onsdag, december 28, 2005

Nytårshilsen til Grønland og søens folk

God jul og godt nytår herfra.

Turneringen går først i gang i weekenden efter Pokalfestivalen, dvs. 21.-22. januar, så der er nogle uger her uden de helt oplagte begivenheder at skrive om. Måske en mulighed for at få gjort lidt status over efteråret og kigge lidt frem mod foråret og måske endda skrive nogle tanker om turneringsstruktur eller andre af de interessante debatter der har været oppe.

For første gang i mange år (vist nok siden 97) deltager jeg ikke i ASV's nytårsstævne, som i år er den 29.-30. december. Det kunne ikke rigtig hænge sammen med mine øvrige planer for disse dage, og desuden var der i år heller ikke noget hold for gamle Skovbakken-spillere. Festen plejer at være rigtig god, men den tror jeg ikke at jeg tager til Århus for.

I Pokalfestivalen skal jeg spille for et hold af tidligere elever fra Idrætshøjskolen i Sønderborg. Det gjorde jeg i øvrigt også sidste år, med begrænset succes.

På holdet lider vi stadig af mange småskader, og så er den øvrige afbudsfrekvens jo sædvanligvis lidt højere i juledagene. Så træningen bliver gennemført uden vildt mange spillere i disse dage, men det skal nok blive bedre efter nytår. Desværre ser det ud til at vi mister Kasper Thorleifsen, vores lovende grønlænder. Han havde lidt svært ved at vænne sig til livet i Danmark og vender tilbage til Grønland. Dermed er vi nede på en 14-mandstrup, hvoraf Jakob Nielsen, Thomas Stryhn og Martin Rønn Rasmusssen er mere eller mindre langtidsskadede.

fredag, december 16, 2005

Elitekval - første tanker

Puljen for vores elitekval i forårssæsonen kommer til at se sådan her ud:

PVC Lyngby
Hvidovre
Spentrup
Amager
Grøndal EV
Randers

Det mest bemærkelsesværdige er at den på nær et enkelt hold er identisk med den vi spillede i sidste år. Dengang skrev jeg en optakt. Det gør jeg nok igen i år selv om det er fristende at genbruge sidste års, blot med Solbjerg udskiftet med Grøndal.

Mine første tanker er at det ser positivt ud. Jeg har svært ved at se Randers eller Grøndal rykke op, og de tre andre hold har vi haft gode erfaringer med inden for den seneste tid. Jeg er tilfreds med at slippe for DHG og Lyngby fra eliten, og i mine øjne ligner Skårup det bedste bud på et 1. divisionshold der kan rykke op, så dem er jeg også tilfreds med at undgå.

Alle disse generaliserende påstande uddyber jeg formodentlig snart.

tirsdag, december 13, 2005

Elite-watch uge 9

Så kom vi igennem grundspillet, og det endte med en niendeplads til Hvidovre. Efter DHG's 3-0-nederlag imod Lyngby var jeg egentlig overbevist om at vi ville få ottendepladsen, for jeg havde ikke fantasi til at forestille mig at PVC ville tage to sæt eller mere fra HIK. Men de vandt kampen 3-2 og tog ottendepladsen, som jo faktisk ikke betyder det fjerneste. Det afgørende i den forbindelse er at vi og PVC havner i samme elitekvalifikationspulje.

Sidste runde bød på et opgør mellem SK Aarhus og Middelfart, og det gav en sejr til Middelfart. Ikke så overraskende, men måske overraskende at den blev så klar.

Gentofte slog Holte, også en sejr i røvfuld-kategorien.

Og så fik PVC altså på en eller anden måde overrumplet HIK. At HIK kan være sårbare over for at mangle nogle nøglespillere, er måske ikke nogen hemmelighed, men jeg er alligevel mildt forundret. PVC har ikke vist det helt store de seneste gange vi har mødt dem, så medmindre de har oprustet, ville jeg fakisk ikke have levnet dem en chance mod selv et amputeret HIK-hold.

Men de tre resultater viser i hvert fald at tre af de seks slutspilshold lige nu ikke forekommer som realistiske bud på en titel. Lige nu ligner det derfor et ræs mellem Middelfart, Marienlyst og Gentofte, men det kan selvfølgelig nå at ændre sig.

Mads og Jordan har også skrevet om Hvidovres kamp mod Marienlyst.

mandag, december 12, 2005

Hvidovre - Marienlyst 0-3 (20-25, 19-25, 21-25)

Vi spillede en udmærket kamp mod Marienlyst og fulgte dem nogenlunde til dørs i alle tre sæt, uden dog for alvor at presse dem. Men alt i alt var det rart at slutte efteråret af med en kamp hvor pilen pegede den rigtige vej.

Jeg synes at jeg har set Marienlyst bedre, og især var deres servemodtagning ikke helt i top, i betragtning af vores moderate servepres. De kom heller ikke til at dominere totalt med deres blokader, og jeg håber da at jeg selv har en del af ansvaret for dette. Synes faktisk at jeg spillede en ret fornuftig kamp, men også generelt ros til angriberne.

Hvis man skal pege på en ærgerlig ting, er det at vi ikke lige tager de ekstra sidste point som gør at vi snupper et enkelt sæt eller i det mindste presser dem helt til stregen. Jeg kan frygte at en del af forklaringen er at vi ikke for alvor TROR på at vi kan gøre det, og det er en ting vi må arbejde med til fremtidige grundspil.

Referat på hvk.dk.

Nu gælder det kvalen, og den vil jeg nok skrive lidt om en af de nærmeste dage.

onsdag, december 07, 2005

Elite-watch uge 8

De vigtigste ting blev sat på plads i denne weekend. Ingen havde vel forventet andet, men Aalborg HIK og Holte satte sig på de to slutspilspladser der stadig var teoretisk tvivl om.

Aalborg slog Lyngby, og Holte slog SK Aarhus og understregede dermed én gang for alle at det er helt i orden at de slutter i top 6.

Der var topkamp i Marienlyst, og det lader til at den blev lidt af en skuffelse, ikke mindst sammenlignet med forrige uges topkamp mellem Marienlyst og Middelfart. Jordans referat, Borglunds referat.

I vores egen ende af rækken tabte vi jo til DHG. Her er Mads' referat. Vi ligger nu à point med DHG og PVC, men har to sæts forspring til dem begge. Dermed bliver præstationerne i sidste kamp afgørende for fordelingen af placeringerne 8 til 10. Den seneste tids erfaringer viser at vi og PVC kan få overordentlig svært ved at vriste så meget som et sæt fra henholdsvis Marienlyst og Aalborg HIK. Til gengæld må man tillægge DHG en vis chance for at slå eller tage sæt fra Lyngby.

Jeg har ikke styr på boldscorerne, men mit bud er at vi holder os foran PVC fordi de taber større end 3-2 til Aalborg HIK. Dermed slutter vi 8 eller 9, og det afgørende bliver om vi får DHG eller PVC med over i vores kval-pulje. Personligt foretrækker jeg nok PVC fordi vi har haft godt styr på dem de seneste gange, men jeg kunne godt tro at DHG snupper et sæt eller to fra Lyngby og rykker foran PVC.

Fra 1. division ser det ud til at være givet at vi får Amager og Grøndal EV fra øst og Spentrup fra vest, mens ASV og Randers kæmper om sidste plads.

tirsdag, december 06, 2005

Links til andre volleyball-blogs

Jeg har nu tilføjet Mads Trøsts blog til den oversigt jeg lavede for nogle uger siden. For fremtiden vil jeg tilføje nye skribenter til den efterhånden som de dukker op.

