Der var U19-DM i weekenden, og selv om jeg ikke overværede begivenheden, har jeg fulgt den interesseret. En enkelt detalje er sprunget mig særligt i øjnene.
Da jeg læste holdpræsentationerne på volleyball.dk, HU19 og DU19 (pdf-filer), bemærkede jeg hvor unge spillerne egentlig er. Ikke overraskende er de under 19 (eller lige fyldt her i 2008), men faktisk er utrolig mange af dem også under 18 eller under 17.
Når det gælder tal, kan jeg godt lide at gribe tingene systematisk an, så jeg lavede lidt statistik:
HU19: 66 registrerede spillere
Født 89: 17
Født 90: 26
Født 91: 21
Født 92: 2
DU19: 90 registrerede spillere
Født 89: 18
Født 90: 25
Født 91: 28
Født 92: 14
Født 93: 5
Det bemærkelsesværdige for mig er at i både HU19 og DU19 er årgangene 90 og 91 større end årgang 89. Man skulle vel umiddelbart tro at den ældste tilladte årgang ville være bedst repræsenteret (på grund af bedre fysik og større erfaring), og at der så ville være færre og færre fra de efterfølgende årgange.
Det er jo fantastisk at der er hele hold der kan stille med de præcis de samme spillere igen til næste år i U19-rækken, og at stort set alle hold i hvert fald har grundstammen klar igen til næste år. Mikkel Hauge har skrevet lidt om mesterskabet og var imponeret over niveauet. Men ud fra ovenstående tal har jeg da svært ved at se at niveauet ikke skulle være endnu højere til næste år.
Årsagerne til forholdet kan jo være nok så interessante at diskutere, og de er sikkert mere komplekse end jeg kan sætte mig ind i med min begrænsede erfaring inden for ungdomsvolley. Men måske er det vores øgede rekruttering der har skabt større og stærkere ungdomsårgange i 90-91 og nedefter end i 89... Måske er det netop når spillerne bliver omkring de 18 at vi mister dem?
Måske er der ting der får statistikken til at snyde. Hvor var for eksempel Daniel Jonassen og Morten Gregersen fra Aarhus Volley/Lyseng? Ja, de var måske netop ikke med fordi de har slået igennem allerede på seniorniveau og derfor ikke har haft tid til at spille grandprix'er med et U19-hold.
Man kan jo også vende det hele på hovedet og sige at det er skidt at så mange 91'ere kan klare sig på U19-niveau fordi det et eller andet sted viser at vi ikke har nok stærke 89'ere. Men jeg tror nu jeg vil vælge den positive vinkel og glæde mig til at følge niveauet i kommende års DM'er.
Håber at få tid til at kigge lidt på U15- og U17-mesterskaberne i de kommende weekender i Københavnsområdet, og så er der jo pinselejr i Odense 10.-11. maj.
mandag, april 28, 2008
onsdag, april 23, 2008
Let Us Play!
De fleste har nok bemærket FIVB's oplæg (forklaret her hos CEV) til en begrænsning i antallet af udenlandske spillere på klubhold.
Det er planen at der allerede fra næste sæson kun må være to udenlandske spillere på banen for et klubhold. Der er et par års overgang, så man i 2008-09 må have så mange udlændinge som man ønsker på kontrakt, men stadig kun benytte to ad gangen, og i 09-10 må have fire udlændinge, men kun benytte to ad gangen.
Derudover er der også en overgangsordning i de to næste sæsoner hvor EU-borgere (plus blandt andre islændinge og nordmænd) i andre EU-lande ikke regnes for udlændinge. Men fra 10-11 hedder reglen maks. to udlændinge på banen og tre i truppen.
Der er to ting der kan diskuteres. 1) Om reglerne overhovedet vil blive vedtaget og indført. 2) Hvilke konsekvenser reglerne vil få.
1) Reglerne er foreslået af FIVB's bestyrelse, men skal vedtages af den øverste myndighed, Verdenskongressen, i juni. Der sidder nogle meget magtfulde mennesker i FIVB's bestyrelse, og de er vant til at få deres vilje. Alligevel er der ingen tvivl om at dette forslag vil møde stor modstand.
Måske skal forslaget ses som et forsøg på at styrke landsholdsvolleyball i forhold til klubvolleyball, en kamp der allerede udkæmpes på livet løs i for eksempel fodbold, hvor FIFA kan se at de store klubber og ligaer får mere og mere magt i forhold til landsholdsfodbold.
