lørdag, november 21, 2009

Syvårskrise

Forsømmelse og dalende motivation hos skribenten er den sikre død for en blog. Kald det en syvårskrise (yes, siden her har eksisteret i over 7 år). Men her kommer indlægget der retter op på det hele og bringer bloggen på alles læber igen. Eller...

Status for min egen volleyballkarriere er at jeg nu spiller 2. division på et af den slags hold der har det hele i rutinen og kun kan overkomme én ugentlig træning (i gode uger). Derudover får jeg de fleste uger også klemt en førsteholdstræning ind, men mit tidsforbrug i hallen er absolut faldet. Jeg forudser også at det er en blivende tilstand, for jeg tror det er svært at vende tilbage som fuldblods-førsteholdsspiller når først man har "spændt bæltet ud" og er rykket ned.

Det har nok ramt bloggen, for alt andet lige er ikke kun tidsforbruget, men også ens personlige engagement større på det mere kompetitive plan som førsteholdet spiller på. Derfor er man også mere engageret i at skrive... Så lige nu er jeg fanget mellem et førstehold som jeg ikke længere har nok kontakt med til at skrive særligt dybdegående om, og et andethold som bare ikke er helt så interessant. Også fordi vi ligger i en række som vi ikke kan rykke op fra, men er for gode til at rykke ned fra.

Men her er en kort opsummering for andetholdet, og så vil jeg forsøge at lave noget tilsvarende for førsteholdet snarest.

Vi lagde ud med en let sejr og et klart nederlag, som begge er beskrevet i tidligere indlæg. Siden har vi spillet fire kampe mere, alle med sejr til følge. Det har bragt os op på andenpladsen i 2. division øst. Her er links til referater på hvk.dk:

mandag, oktober 05, 2009

Holte II - Hvidovre II 3-0 (25-14, 27-25, 25-19)

Holte er uden tvivl en af favoritterne i 2. division øst. Især hvis de bliver ved at trække de gamle cirkusheste frem. Til denne kamp var det "kun" Ole Lachenmeier, Søren Vincents, Johnny Dannerfjord og Lars Berg, og det gav mig et kortvarigt håb før kampen. Men deres øvrige spillere gjorde det også fint, og de havde nogenlunde kontrol over kampen.

Lidt medvind i kendelserne fik de også i slutningen af 2. sæt, synes jeg, men pyt med det.

Jeg hævede, og det var vist ikke det bedste jeg nogensinde har præsteret. Men det kommer nok også når jeg har spillet lidt mere med de andre.

Æv, jeg kan allerede mærke at referaterne bliver mindre følelesesladede i 2. division, hvor der ikke står så meget på spil. Vi kan ikke rykke op, og jeg tror heller ikke på at vi kommer i fare for at rykke ned. Jeg vil dog skynde mig at sige at jeg stadig godt kan blive skideirriteret over at tabe.

Nu ser jeg frem til et bedre resultat for 1. herrer tirsdag, selv om jeg rejser væk et par dage og ikke kommer til at overvære kampen.

mandag, september 28, 2009

Hvidovre - Gentofte 0-3 (22-25, 21-25, 20-25)

Hm, der er jo to kampe at skrive referat fra, men jeg lader overskriften gå til den mest interessante af kampene fremfor den jeg selv var med i...

Men for lige kort at tage min egen kamp så vandt vi 3-0 imod et meget gammelt (lidt for gammelt) GGV-hold. Det var en fin kamp til at komme i gang på et nyt hold, men spændende var det ikke ligefrem. Jeg spillede to et halvt sæt, heraf kun det halve som hæver og resten som kant, og det gik nogenlunde, selv om killprocenten er for lav når jeg angriber. Lille referat fra den kamp.

Elitekampen... desværre lidt for forudsigeligt udfald. Jeg er ikke overrasket over at Hvidovre kunne være med, men heller ikke specielt overrasket over at Gentofte vandt ret sikkert eller over måden det skete på.

Som Martin skriver, er der positive ting at tage med. Men jeg håber også at holdet vil fokusere på at der var mindst ét af de tre sæt (det andet) som det burde have vundet efter at have ført med 16-11 eller noget i den stil. Det er i de situationer det er vigtigt at holde koncentrationen eller måske endda øge den, for det er det et hold som Gentofte kan. Og så henter de den føring.

Det hører med til historien at Gentofte manglede Jonas Napier. Mikkel Schultz gjorde det godt i hans fravær, men man må også sige at Martin Olesen ser ret skarp ud i angreb og serv.

Lige nu er det ikke Gentofte vi skal måle os med, så på den måde er det ikke nogen katastrofe at tabe kampen. Men med den tilgang slår man dem nok aldrig, og det var som om muligheden var der i den her kamp.

Næste kamp for eliteholdet er tirsdag den 6. oktober imod Holte, som lige præcis er et af de hold vi skal måle os med.

lørdag, september 26, 2009

Så går det løs

Søndag er der startskud for både 1. og 2. herrer i Hvidovre, kl. henholdsvis 13 og 11 i Friheden.

Det ligger fast at jeg deltager i 2. divisionskampen mod Gladsaxe, GGV, medmindre der skulle tilstøde Jonas eller Dan noget alvorligt inden da.

Elitekampen er imod Gentofte, og det bliver selvsagt en hård start. Gentofte er måske endda en smule stærkere end sidste år. Tilgangen af Christian fra Aalborg og Martin Olesen kan give dem et mere varieret angreb, og de har flere reelle udskiftningsmuligheder på nogle pladser, blandt andet hæverpladsen.

Vi mødte dem i Lyngby for en måneds tid siden, og det var en god oplevelse for Hvidovre i en kamp hvor vi spillede lige op og tabte 1-2. Som Jonas Napier antydede dengang i sin blog på DR MinSport, kan Gentofte nok til gengæld være en hel del bedre, og det må vi forvente at de er blevet i den mellemliggende tid.

Vores trup er nu tilgængelig på volleyball.dk. Den mest revolutionerende ændring siden sidste sæson er at Jonas Villund er tilbage fra netop Gentofte. Jeg forventer at han starter inde, men jeg har ikke set en eneste optaktskamp for holdet siden Lyngby-stævnet, så jeg ved ingenting med sikkerhed. Uffe Seldal og Henrik "Hus" Vestergaard fra Frederiksberg er de to andre nye, og af dem vil jeg tro at Uffe har den bedste chance for at starte på banen.

Holdet har forberedt sig godt og seriøst og vil gå efter at vinde kampen. Det er selvfølgelig ikke sikkert at det er nok, men det ville være lækkert at lægge ud med en god præstation.