Desuden har jeg ændret mine links ude i højre side --->, så der nu kun er et link videre til blog-oversigten og ikke direkte links til de andre blogs. Bare for at højrespalten ikke bliver for uoverskuelig.

søndag, december 04, 2005

DHG Odense - Hvidovre 3-1 (25-22, 25-17, 24-26, 26-24)

Denne kamp kunne have været et stort skridt på vejen væk fra vores spillemæssige depression, men jeg ved ikke rigtig om den bliver det. I hvert fald sluttede den ret deprimerende.

1. sæt kunne lige så godt være gået til os, hvis det altså ikke lige var for en håndfuld fejl på det forkerte tidspunkt. Vi var faktisk foran 20-19, men tabte altså 22-25. I 2. sæt sank vi så langsomt hen i depressionen og de talløse uprovokerede fejl igen, og man kunne have frygtet et totalt sammenbrud. Heldigvis skete det ikke, måske fordi DHG også præsterede en del fejl.

Men vi fik hevet 3. sæt hjem efter en tæt afslutning, og i 4. sæt så det faktisk overvejende positivt ud det meste af vejen. Men foran 24-21 formåede vi ikke at afgøre det og tabte i stedet fem bolde i træk.

Det er selvfølgelig helt utilgiveligt, og man kunne let vælge at tage det som et udtryk for alt muligt negativt. Faktum er at på det her niveau må man ikke tabe fem bolde i træk på noget tidspunkt. Og vi gjorde det på det værste tidspunkt.

Jeg kan ikke lade være at spekulere på at vi på det tidspunkt havde en ganske uerfaren kæde på banen. Ikke fordi jeg mener der er tydelig forskel på hvordan mine holdkammerater reagerer under pres, men jeg har bare en fornemmelse af at erfaring i den slags situationer nogle gange kan gøre forskellen.

Om vi tabte eller vandt, gør rent praktisk ikke så stor forskel. Jo, det betyder at det nu er mere sandsynligt at vi får DHG med over i vores kvalpulje end at vi får PVC. Mere om det snart. Men det kunne bare have betydet noget positivt for holdet og vores stemning hvis vi havde kæmpet os tilbage i denne kamp og havde vundet den.

Hov, glemte det obligatoriske link til mit referat på hvk.dk.

onsdag, november 30, 2005

Trøst

Mads Trøst fra mit hold har meldt sig på blogger-banen, og efter et par ugers prøveperiode er han nu klar til at "go public".

Han har senest skrevet et glimrende indlæg hvor han kigger fremad imod elitekvalifikationspuljerne. En god og konstruktiv tanke på et tidspunkt hvor jeg kun selv er nået til at ærgre mig over at vi ikke har spillet så godt på det seneste.

Det sparer mig jo også for en del skrivning når jeg bare kan linke til ham. Og jeg må indtil videre give ham ret i hans indlæg. Der ser ud til at være en pæn sandsynlighed for at vi slutter på en 8.- eller 9.-plads, og dermed kommer kvalpuljen til at minde betænkeligt om den vi spillede i sidste år. Fem ud af seks hold kan faktisk blive de samme, blot med Grøndal i stedet for Solbjerg.

De mulige modstandere er næsten alle sammen nogle vi kender ganske godt, og jeg mener at vi med baggrund i tidligere resultater kan sige at vi også vil have en ret god chance for at rykke tilbage i eliten. Men mere om det senere.

lørdag, november 26, 2005

Erkendelsesterapi

Vi spillede en træningskamp torsdag aften mod USG fra Danmarksserien (et stærkt danmarksseriehold, skal det siges) og spillede 2-2. Egentlig snakkede vi om at vi var nødt til at slå USG'erne ihjel for at ingen fik dette at vide, men nu spreder jeg det på internettet fordi jeg syntes det var tid til at skrive et indlæg.

Kampen var så totalt doven og stemningsforladt at den ikke kan sammenlignes med en turneringskamp, og jeg vil helst ikke lægge for meget i resultatet. Men alligevel viste den et par ting.

Vores bundniveau er alt for lavt, næsten uacceptabelt. Især i forsvaret var vi helt væk. Det skræmmer mig lidt, for uden et vist niveau i for eksempel serv og forsvar kan man tabe til næsten hvem som helst. De foregående år har det faktisk været vores relativt høje bundniveau der har reddet os når vi har spillet elitekvalifikation. Så der har vi noget at arbejde med.

Vi har et par nøglespillere, som vi har meget svært ved at undvære, nemlig Thomas Stryhn og Søren Bruncke, som vi netop manglede i denne kamp. Stryhn fylder meget og tager stort ansvar i forsvarsspillet. Det manglede vi torsdag. Bruncke er bare klart vores bedste angriber, selv om hans afløser, Tim, faktisk gjorde det fint mod USG.

På hæverposten er vi derimod tæt ved at være klar til et generationsskifte. Jeg spillede kun et enkelt sæt ud af de fire i torsdags, og det var klart vores dårligste sæt den aften. Jonas kan helt klart hæve på lige så højt niveau som mig allerede, og det er bare et spørgsmål om at han gør det mere stabilt og også i vigtige kampe.

En sidste pointe kunne være at vi skal have motivationen i vejret igen. Vi har tabt nogle kampe i eliten og også spillet rigtig dårligt i nogle af dem, så det er klart at volleyball ikke har været skidesjovt i de seneste uger. Jeg håber bare ikke at det er det som man kan aflæse direkte i vores træningsindsats i øjeblikket. I de seneste uger har vi til de fleste træninger kun været omkring otte spillere. Det ville sikkert være stort i DHG, men tidligere i sæsonen har vi altså ligget på 12-13 mand til træning mange gange. Det meste af det skyldes naturligvis småskader, men vi er nødt til at træne godt og komme i bedre humør hvis vi skal til at vinde kampe.

tirsdag, november 22, 2005

Hvidovre - Aalborg HIK 0-3 (18-25, 15-25, 19-25)

Denne kamp ændrede ikke ved det efterhånden fasttømrede billede af at der er blevet langt mellem top og bund i elitedivisionen. Ja, HIK er jo ikke engang et tophold p.t., men de hører til i den ende.

Det er trist at gå på banen med en fornemmelse af at man vil tabe, men man er vel realist. Det blev jo heller ikke bedre af at vi manglede vores bedste angriber. Så får man det naturligvis svært mod HIK's blokader.

Der var ikke rigtig spænding om nogen af sættene, og det må tilskrives alt for mange fejl fra vores side. Omvendt må man sige at vi også glimtvis viste det friske spil der skal til for at presse HIK, men der er et stykke vej til at spille på det niveau i et helt sæt.

Referat på hvk.dk.

lørdag, november 19, 2005

Elite-watch uge 6

Igen en kort status efter seneste runde og et kig frem på vores egen kamp denne weekend.

Holte slog PVC Lyngby sidste onsdag, og de har formentlig sikret sig slutspilspladsen og fjernet spændingen fra nederste halvdel af rækken (medmindre vi slår HIK søndag). Fortjent nok. Jeg mener at afstanden fra topholdene til Holte er større end afstanden fra Holte til os andre, men de har haft den nødvendige stabilitet til at slå de fire hold som de skulle slå.

Så kan man så kun på elitedivisionens vegne begræde at det er sket med (eller måske endda på grund af) flere spillere som ellers havde stoppet deres elitekarriere for flere år siden, og det er der også stor debat om lige nu (på Volleynet og hos Peter Borglund især). Det vidner selvfølgelig om at niveauet i nederste del af eliten ikke er højt nok, men mere om det på et senere tidspunkt.

Middelfart slog Marienlyst i rundens topkamp. Efter landstrænerens udsagn (for ham snakkede jeg med i ugens løb) var det måske den bedste kamp han har set mellem to danske hold, og Jordan giver den også gode anmeldelser.