Jeg holder selv med Arsenal, som i denne sæson vel ikke har haft mere end én englænder i startopstillingen i nogen betydende kamp. I en så globaliseret sport er det svært at forestille sig en lignende regel indført, selv om tanken er blevet luftet hos FIFA.
Volleyball er imidlertid også en meget globaliseret sportsgren, og for eksempel i den italienske liga har man jo samlet en mængde af de stærkeste spillere fra hele kloden. Det er da også et af de steder hvor udlændingebegrænsningen møder størst modstand. Klik ind på http://www.legavolley.it/, og du vil plastret hen over forsiden finde link til en Let Us Play-kampagne blandt de professionelle spillere, som bare vil have lov til at dyrke deres sport (og udføre deres job) uden begrænsende regler ovenfra.
Modstanden kommer også fra nationale forbund som ikke selv har en stærk liga, men er afhængige af at deres bedste spillere får erfaringer fra andre ligaer. Her springer specielt lande som USA, Canada og Australien (læs mere om det australske syn på tingene hos Devo) i øjnene. Stærke volleyballnationer, som bare ikke har en professionel liga selv.
Derudover kommer der hele spørgsmålet om det overhovedet er lovligt at indføre sådan en regel. Hvis reglen overhovedet bliver vedtaget, er der nok ingen tvivl om at der vil komme retssager ved internationale domstole hvor det vil blive afprøvet om reglen er i strid med love om arbejdskraftens frie bevægelighed og så videre. DVBF har for eksempel rettet henvendelse til DIF's jurister for at få en vurdering af dette.
Så på mange måder kan det virke som om FIVB's bestyrelse har stukket hånden i en hvepserede og måske ikke har tænkt sig godt nok om.
2) En helt anden historie er så hvad der sker i Danmark hvis sådan en regel bliver indført. Danmark er nok en volleyballnation hvor det ikke er entydigt om reglen vil få positiv eller negativ indvirkning.
Sådan som nogle af holdene i elitedivisionen har været sammensat, vil det uden tvivl svække ligaen. Overgangsordningerne vil stort set ikke få nogen praktisk betydning fordi: 1) Klubberne tegner ét-årige kontrakter og har næppe økonomi til at have spillere på kontrakt som de ikke kan bruge på banen, og 2) Stort set alle udlændinge i dansk volley har været fra ikke-EU-lande, flest fra USA og Canada.
For et hold som Middelfart i denne sæson vil det for eksempel være temmelig katastrofalt. De haft fem stærke (ikke-EU) udlændinge og ikke nogen særlig bred trup, så de ville blive alvorligt svækket. Marienlyst har haft fire udlændinge, heraf dog en islænding, som vil falde ind under overgangsordningen. Til gengæld ville de kun kunne have to af Hove, Santos og Powell... (Jordan skrev to indlæg om regelforslaget tilbage i november.) Det ville også påvirke Aarhus Volley med den transferpolitik de har kørt gennem nogle år.
Derudover ville det umiddelbart ikke påvirke nogen af herreholdene lige nu, og i damerækken ville betydningen indtil videre nok være minimal.
Konsekvensen kunne blive at en klub som Middelfart, hvis den stadig ville være med i toppen, ville være tvunget til at gøre mere for at trække stærke danske spillere til. Det kunne nok blive vanskeligt fordi danske spillere som regel er mere bundet af job, uddannelse, familie og så videre (i forhold til en amerikaner, som måske kommer til landet for at opleve noget eller for at bruge ligaen som et springbræt til en større liga), og fordi økonomien i dansk volley ikke er til at det kan konkurrere med et job.
Alt i alt ville vi nok snakke om en mindre svækkelse af ligaen, men måske om at klubberne i højere grad ville føle sig tvunget til at tænke i at udvikle unge spillere selv. Måske kunne man også forestille sig at det ville blive sværere at få danske spillere til udenlandske klubber fordi konkurrencen om udlændingepladserne ville blive større. Det kunne resultere i at nogle af vores prof'er ville vende hjem.
Konklusion
Regelforslaget virker ikke 100 procent gennemtænkt og har nok allerede mødt mere modstand end FIVB havde forventet. Det største og vigtigste spørgsmål er derfor om det bliver indført. Både om det kan gå glat igennem på kongressen i juni, og om retssager, protester eller bare manglende overholdelse af reglen vil bremse den.
