fredag, november 29, 2002

Køb et hvidt læderbælte

Der er ikke så mange danske volleyball-websteder med bred interesse og debat. Men prøv at tjekke Divisionsdommerforeningen DDF'93's kommentarsider. Her bliver der med jævne mellemrum diskuteret aktuelle sager om protester og regelspørgsmål, på det seneste for eksempel om farvede bolde (protest fra Frederiksberg-Fortuna), usportslig optræden (Jeppe Haugaard) og klubskifter (Søren Hansen).

For tiden kan man også købe et hvidt læderbælte til mellem 120 og 140 kroner, afhængig af livvidde. Og når man efterhånden har mødt en del af den danske dommerstand, så ved man jo hvor det bærer hen :-)

onsdag, november 27, 2002

Ny hjemmeside i Skovbakken

Efter lang tids frustration over den gamle side har vi fået en ny hjemmeside i Skovbakken. Den er langtfra helt færdig, men Pete har gjort et fint arbejde med at banke et simpelt design sammen på kort tid.

Hovedideen på det nye site er at alle skal involveres i opdateringen. Derfor har vi integreret databasefunktionen fra Volleynet på forsiden.

søndag, november 24, 2002

Skovbakken - HIK Aalborg 2-3 (25-16, 25-20, 22-25, 20-25, 10-15)

Der bliver ingen pokalfinale til Skovbakken i år. Holdet spillede to fantastiske sæt og havde nærmest kampen nede i sækken mod HIK i pokalsemifinalen. Men sækken blev ikke snøret: Spillet faldt sammen, HIK kom i gang, og Skovbakken led et bittert 3-2-nederlag.

Det var rigtig sjovt at være udskifter i de to første sæt. Jordan Hove hævede fantastisk og smed bolden ind på centeren lige meget hvordan modtagningerne lå. Mikkel Simonsen slog alt ned og blokerede den ene knaldhårde bold efter den anden fra Jeppe Vestergaard og Jesper Villadsen. Og HIK, som vel er et af landets bedste modtagningshold, havde store problemer med at holde Skovbakkens springserver.

Desværre kunne Skovbakken ikke holde presniveauet. I 3. sæt spillede Skovbakken stadig godt, men havde væsentligt sværere ved at score point i egen serv. Men på et par afgørende tidspunkter lod vi desværre HIK få et par serveserier. Både ved 11-8 til Skovbakken og ved 20-18 til Skovbakken får HIK en serveserie på fem point. Den sidste nåede Skovbakken ikke at hente. Efter det kom Skovbakken faktisk ikke rigtig tæt på HIK igen. Momentum lå hos gæsterne resten af kampen. I 4. sæt bragte HIK sig hurtigt foran med 5-6 point. Herefter var der ren sideout-krig resten af sættet, uden at Skovbakken kom tættere på end tre point.

I afgørende sæt var Skovbakken oppe på 8-8, men ved 8-9 fløjter dommeren for en tvivlsom loft-kendelse (tvivlsom fordi den ikke ramte loftet, men formentlig var ude af syne for dommeren; dog ikke for hans linjedommer). Skovbakken-protesterne kostede et gult kort, og så stod der pludselig 11-8. Så var kampen reelt tabt.

Det var fantastisk skuffende at være Skovbakken-spiller bagefter. Undervejs i 3. sæt havde man virkelig fornemmelsen af at vi stort set var i pokalfinalen. Vi var velspillende og mentalt ovenpå. Men kampen ændrede fuldstændig karakter. Meget bittert.

torsdag, november 21, 2002

Sportens sande tilstand

I sidste uge var jeg til konferencen Play the Game i København. Under overskriften "Who's got the power?" diskuterede 220 journalister, forskere og sportsledere fra hele verden sportens sande tilstand - med det formål at kvalificere debatten og gerne journalistikken på området.

Nogle af foredragene var rystende. I dopingdebatten er det skræmmende at høre mangeårige dopingbekæmpere som Sandro Donati og Hans Skaset hævde at kampen mod doping i topsport allerede er tabt. Sporten har vævet sig ind i sit eget net af store penge, underholdningsindustri og forbund og ledere som foretrækker at dække over doping frem for at bekæmpe det. Så ifølge Donati gælder det nu om at forhindre at dopingen og det moralske fordærv siver ned til os andre som stadig dyrker sport for sjov.

Et par andre fantastiske øjeblikke, som jeg desværre gik glip af, var da Laura Robinson fortalte om omfattende seksuelt misbrug af både drenge og unge kvinder i canadisk ishockey, og da Andrew Jennings (manden bag afsløringer af korruption i IOC og FIFA) fortalte lidt om de vaneforbrydere der sidder på magten i FIFA.

