søndag, april 19, 2009

Tilbageblik på sæsonen

Jeg lovede en opsummering af sæsonen i 1. division...

Resultatmæssigt er det godkendt for vores vedkommende. Vi vandt 17 ud af 20 kampe, og det var nok til førstepladsen og en meget sikker oprykning. To af nederlagene kom efter at vi var sikre.

Vi lagde ud med en 13-mandstrup med god bredde og mange udskiftningsmuligheder, men var uheldige at få tre spillere skadet for sæsonen, mens én flyttede væk. Og da vi ikke rigtig havde nogen muligheder for at supplere med spillere nede- eller udefra, måtte vi mod slutningen klare os med ni mand, men det gik nu fornuftigt.

Når jeg kigger på mine forudsigelser fra september, ramte jeg generelt udmærket, men der var også et par missere. (Da jeg skrev det, var det meningen at nr. 9 til 11 ville rykke ud...)

Jeg forudså at Amager ville blande sig i en oprykningskamp med KSV og os. Det var de tre hold som jeg syntes havde spillermateriale og en holdprofil der gjorde at de både kunne og ville spille efter oprykning. Amager var temmelig langt fra. Det virker som om Geovan ikke kom til at spille så stor en rolle på banen, men de burde vel alligevel have haft spillermateriale til mere.

Frederiksberg var det hold der overraskede mig mest positivt. Min vurdering af dem byggede nok på at de ikke rigtig har nogen spillere som har prøvet at spille elite. Det har de hold jeg tippede i bedste halvdel. Men godt gået. Skægt nok at de tog 10 ud af 12 mulige point imod mine tre oprykningsfavoritter.

Der var reelt ikke spænding om oprykningen. Frederiksberg spillede sig ud af den kamp allerede i efteråret, og Lyngby har formentlig aldrig skænket den en tanke. Og de var de eneste to hold som var mindre end 10 point fra oprykningsstregen.

På én måde er det selvfølgelig motiverende at vinde mange kampe og vinde sin række, men på andre måder er vi kommet for let til det i denne sæson. Der er sådan set ikke nogen modstandere der er faldet igennem. Vi har ikke kørt hold over, men vi har kunnet vinde en del kampe sikkert uden at komme op på vores topniveau. På den måde har der ikke været mange kampe der kan forberede os på det pres vi bliver udsat for mod elitehold.

Men næste sæson står altså på elitedivision i Hvidovre. Det ser ud til at vi holder godt sammen på truppen. Tilgang er selvfølgelig altid velkommen, og indtil videre træner vi på relativt højt blus.

mandag, april 06, 2009

Hvidovre - Amager 3-0 (25-21, 25-15, 25-19)

Det her blev ikke verdens mest sindsoprivende kamp. Dertil var der for lidt på spil, og det var da lige før det var helt ærgerligt at man skulle rende og spille en ligegyldig kamp når nu der både var DM-semifinaler, CL-finale og alt muligt man kunne have brugt tiden på.

For os gjaldt det dog om at sætte Amager lidt på plads efter en pauver indsats i deres hal i december. Det lykkedes nogenlunde, som sagt uden at kampen rigtig fik nerve. Amager var nu også uden et par af de spillere som havde gjort det godt for dem sidst vi mødtes: Torben, Claus og Geovan (som kun var coach i denne kamp).

Referat på hvk.dk.

Sejren betyder at førstepladsen kom i hus. Eller faktisk var det KSV's nederlag til Frederiksberg der havde denne konsekvens. Men det var rart at sætte en streg under topplaceringen og slutte af med tre 3-0'ere efter de to lidt pinlige nederlag mod PVC og Frederiksberg.

En afrunding af sæsonen hører sig vel til, så den følger en af de kommende dage, eller måske først i påsken.