fredag, december 27, 2002

Lidt billeder fra en Hvidovre-sejr

Jeg faldt lige over nogle billeder fra elitedivisionskampen mellem Hvidovre og Bedsted. Det var en af Hvidovres to sejre i denne sæsons elitedivision. Billederne er taget af en VKV Gladsaxe-spiller med egen hjemmeside og en perifer tilknytning til en af Hvidovres spillere. De 26 billeder kan ses her, hvis man scroller ned til bunden af fotoalbummet.

Glædelig jul herfra.

onsdag, december 18, 2002

Pokalfinale-tanker

De fleste har nok set, hørt eller læst hvordan det gik i pokalfinalerne, så et referat vil jeg ikke bruge kræfter på her. Jeg sad i presselogen og skrev lidt for DVBF. Artikel om kvindernes finale her og artikel om mændenes finale her.

Kvindefinalen var måske en smule skuffende, men mændenes var noget af det bedste jeg har set i dansk klubvolleyball. Ikke nødvendigvis den højeste kvalitet, men spænding, fight og intensitet var helt i top. Og på en eller anden måde kan jeg godt unde Holte en titel. De havde haft god ret til at ærgre sig hvis de havde tabt, i hvert fald. Et eller andet sted kan HIK nok bedre leve med nederlaget.

Pressedækningen af kampene var ret omfattende, som man kan læse ud af de første 7-8 artikler som Volleynet har linket til. Logen var fyldt op. Selv sad jeg ved siden af en B.T.-journalist, som desværre ikke virkede specielt engageret i sporten. I hvert fald måtte jeg forklare hvorfor den ene af spillerne havde en anden farve trøje på og andre ting som man kunne forvente var basisviden for en journalist med volleyball som stofområde. Fyens Stiftstidende, som ellers plejer at dække volleyball seriøst og grundigt, tager prisen for de mest tåbelige artikler. Den ene handler stort set om hvordan dommerne snød DHG for sejren i kvindefinalen (hvad der er en mild overdrivelse). Den anden handler blandt andet om hvilke kager vi fik i presselogen, om lufthavnen i Beldringe og om Tine Andreasen, som han får kaldt pokalfighteren Stine Andreasen.

Men alt i alt var det en spændende aften, og først og fremmest var det fedt at der i år ikke var to suveræne vindere, men to tætte kampe. Det lover godt for spændingen i årets DM.

søndag, december 15, 2002

Blandet nyt

Efterårssæsonen går på hæld, og nu følger tre uger uden større volleyballaktivitet og deraf følgende lav aktivitet her på siden. Men lidt sker der dog.



Tirsdag er der finaler i Lufthansa Cup. [pral] Jeg er med i presselogen og til VIP-arrangementet forinden [/pral]. Ville nu gerne have været med på banen, men sådan skulle det som bekendt ikke være. Jeg synes nu det ligner et par spændende finaler. De tidligere år har der gerne været et af holdene både hos mændene og kvinderne som var klar favorit og faktisk også vandt klart. I år er det ret svært at forudsige resultatet i de to kampe. Finalerne kan i øvrigt ses på Viasat Sport. Kvindefinalen sendes direkte fra 18.25 og mandefinalen forskudt 22.55, begge med en del genudsendelser i dagene efter. Læg mærke til at Viasat har givet udsendelserne den fine titel "Danish Cup Finale".

Skovbakken II har tilmeldt sig ASV's nytårsstævne i dagene 28.-29. december. Det plejer at være et fornøjeligt stævne med kun et ganske mildt fokus på det spillemæssige. Vi stiller med et lidt sammenskrabet hold, men havner nok også i 2. divisions-/danmarksserierækken.

Hvidovres 1. herrer er havnet i elitekvalifikationspulje 2, sammen med ASV, Spentrup, Rosenlund, PVC Lyngby og Lyseng. Efter min vurdering er det den stærkeste af de to grupper. Jeg regner selv med at stille op for holdet når min hovedopgave og flytning er vel overstået på et eller andet tidspunkt cirka midt i januar.

torsdag, december 12, 2002

Volleyball sælger ikke sin sjæl for sendetid

Dansk Volleyball Forbund har overraskende taget afstand fra DR og sagt nej tak til at stationen transmitterer fra pokalfinalerne 17. december. Det er overraskende fordi volleyball i årevis har kæmpet for selv den mindste medieopmærksomhed. Sporten har nærmest haft ry for at sælge sin sjæl for sendetid - blandt andet på grund af nogle lidt kuriøse regelændringer omkring spillernes påklædning, boldens farver og pointsystemet.

Man kan diskutere om en sindssyg sendetid som DR tilbød (kl. 00.30 med genudsendelse 13.15 dagen efter) er bedre end slet ingen sendetid. Men det er fedt med en klar udmelding: Tv-sendetid er ikke alt. Der skal være en gensidig interesse. Sporten må bevare sin integritet og ikke bare bukke og skrabe fordi det er landsdækkende tv.

Spørgsmålet er så om det kan sætte gang i en debat, som selvfølgelig er det DVBF håber på ved at fremlægge kritikken offentligt. Den vil i hvert fald blive fulgt tæt her på siden. Og kampene bliver stadig vist på Viasat Sport, hvis man da ikke skal i Århus Stadionhal og se den.

søndag, december 08, 2002

Herning KFUM - Skovbakken II 0-3 (16-25, 18-25, 26-28)

En gennemført trist kamp, men to point var det da. Vi havde en af de dage hvor spillet aldrig rigtigt kom til at flyde, og mod de fleste af rækkens hold havde det næppe rakt til to point. Men bundholdet Herning havde ikke meget at komme med. Især deres servemodtagning var skidt, så i stedet for at satse meget i serven besluttede vi hurtigt at der skulle stabile server over. Det virkede efter hensigten, og på trods af nogle dårlige perioder i vores egen sideout kørte vi de to første sæt sikkert hjem.