For volleyballspillere er debatten om mediernes dækning af sport jo interessant, og den blev blandt andet behandlet gennem et foredrag af Søren Schultz-Jørgensen fra Mandag Morgen, som har lavet en undersøgelse af sportsiderne (pdf-fil) i de danske aviser. Den viste, som trofaste læsere sikkert anede på forhånd, at avisernes sportsjournalistik groft sagt er ukritisk, mandsdomineret, eliteorienteret, national og i øvrigt følger den dagsorden tv sætter.

tirsdag, november 19, 2002

Pas på, pokalfinale - her kommer jeg

For en gangs skyld vil jeg tillade mig at skrive en nyhed som handler helt og holdent om mig selv. Jeg er nemlig blevet spurgt om jeg har lyst til at være en del af Skovbakkens trup til semifinalen i Lufthansa Cup semifinalen på søndag mod HIK. Og hvis det skulle gå godt (forstået på den måde at holdet vinder), også til finalen den 17. december i Århus Stadionhal.

Tjansen består formentlig kun i at varme op, rende frem og tilbage i timeouts og måske spille lidt bold mellem sættene, men lad os nu se. Det hele skyldes at Halli Sigurdsson tilsyneladende har mistet lysten til at spille på 1. holdet. For mit vedkommende er der heller ikke tale om en oprykning til 1. holdet, men blot om deltagelse i pokalsammenhæng. En pokalfinale kunne da være en oplevelse.

søndag, november 17, 2002

Århus 1900 - Skovbakken II 3-1 (25-21, 25-21, 15-25, 29-27)

Lige efter kampen var jeg egentlig ikke særligt skuffet. Måske fordi vi havde bidraget med omkring halvdelen af en ret intens kamp med en meget spændende afslutning, og fordi Århus 1900 er tophold og ligner et godt bud på en oprykker til 1. division. Men faktisk er der nok god grund til at ærgre sig lidt. For vi spillede faktisk langtfra op til vores bedste denne dag, og alligevel var vi utrolig tæt på at presse kampen ud i femte sæt, hvor alt jo som regel kan ske.

De to første sæt var vi en smule tandløse, og selv om vi ikke tabte dem stort, kom vi aldrig helt op i gear. Servepresset var for ujævnt, forsvarsspillet for uengageret, og centerspillet nåede ikke de højder det har haft i de seneste to kampe. 2. sæt var, så vidt jeg husker, mere lige end 1. sæt. Her var det først mod slutningen at vi mistede grebet.

Man har vist aldrig set 1900 spille en kamp uden nogle perioder hvor de går helt i sort. I går skete det altså i 3. sæt, hvor de fra at have bæret bagud med to-tre point midt i sættet pludselig var bagud med ti da det sluttede. Måske også fordi vi oppede os lidt i blok/forsvar og serv. De skal dog også have ros for at rejse sig igen.

4. sæt bølgede meget frem og tilbage. Faktisk trak 1900 lidt fra midt i sættet og kom på 22-18, hvorefter vi kom op igen. Et meget spændende sæt, men stadig ikke ligefrem velspillet. Man kan nok ikke tælle på én hånd hvor mange uprovokerede fejl vi laver: Løse 1900-modtagninger som vi smasher i nettet, høje lob der går i gulvet, og gratisbolde som vi bare ikke får omsat. Ærgerligt, for det kunne have givet os sættet og dermed et 5. sæt. 1900 får deres første matchbold på en opstillingsfejl fordi den emsige 2. dommer opdager at vores libero træder frem lige før der bliver servet og dermed kommer et par centimeter foran kantspilleren. Endnu en får de da den ellers velspillende Søren Locher rammer en ensom blokadespiller. Og den sidste får de da vi får spillet en gratisbold lidt for tæt på nettet. Undervejs fik vi også en enkelt eller to sætbolde. Men 1900 ender med at afgøre kampen på et servees ned ad linjen.

Søren Locher var nok vores største angrebsaktiv i kampen. Centerspillet blev aldrig så farligt som det plejer at være. Jesper Hauge var god i angrebet i de første sæt, men manglede desværre lidt punch i de afgørende situationer. Jeg har fået tilladelse til at sige at jeg selv spillede stabilt (vandt da også 5-6 angreb i løbet af kampen).