For mit eget vedkommende står den altså på en 2. divisionskamp for første gang siden december 2002. Modstanderne er GGV, og selv om Hvidovres 2. herrer må kaldes et rutineret hold, er det vand imod GGV, hvor man er ung hvis man er født i 60'erne. Jeg har en klar fornemmelse af at de gør en dyd ud af at gøre opmærksomme på hvor gamle de er (eller hvor unge vi er), hver gang de har vundet en bold, og det bliver sikkert et sjovt indbygget rollespil når vores egne 35-40-årige pludselig skal være de unge og seriøse.

tirsdag, september 15, 2009

15 bolde i HVK-Cup

Disse uger viser nok at det er i orden at jeg ikke længere indgår så meget på førsteholdet. I de tre sidste weekender op til turneringsstart, hvor ethvert hold med respekt for sig selv forbereder sig intensivt med stævner, træningskampe og træningslejre, er jeg stort set fuldstændig afskåret fra volleyball.

Efter familiebegivenhed i Jylland i sidste weekend er jeg far på fuld tid i den netop overståede og den kommende, med en kone der arbejder og de faste babysittere bortrejst. I HVK-Cup havde jeg sønnike med, men det lykkedes ikke at få spillet mere end cirka 15 bolde fordelt på to kampe. Vel at mærke for andetholdet.

Det var nu fint at være ude at kigge lidt, og hvis vi kan samle samme hold i turneringen, skal vi nok klare os i 2. division øst.

Frederiksberg vandt turneringen foran Hvidovre 1. Ved ikke rigtig hvad der skete i finalen, men historien viser under alle omstændigheder at Hvidovres niveau til HVK-Cup som regel er stærkt svingende. Og i forberedelserne til turneringen er stævnet ikke ligefrem blevet prioriteret som andet end teambuilding.

onsdag, september 02, 2009

Ingen tid til at besøge Blichers hus

Andenhånds-referater er ikke så interessante, så fra Spentrup vil jeg bare fortælle at holdet i hvert fald fik spillet en hel masse, og at oplevelsen generelt var positiv.

De nåede 21 sæt på omkring 26 timer (fra lørdag kl. 13 til søndag kl. 15), så der var ikke tid til så meget andet end at spille, spise og sove. Lidt ligesom en professionel.

Nå, men de tabte to gange 1-3 til U19-landsholdet, som vandt turneringen, men slog Ikast, Lyseng og ASV. Heraf var de to førstnævnte tætte.

KSV's elitestævne er åbenbart blevet aflyst, så nu står den i stedet på træningsweekend. De efterfølgende weekender er der HVK-Cup, dernæst Knallecupen og så turneringsstart.

fredag, august 28, 2009

Træningsstævne i Spentrup

I weekenden spiller eliteholdet træningsstævne i Spentrup. For dem der ikke fik mit pip med fra forrige nyhed, så er jeg overgået til kun at være løst tilknyttet førsteholdet. Det betyder at til et stævne som dette, hvor både Jonas og Dan skal med, kan jeg altså blive hjemme.

Spentrups elitestævne er blevet en tradition over de sidste tre-fire år, men det er første gang Hvidovre deltager i det. Blandt de øvrige hold er Ikast/SKF KFUM, Skovbakken og U19-landsholdet (med vores libero, Necdet, i truppen som hæver).

Elitedivisionens top 3-favoritter føler hinanden (og Wuppertal) på tænderne i Marienlyst. I den forbindelse vil jeg nævne at jeg forsøger at holde mit tidligere indlæg om klubskifter opdateret efterhånden som nyhederne drypper ind.

mandag, august 24, 2009

Langsomme startere

Som nævnt var sæsonens første opgave et ministævne i Lyngby. Vores tre kampe endte i tre nederlag og nogle blandede oplevelser.

De to første kampe spillede vi ærlig talt på alt for lavt niveau og tabte til Lyngby og Holte uden at være vildt imponerede af modstanderne.

Tredje kamp blev en helt anden historie. En god kamp mod Gentofte, hvor vi tabte 1-2 efter at have tabt 1. sæt tæt og vundet det næste mere overbevisende. Men det var en kamp som viste at topniveauet er godt. De to første viste så til gengæld at vi skal finde et højere bundniveau. Men det er nu ikke noget der skaber dyb bekymring på dette stadig tidlige tidspunkt i forberedelserne.

Jeg må vel hellere nævne at jeg selv slet ikke var omklædt til stævnet. Tre hævere er én for meget, og med min nedsatte træningsmængde er jeg foreløbig udset til at være tredjehæver. Jeg træner fortsat med førsteholdet, men så længe Jonas Villund og Dan Aakesen er skadesfri, må jeg nok betragte mig selv som 2. divisionsspiller. Det er heldigvis en udvikling som jeg har det fint med. Bloggen her vil nok stadig primært handle om førsteholdet.

fredag, august 21, 2009

"Internationalt" stævne i Lyngby

Fredag aften spiller vi et "internationalt" stævne i Lyngby. Der kommer et tysk hold og så Martin Olafsens Örkelljunga. Når jeg bruger gåseøjne, skyldes det at Hvidovres tre kampe bliver mod de tre øvrige hold i stævnet, Lyngby, Holte og Gentofte. Så for os bliver det knap så internationalt.

Det bliver til gengæld en mulighed for at se hvor langt fremme vi er i forhold til to af konkurrenterne i Elitedivisionen, selv om jeg tvivler på at holdenes styrke i dag vil sige alt for meget. Vores træning er jo ikke lagt an på at toppe nu, og de andre har det nok på samme måde.

Ikke desto mindre er det de første træningskampe med Kim ved roret og nogle nye spillere, så interessant bliver det.

mandag, august 17, 2009

Lidt om klubskifter og den kommende sæson

Så kom det længe ventede...

Marienlyst:
Lad os starte med mestrene, som altid er den klub der gør mest ud af at præsentere ændringerne i truppen. De fortæller nu mest om hvem der kommer ind, men det ligger fast at Shaun Powell er smuttet efter tre succesrige sæsoner. Per Eggers skal, så vidt jeg ved, til USA.

De har bekræftet at de har forlænget med Jordan Hove, Michael Søe, Peter Schøler, B.T. og Anders Mertz. Derudover har de fået tilgang af Chris Kozlarek, Joakim Larsen og senest Flemming Olufsen. Interessant igen at bemærke hvordan Marienlyst gerne spiller på "sikre kort", altså spillere der tidligere har optrådt i Danmark. Og så to helt unge spillere, der næppe er med for at spille kampe i denne sæson.

Jeg går ud fra at Jon Dazé er væk, og af øvrige vigtige spillere fra sidste sæson mangler man at høre om Jacob Nielsen. Har svært ved at tro at de vil stille op med kun to centerspillere, hvoraf den ene er ret uprøvet på højeste niveau. Opdatering: I kommentarerne har Mikkel Hauge fortalt at Toke Klok og Jesper Bertelsen er de sidste to centere i truppen. To amerikanske kantspillere er kommet til. Det undrer mig lidt at Marienlyst nu har tre udlændinge til at kæmpe om tre kantpladser, foruden Michael Søe og Peter Schøler, men de to sidstnævnte har efter sigende skadesproblemer.