Aalborg HIK, som vi møder søndag, spillede ikke i sidste weekend. De var i stedet et smut i Tjekkiet og spille CEV Cup. Det blev til tre røvfulde hæderlige nederlag, heraf et imod Iskra Odintsovo, et russisk hold med navne som Kazakov, Abramov og Görtzen. Efter den oplevelse bliver det nok en omvæltning at komme til Frihedens Idrætscenter og få røvfuld møde os.

tirsdag, november 15, 2005

Blog-amok

I efteråret 2005 gik der inflation i at oprette volleyballblogs. Faktisk har jeg beregnet at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil alle danske volleyballspillere have 5,3 blogs i år 2010.

Men alt i alt synes jeg det er en fed udvikling fordi blogsene i modsætning til klubsider og avisartikler ofte giver et mere nuanceret og personligt syn på volleyball. På den måde har de allerede i høj grad været med til at skærpe debatten og den generelle interesse om volleyball. Tiden vil så vise hvor mange af dem der kan holde et rimeligt opdateringsniveau og skrive noget interessant.

Som Danmarks oprindelige (?) volleyballblogger er det vel kun rimeligt at jeg følger udviklingen, så her følger en form for oversigt og anmeldelse.

Jordan Hove
Han var muligvis den der satte bølgen i gang da han startede i august 2005, og jeg synes hans blog har holdt en høj kvalitet siden da. Han laver jævnlige indlæg og har næsten altid noget interessant at sige. Helt klart min favorit-blog indtil videre. På engelsk.

Anders Aarkrog
SK Aarhus' libero. Han skriver som "rookie" i eliten, og det kan der muligvis komme nogle interessante vinkler ud af. Hans opdateringsniveau har været lidt skiftende, men jeg håber han holder dampen oppe.

Peter Borglund
Spændende at en ret stor dansk volleyballpersonlighed nu også skriver en blog. Jeg synes det lover godt. Han ser ikke ud til at være bange for at skrive skarpe meninger. Jeg må indrømme at jeg ofte selv er lidt forsigtig i mine indlæg fordi jeg i kraft af min mere eller mindre faste tilknytning til forbundet helst skal bevare en vis objektivitet (i hvert fald udadtil) og gerne vil holde mig gode venner med de fleste. De overvejelser ser Peter ikke ud til at gøre sig helt så meget.

Jeremy King
Middelfarts canadiske diagonalspiller synes også han har en masse tid til overs til at skrive lidt. Han har ikke rigtig taget hul på debatter i stil med Jordan, Anders og Borglund, men han skriver nogle kampreferater, og det er jo altid interessant at høre lidt om udlændingenes version af dansk volleyball. Også på engelsk.

Karsten Hansen
Gentoftes libero Karsten Hansen har haft sin hjemmeside ganske længe, og det er egentlig ikke en blog, men i stil er den alligevel så tæt på flere af de andre at jeg nævner den her. Han har også både billedgalleri, videoklip og et forum med masser af cool Gentofte-jargon.

Makoto Yamaguchi
Jeg vil ikke påstå at jeg kan forstå så meget af det SK Aarhus' japanske hæver skriver, men det er alligevel en ret morsom blog. Og så lever han jo op til vores opfattelse af en ægte japaner ved at fotografere stort set alting, og det gør det trods alt lettere at følge med for os der ikke forstår japansk.

Diego Cella
Her kan man så træne sit italienske. Det handler ikke altid om volleyball når SK Aarhus-centeren skriver, men når det gør, foregår det ofte på engelsk, så måske kan den være værd at følge med i.

Geir Eithun
Og nu vi er ved de udenlandske, så lad os tage norske Geir Eithun med, som Diego linker til. Geir spillede i sidste sæson i SK Aarhus og spiller nu i Grækenland. Og norsk er jo sådan nogenlunde til at læse, selv om Geir skriver en eller anden vanvittig form for nynorsk.

Mads Trøst
Min holdkammerat Mads Trøst har startet en blog hvor han skriver om vores hold og vores kampe. Det er meget fedt at læse nogle andre vinkler (eller nogle gange de samme vinkler med nogle andre ord) på ens eget hold, og Mads skriver ret fornuftigt. Derudover ser det ud til at han vil prøve at krydre det lidt med nogle større perspektiver og nogle minder fra hans egen karriere.

Kim Buchwald
Kim spiller for Korsør-Slagelse i 2. division midt og skriver selvfølgelig mest om det, så denne blog er måske ikke for alle. Men hvis man ligesom jeg kan lide at læse stort set alt om dansk volleyball, er det jo fint. Han er i alt fald meget engageret og skriver lange kampreferater.

Daniel Kurylo
SK Aarhus' canadiske kantspiller, som var i Middelfart i sidste sæson. Ligesom nogle af de øvrige udlændinge skriver han selvfølgelig om volleyball, men også om alt muligt andet. Det er altid interessant at høre udlændingenes syn på dansk volleyball, også selv om det til tider er lidt indforstået.

fredag, november 11, 2005

Hvidovre - Lyngby 1-3 (25-23, 18-25, 19-25, 18-25)

Kampen onsdag aften gav anledning til en længere snak om hvad der er galt med vores hold netop nu.

Jeg har ikke lyst til at komme alt for meget ind på konklusionerne lige her (måske i den nærmeste fremtid), men det er klart at det er skuffende at tabe så klart til et hold der før denne kamp kun havde vundet et enkelt sæt i fem kampe.

Det startede fint nok, men da Lyngby lavede et par udskiftninger og kom lidt bedre i gang, kunne vi ikke mobilisere spil og gejst til at true dem i resten af kampen.

Referat på hvk.dk.

onsdag, november 09, 2005

Lyngby i aften

Lidt sjov situation i aften, hvor vi møder Lyngby. Flere har set disse to hold som gode bud på den berømte sjetteplads i grundspillet, og derfor var der egentlig set meget frem til aftenens kamp som en meget afgørende kamp her i efteråret.

Men man havde nok glemt at regne med Holtes udvidede førsteholdstrup. De spiller imod PVC et kvarter efter vores kamp i aften, og situationen er den at vores kamp jo nærmest er overflødig hvis Holte vinder.

Jeg ved ikke så meget om Lyngby. Ét sæt i fem kampe må naturligvis være skuffende, men de har haft et rigtig svært program, og mon ikke de trods alt er sultne, selv om det godt kan være at de ikke tror så meget på slutspillet.

Vi har for første gang været så skadesfri at vi har spillere til at sidde over i dagens kamp. Jakobs bror, Søren Due Jakobsen, er kommet til og fik debut mod Gentofte. Han er med igen. Det samme er Kasper Thorleifsen. Klaus Dam-Andersen og Jannick Svendsen sidder over.

tirsdag, november 01, 2005

En tur til Middelfart - uden mig

Fredag gælder det kvartfinalen i Lufthansa Cup mod Middelfart. Jeg har så valgt at være i udlandet på den pågældende dato. Den sejr må drengene snuppe uden mig.

Jeg bliver i udlandet et par dage efter Middelfart, så forvent ikke de helt store nyheder om kampen her på siden.

søndag, oktober 30, 2005

Gentofte - Hvidovre 3-0 (25-13, 25-14, 25-19)

En rigtig skuffende indsats fra vores side. Ét er at tabe til et bedre hold, noget andet er at levere en tæt på pinlig indsats og slet ikke tvinge det andet hold til at arbejde for sejren.

Gider ikke ofre alt for mange linjer på den kamp. Referat på hvk.dk.

lørdag, oktober 29, 2005

Nyt look

Jeg kom til at trykke på et par knapper på Blogger, og pludselig så det hele anderledes ud.

Nej, faktisk har Blogger indført en del nye funktioner siden jeg oprettede min hjemmeside, og dem kunne jeg ikke rigtig nyde godt af uden at ændre designet. Og så er det her i øvrigt også pænere.