I stillingen er vi nu rykket ned på en tredjeplads efter ASV, som på en eller anden måde har vundet en del kampe. Åbyhøj kan komme a point i dag, men kan naturligvis ikke nå vores sætscore.

tirsdag, november 12, 2002

Skovbakken II alene i spidsen

Den sætscoremæssigt overlegne sejr over ASV sendte os helt i spidsen for 2. division vest. Århus 1900 måtte helt op på 18-16 i 5. sæt for at slå HIK Aalborg. Dermed rykker vi forbi 1900 på bedre sætscore. Se stillingen. Næste weekends kamp står mod netop 1900, og den kamp kunne godt komme til at afgøre hvem der skal have førstepladsen ved julepausen. Vi er sandsynligvis stadig uden både Simon Winther og Rasmus Skoven, og der er desuden afbud fra Jakob Horn og Morten Madsen. Søren Locher burde derimod være tilbage.

På Åbyhøjs hjemmeside kan man læse et referat fra staklernes nederlag mod Solbjerg.

Her på siden vil man i løbet af et par dage kunne læse nogle indtryk fra sportskonferencen Play the Game. Det kommer ikke til at handle så forfærdelig meget om volleyball, mere om udviklingen i sport generelt. Masser af gode historier om doping, fortielser og korruption er allerede blevet fortalt. Indtil videre kan man læse nogle af de nyheder jeg skriver her (på engelsk): www.play-the-game.org

søndag, november 10, 2002

Åbyhøj genopdager virkeligheden

Efter at have solet sig i 14 dages succes er Åbyhøj vendt tilbage til hverdagen. Og med denne sides popularitet hos Åbyhøj-spillerne må jeg vel hellere skrive lidt om det. Der skulle et hold med et endnu højere aldersgennemsnit til for at trække Åbyhøj ud af deres selvbedrag om at de hører til i toppen af 2. division. Solbjerg stod for den præstation i noget der ud fra cifrene ligner en spændende kamp. 29-27 måtte Åbyhøj op på i 4. sæt for at fremtvinge et afgørende sæt. Her blev kampen først afgjort ved 19-17 til Solbjerg.

Begge hold har nu fire sejre i seks kampe og er derfor efter Skovbakken og Århus 1900. Se stillingen her.

lørdag, november 09, 2002

Skovbakken II - ASV II 3-0 (25-22, 29-27, 25-20)

Med tre hovedangribere fraværende var det egentlig småt med slagstyrke på kanten for dagens Skovbakken-hold. Heldigvis klarede vi os uden. Uden at spille helt enestående vandt vi en relativt sikker 3-0'er mod et ASV-hold som jeg havde forventet var bedre.

Med Simon Winthers stop, Søren Lochers sygdom og en vinrelateret skade til Rasmus Skoven blev der plads til Jakob Horn på diagonalen. Men både Halli Sigurdsson og Martin Thorwest fik også lov at prøve kræfter med pladsen. Halli var ikke kommet på banen for 1. herrerne og trådte derfor til som back-up. Ikke en typisk diagonalspiller, men han gjorde det forrygende i de perioder han var inde, med godt forsvarsspil og gode server. Martin Thorwest beviste også at den krogede venstrearm har prøvet diagonalpladsen før. I det hele taget fik vi afprøvet rigtigt mange forskellige opstillinger. Således var Morten Madsen også inde som center for første gang i sæsonen.

Vi fik en dårlig start på 1. sæt, hvor ASV kom foran med 5-6 point. Vi kæmpede os dog tilbage ved at serve fornuftigt og spille med få fejl. Det samme kan man ikke sige om ASV, som lavede rigtigt mange servefejl denne dag. Deres modtagningsniveau var heller ikke højt, og det nød vi godt af gennem kampen. Derudover havde de ikke - som frygtet - lånt nogen Peter Wager i dag. Så deres angrebsspil var relativt forudsigeligt.

2. sæt lå godt til Skovbakken et langt stykke tid. ASV havde dog en god periode midt i sættet og kom foran. Slutningen af sættet blev nervepirrende. Vi kom tilbage og var foran 23-22. Så er det dog ASV's tur til at tage to bolde i træk og dermed få sætbold. Her havde ASV en overordentlig stor chance for at tage sættet. Skovbakkens modtagning bliver for høj og ligger lige til en ASV-spiller. Han får dog kun et meget forkølet netrullerslag ud af det, og vores hæver (ja, mig), som er på vej tilbage i banen for at spille desperat forsvar, må lave et halvliggende vristspark op under loftet for at redde bolden. Holdkammeraterne får den hældt over, og ASV slår den i blokaden (eller ud). Vi overlever endnu en sætbold før vi selv kan lukke sættet ved 29-27 efter et par ASV-smash ud af banen.