I Danmark kan reglen få stor negativ betydning for enkelte klubber som har gjort kraftig brug af udlændinge (og derfor måske være til fordel for andre klubber som ikke har). Overordnet kommer det nok ikke til at ændre ligaens udseende helt så radikalt som nogle får det til at lyde som. Hvis jeg var en af de klubber der får problemer med de nye grænser, ville jeg dog nok være mest frustreret over ikke at vide om det her bliver til noget. Altså at man først en gang i juni ved om det er noget man skal forholde sig til.
Vi venter i spænding.
Det er planen at der allerede fra næste sæson kun må være to udenlandske spillere på banen for et klubhold. Der er et par års overgang, så man i 2008-09 må have så mange udlændinge som man ønsker på kontrakt, men stadig kun benytte to ad gangen, og i 09-10 må have fire udlændinge, men kun benytte to ad gangen.
Derudover er der også en overgangsordning i de to næste sæsoner hvor EU-borgere (plus blandt andre islændinge og nordmænd) i andre EU-lande ikke regnes for udlændinge. Men fra 10-11 hedder reglen maks. to udlændinge på banen og tre i truppen.
Der er to ting der kan diskuteres. 1) Om reglerne overhovedet vil blive vedtaget og indført. 2) Hvilke konsekvenser reglerne vil få.
1) Reglerne er foreslået af FIVB's bestyrelse, men skal vedtages af den øverste myndighed, Verdenskongressen, i juni. Der sidder nogle meget magtfulde mennesker i FIVB's bestyrelse, og de er vant til at få deres vilje. Alligevel er der ingen tvivl om at dette forslag vil møde stor modstand.
Måske skal forslaget ses som et forsøg på at styrke landsholdsvolleyball i forhold til klubvolleyball, en kamp der allerede udkæmpes på livet løs i for eksempel fodbold, hvor FIFA kan se at de store klubber og ligaer får mere og mere magt i forhold til landsholdsfodbold.
Jeg holder selv med Arsenal, som i denne sæson vel ikke har haft mere end én englænder i startopstillingen i nogen betydende kamp. I en så globaliseret sport er det svært at forestille sig en lignende regel indført, selv om tanken er blevet luftet hos FIFA.
Volleyball er imidlertid også en meget globaliseret sportsgren, og for eksempel i den italienske liga har man jo samlet en mængde af de stærkeste spillere fra hele kloden. Det er da også et af de steder hvor udlændingebegrænsningen møder størst modstand. Klik ind på http://www.legavolley.it/, og du vil plastret hen over forsiden finde link til en Let Us Play-kampagne blandt de professionelle spillere, som bare vil have lov til at dyrke deres sport (og udføre deres job) uden begrænsende regler ovenfra.
Modstanden kommer også fra nationale forbund som ikke selv har en stærk liga, men er afhængige af at deres bedste spillere får erfaringer fra andre ligaer. Her springer specielt lande som USA, Canada og Australien (læs mere om det australske syn på tingene hos Devo) i øjnene. Stærke volleyballnationer, som bare ikke har en professionel liga selv.
Derudover kommer der hele spørgsmålet om det overhovedet er lovligt at indføre sådan en regel. Hvis reglen overhovedet bliver vedtaget, er der nok ingen tvivl om at der vil komme retssager ved internationale domstole hvor det vil blive afprøvet om reglen er i strid med love om arbejdskraftens frie bevægelighed og så videre. DVBF har for eksempel rettet henvendelse til DIF's jurister for at få en vurdering af dette.
Så på mange måder kan det virke som om FIVB's bestyrelse har stukket hånden i en hvepserede og måske ikke har tænkt sig godt nok om.
2) En helt anden historie er så hvad der sker i Danmark hvis sådan en regel bliver indført. Danmark er nok en volleyballnation hvor det ikke er entydigt om reglen vil få positiv eller negativ indvirkning.
Sådan som nogle af holdene i elitedivisionen har været sammensat, vil det uden tvivl svække ligaen. Overgangsordningerne vil stort set ikke få nogen praktisk betydning fordi: 1) Klubberne tegner ét-årige kontrakter og har næppe økonomi til at have spillere på kontrakt som de ikke kan bruge på banen, og 2) Stort set alle udlændinge i dansk volley har været fra ikke-EU-lande, flest fra USA og Canada.