Så... ny kommentarfunktion og lidt andre nye småting, som jeg lige vil kigge lidt mere på, så måske kan der stadig ske små justeringer. Desværre er mine gamle kommentarer nok væk, inklusive diskussionen om ordene kontrafakticiteter og testikuløs.

Nå, der står lidt om volleyball i nedenstående post, som jeg skrev lige inden jeg ændrede designet.

fredag, oktober 28, 2005

Elite-watch uge 4

Med noget forsinkelse et kort tilbageblik på seneste runde og fremkig på den kommende.

Vi slog jo altså PVC, men havde måske håbet på at Lyngby ville slå Holte. Det gjorde de ikke, og det har Kristoffer skrevet et referat om. Holte må nu være favorit til at snuppe sjettepladsen i grundspillet.

I toppen slog Marienlyst Aalborg HIK, og det har Jordan skrevet om på Marienlysts hjemmeside og på I Heart Volley. Middelfart slog DHG, men smed et sæt.

Lørdag møder vi jo Gentofte, og de slog SK Aarhus 3-1 selv om de var uden Halling og Bech. Det kan man læse lidt om hos SK Aarhus og se nogle lidt mørke billeder af hos moderklubben, Skovbakken. Som nogle vil bemærke, spillede de i hal 1, og Karsten Hansen skriver at deres brasilianer, Geovan Santos, slog loftbolde under opvarmningen, så det er jeg lidt imponeret af.

Brasilianeren er jo et varmt samtaleemne når det drejer sig om Gentofte. Jeg har kun set ham i Middelfart, og der virkede det som om han ikke spillede for fuld kraft. Men Gentofte er i denne sæson blevet ret stærke over hele linjen, så vi skal nok håbe på mirakler hvis vi skal have en lige kamp. Desuden mangler vi Bruncke, som har været vores klart stærkeste angriber hidtil. Men presset ligger i hvert fald på Gentofte...

søndag, oktober 23, 2005

Hvidovre - PVC Lyngby 3-0 (25-16, 26-24, 25-22)

Så kom vi i gang med pointscoringen, og det var en rigtig stor lettelse. PVC kom med cirka det vi forventede af dem. Deres hold er uændret i forhold til sidste sæson, og det betyder at deres spilkoncept stadig er ret gennemskueligt, især når man får lagt et servepres på dem. Det lykkedes os i nogen grad, og jeg føler faktisk at vi havde kampen under kontrol.

I 1. sæt fik vi en afgørende serveserie ved Mads Trøst, og den slags kunne vi egentlig godt bruge nogle flere af. De to næste sæt blev mere tætte, og når jeg tænker tilbage, burde vi måske have trukket fra, for PVC havde ikke nogen særlig god dag. Det var dog afgørende at vi fik hevet 2. sæt hjem efter en tæt afslutning.

I 3. sæt havde vi også svært ved at skabe en afgørende føring, men holdt dog hjem.

Jeg synes at vores spil stadig kan blive en hel del bedre, men der var fremgang at spore i serv, blokade og forsvar. Håber bare at det ikke (kun) skyldes at PVC er den svageste modstander vi har mødt indtil nu.

Referat på hvk.dk.

torsdag, oktober 20, 2005

Reflections of a dangerous mind

Så er der en ny volleyball-blog på banen, skulle jeg hilse og sige. SK Aarhus' libero og min tidligere holdkammerat i Skovbakken, Anders Aarkrog, har kastet sig ud i noget der kunne minde om denne side.

Det hedder volleyballreflektioner.blogspot.com.

Anders har selv en ide om at hans status som ny spiller i eliten måske kan give ham nogle anderledes vinkler. Jeg synes selv det har været rigtig fedt at læse Jordans skriverier, og flere interessante vinkler (og mere læsestof om volleyball) skal jo altid bydes velkommen.

Han har startet med at se frem mod weekendens kampe, og han har da i hvert fald et par semikontroversielle bud.

mandag, oktober 17, 2005

Holte - Hvidovre 3-1 (25-14, 25-19, 22-25, 25-22)

Vi havde måske troet at Holte ville stille med det samme noget tamme hold som de stillede i pokalkampen i forrige uge. Men på ret usportslig vis havde de valgt at rykke nogle spillere ned fra andetholdet. Det gjorde deres spil langt mere stabilt, og det kom tilsyneladende meget bag på os. I hvert fald lykkedes det os slet ikke i de to første sæt at lægge det nødvendige pres i serverne.

Jeg synes ikke Holtes nye holdsammensætning gjorde dem så stærke at vi ikke stadig burde kunne have vundet kampen, men vi kæmper med en masse ting i vores eget spil lige nu.

Kampen fik en øv-afslutning. Vi havde egentlig spillet os ind i opgøret og havde hentet Holte i 4. sæt. Efter en bold vi havde vundet til 22-22, valgte jeg (fra udskiftningsområdet) at råbe noget i retning af: "Døm nu de dobbeltslag." Det udløste et gult kort og serven tilbage til Holte.

Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har fået et gult kort før, og jeg synes egentlig at det er dybt mærkeligt at det skete i denne kamp, for der var generelt ikke nogen ophidset stemning, og jeg tror da at jeg tidligere har råbt værre ting til en dommer. Jeg bandede ikke, jeg lavede ingen hånende gestus. Jeg råbte og viste dobbeltslag-tegnet. Dog havde Birger tidligere i kampen tysset på mig efter en lignende episode og åbenbart givet en henstilling. Men jeg føler mig stadig uretfærdigt behandlet, først og fremmest fordi jeg mener at det var komplet unødvendigt at uddele et gult kort i den situation. Men det kan også være at det bare føles sådan fordi jeg skammer mig over at have kostet mit hold et point på et vigtigt tidspunkt.

Det gjorde det så kun værre at dommerne på den næste bold dømte et glimrende centerangreb ude. Kristoffer så den åbenbart anderledes end mig, men jeg så den inde, og reaktionen fra hele mit hold var så ægte at jeg er overbevist om at den var inde. Jeg selv sagde så ikke så meget. Den effekt havde det gule kort da haft.

Bortset fra de to hændelser var det i øvrigt en fin dommerpræstation, men det er bare ærgerligt når man føler at dommere er med til at afgøre kampe. Dommerdebat hos Jordan Hove.

Sidste bold tabte vi på helt reel vis, og det samme kan man vel sige om kampen. Hvis vi havde været klar fra start, kunne hele kampen måske have mindet om de to sidste sæt.

Mere på hvk.dk.

fredag, oktober 14, 2005

Lillafinger

Onsdag til træning landede jeg på min lillefinger, den som allerede to gange tidligere havde været gået af led. Og det gjorde den så igen.

I modsætning til sidste gang kunne jeg selv hive den på plads, men stod dog over resten af træningen.

Lige nu ligner den nok mere en let misfarvet tommelfinger der er faret vild. I dag til træning må vi se hvordan det går med en forsvarlig tapening. Skulle jo helst være klar til Holte-kampen søndag.

mandag, oktober 10, 2005

Kvartfinaleklar

Foruden os byder kvartfinalerne i Lufthansa Cup på Marienlyst, Middelfart, Gentofte, SK Aarhus, Lyngby, DHG Odense og Spentrup. Og eftersom lodtrækningen er fri, kan det blive til hvad som helst.

Rent teoretisk kan man jo få en "nem" vej til finalen, i modsætning til tidligere år, hvor der har været en seedning baseret på resultaterne fra grundspillet året før. Men det er ikke særligt sandsynligt at Marienlyst, Middelfart, Gentofte og SK Aarhus alle skulle trække hinanden.

En interessant debat om det rimelige i det nye "lotteri"-system kan findes hos Jordan Hove.