"Hvis man møder op for at se god volleyball, vil det nok være dumt at gå hjem efter elitekampen," kom jeg til at skrive forleden dag om denne kamp. Undervejs i 3. sæt kom jeg til at tænke på hvor skadelige de ord kunne være for min troværdighed hvis nogen faktisk blev og så kampen på grund af dem. Det var ikke god volleyball. 3. sæt var præget af underlige bolde hvor bolden passerede nettet 6-7-8 gange før nogen fik den ide at slå den ud af banen. Som regel var det dog en ASV'er. Og Skovbakken skal have den ros at vi fightede umanerlig godt i forsvaret og holdt et rimeligt niveau på de afgørende tidspunkter. Markus Boller spillede en god kamp, og libero Anders Aarkrog var som sædvanlig god i modtagningen. Vores centerangreb blev benyttet meget - med pæn succes hos både Lars Naur og Morten Olesen.

Og for resten: Slaget om Århus sluttede 3-0 til Skovbakken. 3-1 til 1. damer, 3-1 til 1. herrer.

fredag, november 08, 2002

Får håndbold for meget tv-dækning i forhold til andre idrætsgrene?

Måske som en forsinket reaktion på Mikael Trolles forsøg på at skabe en debat om tv-dækningen af dansk idræt har Infosport i denne uge valgt at stille ovennævnte spørgsmål.

Hvis nogen er i tvivl om svaret, kan de få hjælp ved at svare på spørgsmål som "kan fisk svømme?", "er Universet stort, eller hvad?" og "bliver Anakin Skywalker så til Darth Vader i treeren?"

Desværre er der ikke nogen afstemning om hvilken idræt folk hellere vil se mere af på tv, men gå ind hos Infosport og forkast håndbolden. Det er da en begyndelse.

torsdag, november 07, 2002

Nedtællingen fortsætter - 2 dage til slaget om Århus

For første gang i mange år er der to Århus-hold i landets bedste herrerække (måske nogensinde, min volleyballhukommelse går kun omkring syv år tilbage, så kommentarer fra vidende folk er velkomne). Så der er ingen tvivl om at det er en stor begivenhed i århusiank volley når Skovbakken og ASV mødes lørdag klokken 15.

Om det bliver en god og tæt kamp, er så en helt anden sag. Devisen "højt servepres" har jo gennemsyret dansk herrevolleyball i de seneste sæsoner, og højt servepres medfører mange servefejl, dårlige modtagninger og dermed ikke så flydende spil. Desuden kan det blive en ret ensidig forestilling hvis Skovbakken spiller op til sit bedste. ASV er - efter min vurdering - et stykke efter Skovbakken for tiden. Med sejr vil Skovbakken under alle omstændigheder være stort set sikre på en plads i slutspillet.

Damekampen byder i virkeligheden på to hold som har været stærkere i de foregående sæsoner end de er nu. Begge hold har mistet en del profiler før denne sæson, mest udpræget nok i ASV, hvor stort set hele holdet smuttede til Åbyhøj før denne sæson. Derfor er Skovbakken nok også svag favorit. Men den skal såmænd nok gå i fem sæt alligevel, som Skovbakkens seneste tre kampe har gjort.

Hvis man møder op for at se god volleyball, vil det nok være dumt at gå hjem efter elitekampen, for bagefter går Skovbakkens 2. herrer og ASV's 2. herrer på banen. Og det er to ganske kompetente 2. divisionshold, som begge har scoret otte point i fem kampe. ASV har et erfarent hold, hvor man kender de fleste af spillerne fra Aarhus Beachvolley Club (hvor de normalt leverer bedre resultater end Åbyhøj-folkene, tør jeg godt sige). Deres hæversituation synes at være noget ustabil i denne sæson, men i seneste kamp havde de "lånt" den tidligere Fortuna-hæver Peter Wager, og hvis de skulle finde på det igen, kan vores blokader godt få det svært, for han er en både dygtig og meget uforudsigelig hæver.

På Skovbakken-fronten må vi desværre notere at Simon Winther har trukket sig midlertidigt tilbage på grund af skadesproblemer, og at Flemming Abildgaard (hjælpetræner) har besluttet at Simon Højen godt kan klare trænerjobbet alene. Ellers skulle vi være i stærkeste opstilling, hvis ellers Søren Locher bliver rask. Så... god volleyball, lørdag 9. november klokken 13, 15 og 17, Vejlby-Risskov Hallen, hal 4.

tirsdag, november 05, 2002

Nedtællingen er i gang - 5 4 3 dage til slaget om Århus

Så er det på lørdag det sker: Vi skal have afgjort hvem der er Århus' bedste volleyballhold.