For et hold som Middelfart i denne sæson vil det for eksempel være temmelig katastrofalt. De haft fem stærke (ikke-EU) udlændinge og ikke nogen særlig bred trup, så de ville blive alvorligt svækket. Marienlyst har haft fire udlændinge, heraf dog en islænding, som vil falde ind under overgangsordningen. Til gengæld ville de kun kunne have to af Hove, Santos og Powell... (Jordan skrev to indlæg om regelforslaget tilbage i november.) Det ville også påvirke Aarhus Volley med den transferpolitik de har kørt gennem nogle år.
Derudover ville det umiddelbart ikke påvirke nogen af herreholdene lige nu, og i damerækken ville betydningen indtil videre nok være minimal.
Konsekvensen kunne blive at en klub som Middelfart, hvis den stadig ville være med i toppen, ville være tvunget til at gøre mere for at trække stærke danske spillere til. Det kunne nok blive vanskeligt fordi danske spillere som regel er mere bundet af job, uddannelse, familie og så videre (i forhold til en amerikaner, som måske kommer til landet for at opleve noget eller for at bruge ligaen som et springbræt til en større liga), og fordi økonomien i dansk volley ikke er til at det kan konkurrere med et job.
Alt i alt ville vi nok snakke om en mindre svækkelse af ligaen, men måske om at klubberne i højere grad ville føle sig tvunget til at tænke i at udvikle unge spillere selv. Måske kunne man også forestille sig at det ville blive sværere at få danske spillere til udenlandske klubber fordi konkurrencen om udlændingepladserne ville blive større. Det kunne resultere i at nogle af vores prof'er ville vende hjem.
Konklusion
Regelforslaget virker ikke 100 procent gennemtænkt og har nok allerede mødt mere modstand end FIVB havde forventet. Det største og vigtigste spørgsmål er derfor om det bliver indført. Både om det kan gå glat igennem på kongressen i juni, og om retssager, protester eller bare manglende overholdelse af reglen vil bremse den.
I Danmark kan reglen få stor negativ betydning for enkelte klubber som har gjort kraftig brug af udlændinge (og derfor måske være til fordel for andre klubber som ikke har). Overordnet kommer det nok ikke til at ændre ligaens udseende helt så radikalt som nogle får det til at lyde som. Hvis jeg var en af de klubber der får problemer med de nye grænser, ville jeg dog nok være mest frustreret over ikke at vide om det her bliver til noget. Altså at man først en gang i juni ved om det er noget man skal forholde sig til.
Vi venter i spænding.
søndag, april 20, 2008
Tilbageblik
I det øjeblik en sæson er overstået, indtræder der en underlig form for volleyball-apati. En tæt sæsonafslutning og en sæson i almindelighed er lidt af en kraftudladning, og man kan godt være ret mat bagefter. De fleste hold kender nok til at man trænger til et par ugers pause når sæsonens sidste bold er spillet. Sådan er det desværre også med bloggen og lysten til at skrive, ikke mindst når afslutningen ikke blev som håbet. Derfor har her været lidt stille.
De seneste sæsoner har for mit holds vedkommende kulmineret med en afgørelse i sidste runde, og denne var ingen undtagelse. Reelt blev nederlaget imod ASV i Århus i tredjesidste runde det mest afgørende, men chancen var der indtil sidste runde, hvor ASV så bare spillede en dag tidligere end os og satte tingene på plads dér.
Ud fra de sidste tre runders spil og resultater er der absolut intet at indvende imod vores nedrykning. Vores indbyrdes kamp synes jeg at de vandt fortjent, og som Flemming West korrekt påpeger på sin blog, spillede vi uinspireret imod Aarhus Volley, hvor vi ellers kunne have skabt fornyet spænding.
Lidt statistik
En af de positive ting set over sæsonen var det antal gange det lykkedes os at tage sæt fra reelt stærkere hold som Marienlyst, Middelfart og Gentofte. Selv om vi tog sæt i 6 ud af de 9 kampe mod disse hold, er det jo ikke meget værd nu. I to af dem (én mod Marienlyst og én mod Gentofte) havde vi en rigtig god chance for at sende kampen ud i et 5. sæt, men mærkeligt nok spillede vi ikke en eneste femsætter i 18 kampe.