Gentofte:
Tobias Nielsen og Lior Koren stopper. Jesper Jensen skifter til Wuppertal. Der er tilgang fra Martin Olesen (Holte IF), Christian Pedersen (Aalborg HIK) og Martin Stenderup (Canada). Det sidste har så tvunget Jonas Villund ud af truppen og tilbage til Hvidovre. Efter i sidste sæson at have haft fire centerspillere inde omkring landsholdstruppen, ser de pludselig sårbare ud på den position (med kun Mikkel Simonsen og Rune Huss tilbage), men ellers står de lidt stærkere. På centeren kan de tænkes at rykke unge Mikkel Schultz op.

Middelfart:
Først og fremmest fortsætter deres træner, og det er uden tvivl positivt for dem. De har tidligt annonceret tilgang fra Daniel Jonassen og Morten Gregersen fra Skovbakken. Af deres udlændinge forlyder det at brasilianeren Georg Filho vender tilbage, men at de tre canadiere rykker videre. Det betyder formentlig at de i øjeblikket er tæt på at annoncere nytilgang fra udlandet. Eneste nye udenlandske navn hidtil er japaneren Masayuki Takahashi. Mere om det hele på deres nyhedsside. Opdatering: Ny japansk libero. Ny amerikansk hæver, Eric et-eller-andet. Et par udenlandske tilgange mere må ventes.

Aalborg HIK:
Der er ret stille i det nordjyske. Eneste nyhed de selv har kommunikeret, er Søren Hansen som ny træner. Flemming Olufsen og Christian Pedersen er som nævnt skiftet til konkurrenterne, og Matt Reynolds tryouter ude i Europa. Det kan betyde at de mister en del af startopstillingen, og umiddelbart ved jeg ikke hvor erstatningerne skal komme fra, andet end fra bænken fra deres trup fra sidste år. De skal nu nok få et fornuftigt hold, og de har i hvert fald en tradition for at finde ukendte navne og gøre dem gode hurtigt (hvad Flemming og Kesse vel netop er eksempler på). Opdatering: To islændinge kommer til (åh ja, Aalborg har et stort opland, hvis man tæller Nordatlanten med), Matt tager til Ukraine.

Holte:
Også et ret stort spørgsmålstegn. De lyde man hører derfra, antyder at den gamle garde vil trække sig lidt mere i baggrunden. Spørgsmålet er hvem der skal tage over. Casper Munk er smuttet til Wuppertal, og Olesen til Gentofte, og de var vel de to største unge profiler på holdet. Det forlyder dog at der er kommet en canadier til og måske et par skotter. Men det er svært at sige præcis hvor langt fremme de er i forberedelserne.

Ikast/SKF:
Her har jeg slet ikke hørt noget. Det eneste jeg har kunnet læse mig til, er et blogindlæg fra Simon Bitsch, som ikke nævner nogen navne, blot at der er sket noget udskiftning. De overraskede mig positivt i sidste sæson og har den fordel at flere af nøglespillerne er unge og derfor stadig kan rykke sig i den rigtige retning. Men truppen var smal sidste år og vil formentlig være det igen.

KSV:
Jeg har intet hørt, men mon ikke kernen på holdet er den samme som sidste år. Det er nok de færreste der regner dem for så meget på forhånd, men de har nogle dygtige spillere. Handicappet kan være hvis de dygtige spillere ligesom i sidste sæson ikke spiller alle kampe.

Hvidovre:
Vi har en stor trup til tryout, men man kan ikke sige at det er store og etablerede navne der er kommet til. Mindre kan muligvis også gøre det, hvis vi bliver ved med at udvikle holdet og rammerne i den rigtige retning. Mere om det hold senere.

Overordnet er det svært at se nye hold presse sig på i toppen. Den sædvanlige top 4 (de fire førstnævnte her) vil nok være favoritter til at blive det igen. Aalborg HIK risikerer dog at blive svækket væsentligt, ser det ud til, så mit bud vil være Marienlyst, Gentofte og Middelfart i top 3. Blandt de fire sidste er der rigtig mange spørgsmålstegn, men umiddelbart er vores chancer i Hvidovre lige så gode som de andres. Meget mere har jeg ikke lyst til at forudsige før jeg ved mere.

lørdag, august 08, 2009

Træningen er i gang

Den første uges træning i den nye sæson er overstået. For mig personligt har den vist at formen kunne have været bedre, men det skal den nu nok også blive.

Det positive er at vi har 18-20 spillere inde i billedet. Det betyder i første omgang at vi har en god konkurrencesituation i tryouten, og at vi kommer til at få en bred trup (selv om den selvfølgelig nok ender på mindre end 20 mand).

Navnene holder jeg på indtil vi ved hvem der kommer til at udgøre den endelige trup.

Om et par uger står den på stævneaktiviteter hver weekend. Skemaet er lagt nogenlunde fast frem til den første turneringskamp, mod Gentofte i slutningen af september. Inden det har vi også en pokalkamp ude imod Randers.

tirsdag, juli 21, 2009

Beachløs

Alle gode intentioner om at få dyrket søstersporten denne sommer er løbet ud i sandet. Ikke så meget som en enkelt beachvolleytræning har jeg haft.

Og på dette fremskredne tidspunkt (og med træningsstart i volleyball to uger væk) er der ikke udsigt til at det ændrer sig. Det vil så også betyde at det er første gang siden 2001 at jeg ikke stiller op på beachtouren til så meget som et enkelt stævne.

Lysten til at spille er der faktisk, og jeg ville ikke have haft noget imod at kaste mig ud i et stævne eller to uden at have trænet.

Men jeg har (allerede for to et halvt år siden) nået et stadie i mit liv hvor prioriteringerne er blevet skarpere, og så har jeg jo en kæreste med arbejde hver anden weekend. Og når så beachvolleysportens natur (i hvert fald for mig) ikke er så pligtbetonet (ikke nogen faste træninger eller hold at stå til ansvar over for), så bliver det måske lidt lettere at skære fra.

Jeg kan høre at det hele lyder lidt defensivt med tanke på den kommende sæson med Hvidovre. Men jeg spiller stadig og ser enormt meget frem til sæsonen, blot med en viden om at jeg som snart 34-årig familiefar (og vel en af de ældste spillere i den bedste række) er nødt til at tage karrieren én sæson ad gangen.

Jeg vil forsøge at pumpe lidt liv i bloggen igen med lidt indlæg frem mod den kommende sæson.

mandag, juni 01, 2009

Ny træner, tryout og sommer

Vi har fået ny træner og har intensiveret forberedelserne til næste sæson.

