejdsmæssige forhold. Den seneste interessante udvikling er at vores nye træner er blevet Jörgen Larsson.

De som følger med, ved nok at han allerede for lang tid siden blev præsenteret som ny træner i Holte. Men i Holte har de tilsyneladende reelt ikke noget førstehold tilbage, og det betød at Jörgen pludselig var ledig på markedet på et tidspunkt hvor de fleste med divisionstræner-ambitioner for længst havde fundet et hold.

For klubben var det lidt af en feberredning, og efter de første ganges træning virker det også som en stor gevinst for holdet. Jörgen har sat sig nogle mål og virker opsat på at lære os nogle ting.

Det er fedt, for der er mange spillere på holdet som rent faktisk kunne have godt at lære (eller få repeteret) nogle grundlæggende ting. Jeg mener vi har et ganske stort potentiale, som vi ikke fik forløst i sidste sæson, og med en næsten intakt spillertrup synes jeg det lover godt.

Nyhed om ny træner på hvk.dk.

Mere om holdet på et senere tidspunkt, men lige nu siger vi da ikke nej tak hvis der kommer en solid kantspiller der både kan modtage og angribe. Kom nu, du ved at hævningerne ligger hvor de skal.

fredag, august 11, 2006

fredag, juli 28, 2006

Sommertavsheden er brudt

Algarve i sidste uge --->

Der har været usædvanligt stille både her og på de fleste andre danske volleyball-blogs i et stykke tid. På egne vegne beklager jeg den ringe aktivitet, og jeg håber da også at mange andre kommer i sving igen når indendørssæsonen nærmer sig.

På beach-fronten har det været ret stille for mit eget vedkommende, så der har simpelthen ikke været så meget at skrive om.

Bortset fra det er det jo superfedt at se at nogle danske hold er begyndt at satse og lave gode resultater internationalt. Hvis man vil diskutere niveauet i eliterækken og hvordan man bliver bedre til beach, har Jordan Hove og Peter Borglund også brudt sommertavsheden og lagt lidt op til debat med nogle gode indlæg om de emner.

Her på siden kan det være der kommer lidt om Vejers-stævnet og finalerne på Amager Strand, og snart tager vi også hul på noget indendørs i Hvidovre, som jeg naturligvis også vil skrive om.

Den store kommentar-succes omkring mit første klubskifte-indlæg antyder jo også at jeg hellere må lave et nyt og opdateret.

Annonce: Jeg søger en makker til Vejers. Alt har interesse. Folk der kan lide at blokere, har topprioritet. Hvis vi skal i eliten, skal du helst have mindst 400 ranglistepoint.

onsdag, maj 03, 2006

T-shirt til samlingen

Vi kan igen kalde os landsmestre. Pæn farve i år.Vi vandt da Fuglsø-stævnet igen. I år var modstanden dog endnu mere til at overse end sidste år.

Kun tre hold deltog i A-rækken: Os, KV61 og et blandet Midtfyns-Marienlyst-hold (M&M's). Turneringsformatet blev derfor to gange alle-mod-alle, bedst af fem sæt.

Vi startede fredag imod M&M-holdet, og der var ikke meget modstand at hente. Lørdag slog vi så KV 3-1 og senere på dagen igen M&M's, som vist ikke rigtig troede på det.

Derefter skulle vi bare bruge et enkelt sæt søndag for at vinde. Selv om den situation i foruroligende grad mindede om noget vi havde prøvet for nylig, håndterede vi nerverne på fornem vis og vandt 3-1 over et festmærket KV61-hold (vi havde også været til fest).

Med dette kontrollerede indspil lagde jeg op til et tre-putt for en trippel-bogey.Så ubesejrede og kun to sættab og det endda i en række forskellige opstillinger, hvor jeg for eksempel nåede at spille alle pladser undtagen center.

Okay, det er måske ikke det sportslige der får en til at vende tilbage hvert år, men vi havde en hel Hvidovre-delegation af sted, og det var skidehyggeligt, og vi fik også spillet golf.

mandag, marts 20, 2006

Hvidovre - Amager 0-3 (19-25, 27-29, 23-25)


Alle ved hvordan et referat fra et 0-3-nederlag ser ud, så her er et billede af en bjørn.

onsdag, marts 01, 2006

Opfølgning på 5. runde

Endnu en positiv weekend er overstået. Det gik jo ikke helt så godt som i sidste weekend, for hverken PVC eller Amager kludrede i det. Til gengæld snuppede vi selv den vigtige sejr imod Spentrup, så både Spentrup og Amager står nu over for en svær opgave hvis de vil i top 2.

Randers Amtsavis har skrevet lidt om vores kamp (og om Randers-Amager). Jeg synes at Jacob Ramsgaard (som i øvrigt vandt rigtig mange bolde imod os) tager nederlaget pænt. I en kamp hvor man har adskillige sætbolde for at bringe den ud i 5. sæt, kunne man godt ærgre sig over marginaler, dommere og alt muligt uden at blive beskyldt for at være enøjet.