Det gjorde ASV i øvrigt heller ikke. Faktisk sluttede 14 af deres 18 kampe 3-0 og de fire sidste altså 3-1. Så har man da ikke spildt for meget tid i hallen i weekenderne. Men måske har ASV i virkeligheden kørt deres sæson smartere. De koncentrerede sig tilsyneladende om deres fire hjemmekampe imod modstandere som de havde en realistisk chance imod (to imod os og to imod Aarhus Volley). De fire kampe vandt de (3-0, 3-1, 3-1 og 3-0). I de 14 øvrige kampe i sæsonen fik de i alt to sæt, heraf ét sæt på udebane i hele sæsonen (vi fik imponerende tre sæt på udebane).
Måske brugte vi i virkeligheden for mange kræfter på at tage et enkelt sæt fra en masse hold...
En tanke
En lille pointe om turneringsstrukturen: Når to hold ligger meget tæt, og der er stor forskel på ude- og hjemmebaneresultater (som der har været for os og ASV), så kan det få stor betydning hvem der har hjemmebane i to af de tre indbyrdes kampe. Når nu ASV kun fik ét sæt på udebane hele sæsonen, kan man da ikke lade være med at spekulere på hvad der var sket hvis de havde haft to udekampe imod os i stedet for to hjemmekampe.
Os selv
Men over en hel sæson er der selvfølgelig utrolig mange andre faktorer der spiller ind, og det ville være tyndt at skyde skylden på strukturen når nu der er så mange andre af de faktorer som vi selv havde indflydelse på.
Overordnet set synes jeg at vores sæson udviklede sig positivt frem til januar. Vi leverede enkelte pinlige indsatser i efteråret, men jeg tror de primært skyldtes at især vores modtagningsspillere havde ganske lidt erfaring fra Elitedivisionen, og at de derfor skulle vænne sig til servepresset.
Efter vores sejr over ASV Århus i januar troede holdet helt sikkert på at vi kunne redde os. Samtidig havde ASV en virkelig skidt periode, men måske kom det til at virke lidt omvendt. Vi faldt lidt i søvn og fokuserede ikke nok på at forberede os målrettet til de afgørende sidste runder. Og de tog åbenbart et skridt frem da det gjaldt allermest.
Det bliver ikke til mere end denne overfladisk analyse her. Jörgen har skrevet et par indlæg om det.
Hvad så?
Ja, hvad så nu? For holdet står den på 1. division, og naturligvis er forberedelserne allerede i gang på de indre linjer. Det vender jeg selvfølgelig tilbage til.
De seneste sæsoner har for mit holds vedkommende kulmineret med en afgørelse i sidste runde, og denne var ingen undtagelse. Reelt blev nederlaget imod ASV i Århus i tredjesidste runde det mest afgørende, men chancen var der indtil sidste runde, hvor ASV så bare spillede en dag tidligere end os og satte tingene på plads dér.
Ud fra de sidste tre runders spil og resultater er der absolut intet at indvende imod vores nedrykning. Vores indbyrdes kamp synes jeg at de vandt fortjent, og som Flemming West korrekt påpeger på sin blog, spillede vi uinspireret imod Aarhus Volley, hvor vi ellers kunne have skabt fornyet spænding.
Lidt statistik
En af de positive ting set over sæsonen var det antal gange det lykkedes os at tage sæt fra reelt stærkere hold som Marienlyst, Middelfart og Gentofte. Selv om vi tog sæt i 6 ud af de 9 kampe mod disse hold, er det jo ikke meget værd nu. I to af dem (én mod Marienlyst og én mod Gentofte) havde vi en rigtig god chance for at sende kampen ud i et 5. sæt, men mærkeligt nok spillede vi ikke en eneste femsætter i 18 kampe.
Det gjorde ASV i øvrigt heller ikke. Faktisk sluttede 14 af deres 18 kampe 3-0 og de fire sidste altså 3-1. Så har man da ikke spildt for meget tid i hallen i weekenderne. Men måske har ASV i virkeligheden kørt deres sæson smartere. De koncentrerede sig tilsyneladende om deres fire hjemmekampe imod modstandere som de havde en realistisk chance imod (to imod os og to imod Aarhus Volley). De fire kampe vandt de (3-0, 3-1, 3-1 og 3-0). I de 14 øvrige kampe i sæsonen fik de i alt to sæt, heraf ét sæt på udebane i hele sæsonen (vi fik imponerende tre sæt på udebane).