Lodtrækningen til næste runde bliver formentlig offentliggjort onsdag.

fredag, oktober 07, 2005

30

I dag tager jeg hul på mit fjerde årti.

Ingen blomster, tak. Giv hellere pengene til et godgørende formål efter eget valg.

torsdag, oktober 06, 2005

Hvidovre - Holte 3-1 (25-14, 25-20, 24-26, 26-24)

I går før kampen var jeg forvirret over hvordan Holte havde presset HIK til to rigtig tætte sæt i Aalborg Stadionhal. Det er jeg sådan set stadig.

Fra starten satte vi os på Holte med godt blokadespil. 1. sæt vandt vi problemfrit, og i 2. sæt havde vi tålmodigheden, som gav os sejren på en serveserie til sidst.

Faktisk førte vi også med fire point et stykke henne i 3. sæt, og det så ud som om kampen bare skulle køres hjem. Men i øjeblikket har vi en tendens med at trække hinanden ned rent mentalt når det ikke kører, og det synes jeg var alt for tydeligt i resten af kampen.

Holte havde reelt ikke så meget at byde på, men desværre formåede de at presse os med ret simple midler, for eksempel nogle bløde, korte server.

Afslutningen blev alt for spændende, men vi vandt 26-24 i 4. sæt efter at have tabt 3. med samme cifre. Flere detaljer på hvk.dk. Kristoffer Arrilds referat kan læses på Volleynet.

Alt i alt en ret grim kamp, som vi burde have vundet 3-0, men som var ret tæt på at gå i fem sæt. Det er dog fint at være i kvartfinalen.

onsdag, oktober 05, 2005

Holte i aften

I aften spiller vi 1/8-finale i Lufthansa Cup imod Holte. En kamp som vi ikke rigtig ved hvad vi skal forvente os af.

Et hurtigt kig på Holtes hold afslører at de har mistet fire af deres vigtigste spillere fra sidste år. De har ganske vist fået nogle andre, men nok generelt spillere med lidt lavere niveau.

Mit bedste bud før weekenden havde været at Holte ville havne et sted nede i bunden af rækken, og at vi var favoritter i denne kamp. Men så går de ind og spiller på det nærmeste lige op med Aalborg HIK i weekenden, og så blev jeg sgu lidt forvirret.

Jeg har også fået at vide at de arbejder med en kombineret første-andenholdstrup så de måske kunne finde på at have nogle af de gamle stjerner med. Det kunne i mine øjne godt gøre dem lidt farligere, men ud fra Kristoffers referat synes det ikke at have tilfældet imod HIK.

Under alle omstændigheder skal vi nok fokusere på vores egne ting efter to kampe hvor spillet endnu ikke har været rigtig godt.

tirsdag, oktober 04, 2005

Elite-watch uge 2

Ingen overraskelser i denne weekend. Faktisk ret langt fra, eftersom alle fem favoritter vandt deres kampe 3-0. Igen er der ikke specielt mange oplysninger at finde. Det ærgrer mig lidt at de fleste hold i elitedivisionen er så dårlige til at opdatere hjemmesider.

Marienlyst-DHG kastede et tv-indslag af sig. Jordan har skrevet et referat. Marienlyst gav i øvrigt nogle få boldes debut til deres australier. Hvis han er god, og Marienlyst i øvrigt kan undgå skader til nøglespillere, så tror jeg de stadig vil være meget svære at slå.

Aalborg HIK-Holte IF gav en overraskende snæver 3-0-sejr til Aalborg. Jeg må indrømme at Holtes trup, som den ser ud på volleyball.dk, ikke skræmmer mig, og det overrasker mig at de kunne presse HIK så meget. Kristoffer har skrevet et referat. Mere om Holte i morgen, hvor vi jo møder dem i Lufthansa Cup.

Lyngby-SK Aarhus vandt gæsterne med 3-0, men tæt i alle sæt. Ikke så overraskende.

Gentofte-PVC Lyngby. En ret klar sejr til Gentofte, der tilsyneladende også havde overskud til at bruge alle mand. De har nu også god dækning på de fleste pladser i år. Karsten Hansen er nok det bedste sted at læse Gentofte-nyheder.

Konklusionen er at rækken ikke så overraskende er ved at knække. Men hvis den knækker mellem nummer 5 og 6, er der jo et enkelt hold fra den nedre halvdel der kommer med i slutspillet. Det er så den plads alle vi andre kæmper om.

Jeg har opdateret linket til stillingen ude til venstre.

søndag, oktober 02, 2005

Hvidovre - Middelfart 0-3 (20-25, 16-25, 19-25)

Middelfarts 1,40 på en 3-0-sejr gik hjem, og vores 2,50 på et enkelt sæt gjorde ikke. Det er der nok ikke så meget at sige til. Middelfart har fået sammensat et hold der spiller så tilpas stabilt at man selv skal være på et ret højt niveau igennem et helt sæt for at vinde det.

Det har vi svært ved lige nu. Men når det er sagt, var der flere opmuntringer i forhold til SK Aarhus-kampen. Vi spillede en mere jævn kamp hvor vi ikke på noget tidspunkt faldt totalt sammen i serv, modtagning eller angreb. Omvendt var ingen af tingene så højt oppe at ringe at vi for alvor kunne true Middelfart. Så det kan stadig blive meget bedre.

For mit eget vedkommende var kampen jævnt tilfredsstillende, og jeg fik fidus-svinet. Middelfarts blokader fik da heller ikke lov at dominere kampen, synes jeg.

Efter kampen er jeg godt nok kommet lidt i tvivl om hvorvidt Middelfart virkelig bør være DM-favoritter. Det er helt sikkert et godt og først og fremmest rigtig stabilt hold. Men ud over deres ene canadier, Aaron Schulha, synes jeg ikke de har nogen lysende stjerner. De har problemer med at lægge et ordentligt angrebstryk på midten, og deres diagonal-canadier var i hvert fald i går ikke enestående god. Og så er der stadig lidt et spørgsmålstegn ved deres hævere. I går hævede Morten Mau og gjorde det godt, men havde som sagt problemer med at ramme centerne.

Lidt mere om kampen på hvk.dk.

De næste opgør er imod hold som siger "kom nu, drenge" i stedet for "come on, boys", så det er nu der skal point på kontoen.

fredag, september 30, 2005

Mindst undertippet

De fem opgør i mændenes elitedivision i denne weekend er umiddelbart ikke så svære at forudsige resultaterne for. Det afspejler sig også i Nordic Bets odds, hvor alle fem kampe har handicap 2,5 og stadig pænt høje odds på dem med 2,5-sæts forspring.

Det interessante er at vi er det mindst undertippede af de undertippede hold. Men med odds 2,5 på at vi får bare et enkelt sæt, er vi stadig pænt undertippede.

Jordan Hove har også tippet.

onsdag, september 28, 2005

Elite-watch uge 1

Den eneste overraskelse i 1. runde stod PVC Lyngby for da de besejrede DHG Odense 3-0. Middelfart fik en snæver sejr over Aalborg HIK, Gentofte vandt rigtig stort over Lyngby, og SK Aarhus slog jo altså os ret klart.

PVC-DHG-kampen har jeg ikke kunnet finde noget som helst om på nettet, men det er da overraskende, både fordi de fleste måske har set PVC som en mulig prygelknabe i eliten i denne sæson, og fordi DHG næsten altid kan samle et godt hold. Der er da også stadig nogle udmærkede spillere på DHG-holdet, men ikke længere en Johannes Bach eller Peter Lyø til at gå forrest. Det er muligt det vil være en fordel at møde dem nu og ikke i en af de sidste runder, som vi gør. På den anden side kan det jo også være at de ikke er med i kampen om slutspilspladser til den tid...