De første træninger med Kim har været enormt positive, og vi har lavet en god aftale, der også styrker organisationen og rammerne omkring holdet.

Som noget lidt usædvanligt har vi også 12 spillere fra sidste sæson der alle er motiverede for at fortsætte. Der er da et par usikkerhedsmomenter med spillere som kæmper for at komme over langtidsskader, og en enkelt som har meldt ud at han har andre klubber med i overvejelserne. Men vi har en trup at bygge på, og den er naturligvis åben for tilgang, i første omgang i de næste fire ugers tryout.

Derefter er fokus på at tjene penge til klubben på Roskilde Festival og fysisk træning i juli plus beachvolley for dem der gør den slags. Træningsopstart efter sommerpausen bliver omkring 4. august.

fredag, maj 22, 2009

10.-plads til U15-DM

I weekenden var jeg for første gang nogensinde direkte involveret i et ungdoms-DM, da jeg stod som coach for BRH Volleys U15-drenge.

Vi fik en 10.-plads ud af 12 hold. Isoleret set var den placering måske nok lidt skuffende, men vi havde nu ikke nogen relle forhåbninger om medaljer, så det handlede ikke kun om produktet, men også om spillet undervejs og selve oplevelsen. Og de to ting var ganske positive.

Som sagt var det første gang for mit vedkommende, så jeg kan ikke sammenligne med andre DM-stævner. Men det var et fint arrangement, og det virkede som om alt fungerede rigtig godt.

Jeg synes det er vanvittigt spændende at følge spillerne i denne aldersgruppe. Jeg lærte en del af dem at kende (mest fra den østlige del af landet) da jeg i et par sæsoner var Talentcenter-træner. Og det er sjovt at se hvilken udvikling de har gennemgået de seneste to-tre år. Som talenttræner gjorde man sig jo nogle tanker om hvem af dem der ville være stjerner ti år senere, og nu kan man se hvem der er på vej, og hvem der måske er gået lidt i stå.

Ikke mindst den fysiske udvikling kan variere meget og komme tidligere hos nogle end hos andre. Og lige præcis for U15 gør det ofte den store forskel. Groft sagt er nogle af drengene blevet til mænd, mens andre stadig er drenge. De bedste hold i stævnet havde typisk tre-fire spillere der virkelig kunne angribe højt og med power så det minder om seniorvolleyball. Mit eget hold havde reelt kun én.

Nu til forløbet.

BRH Volley - Team Køge 1-2 (7-25, 25-23, 11-15)
Vi lagde ud med en kamp mod det topseedede hold og de senere vindere, Team Køge. Efter 7-25 i 1. sæt så det ud som om vi ville blive smadret. Men drengene fandt det stabile spil frem i 2. sæt, og pludselig kunne Køges store drenge slet ikke ramme banen, hverken i serv eller angreb. Vi vandt 2. sæt 25-23, og tendensen fortsatte til vi førte 11-5 i 3. sæt. Så fik Køges hæver Sebastian gang i en god serveserie som varede resten af kampen. Jeg prøvede med et par timeouter og udskiftninger, men han kunne ikke stoppes. Æv. Det kunne have været sjovt at starte med en choksejr, men ingen tvivl om at Køge er et stærkere hold end os.

BRH Volley - Ikast KFUM 2-0 (25-12, 25-15)
Vores første (og desværre eneste) sejr i stævnet kom i anden kamp. Ikast sluttede sidst og havde i den her kamp ikke så meget at byde på. Det var en solid præstation af os i serv og modtagning, og vi havde råd til at eksperimentere lidt med et par opstillinger og stadig vinde sikkert.

BRH Volley - Skjern KFUM 1-2 (25-17, 21-25, 11-15)
Kampen mod Skjern blev skuffende for os. Jeg føler vi burde have vundet den. Skjern servede og modtog fornuftigt, men ikke bedre end os. De var ikke superambitiøse i deres angrebsspil, men det virkede. De lobbede meget og spillede den over anden gang hvis de følte sig pressede. Det havde vi svært ved at omstille os til. Ja, og så begyndte vi måske allerede her i tredje kamp at udvise lidt træthedstegn.

BRH Volley - VK Hjallese 0-2 (18-25, 11-25)
Hjallese er åbenbart et hold vi har slået ved flere stævner (hvor jeg ikke har været med), men både fysisk og teknisk så de ud til at have rykket sig mere end os. De vandt klart i 1. sæt, og så solgte jeg måske kampen lidt ved at eksperimentere i 2. sæt, men det virkede ikke som om der var mere krudt i drengene i denne fjerde lørdagskamp.

BRH Volley - Gentofte Volley 1-2 (10-25, 25-23, 10-15)
Søndag morgen, og så var vi igen klar til en herreindsats. Kampen mod Gentofte kom til at minde om den mod Køge. Vi fik smæk i 1. sæt, men spillede os ind i kampen mod et hold som ikke rigtig kunne tro sine egne øjne da det tabte 2. sæt. Denne gang smed vi ikke nogen føring væk i 3. sæt, men det var fordi vi ikke fik en, selv om vi var okay med. Vi blev det første hold til at tage sæt fra Gentofte, og de var mit bud på en guldvinder efter puljekampene, men de tabte noget overraskende til Farum-Holte i semifinalen.

BRH Volley - Grøndal EV 1-2 (23-25, 29-27, 8-15)
Kampen om 9.-10.-pladsen. Grøndal havde vi allerede haft adskillige drabelige opgør med i løbet af sæsonen, og det her blev endnu en spændende kamp. Vi haltede efter i 1. sæt, men hentede dem ved 23-23, blot for at lave et par dumme fejl. I 2. sæt overlevede vi til gengæld seks matchbolde og vandt sættet. Men tresættere blev ikke vores specialitet i denne weekend, og vi tabte for fjerde gang i tre sæt.

Når man vurderer den samlede indsats, synes jeg det skal med at vi pressede to af guldfavoritterne ud i et 3. sæt, og hvis vi havde været bedre til at fokusere kræfterne om en kamp vi havde bedre muligheder for at vinde (Skjern), kunne vi være endt 7 eller 8. Afstanden mellem nummer 6 og 10 i stævnet var efter min vurdering minimal.