Måske brugte vi i virkeligheden for mange kræfter på at tage et enkelt sæt fra en masse hold...
En tanke
En lille pointe om turneringsstrukturen: Når to hold ligger meget tæt, og der er stor forskel på ude- og hjemmebaneresultater (som der har været for os og ASV), så kan det få stor betydning hvem der har hjemmebane i to af de tre indbyrdes kampe. Når nu ASV kun fik ét sæt på udebane hele sæsonen, kan man da ikke lade være med at spekulere på hvad der var sket hvis de havde haft to udekampe imod os i stedet for to hjemmekampe.
Os selv
Men over en hel sæson er der selvfølgelig utrolig mange andre faktorer der spiller ind, og det ville være tyndt at skyde skylden på strukturen når nu der er så mange andre af de faktorer som vi selv havde indflydelse på.
Overordnet set synes jeg at vores sæson udviklede sig positivt frem til januar. Vi leverede enkelte pinlige indsatser i efteråret, men jeg tror de primært skyldtes at især vores modtagningsspillere havde ganske lidt erfaring fra Elitedivisionen, og at de derfor skulle vænne sig til servepresset.
Efter vores sejr over ASV Århus i januar troede holdet helt sikkert på at vi kunne redde os. Samtidig havde ASV en virkelig skidt periode, men måske kom det til at virke lidt omvendt. Vi faldt lidt i søvn og fokuserede ikke nok på at forberede os målrettet til de afgørende sidste runder. Og de tog åbenbart et skridt frem da det gjaldt allermest.
Det bliver ikke til mere end denne overfladisk analyse her. Jörgen har skrevet et par indlæg om det.
Hvad så?
Ja, hvad så nu? For holdet står den på 1. division, og naturligvis er forberedelserne allerede i gang på de indre linjer. Det vender jeg selvfølgelig tilbage til.
lørdag, april 12, 2008
Årets hold og fund
Afstemningerne om årets hold er i gang. For mit eget vedkommende har jeg som medarbejder i forbundet allerede stået for den et par gange, men det er første gang at jeg stemmer og kan blive stemt på. Det skyldes selvfølgelig at afstemningen i den tidligere turneringsstruktur kun omfattede de seks slutspilshold, og sådan et har jeg aldrig været en del af. I år har vi naturligvis ladet den omfatte alle elitehold.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvordan jeg har stemt, og slet ikke (endnu) på hvordan andre har stemt (for det er jeg den eneste der ved). Jeg fik bare et par tanker omkring afstemningen, som jeg synes var værd at skrive lidt om.
Afstemningsformen
Først og fremmest er det gået op for mig at afstemningen betyder virkelig meget for spillerne og trænerne. For et par år siden var der røre da man forsøgte at ændre afstemningsformen, se nyhed fra dengang og debat hos Jordan. Debatten på det tidspunkt viste med al tydelighed at spillerne er glade for at blive hørt.
Hos William har et nogenlunde ukontroversielt indlæg netop udviklet sig til en ret heftig debat om hvilke kriterier folk stemmer efter. Heldigvis ser debattørerne ud til at være enige om at systemet trods alt giver gode resultater og er "det bedst mulige". Men jeg modtager selvfølgelig gerne personlige henvendelser med konstruktive tanker.
Årets fund
Årets fund-kategorien blev indført for to år siden, og de to første år har der faktisk ikke været nogen begrænsninger på hvem man kunne stemme på. Det kom dog til at virke lidt fjollet at man faktisk kunne stemme på en spiller med 15 års eliteerfaring som årets fund, så i år har vi indført tre objektive kriterier, nemlig 1) at man skal være dansk, 2) ikke fyldt 25 år og 3) ikke have vundet prisen tidligere.
Tanken bag prisen er at hædre et ungt dansk talent, deraf nationalitetsreglen. Man kan godt have fundet en dygtig (og ung) spiller i udlandet, men det er bare ikke det vi vil hædre. Har man vundet prisen tidligere, er man vel ligesom blevet fundet. Og aldersgrænsen... tja, den kan man diskutere... Der kan sagtens være spillere under 25 år som ikke kan kaldes fund, men måske også enkelte spillere som laver et spektakulært gennembrud i en højere alder. Det kan også være grænsen burde sættes ved 24 eller 23...