I det hele taget har det ikke rigtig været til at finde yderligere oplysninger om nogen af de andre kampe. Jordan Hove har også skrevet lidt, og i kommentarerne er der en der har set Middelfart-HIK-kampen.

Det positive set fra vores synspunkt er at ingen af dem vi forventer at skulle kæmpe med om sjettepladsen, fik en særligt god start (på nær PVC, som jeg egentlig ikke havde regnet med i den gruppe).

Læs mere om Makoto Yamaguchi i hans netdagbog. Komplet med billeder fra lørdagens kamp (et godt stykke nede).

mandag, september 26, 2005

SK Aarhus - Hvidovre 3-0 (25-17, 25-21, 25-21)

En solid omgang underachievement fra Hvidovre. Vi vidste at vores chance var at serve SK Aarhus svært. Så ville deres japanske hæver ikke få lov at lege alt for meget, og deres kanter ville måske vise nogle svaghedstegn.

Det var sikkert også en udmærket taktik, men vi kunne bare ikke føre den ud i livet. Netop serverne er jo ellers det moment i volleyball man selv er bedst herre over, men vi hældte hovedsageligt lette bolde over og ret ofte lette bolde ud af banen.

Så det blev ganske let for dem at modtage pænt, og så er Yamaguchi-san altså meget dygtig. Han hævede en masse center, og der blev god plads til deres kanter.

Der er ikke så meget andet at sige end at de var bedre forberedt end os. At vi alligevel får 17, 21 og 21, viser efter min mening at vi har en chance hvis vi skulle komme til at møde SK igen, og vi kan gøre vores egne ting lidt bedre.

Lidt mere på hvk.dk.

lørdag, september 24, 2005

Så går det løs

I dag starter elitedivisionens grundspil, og vi lægger selv for med en udekamp mod SK Aarhus.

En sjov kamp for mig fordi det er første gang at jeg skal spille i Skovbakken siden jeg selv var en del af klubben. Vores kampe mod holdet de senere år har ligget i Hvidovre. Der bliver nu ikke noget loyalitetsproblem, for de skifter jo alligevel stort set hele holdet ud hvert år...

Det er også en overordentlig vigtig kamp. Jeg vil mene vi er undertippede, men at det er en kamp vi har en chance for at vinde. Og hvis det skulle lykkes, vil det være to meget værdifulde point.

Jeg var imponeret over SK Aarhus' indsats i Middelfart. De virkede som om de spillede og fightede bedre end man kunne forestille sig med et så nyt og sammensat hold. Jeg vil dog mene at de må kunne presses i modtagningerne og deres kantspil.

I øvrigt er det nu muligt at finde mere om alle eliteholdene på volleyball.dk/dt.

torsdag, september 22, 2005

Middelfart - de danske hold

Et forsøg på en gennemgang af de fem danske tophold som var med i Middelfart, hvor slutstillingen imellem dem i øvrigt blev:

1. Middelfart
(2. Hylte)
3. Marienlyst
(4. Hamburg)
5. SK Aarhus
6. Gentofte
7. Aalborg HIK

Middelfart
Ud: Et par canadiere.
Ind: Blandt andre Aaron Schulha og Jeremy King (Canada), Mikkel Simonsen, Lars Hoppe, Jakob Funch.

De vandt stævnet og spillede så vidt jeg kunne bedømme meget solidt i alle kampe undtagen deres tabte puljekamp mod Hylte. Deres to canadiere er rigtig gode. Holdet virkede som om det er blevet hurtigere sammenspillet end for eksempel Gentofte. Lars Hoppe kan ikke springe lige foreløbig og spiller derfor libero. Det lader til at Martin Stenderup bliver førstevalg som hæver, og han ser ud til at have taget et stort skridt frem. Middelfart må have spillet sig direkte ind som varm DM-favorit hvis de kan holde stilen.

Marienlyst
Ud: Peter Lyck, Mads Ditlevsen.
Ind: Stewart McGrenary (Skotland) og Nathan Roberts (Australien).

Australieren ankommer først i oktober og var ikke med i Middelfart. Jeg vil tro det er meningen at han skal tilføre holdet noget slagstyrke på kanterne. De har allerede nu gode kantspillere, men mangler nok en go-to-guy i angrebet foruden lidt bredde på samme pladser. Som Jordan også har fremhævet, har de en meget stærk modtagning, og jeg vil selv tilføje en dygtig hæver, og de ting kommer man langt med. Det ligner bestemt ikke nogen ubesejret sæson, men afhængig af hvordan deres nye kanter kommer til at køre, kan de sagtens være med i DM-ræset igen.

Aalborg HIK
Ud: Jesper Madsen.
Ind: Ricky Ziegler (USA) og blandt andre Mikkel og Steffen Toftløkke Andersen.

En ny amerikansk hæver er en klar styrkelse på hæverposten i forhold til slutningen af sidste sæson. Til gengæld er holdet svækket på liberoposten, hvor de har en ung fyr til at tage over for Jesper Madsen. Jesper Villadsen, som der åbenbart har floreret diverse rygter om, var med i Middelfart, men spillede kun sporadisk. Det store spørgsmål bliver om de kan få modtagningen (herunder deres nye libero) til at fungere. Det kan blandt andet afhænge af om Villadsen og Jeppe Vestergaard kommer ordentligt i gang. De har brug for færre skader og mere stabilitet end i sidste sæson, men har holdet til at kæmpe om guld.

Gentofte
Ud: Teis Corneliussen, Daniel Rasmussen, Lasse Toft, Henrik Lauridsen.
Ind: Geovan Santos (Brasilien), Mads Toubro, Kristian Bech, Alex Jacobsen m.fl.

For mig at se fik de for lidt ud af deres spillermateriale ved stævnet, men potentialet er rigtig stort. De har fået en brasilianer, som bliver sjov at følge. Han er kun lige over 1,80, men havde stævnets bedste smashopvarmning og kan samtidig modtage. Sjovt nok hævede de bare ikke så meget til ham, og han er nok også for lille til ligefrem at kunne vinde topkampe på egen hånd. Det er dog særligt på centeren at Gentofte er blevet styrket, og der er ingen tvivl om at deres hold i år vil tage springet fra de sædvanlige femte-sjettepladser og op i medaljekampen. Spørgsmålet er om de modtager godt nok, og om de ikke mangler lidt på diagonalen.

SK Aarhus
Ud: Mikkel Simonsen, Lars Hoppe, Søren Hansen, Axel Jacobsen, Jakob Funch.
Ind: Makoto Yamaguchi (Japan), Danny Kurylo (Canada), Anders Aarkrog m.fl.

De har mistet mange stærke spillere, men jeg må sige at de overraskede positivt i Middelfart. De virkede mere sammenspillede end man kunne forvente af et hold med en masse nye spillere og seks nationaliteter. Det ligner fem udlændinge i startopstillingen (vist en ny rekord), og det i sig selv lyder jo en anelse foruroligende. Omvendt er der ikke nogen af de fem som er direkte skræmmende. Men hvis de spiller som i Middelfart, skal de nok snuppe en plads i slutspillet. Dog har de ikke så meget bredde på bænken.

Jordan Hove har også lavet en gennemgang.

Konklusionen: Jeg tror på disse fem hold i slutspillet, og den sidste plads er nok lidt mere åben. De fire førstnævnte ligner topholdene. Mellem dem tør jeg ikke spå. Middelfart så ud til på nuværende tidspunkt at være bedst sammenspillet, men bedømt ud fra spillermaterialet kan de tre øvrige hold få et lige så højt niveau. Det bliver en spændende sæson.

mandag, september 19, 2005

Nummer 11 i Middelfart

Vi sluttede som nummer 11 ud af 12 i Middelfart. Tabte tre kampe og vandt én. Selvfølgelig ikke noget prangende resultat, men alt taget i betragtning var det en fin opvarmningsturnering. Jeg vil skrive lidt om vores egen præstation i dag og tage et kig på de danske elitehold en af de nærmeste dage.