Et par andre observationer:
  • Ligesom William er jeg tilbøjelig til at synes at 6-7 kampe på en weekend er i overkanten. Måske handler det også om at vi som hold skulle have været bedre til at lade op mellem kampene. På vores hold var vi 8 spillere lørdag og 7 søndag, inkl. én spiller, som ikke har den store kamperfaring. Det betød også at vi ikke havde den store mulighed for at spare folk.
  • Der ser ud til at være flere damespillere end herrespillere i denne aldersgruppe. DM-truppene i drengerækken var på under 9 spillere i gennemsnit. Hos pigerne var der omkring 10 spillere i gennemsnit. Det betyder nok også at den generelle bredde, både blandt holdene og i truppene, var lidt større hos pigerne. Når mange af drengetruppene kun er på 8 spillere, kan det trods alt mærkes mere, hvis et par af spillerne ikke er så erfarne.
  • I HU15 ser Sjælland stærke ud (top 3 var rent sjællandsk), og det var nok ikke noget tilfælde at 7 ud af 12 hold i DM var sjællandske. Fyn tog 4. og 5.-pladsen. Jylland halter lidt efter her. De tre jyske hold sluttede nummer 8, 11 og 12.
  • søndag, april 19, 2009

    Tilbageblik på sæsonen

    Jeg lovede en opsummering af sæsonen i 1. division...

    Resultatmæssigt er det godkendt for vores vedkommende. Vi vandt 17 ud af 20 kampe, og det var nok til førstepladsen og en meget sikker oprykning. To af nederlagene kom efter at vi var sikre.

    Vi lagde ud med en 13-mandstrup med god bredde og mange udskiftningsmuligheder, men var uheldige at få tre spillere skadet for sæsonen, mens én flyttede væk. Og da vi ikke rigtig havde nogen muligheder for at supplere med spillere nede- eller udefra, måtte vi mod slutningen klare os med ni mand, men det gik nu fornuftigt.

    Når jeg kigger på mine forudsigelser fra september, ramte jeg generelt udmærket, men der var også et par missere. (Da jeg skrev det, var det meningen at nr. 9 til 11 ville rykke ud...)

    Jeg forudså at Amager ville blande sig i en oprykningskamp med KSV og os. Det var de tre hold som jeg syntes havde spillermateriale og en holdprofil der gjorde at de både kunne og ville spille efter oprykning. Amager var temmelig langt fra. Det virker som om Geovan ikke kom til at spille så stor en rolle på banen, men de burde vel alligevel have haft spillermateriale til mere.

    Frederiksberg var det hold der overraskede mig mest positivt. Min vurdering af dem byggede nok på at de ikke rigtig har nogen spillere som har prøvet at spille elite. Det har de hold jeg tippede i bedste halvdel. Men godt gået. Skægt nok at de tog 10 ud af 12 mulige point imod mine tre oprykningsfavoritter.

    Der var reelt ikke spænding om oprykningen. Frederiksberg spillede sig ud af den kamp allerede i efteråret, og Lyngby har formentlig aldrig skænket den en tanke. Og de var de eneste to hold som var mindre end 10 point fra oprykningsstregen.

    På én måde er det selvfølgelig motiverende at vinde mange kampe og vinde sin række, men på andre måder er vi kommet for let til det i denne sæson. Der er sådan set ikke nogen modstandere der er faldet igennem. Vi har ikke kørt hold over, men vi har kunnet vinde en del kampe sikkert uden at komme op på vores topniveau. På den måde har der ikke været mange kampe der kan forberede os på det pres vi bliver udsat for mod elitehold.

    Men næste sæson står altså på elitedivision i Hvidovre. Det ser ud til at vi holder godt sammen på truppen. Tilgang er selvfølgelig altid velkommen, og indtil videre træner vi på relativt højt blus.

    mandag, april 06, 2009

    Hvidovre - Amager 3-0 (25-21, 25-15, 25-19)

    Det her blev ikke verdens mest sindsoprivende kamp. Dertil var der for lidt på spil, og det var da lige før det var helt ærgerligt at man skulle rende og spille en ligegyldig kamp når nu der både var DM-semifinaler, CL-finale og alt muligt man kunne have brugt tiden på.

    For os gjaldt det dog om at sætte Amager lidt på plads efter en pauver indsats i deres hal i december. Det lykkedes nogenlunde, som sagt uden at kampen rigtig fik nerve. Amager var nu også uden et par af de spillere som havde gjort det godt for dem sidst vi mødtes: Torben, Claus og Geovan (som kun var coach i denne kamp).

    Referat på hvk.dk.

    Sejren betyder at førstepladsen kom i hus. Eller faktisk var det KSV's nederlag til Frederiksberg der havde denne konsekvens. Men det var rart at sætte en streg under topplaceringen og slutte af med tre 3-0'ere efter de to lidt pinlige nederlag mod PVC og Frederiksberg.

    En afrunding af sæsonen hører sig vel til, så den følger en af de kommende dage, eller måske først i påsken.

    mandag, marts 30, 2009

    Bedsted KFUM - Hvidovre 0-3 (17-25, 13-25, 22-25)

    Det her var tæt på at være opskriften på den perfekte kamp i Bedsted. Turen var lang, og vi havde en relativt smal trup med. Og når der så var planlagt bytur i Herning bagefter, var det vel ikke en selvfølge at vi kunne spille en fokuseret kamp.

    Men det gik godt. Vi satte os på kampen fra start og mærkede ikke meget til Bedsteds stærke hjemmebane. Der var nu heller ikke så mange folk i hallen (og intet svensk TV4), og det lykkedes os at undgå at kalde modstanderne for bonderøve under opvarmningen.

    På nær en periode i 3. sæt spillede vi virkelig godt og med meget få fejl. Jeg fik selv Svinet for anden gang i sæsonen efter en god kamp krydret med to lækre detaljer i form af en énhåndsblokade imod en kombination og et vundet hæverlob ned på baglinjen.

    Og så var der jo fest i Herning, og det var også herligt. Det var så vildt at jeg overhovedet ikke kan huske hvad der skete mellem klokken 2 og 3.

    Mere om festen på hvk.dk.

    fredag, marts 27, 2009

    The Trip

    Så er det tid til turen som alle hold ser frem til hele sæsonen. The Trip. Turen til Bedsted.

    For københavnerhold er der noget legendarisk over den, velsagtens fordi det er den længste tur man kommer på, og fordi Bedsted alt andet lige er noget af en kontrast til hovedstaden. Jeg kan kun forestille mig hvordan det må være at være Bedsted-spiller og skulle tage turen til København seks gange på en sæson. Krak påpeger at der er lige langt hver vej.

    Thyboernes hjemmebanestatistik er 7 sejre i 9 kampe, og udebanestatistikken er 7 nederlag i 9 kampe. Det antyder da at afstanden har noget at sige. Det er i hvert fald mit indtryk at mange hold har flere afbud til The Trip end til mange andre udekampe. Men det viser vel også at Bedstedhallen er en god hjemmebane.

    Det var mit håb at vi kunne være undtagelsen, holdet der kom til Bedsted med en fuldtallig trup og viste hvor skabet skulle stå. Men omstændighederne (mest skader, kun et enkelt regulært afbud) gør at vi nok står med ret få indskiftningsmuligheder, dog med en fin startopstilling.