Hos kvinderne betyder kriteriet at man for eksempel kan stemme på etablerede spillere som Stine Andreasen og Mia Kloth, som begge har adskillige års landsholdserfaring. Det ville ikke give så meget mening at kalde en af dem årets fund, selv om de opfylder de objektive kriterier og efter alt at dømme begge har spillet fremragende i denne sæson. For mig var det bare vigtigt at kriterierne netop var objektive, så jeg eller andre i forbundet ikke skulle være "smagsdommere". Det lader nu også til at spillerne sagtens kan skelne og ikke stemmer på folk der er "fundet i forvejen".
Det jeg egentlig ville frem til, var nogle interessante tal. Når man fjerner alle som ikke opfylder de to første af kriterierne nævnt ovenfor, får man:
47 damespillere
24 herrespillere
Der var altså 47 danske damespillere under 25 år i elitedivisionen og kun 24 herrespillere. Jeg synes de tal er lidt tankevækkende, men jeg vil overlade det til andre at diskutere hvorfor tallene er sådan. Nu har I dem i hvert fald.
Her er et par tal mere, som måske også kan være tankevækkende, nemlig fordelingen af U25-danskere hos mændene:
Gentofte: 7
Aalborg HIK: 5
Aarhus Volley: 4
ASV Århus: 3
Hvidovre VK: 3
Marienlyst: 1
Middelfart VK: 1
Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvordan jeg har stemt, og slet ikke (endnu) på hvordan andre har stemt (for det er jeg den eneste der ved). Jeg fik bare et par tanker omkring afstemningen, som jeg synes var værd at skrive lidt om.
Afstemningsformen
Først og fremmest er det gået op for mig at afstemningen betyder virkelig meget for spillerne og trænerne. For et par år siden var der røre da man forsøgte at ændre afstemningsformen, se nyhed fra dengang og debat hos Jordan. Debatten på det tidspunkt viste med al tydelighed at spillerne er glade for at blive hørt.
Hos William har et nogenlunde ukontroversielt indlæg netop udviklet sig til en ret heftig debat om hvilke kriterier folk stemmer efter. Heldigvis ser debattørerne ud til at være enige om at systemet trods alt giver gode resultater og er "det bedst mulige". Men jeg modtager selvfølgelig gerne personlige henvendelser med konstruktive tanker.
Årets fund
Årets fund-kategorien blev indført for to år siden, og de to første år har der faktisk ikke været nogen begrænsninger på hvem man kunne stemme på. Det kom dog til at virke lidt fjollet at man faktisk kunne stemme på en spiller med 15 års eliteerfaring som årets fund, så i år har vi indført tre objektive kriterier, nemlig 1) at man skal være dansk, 2) ikke fyldt 25 år og 3) ikke have vundet prisen tidligere.
Tanken bag prisen er at hædre et ungt dansk talent, deraf nationalitetsreglen. Man kan godt have fundet en dygtig (og ung) spiller i udlandet, men det er bare ikke det vi vil hædre. Har man vundet prisen tidligere, er man vel ligesom blevet fundet. Og aldersgrænsen... tja, den kan man diskutere... Der kan sagtens være spillere under 25 år som ikke kan kaldes fund, men måske også enkelte spillere som laver et spektakulært gennembrud i en højere alder. Det kan også være grænsen burde sættes ved 24 eller 23...
Hos kvinderne betyder kriteriet at man for eksempel kan stemme på etablerede spillere som Stine Andreasen og Mia Kloth, som begge har adskillige års landsholdserfaring. Det ville ikke give så meget mening at kalde en af dem årets fund, selv om de opfylder de objektive kriterier og efter alt at dømme begge har spillet fremragende i denne sæson. For mig var det bare vigtigt at kriterierne netop var objektive, så jeg eller andre i forbundet ikke skulle være "smagsdommere". Det lader nu også til at spillerne sagtens kan skelne og ikke stemmer på folk der er "fundet i forvejen".
Det jeg egentlig ville frem til, var nogle interessante tal. Når man fjerner alle som ikke opfylder de to første af kriterierne nævnt ovenfor, får man:
47 damespillere
24 herrespillere
Der var altså 47 danske damespillere under 25 år i elitedivisionen og kun 24 herrespillere. Jeg synes de tal er lidt tankevækkende, men jeg vil overlade det til andre at diskutere hvorfor tallene er sådan. Nu har I dem i hvert fald.