I al den seneste uges snak om Åbyhøj er det som om man har glemt at det Skovbakken-hold som led sidste weekends pinagtige nederlag, kun er Skovbakkens næstbedste. Skovbakkens bedste herrehold er p.t. et af de bedste hold i hele landet, og i Århus-sammenhæng må man vel sige at Bakken er i titelforsvarerens rolle mod ASV's udfordrere på lørdag.

De to hold har ikke mødt hinanden i en turneringskamp siden de legendariske elitekvalifikationsopgør i april 1999. Det er vist overflødigt at sige at det er ASV der har revanche til gode fra dengang. Og for at gøre det hele endnu bedre er herreelitekampen pakket ind i yderligere to Skovbakken-ASV-opgør:

13.00: Skovbakken - ASV (1. division vest damer)
15.00: Skovbakken - ASV (Elitedivision herrer)
17.00: Skovbakken II - ASV II (2. division vest herrer)

Lørdagen skulle altså også give svar på hvem der råder over Århus' bedste andethold for herrer, og på hvem der råder over det næstbedste damehold i byen (efter den flok tidligere ASV- og Skovbakken-spillere der i denne sæson har valgt at optræde under navnet Åbyhøj).

Så kom en tur til Vejlby-Risskov Hallen på lørdag (Åbyhøj-folk er mere end velkomne) og overvær slaget om volleyball-Århus.

lørdag, november 02, 2002

Svenstrup - Skovbakken II 0-3 (22-25, 21-25, 21-25)

Kampen mod Svenstrup gav to point, og så er den ikke så meget længere. Det var nok ikke nogen køn kamp at være tilskuer til. Så på den baggrund var det fint nok at der ikke var andre end udskifterne og sekretærerne til at kigge på.

1. sæt bølgede frem og tilbage. Begge hold fik nogle pointstimer, men ingen kom mere end nogle få point foran. Men fra træning er vi jo vant til at afgøre et sæt fra stillingen 18-18, og det gjorde vi så. Vi fik i første sæt kørt centerspillet pænt ind, og jeg vandt i al beskedenhed selv et par gode bolde. Resultatet var at vi havde god plads på kanten i resten af kampen fordi modstanderne var ret tilbøjelige til at springe på midten.

Tidligt i 2. sæt fik Svenstrup et par gode serveserier. Deres hæver servede dem foran 14-8 før vi kom i gang. Herfra havde vi så til gengæld vores bedste periode i kampen. Syv rotationer senere stod den 25-21 til os. Stabilt arbejde. I 2. sæt var Lars Naur og Rasmus Skoven kommet ind og gjorde det begge fornuftigt.

3. sæt lignede fra starten en formssag. Vi kom foran 5-0 og holdt den føring til 11-6, cirka. Men så kom der alligevel en sløv periode og ved 14-14 var Svenstrup oppe igen. Foran kom de dog aldrig. Fra 18-18 var vi igen bedst og tog sættet 25-21.

Fra en holdkammerat blev jeg bedt om at fremhæve Morten Olesen, som holdt godt niveau i centerangrebene, og mig selv (!). Det sidste vil jeg dog godt protestere imod og i stedet fremhæve libero Anders Aarkrog for en stabil kamp i modtagningen. Men alt i alt var det ikke nogen enestående indsats af Skovbakken. Bare nok til at sikre de to point.

fredag, november 01, 2002

Nok om Åbyhøj - nu til Svenstrup

Lørdag gælder det Svenstrup i nærheden af Aalborg. Der skal vi så bevise at vi har lagt Åbyhøj-kampen bag os og kan spille koncentreret fra start til slut. Til kampen må vi undvære Søren Locher, Martin Thorwest og træner Simon Højen. Til gengæld er Lars Naur tilbage.

Modstanderen kender vi ikke rigtig noget til. Som Simon skriver i sit kampoplæg: "Jeg kender en fyr, som engang boede i Svenstrup og også spillede volley der, men han er flyttet til Tyskland og arbejder som EDB-mand og har det godt." He-he. Lun fyr, ham Simon.

Men deres resultater antyder at de hører til den bløde mellemvare (eller lidt derunder) i 2. division vest. Så det er absolut en kamp vi bør kunne vinde. Men det har vi jo sagt før uden at det gik i opfyldelse.