    Det er fem år og nogle uger siden Hvidovre sidst var i Bedsted. Alle links i det indlæg er desværre døde. Ville ellers gerne have genset Flemming Wests udtalelse efter kampen, som reelt cementerede vores oprykning. Her citeret frit efter hukommelsen.

    Journalist fra TV/Midt-vest:
    Var det oprykningen der røg i dag?
    Flemming:
    Ja... ja, det var det nok. Det kan stadig lade sig gøre, men nu er det vist noget med andengradsligninger.

    søndag, marts 22, 2009

    Hvidovre - Randers 3-0 (25-23, 25-14, 25-14)

    Vi startede kampen med noget af den usikkerhed der har præget vores spil i de to seneste kampe, som vi jo tabte. På de første 8-10 bolde kunne vi ikke finde en vej uden om blokaderne, selv ikke på hævninger som lå fint og med kun én modstander i blokaden.

    Men fra 2-11 var det en fuldstændig anden kamp. Vi opdagede i hvert fald at Randers' modtagning i høj grad kunne presses, og det gav os mange blokadepoint. Samtidig forsvandt usikkerheden fra vores eget sideoutspil, og den var stabil resten af kampen.

    Det var rart at komme i tanke om at vi kan spille godt, men i perioder var det på en billig baggrund mod et Randers-hold der kun havde 7 spillere med, ingen libero og ikke så mange rutinerede folk.

    Man kan ikke forestille sig andet end at sæsonens to sidste opgaver, ude mod Bedsted og hjemme mod Amager, begge bliver sværere.

    Referat på hvk.dk.

    torsdag, marts 19, 2009

    Hvidovre - Frederiksberg 1-3 (25-23, 26-28, 20-25, 23-25)

    Selvtilliden og sikkerheden i vores spil er forsvundet i de to sidste kampe. Frederiksberg slog os med meget simple midler, og det er skuffende, men de skal absolut have ros for at have oppet sig enormt siden vi mødte dem sidst.

    I sidste ende var det småting der gjorde forskellen, for eksempel en ellers vundet pipe fra Martin som bliver overtrådt med to centimeter ved 23-23 i 2. sæt (godt nok lige efter at vi havde fået en meget heldig linjekendelse). Men pointen er nok nærmere at vi burde kunne spille så godt at vi slet ikke havner i en situation hvor vi har brug for held på de afgørende bolde for at slå Frederiksberg.

    Jeg har skrevet en del mere på hvk.dk.

    Nu er det så Randers på lørdag. Det ville være dejligt med en sejr.

    onsdag, marts 18, 2009

    KSV tager den anden plads

    Jeg er jo ikke ligefrem først med nyheden, men oprykningen fra 1. division er nu på plads. KSV blev i weekenden sikre på den anden plads.

    De havde selv regnet sig frem til at de kun skulle bruge ét sæt mod Aabenraa, men de kunne akkurat tage sig sammen til at vinde kampen 3-1.

    Tillykke herfra.

    Som Søren har bemærket i en kommentar her på siden, har de også overtaget førstepladsen, men for to kampe mere, så vi har i hvert fald en chance for at tage den tilbage. Første forsøg er i aften på hjemmebane mod Frederiksberg.

    mandag, marts 16, 2009

    PVC Lyngby - Hvidovre 3-1 (25-15, 25-22, 21-25, 26-24)

    Undskyldninger:

    - Vi havde ikke brug for at vinde (et dårligt argument for at tabe).
    - Vi havde fokus på andre ting end at vinde (dog også på at vinde).
    - Vi mistede en af vores to regulære centerspillere på grund af skade inden kampen.
    - PVC var helt vildt usportslige ved at serve blødere end man bør.
    - Og endnu mere usportslige ved at ændre dette på et afgørende tidspunkt.
    - Polythallen en søndag formiddag kan tage livskraften fra enhver (burde være det samme for begge hold, men PVC har spillet uden livskraft i mange år).
    - Polythallen HAR altså STADIG enormt dårligt lys. Mine fingre ville slet ikke spille bolden rent, og det er et tilbagevendende problem i den hal (burde være det samme for begge hold, men PVC's hævers fingre er formentlig mere vant til ikke at spille bolden rent).
    - Dommerne var ikke vildt gode (kan tre fejlkendelser i 1. sæt retfærdiggøre at man taber det 15-25?).
    - Så er der ikke flere undskyldninger.

    Referat på hvk.dk.

    mandag, marts 09, 2009

    Oprykningen er hjemme

    Ja, så skete det. Lyngby tabte til Frederiksberg, og vi er rykket op. Jeg har da været ude for oprykninger hvor der var tale om et større klimaks.

    Men antiklimakset i selve oprykningen opvejes selvfølgelig af glæden ved en stabil indsats igennem sæsonen. At være sikker på oprykning med fem resterende kampe er jo dejligt.

    torsdag, marts 05, 2009

    Læsestof

    Mens vi har et par stille uger, kan man muntre sig med KSV's referat fra en tur til Bedsted. Underholdende.

    De hev sejren hjem med hiv og sving, og efter sejr over PVC i søndags ligger KSV'erne godt til at tage den anden oprykningsplads (eller den ene). De spiller i øvrigt dobbeltarrangement hjemme og ude mod DHG lørdag og søndag i denne weekend, og hjemmekampen er blevet flyttet fra den skudepisoderamte Korsgadehal til Idrætshuset.

    onsdag, februar 25, 2009

    Mere overflødig matematik

    Lyngby bliver ved med at vinde i 1. division. De gamle drenge vandt to gange 3-2 i weekenden, og derfor er tingene endnu ikke faldet på plads med hensyn til vores oprykning, selv om det er tæt på.

    Stillingen
    1 Hvidovre VK 15 14 1 43-11 28
    2 KSV 14 11 3 36-21 22
    3 Lyngby Volley 15 10 5 32-27 20

    Lyngby er nu sammen med KSV de eneste der kan overhale os, og den eneste matematiske mulighed for at de (Lyngby) gør det, ligger i at de vinder deres sidste fem kampe, og vi taber vores sidste fem, og at de dermed overhaler os på point. Deres sætscore er ikke god nok til at kunne hjælpe dem, hvis vi skulle slutte a point.

    Kort fortalt: Et eneste nederlag til Lyngby eller en eneste sejr til os, og vi er rykket op.

    Det føles lidt kunstigt at lave disse udregninger, for jeg tror i virkeligheden ikke at Lyngby skænker oprykningsmuligheden særlig mange tanker. Men de har spillet så nogenlunde stabilt at de i hvert fald har bevaret den teoretiske mulighed og formentlig slutter sæsonen på tredjepladsen.

    De har absolut en chance for at vinde deres resterende kampe, men jeg tror også at vi vil vinde vores, så det vil ikke gøre en forskel, og matematikken her er mest for sjov.