Her er et par tal mere, som måske også kan være tankevækkende, nemlig fordelingen af U25-danskere hos mændene:
Gentofte: 7
Aalborg HIK: 5
Aarhus Volley: 4
ASV Århus: 3
Hvidovre VK: 3
Marienlyst: 1
Middelfart VK: 1
lørdag, april 05, 2008
Spændende semifinaler efter en lidt tam sæson
Jeg har lidt i støbeskeen omkring den forgangne sæson for vores eget hold, men inden da vil jeg bare lige sige at jeg synes det er fremragende med de to herresemifinaler som er gået i tredje kamp. Spændingsmomenterne i løbet af sæsonen har ikke været så store i herrernes elitedivision, så det er rart at se at vi nu får nogle kampe som næsten ikke kan undgå at blive spændende og dramatiske - og udviklende for dem der er med.
I kvindernes elitedivision har der gennem sæsonen været en generelt positiv stemning blandt de meget bloggende trænere fordi rækken har været tæt, og holdt helt ned til nummer 6 og 7 faktisk har kunnet bide skeer med topholdene.
Den stemning har vi savnet lidt hos herrerne, desværre. Allerede efter ret få runder havde man en klar fornemmelse af en stor forskel på top og bund, og vi så generelt få sensationelle resultater. Dertil kom at spændingen om semifinalepladserne forsvandt en del runder før afslutningen. Det har nok også spillet ind at der har været færre kampe på grund af DHG's trækning.
Det er måske bare en fornemmelse (måske delvist affødt af skuffelsen over vores egen nedrykning), men jeg synes at rækken har været lidt tam. Alt det kan man jo heldigvis nå at glemme i løbet af nogle spændende semifinaler og finaler. Derfor er det lige før det er lidt ærgerligt at der er så få af dem.
Hvis man har fulgt Martin Olafsens blog i de seneste uger, kan man jo se hvordan et hold egentlig kan have haft en lidt tam sæson, men alligevel få lov at rette op på det gennem nogle intense kvart- og semifinaler (otte kampe for Örkelljungas vedkommende).
For kort at vende tilbage til semifinalerne: Tag ud og se dem, hvis du har muligheden. Det må næsten blive dramatisk. Jeg vil i hvert fald meget nødig skulle forudsige resultatet af nogen af dem. Middelfart og Marienlyst må vel være små favoritter, men i begge hold må der også lure en frygt for at tabe, for alt andet lige vil et nederlag for de to hold betyde en katastrofal udgang på sæsonen med de ambitioner, det budget og det spillermateriale de har.
I kvindernes elitedivision har der gennem sæsonen været en generelt positiv stemning blandt de meget bloggende trænere fordi rækken har været tæt, og holdt helt ned til nummer 6 og 7 faktisk har kunnet bide skeer med topholdene.
Den stemning har vi savnet lidt hos herrerne, desværre. Allerede efter ret få runder havde man en klar fornemmelse af en stor forskel på top og bund, og vi så generelt få sensationelle resultater. Dertil kom at spændingen om semifinalepladserne forsvandt en del runder før afslutningen. Det har nok også spillet ind at der har været færre kampe på grund af DHG's trækning.
Det er måske bare en fornemmelse (måske delvist affødt af skuffelsen over vores egen nedrykning), men jeg synes at rækken har været lidt tam. Alt det kan man jo heldigvis nå at glemme i løbet af nogle spændende semifinaler og finaler. Derfor er det lige før det er lidt ærgerligt at der er så få af dem.
Hvis man har fulgt Martin Olafsens blog i de seneste uger, kan man jo se hvordan et hold egentlig kan have haft en lidt tam sæson, men alligevel få lov at rette op på det gennem nogle intense kvart- og semifinaler (otte kampe for Örkelljungas vedkommende).
For kort at vende tilbage til semifinalerne: Tag ud og se dem, hvis du har muligheden. Det må næsten blive dramatisk. Jeg vil i hvert fald meget nødig skulle forudsige resultatet af nogen af dem. Middelfart og Marienlyst må vel være små favoritter, men i begge hold må der også lure en frygt for at tabe, for alt andet lige vil et nederlag for de to hold betyde en katastrofal udgang på sæsonen med de ambitioner, det budget og det spillermateriale de har.
Abonner på:
Opslag (Atom)