Vi var i pulje med de to hold som senere endte i finalen, Middelfart og Hylte. Startede mod Middelfart fredag aften og tabte ret klart (17-25, 20-25, vist nok). Vi blev bedre som kampen skred frem, og groft sagt brugte vi den vel til at komme op i elitetempo efter i de foregående weekender at have deltaget i turneringer på noget lavere niveau.

Lørdag spillede vi en rigtig sjov og spændende kamp mod Hylte (de svenske mestre). Endnu en gang kom vi dårligt fra start, men vi spillede os op, og fra 2. sæt spillede vi nok det bedste vi kan netop nu. Vi vandt 2. sæt og førte faktisk det meste af 3. sæt. Desværre var Hylte skarpest i den forlængede spilletid. Vi havde et par matchbolde, men de snuppede sættet med 19-17 eller 20-18. Senere slog de Middelfart, så vi var nok ikke kommet videre fra puljen alligevel.

Anden kamp lørdag var så en 9-12-placeringskamp mod Falkenberg. Endnu et fysisk stærkt og rimeligt svensk hold som satsede meget på springserver (med en del servefejl som konsekvens). Nu var vi gået over til femsætskampe, og det var såmænd ikke så tosset en kamp, men vi manglede en smule skarphed og tabte 3-1 efter fire tætte sætafgørelser.

Så resterede der kun en kamp om sidstepladsen. Det var en søndagmorgenkamp, og selv om det selvfølgelig ikke har samme implikationer til et elitestævne som til så mange andre stævner, så er man alligevel pænt træt kl. 8.45. Det var svenske Örkelljunga heldigvis også. De leverede en underligt uinspireret indsats, og vi kunne med god koncentration og fornuftige server slå dem 3-0.

Måske lidt ærgerligt at vi endte med at møde tre svenske hold og kun ét dansk. Det kunne have været sjovt at teste niveauet lidt mere mod de danske tophold. Men det var helt sikkert værdifuldt at få 12 sæt på højt niveau i benene så vi ikke skal bruge de første kampe i turneringen på at vænne os til tempoet.

onsdag, september 14, 2005

Hvidovre - underachievers

Jordan Hove har fulgt sin første holdanmeldelse op med endnu en om de seks øvrige hold i elitedivisionen.

Jeg synes generelt han rammer fint plet, og jeg har større tiltro til hans evne til at vurdere de fleste af holdene end til min egen netop nu. Han mener at vi i Hvidovre har underpræsteret de tidligere år, og det kan han måske nok have ret i. Vores fire sejre i elitegrundspillet i de seneste tre sæsoner (tilsammen) taler jo ikke ligefrem om et tophold, men vi har nok altid følt at vi spillemæssigt burde være ret tæt på en slutspilsplads. Måske har vi bare mest vist det imod hold som vi alligevel ikke havde en realistisk chance for at slå.

I år kan det være at der er flere hold som er til at tale med. Som Jordan også skriver, er der mange ubesvarede spørgsmål hos SK Aarhus, DHG Odense og Holte. Og Lyngby og PVC Lyngby ved vi fra de seneste weekender at vi har en god chance for at slå. På den anden side kan vi næppe tillade os at tabe mere end en enkelt mod de nævnte hold hvis vi vil i slutspillet.

Jeg har selv skrevet lidt om vores trup, spiller for spiller. Vi tager til Middelfart med alle undtagen Jonas Villund, men med lidt småskader hos særligt centerspillerne.

mandag, september 12, 2005

Vinder af HVK-Cup

Vi vandt vores eget stævne, og det var anden weekend i træk at vi trak os sejrrige ud af et træningsstævne. Vores spil undervejs var dog så tilpas svingende at det er svært at drage en klar konklusion om vores styrke.

Fredag vandt vi over Grøndal efter en god og koncentreret indsats. Samme aften tabte vi dog til USG. Det lyder selvfølgelig ikke så fint, men det hører trods alt med til historien at de stillede en stærk opstilling med Henrik Lauridsen, Teis Corneliussen, Kristian von Magius og Daniel Rasmussen. Alligevel burde vi jo nok have vundet. De gjorde dog ikke så meget væsen af sig i resten af turneringen fordi de roterede lidt mere i deres ikke så brede trup.

Lørdag fik vi en mindre krise og spillede ganske forfærdeligt. Det blev alligevel til to sejre på 2-0 og 2-1 over KV61 og Frederiksberg, men vi burde nok kunne slå 2. divisionshold mere overbevisende end vi gjorde.

Søndag gik alting dog bedre igen, og vi vandt alle vores tre kampe 2-0. Det var først to semifinalepuljekampe mod Lyngby II og Amager og til sidst en finale mod Grøndal EV. Vi var ikke tæt på at smide nogen sæt, og det var rart at mærke at spillet kørte rimeligt. Vil dog også sige at i hvert fald Amager og Grøndal spillede noget under det niveau de kan, men man kunne jo også mene at det til dels var vores skyld.

Men det er nu rart at vinde stævner. Vittige hoveder på holdet har allerede erklæret at nu skal vi gøre det til tre ud af tre i Middelfart. Det vil nu nok kræve nogle gedigne overraskelser.

fredag, september 09, 2005

Preview

Jordan Hoves volleyball-blog har fået en lovende start. Hvis han kan blive ved at skrive lige så ofte og lige så interessant, bliver den helt sikkert værd at følge med i.

Senest har han lavet et preview af nogle af elitedivisionsholdene. Han har holdt sig til de hold som han mener kan spille om topplaceringerne: Marienlyst, Aalborg HIK, Gentofte og Middelfart. Der er nogle gode pointer og også nogle oplysninger som var nye for mig. Jeg må hellere forsøge at lave en opsummering i nærmeste fremtid.

Efter Middelfart-stævnet burde det være lettere at få et overblik. Vi har i øvrigt trukket Middelfart og de svenske mestre, Hylte, i en treholdspulje, hvor jeg vurderer at vi er seedet 3.

onsdag, september 07, 2005

Jonas på landsholdet

Min unge hæverkollega i Hvidovre, Jonas Villund, er blevet udtaget til U19-landsholdet. Det er egentlig ikke nogen nyhed længere, men det får en del betydning for vores hold i de næste to weekender.

U19-holdet deltager nemlig i HVK-Cup i den kommende weekend, sikkert fordi alle hold i landet alligevel spiller stævner i den weekend, så det har været helt umuligt at finde en anstændig træningsmodstander. Ikke så overraskende deltager vi også i vores eget stævne, men landsholdet er jo den naturlige topprioritet for Jonas i denne weekend, og det burde betyde fuld spilletid til mig.

Den store opgave for ungdomslandsholdet er jo NEVZA-mesterskaberne (kvasi-NM), og det falder lige oven i Middelfart-stævnet, så der er jeg også ene mand på hæverposten. Jeg må ellers skynde mig at tilføje at Jonas gør det rigtig fremragende, og hvis han fortsætter udviklingen og kan vænne sig til elitedivisionen, så er jeg formentlig snart andenhæver.

Apropos HVK-Cup: Vi starter med to kampe allerede fredag aften så vi kan være friske til at slæbe nogle fadølsankre lørdag formiddag. Vores pulje består af Grøndal EV, USG (de to møder vi fredag), KV61 og Frederiksberg. En del lokalopgør i den pulje.

tirsdag, september 06, 2005

I Heart volley

Jordan Hove, den efterhånden pænt danske amerikanske hæver fra Marienlyst, har oprettet en blog og skriver nu også lidt om volleyball under den vidunderlige titel I Heart Volley.