    Det lidt ærgerlige er at Lyngby har to chancer for at afgøre oprykningen for os inden vi selv spiller næste kamp. Det er nu sjovere med champagne hvis man kan drikke den efter en af sine egne kampe.

    søndag, februar 22, 2009

    Aarhus 1900 - Hvidovre 0-3 (21-25, 12-25, 24-26)

    Som jeg også skriver i mit referat på hvk.dk, så er vores trup ved at være lidt tynd i det. De oprindelige 13 er blevet til 9. Jacob Ramsgaards skulder har ikke spillet siden oktober og kommer ikke til det i denne sæson. Tony Lauge Sand er flyttet til Herning. Daniel Blytners knæ er endnu en gang gået i strejke. Og Dan havde vrøvl med anklen, hvad der gjorde mig til eneste hæver i denne kamp.

    Jeg kom ellers direkte fra en uges sommerhus og dermed uden træning, men hvis ikke man skulle kunne bruge sin opsparede erfaring i netop den slags situationer, hvornår skulle man så? Men mine 8 holdkammerater på dagen er jo også gode spillere og heldigvis i fint spillehumør, og jeg synes vi er inde i en god træningsperiode (den seneste uge kan jeg så ikke udtale mig om).

    Kampen mod 1900 blev ikke topdramatisk. Sidst havde vi en tæt afgørelse i 4. sæt, hvor de med lidt held (og en mere korrekt dommerkendelse) kunne have presset os ud i et 5. sæt. I denne kamp blev det også en tæt afslutning, men her var det så kun et 4. sæt de kunne have fremtvunget, og der var vist ingen kontroversielle dommerkendelser til sidst.

    Vi kunne nok have spillet bedre blok/forsvar, men ellers er der ikke så mange fortrydelser, og nu er oprykningen umanerlig tæt på.

    tirsdag, februar 17, 2009

    Et skridt tættere på

    Både DHG Odense og Frederiksberg tabte i den forgangne weekend, endda til to af de tre lavest placerede hold i rækken, Randers og Aarhus 1900. Igen et par uforudsigelige resultater, og hjemmebanen ser ud til at være en stor faktor i rækken. Alle hold er statistisk bedre hjemme end ude.

    Dermed ser oprykningsmulighederne også pludselig meget teoretiske ud for taberne af de to kampe, og uden for top 2 er det nu kun Lyngby som har mindre end seks nederlag. Det betyder også at vi stort set kan sikre os i den kommende weekend, hvis vi vinder i Århus, og Lyngby taber imod DHG i Odense. I så fald kan vi kun hentes på sætscore.

    søndag, februar 15, 2009

    Store Amager-dag

    Arsenal-fans har en årlig selvopfunden helligdag ved navn St. Totteringham's Day. Det er den dag i sæsonen hvor dødsfjenderne fra Tottenham ikke længere har matematisk mulighed for at hente Arsenal i Premier League. Af gode grunde falder dagen hvert år på et nyt tidspunkt (typisk imellem marts og maj, nogle gange først på sæsonens sidste dag), og en sjælden gang imellem udebliver den helt (læs: Tottenham slutter foran Arsenal i tabellen). Det sidste skete senest i 1995.

    Nå, men lørdag kunne vi fejre vores helt egen Store Amager-dag, altså dagen hvor det ikke længere er matematisk muligt for Amager at overhale Hvidovre i tabellen. Efter nederlag til KSV kan Amager nu maksimalt nå 24 point, og vi har skrabet 26 sammen før de sidste seks runder.

    Til næste år giver det nok slet ikke mening at omtale dagen, for det ser ud til at vi kommer til at ligge i hver sin række. Men nu er den i hvert fald indført og afholdt første gang på Valentins dag 2009. Skål.

    søndag, februar 08, 2009

    Hvidovre - KSV 3-1 (17-25, 25-14, 26-24, 25-22)

    Efter sidste kamp mod KSV fik Thomas og jeg ros i modstandernes referat. Derfor var det et spændende taktisk fif fra Rune at starte med os begge på bænken. Hvis de nu havde forberedt sig specifikt på netop os. Selvfølgelig også forståeligt i lyset af at vi som holdets småbørnsfædre er dem der træner mindst.

    Thomas kom ind i slutningen af 1. sæt og spillede endnu en gang godt. Jeg selv fik først chancen mod slutningen, og det var igen helt rimeligt, for Dan hævede en af sine bedste kampe for os hidtil, hvor han især var god til at fordele spillet og vælge de rigtige hævninger.

    De to første sæt var nok lidt ærgerlige at se på for tilskuerne. Der var især i 1. sæt et hav af servefejl, og begge holdene kæmpede med at finde rytmen. Vi mest i 1. sæt og KSV mest i 2. sæt. Resten af kampen blev tæt, mere velspillet og vel egentlig også ret spændende, så jeg håber ikke at der var tilskuere der gik efter de to første sæt.

    Hvad der egentlig endte med at gøre udfaldet, ved jeg ikke om jeg kan svare på, men jeg synes vi efter et skrækkeligt 1. sæt viser at vi har et godt niveau vi kan falde tilbage på.

    Vi havde et mål om at slå til den i serven og spille med højt tempo. Efter 1. sæt blev der i hvert fald justeret lidt på det første, og det er også muligt at der blev slækket lidt på det sidste. Selv var jeg kun inde i det sidste halve sæt og følte egentlig at vores modtagning i den periode svingede lidt for meget til jeg nåede at definere tempoet.

    Nå, men to herlige point. Jeg tror stadig på at det ser godt ud for KSV, men det ser rigtig godt ud for os.

    Referat på hvk.dk.

    fredag, februar 06, 2009

    U15-drengene på sporet

    Som jeg vist har nævnt i et tidligere indlæg, træner jeg et HU15-hold under BRH Volley (ungdomssamarbejde mellem Brøndby, Rødovre og Hvidovre) en gang om ugen, og de fortjener da også lidt omtale her.

    Faktisk kan jeg vel dårligt yde dem retfærdighed med et enkelt indlæg når jeg skriver så meget om mit eget hold, så jeg vil her i foråret forsøge at skrive lidt om hvad der sker på holdet og i SVBK's HU15-række.

    Ud over træning med mig om onsdagen træner drengene en til to gange mere ugentligt med en anden træner plus talentcenter for manges vedkommende.
    Lige nu har jeg 9 spillere der spiller kampe, alle født 1994 eller senere, og det ser ud til at vi hører til i top 5 i SVBK-turneringen, dog i den tunge ende af top 5. De kan spille meget pæn volleyball for deres aldersgruppe, men er efter min vurdering lige et niveau under de 4-5 bedste U15-hold i landet. Jeg kan dog ikke tage så meget af æren for deres nuværende niveau.