Men han siger: "Det blev afgørende, at Hvidovre er langt bedre sammenspillet end os." Og fortsætter med lidt om hvordan Spentrup ikke er blevet presset nok i efteråret, hvilket formentlig er sandt. Bortset fra det synes jeg nu ikke ligefrem vi optrådte som nogen velsmurt maskine i vores sammenspil.

Amagers "her kommer jeg-spiller" Rune Thomsen har også skrevet et referat fra deres kamp, og Grøndal har skrevet om deres nederlag imod PVC (pudsigt nok med samme overskrift som Amtsavisens artikel om Randers-Amager, "Ned på jorden igen").

I den kommende weekend er vi ikke i kamp. Randers kommer til gengæld til København og spiller imod Grøndal og Amager. Alle tre hold har tre nederlag inden weekenden, så dem der taber, vil få meget svært ved at bevare troen på en eliteplads. Vi får altså efter alt at dømme en til to forfølgere siet fra.

Billedet er fra Hvidovre Avis sidste uge og ledsager en artikel om vores kamp mod PVC.

fredag, februar 10, 2006

På den igen

Jeg ved godt at jeg ikke er først ude med nyheden, men hvad sker der lige for Amager når de i den grad får smæk af PVC? Jeg var vist ikke uretfærdig over for dem da jeg skrev at de ikke er særligt stabile.

Nå, men jeg er tilbage på pinden efter nogle dages orlov, og vi spiller på søndag imod Randers. Jeg tror at holdet har erkendt at vi skal bygge hinanden op og arbejde for at finde formen igen. Det kan godt være at en kamp imod Randers er velegnet til det, for alt andet lige er det en kamp vi bør have en god chance for at vinde, selv om formen endnu ikke er 100 procent.

I øvrigt spillede drengene træningskamp imod Holte i mandags (uden mig) og vandt 3-2, så helt skidt ser det vel ikke ud.

Billedet er fra Hvidovre Avis (fra Grøndal-kampen) og ledsager noget halløj de har citeret mig for i forbindelse med Amager-kampen. Men sjovt billede, ikke? At dømme efter min besynderlige positur og Jakob Dues position må det være en lidt presset transitionsbold jeg er løbet frem for at hæve. Håber at jeg havde overblik nok til ikke at hæve center.

søndag, januar 29, 2006

De to første runder

Hvidovre Avis havde i onsdags dette ganske glimrende blokadebillede (eller paradebillede) fra vores Grøndal-kamp, hvor de ser ud til at have fanget mig på mit højeste (nogensinde). Hvis jeg ikke husker meget galt, var det Jesper Theill der slog den pågældende bold, og den blev desværre ret heldigt sikret på den anden side.

Men alt det er jo ancient history nu. Langt mere relevant er det nok at snakke om Amager-kampen. Jeg har hørt så meget om den de sidste dage at jeg opfatter det som et udtryk for lang tids opsparede mindreværdskomplekser fra Amagers side. De er nu a point med os, og tillykke med det.

I dag har PVC slået Spentrup 3-2, og alt i alt bekræfter de første runder vel min ide om at det godt kan blive en tæt pulje. Randers slog desuden Grøndal EV med 3-2 i går.

Jeg må nok indrømme at jeg gik ind til de første kampe med lidt bange anelser. Vi var uden Bruncke, som nu skulle være vendt tilbage, og vores form var ikke den bedste.

Så at vi nu står med to point, er ikke nogen katastrofe i sig selv. Det gjorde vi også sidste år på samme tidspunkt. Næ, det skræmmende er måden vi tabte på i onsdags. Jeg har vist allerede sagt et par gange at stabilitet er et nøgleord i kvalen, og så går det ikke at vise så lavt et niveau.

Vi har brug for at komme ovenpå i de næste uger. Der er to uger til næste kamp, og i den periode skal der gerne ske fremskridt med både spil og selvtillid.

tirsdag, november 15, 2005

Blog-amok

I efteråret 2005 gik der inflation i at oprette volleyballblogs. Faktisk har jeg beregnet at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil alle danske volleyballspillere have 5,3 blogs i år 2010.

Men alt i alt synes jeg det er en fed udvikling fordi blogsene i modsætning til klubsider og avisartikler ofte giver et mere nuanceret og personligt syn på volleyball. På den måde har de allerede i høj grad været med til at skærpe debatten og den generelle interesse om volleyball. Tiden vil så vise hvor mange af dem der kan holde et rimeligt opdateringsniveau og skrive noget interessant.

Som Danmarks oprindelige (?) volleyballblogger er det vel kun rimeligt at jeg følger udviklingen, så her følger en form for oversigt og anmeldelse.

Jordan Hove
Han var muligvis den der satte bølgen i gang da han startede i august 2005, og jeg synes hans blog har holdt en høj kvalitet siden da. Han laver jævnlige indlæg og har næsten altid noget interessant at sige. Helt klart min favorit-blog indtil videre. På engelsk.

Anders Aarkrog
SK Aarhus' libero. Han skriver som "rookie" i eliten, og det kan der muligvis komme nogle interessante vinkler ud af. Hans opdateringsniveau har været lidt skiftende, men jeg håber han holder dampen oppe.