3. sæt så ud til at følge mønsteret, men mod slutningen kom Herning pludselig lidt med. Dels på grund af vores eget sløseri, men også en smule på grund af dommeren, som stjal billedet med 7-8 kendelser imod os (og 3-4 mod Herning) for ført og dobbeltslag - nogle af dem var gode nok, andre var bare hårdt dømt, mens et par var helt hen i vejret. Lidt heldige var vi dog også da han overså en touch på vores blokade ved stillingen 25-25. Men sejren kom hjem.

Jesper Hauge holdt et godt niveau i angrebet. På centeren vandt Lars Naur mange bolde, men tabte også en del. Jakob Horn kom på banen midt i en kritisk periode i starten af 2. sæt og var med til at tilføre holdet stabilitet og gejst.

Vi ligger nummer to
Og så skal jeg da skynde mig at nævne at ASV slog Åbyhøj 3-0. Dermed er vi pludselig alene på andenpladsen julen over. En herlig gave.

fredag, december 06, 2002

Afskedskamp for Skovbakken

Lørdagens kamp mod Herning bliver formentlig min egen sidste for Skovbakken. I januar flytter jeg til København, og med eksamen, flytning og den slags at tænke på er der nok bedre perspektiver i at stoppe og få overstået karantænen i julepausen - frem for at træne og spille halvhjertet i en enkelt eller to kampe efter nytår.

Kampen burde blive en formssag. Herning er efter stillingen at dømme rækkens svageste hold. Men vi mangler Rasmus Skoven, Simon Winther, Martin Thorwest og måske også Morten Olesen og Søren Locher, så det kræver en mandfolkeindsats af den efterhånden ret lille trup der skal af sted.

tirsdag, december 03, 2002

Et par referater fra 2. division vest

2. division vest har udviklet sig til et spændende opgør mellem Århus-klubberne. Tilsyneladende er de fire hold fra Århus rækkens mindst ustabile hold, men det er svært at forudsige hvornår Skovbakken pludselig smider to sæt mod et bundhold, eller ASV taber til et andet bundhold, eller hvornår Åbyhøj pludselig vælger at vinde overbevisende 3-0 over et tredje bundhold.

mandag, december 02, 2002

Brødrene Grimm flyver igen - nu uden tryllestøv

Pete har været i gang med videokameraet, og der er blevet lagt nogle fede billeder og videoklip ud på Skovbakkens hjemmeside under HotShots.

Her er et bevis på at det er forsvarligt at give Skovbakkens canadiske diagonal Chad Grimm tilnavnet "Air Canada". Og I skal da heller ikke snydes for en hæver der spiller bolden højt og i fuld balance. Stik den, Preben Dahlgaard!

søndag, december 01, 2002

Skovbakken II - Ikast KFUM 3-2 (19-25, 25-16, 25-20, 20-25, 15-9)

Lørdag vandt vi en lidt for hårdt tilkæmpet sejr over Ikast, et af bundholdene. Vi var egentlig ikke tæt ved at tabe kampen, men kunne bagefter blive enige om at i hvert fald 4. sæt burde Ikast ikke have haft. Det gode er dog at de andre tophold i 2. division vest også har problemer. Her kan man se at det lykkedes det noget ustabile ASV II-hold at tabe til Svenstrup, og at Solbjerg endnu en gang voldte problemer for et tophold, denne gang Århus 1900, som dog vandt 3-2. Med de resultater ligger vi faktisk igen til oprykning. UPDATE: Det gør vi så ikke længere efter at Åbyhøj slog Silkeborg 3-0. Som man vil bemærke, har de trofaste Åbyhøj-læsere allerede været inde og gøre opmærksom på det på kommentar-siden.

Ikast spillede pænt til fra starten af kampen. Det er et meget ungt hold med udmærkede boldspillere, og i 1. sæt holdt de et ganske højt niveau i serv og sideout. Omvendt kom vi ikke rigtigt i gang og lavede en del uprovokerede fejl.

I 2. sæt startede vi godt, og så gik Ikast ned med et brag. Samtidig begyndte vi at serve og blokere langt bedre. I både 2. og 3. sæt vandt vi ret sikkert selv om vi skiftede en del ud, blandt andet også på hæverpladsen.

I 4. sæt var vi faktisk også foran i starten og skiftede igen ud på 2-3 pladser. Men i dette sæt slog det af en eller anden grund vores rytme i stykker, samtidig med at Ikast med en krampetrækning hev noget af deres spil og gejst fra 1. sæt frem. Mod slutningen af sættet rykkede de fra os.

5. sæt stod der heldigvis Skovbakken på. Netop mod et urutineret hold fra bunden af rækken bør man vel også vinde et afgørende sæt, så det var en lettelse at vi kunne. Vi var lige ved at få sved på panden da Ikast gik fra 4-8 til 8-8. Men så fik Markus Boller serven. Han gik frem til baglinjen og satte den stille og roligt i spil, og så blokerede vi ellers resten af kampen hjem. Godt nok besluttede Markus sig ved 14-8 til at springserve. Desværre nåede han også lige at ombestemme sig, så det blev kun et rejehop og en serv på antennen. Men på næste bold var den hjemme.