    Med mine øvrige engagementer i volleyball har det aldrig været planen at jeg skulle være den primære coach til kampe, men i tre tilfælde i dette forår har jeg alligevel været det, og det er jo skægt. Senest vandt vi en udsat kamp mod Gladsaxe med 2-0 i onsdags, og den lunede, for vi havde tabt til dem i Pokalfestival halvanden uge tidligere.

    Det store dilemma som træner for den aldersgruppe er hvor meget man skal fokusere på langsigtet udvikling og hvor meget på kortsigtede resultater. Der er jo ingen tvivl om at det er en stor motivation både for mig og spillerne at spille for at komme med til Sjællandsmesterskabet og DM-stævnet og måske endda gøre en god figur. Men jo mere man satser på det, jo mere tilbøjelig er man måske også til at træffe nogle potentielt uheldige valg omkring specialisering af spillere, spilletid til den enkelte spiller osv.

    Under alle omstændigheder fortjener drengene nok til næste sæson en bedre trænerløsning end to halve. Lige nu mangler der lidt den person som har det overordnede ansvar og kan lave noget mere målrettet udvikling af dem.

    Det ser ud til at grundstammen i truppen kan holdes sammen, for til næste sæson ændres aldersgrænserne, så det nuværende U15-hold kan fortsætte som et U16-hold.

    Drengene:
    Kevin Jon Jensen, 95
    Casper Larsen, 94
    Frederik Høgfeldt, 94
    Louis Klifoth, 94
    Daniel Safari, 94
    Kasper Skourup, 96
    Casper Tobiesen, 96
    Andjalis Behbahani, 94
    Mathias Spendrup Petersen, 98

    Stillingen i SVBK's HU15-række.

    tirsdag, februar 03, 2009

    Lidt matematik efter en spillefri weekend

    Weekenden bød på en runde hvor vi sad over, og de andre så kunne forsøge at spænde ben for sig selv.

    Det lykkedes bedst for Bedsted (0-3 ude mod DHG) og så Amager (2-3 hjemme mod Frederiksberg), som ser ud til at ville håne os ved at tabe til alle andre end os.

    Lyngby, DHG Odense og Frederiksberg er nu de eneste af holdene under oprykningsstregen som kun har 5 nederlag. Simpel matematik siger derfor at hvis vi holder os under 5 nederlag, så rykker vi op. Og med kun ét nederlag indtil nu er det altså tilstrækkeligt at vinde 4 ud af de sidste 7 kampe, og selv hvis vi kun vinder 3, har vi en stærk sætscore at falde tilbage på. Desuden forekommer det ikke engang videre sandsynligt at et af de tre ovennænvte hold går ubesejret igennem resten af sæsonen.

    Så det ser godt. Jeg håber bare at jeg kan sige dette uden at påvirke vores grundindstilling at hver eneste kamp skal vindes.

    Det starter på søndag imod KSV, og det kan blive en rigtig sjov kamp. Efter vores indbyrdes kamp i efteråret var der en klar fornemmelse af at begge hold havde mere at byde på. Det skal findes frem nu, og i en situation hvor begge hold ligger så godt at de har meget at vinde med en sejr, men ikke risikerer så meget med et nederlag, kan det godt blive en rigtig sjov kamp.

    fredag, januar 23, 2009

    Ugen der gik i 1. division

    3-0 over nummer 3, og pludselig er der meget langt ned til den sydlige side af oprykningsstregen. Selv om vi må fokusere på kampene én ad gangen (og den slags sportsklicheer), er det svært at skjule at vi ligger til oprykning, og der skal et alvorligt sammenbrud til for at det kan gå galt.

    Matematisk kan vi selvfølgelig sagtens hentes, for der er mange kampe endnu, men sådan som alle hold under nummer 2 slår hinanden, kan det også godt i sidste ende vise sig at 26 point eller deromkring er nok til oprykning.

    Senest har Bedsted slået Amager. Efter Amagers sejr over os før jul og deres storsejr over PVC var jeg lige ved at tro at de kunne lave en stime og skabe spænding. Nu ligger Bedsted i stedet nummer 3, men der lader til at være stor forskel på deres præstationer på udebane og hjemme i Thy. Det ser ellers ud til at det var en sjov kamp, og vi må ikke håbe at Amager har fået ar på sjælen af de fjendtlige tilskuere.

    Nu har vi en pokalfinaleweekend og derefter en weekend hvor Hvidovre ligger stille, og de andre kan få lov at slå hinanden på kryds og tværs.

    Og så gælder det topkamp mod KSV den 8. februar.

    søndag, januar 18, 2009

    Lyngby - Hvidovre 0-3 (22-25, 20-25, 16-25)

    Lyngby var forstærket i forhold til de syv mand de havde med ud til os i efteråret. Helmø og Winther var med, og dermed så det lidt sværere ud.

    Det startede da også ret tæt. Vi spillede okay, men manglede bare lidt pres i serven og power i angrebet og kom derfor ikke så let til pointene. Undervejs forsøgte vi med nogle serveindskiftninger, og da Dan kom ind ved cirka 20-20, gav det bonus, og vi slog det afgørende hul.

    I 2. sæt kom vi skidt fra start og kom bagud med fem point, men hentede det hurtigt og spillede faktisk stabilt og fornuftigt resten af sættet og vandt til sidst ret sikkert.

    3. sæt var vi ovenpå, også så meget at vi endda mistede koncentrationen lidt, men vi havde på det tidspunkt en stor føring, som ikke kom i fare.

    En udmærket indsats og en vigtig sejr på vejen. Lyngby lå nummer 3 før kampen, men er nu overhalet af Bedsted, som slog Amager 3-1. Bedstedhallen volder de fleste problemer i denne sæson.

    Referat på hvk.dk.

    søndag, januar 11, 2009

    Hvidovre - DHG Odense 3-1 (25-19, 21-25, 25-21, 25-22)

    Velkommen tilbage, hvis I stadig er derude.

    Vi slog DHG 3-1, og det var herligt. DHG og Lyngby har udviklet sig til præcis de svære modstandere jeg havde forventet, så der var lagt op til en svær start på året med de to hold i de to første kampe.

    DHG har oprustet kraftigt siden vi mødte dem sidst, så det var en udmærket præstation at slå dem, og det blev akkurat så tæt at vi blev presset maksimalt uden at være lige ved at tabe.

    Vi spillede langtfra en perfekt kamp, men jeg synes faktisk at det var fornuftigt niveau når man tager i betragtning at vi ud over den seneste uges træning har holdt totalt fri siden før jul, og at en del spillere så endda har trænet endnu mindre på grund af eksamener, ungdomslandsholdsture, sygdom og andet.

    Flere detaljer om kampen i referat på hvk.dk.