Peter Borglund
Spændende at en ret stor dansk volleyballpersonlighed nu også skriver en blog. Jeg synes det lover godt. Han ser ikke ud til at være bange for at skrive skarpe meninger. Jeg må indrømme at jeg ofte selv er lidt forsigtig i mine indlæg fordi jeg i kraft af min mere eller mindre faste tilknytning til forbundet helst skal bevare en vis objektivitet (i hvert fald udadtil) og gerne vil holde mig gode venner med de fleste. De overvejelser ser Peter ikke ud til at gøre sig helt så meget.

Jeremy King
Middelfarts canadiske diagonalspiller synes også han har en masse tid til overs til at skrive lidt. Han har ikke rigtig taget hul på debatter i stil med Jordan, Anders og Borglund, men han skriver nogle kampreferater, og det er jo altid interessant at høre lidt om udlændingenes version af dansk volleyball. Også på engelsk.

Karsten Hansen
Gentoftes libero Karsten Hansen har haft sin hjemmeside ganske længe, og det er egentlig ikke en blog, men i stil er den alligevel så tæt på flere af de andre at jeg nævner den her. Han har også både billedgalleri, videoklip og et forum med masser af cool Gentofte-jargon.

Makoto Yamaguchi
Jeg vil ikke påstå at jeg kan forstå så meget af det SK Aarhus' japanske hæver skriver, men det er alligevel en ret morsom blog. Og så lever han jo op til vores opfattelse af en ægte japaner ved at fotografere stort set alting, og det gør det trods alt lettere at følge med for os der ikke forstår japansk.

Diego Cella
Her kan man så træne sit italienske. Det handler ikke altid om volleyball når SK Aarhus-centeren skriver, men når det gør, foregår det ofte på engelsk, så måske kan den være værd at følge med i.

Geir Eithun
Og nu vi er ved de udenlandske, så lad os tage norske Geir Eithun med, som Diego linker til. Geir spillede i sidste sæson i SK Aarhus og spiller nu i Grækenland. Og norsk er jo sådan nogenlunde til at læse, selv om Geir skriver en eller anden vanvittig form for nynorsk.

Mads Trøst
Min holdkammerat Mads Trøst har startet en blog hvor han skriver om vores hold og vores kampe. Det er meget fedt at læse nogle andre vinkler (eller nogle gange de samme vinkler med nogle andre ord) på ens eget hold, og Mads skriver ret fornuftigt. Derudover ser det ud til at han vil prøve at krydre det lidt med nogle større perspektiver og nogle minder fra hans egen karriere.

Kim Buchwald
Kim spiller for Korsør-Slagelse i 2. division midt og skriver selvfølgelig mest om det, så denne blog er måske ikke for alle. Men hvis man ligesom jeg kan lide at læse stort set alt om dansk volleyball, er det jo fint. Han er i alt fald meget engageret og skriver lange kampreferater.

Daniel Kurylo
SK Aarhus' canadiske kantspiller, som var i Middelfart i sidste sæson. Ligesom nogle af de øvrige udlændinge skriver han selvfølgelig om volleyball, men også om alt muligt andet. Det er altid interessant at høre udlændingenes syn på dansk volleyball, også selv om det til tider er lidt indforstået.

fredag, juni 17, 2005

Min helt egen bold

Indkøbte i går ét styk beachvolley-bold hos min kammerat og tidligere beachmakker Allan Vincentz' vshop.dk. Han har med stor iver startet sit lille internetfirma, og det går vist udmærket.

Af princip er jeg ellers ikke meget for at omtale kommercielle foretagender, men gør gerne en undtagelse fordi alle jo alligevel kender den store konkurrent i forvejen. Det allerbedste man kan sige om sådan en ny lille volleybutik, er vel at det kommer alle os almindelige volleyballspillere til gode (i form af priskonkurrence) når der er flere aktører på markedet.

fredag, december 24, 2004

Glædelig jul



Julenisser cirka fem timer efter at have tabt til Aalborg HIK. Læs hele historien på hvk.dk.Posted by Hello

tirsdag, november 09, 2004

Kamera på afveje


I serien "Danske volleyballhaller" bringer vi i denne uge: Lillebælthallen i Middelfart. Ja, mit kamera var faktisk en tur i Middelfart mens jeg selv var i Spentrup. Posted by Hello

Middelfart var i øvrigt tæt ved at levere årets overraskelse i pokalturneringen, men måtte nøjes med et tæt 2-3-nederlag i Aalborg.

Det har fået Fyens Stiftstidende til at skrive "nu skal kræfterne samles om at kvalificere sig til slutspillet" selv om det kun er en uge siden at overskriften i samme avis var "Middelfart missede slutspillet".

Med to point for seks kampe har Middelfart vel også en teoretisk chance hvis de vinder de sidste tre. De møder DHG, Holte og SK Aarhus, så det bliver nu nok svært. Men det lader til at en ny canadier og indsatsen mod HIK har givet dem blod på tanden. Det ville jo være fint for os hvis de knaldede Holte og DHG...