De første indlæg tyder på at den kunne komme til at minde lidt om min, om end på engelsk og sikkert mere velskrevet. Men i hvert fald en klar anbefaling herfra.

søndag, september 04, 2005

Sejr i træningsstævne

Éndagsstævnet i Lyngby blev lidt af en succesoplevelse. Vi vandt alle fire kampe og sluttede med en sætscore på 8-0. Det var et helt uofficielt stævne, så der var ingen præmie for at vinde. Til gengæld var det vældigt opløftende at vores spil blev bedre og bedre, og at vi fik brugt 13 forskellige spillere med pæn succes.

I rækkefølge mødte vi Lyngby 2, PVC Lyngby, Amager og Lyngby 1. I de to første kampe vandt vi ret knebent (vist med to bolde i alle sæt) og spillede ikke så overbevisende. Men både mod Amager og Lyngby 1 trak vi fra og vandt i sikker stil.

Man skal nok ikke lægge for meget i resultaterne. De andre hold var vist ikke nødvendigvis i stærkeste opstilling. Omvendt havde vi selv 13 mand med, som alle spillede stort set lige meget. Det positive var at der ikke var nogen af de 13 der faldt igennem.

Så lige nu virker det som om vi har en bred og homogen trup. Middelfart-stævnet om to uger vil så vise hvordan den trup kan klare sig imod de bedre hold i elitedivisionen.

onsdag, august 31, 2005

Første træningskamp

Træningskamp her til aften mod Amager. Endte 2-2, og det skal man nok ikke lægge for meget i. Det var rigtig fint at få spillet lidt, og det gik vel ikke engang så slemt som man kunne have frygtet. Men samtidig var begge hold selvfølgelig uden den store kamptræning, og det var især tydeligt i sideout-spillet. Der var relativt mange og lange pointstimer.

De to sæt vi tabte, burde vi faktisk ikke have tabt, idet vi var pænt foran i dem begge. På den anden side burde vi nok heller ikke have vundet det tredje sæt, hvor vi var bagud 7-17 og 14-21, men vandt 25-22.

Weekenden byder på éndags-træningsstævne i Lyngby, og de næste to weekender står den på HVK-Cup og Middelfarts elitestævne. Så der bliver masser af kamptræning før sæsonen går i gang.

torsdag, august 25, 2005

Tilbage med elite-update

I tre uger sydpå kan det selvfølgelig være svært at holde sig fuldstændig orienteret. Det ser dog fortsat ud til at være begrænset med nyheder om klubskifter hos de enkelte eliteklubber. For mit eget holds vedkommende gemmer jeg det også til jeg har et bedre overblik.

Marienlyst har tidligere tilføjet to spillere til deres trup: En skotte ved navn Stewart McGrenary og Fortuna-spilleren Anders Villum. At dømme efter deres egne kommentarer bliver det primært skotten man kommer til at se på banen.

Nu er der så kommet endnu et navn, den 19-årige australske landsholdsspiller Nathan Roberts. Dermed mener de også at holdet til den nye sæson er på plads.

DHG skal tilsyneladende også på herresiden have Jeppe Haugaard som træner i den kommende sæson.

Axel Jacobsen er røget til Italien, og indtil videre må SK Aarhus være det store åbne spørgsmål i den kommende sæson.

Andre nyheder kan jeg endnu ikke finde på nettet. Man hører jo en hel masse, men det gemmer jeg også lidt, til der foreligger bedre dokumentation.

lørdag, juli 30, 2005

Træningsstart og ferie

Jeg har fået timet min ferie perfekt med træningsstarten i Hvidovre. Så når drengene går i gang i hallen på tirsdag, er jeg 3000 kilometer væk. Derfor sker der nok heller ikke det helt vilde her på siden de næste uger. Men man kan jo bladre lidt i arkivet hvis man keder sig.

tirsdag, juli 19, 2005

19.-plads i Løkken

Løkken-stævnet blev nok lidt af en skuffelse. Forholdene var ikke de bedste. Blæsten var den hidtil kraftigste på årets Tour, og banerne var hårde fordi der var skyllet vand op. Alt det havde nok ikke gjort så meget hvis vi havde spillet godt og/eller lavet et superresultat. Det gjorde vi desværre heller ikke. Vi fik fem regulære kampe og en walkover. Vandt kun to af dem, og de var begge over samme modstander. Så alt i alt et lidt trist stævne for vores vedkommende.

Vi startede lørdag kl. 9 med at være tæt ved at overrumple Tobias Heiberg/Johnny Sørensen. Vi vandt 1. sæt og førte vist 17-14 i 2., men så lavede vi nogle fejl da vi skulle have lukket kampen. De begyndte pludselig at serve skarpere end os, og så tabte vi 21-19 og 15-8 i afgørende. Trist, for en sejr havde givet os en kamp mod Jakobs brødre for at komme i top 16, og hvis vi havde vundet den, en pæn mulighed for at blive 9'ere.

Nu fik vi i stedet en kamp mod Steffen Toftløkke Andersen/Jacob Steinov Thrane. Det var egentlig også ret tæt, men vi var bare ikke skarpe nok og tabte 21-18, 21-18.

Herefter stod den så på taberslutspil igen. Så plejer vi jo at vinde. Første kamp blev en walkover mod Rune Thomsen/Mads Ditlevsen, der trak sig allerede efter deres første kamp. Herefter slog vi brødrene Holck, Allan og Stefan.

Søndag tabte vi 2-1 til Daniel Blytner/Jonas Tind i semifinalen og vandt i kampen om 19.-pladsen endnu en gang over brødrene Holck. Begge Holck-kampene blev 2-0. I den ene vandt vi et sæt 24-22 efter at have været bagud 20-16, i den anden vandt vi et 22-20 efter at have været bagud 20-17... Men derudover vil jeg nu også mene at det er et hold vi skal slå 9 ud af 10 gange (eller mere).

Det bliver vores sidste stævne i år, så jeg kan lige så godt gøre status. 19.-pladsen denne weekend er vores dårligste placering denne sommer, hvor vi har fået én gang 17, to gange 18 (nummer 3 i Division Plus) og én gang 19. Stabilitet er jo godt i en vis udstrækning. Man kan vel sige at vi har vist et relativt højt bundniveau, men gerne ville have vist et højere topniveau.

Vi har ikke tabt til nogen jeg er flov over at have tabt til, men vi har heller ikke slået nogen jeg er specielt stolt over at have slået. God fortsat beachvolley-sommer til jer andre.

torsdag, juli 14, 2005

Seedet 21 i Løkken

Vi har fået en fin 21.-seedning i Løkken. Stævnet er stort set lige så stærkt besat som Ishøj, og det vil sige at det ikke kan være meget stærkere. Med nogenlunde samme koefficient var vi i hvert fald seedet 17 i Vejers.

Første kamp bliver imod Lars Rasmussen/Kristoffer Bergholt, som vi tabte til i Division Plus i søndags. Ikke nogen let kamp, men ud fra sidste uges indsats vil jeg mene at vi har en chance. Det kunne være godt at vinde, for taberen skal sandsynligvis møde Morten Mau/Martin Nielsen om at komme ind i top 16, mens vinderen får Jesper Christoffersen/Frederik Gregaard (forudsat at Mau/Nielsen har slået dem i første kamp).

Sådan er vilkårene. Når man er 21.-seedet, er det fair nok at man skal levere en overraskelse for at komme i top 16.

Men hvis det går som det plejer, taber vi de to første og kommer i lorteland. Herefter spiller vi godt, vinder alt og bliver nummer 17.

tirsdag, juli 12, 2005

Business as usual i Division Plus

Ganske som forudsagt blev det til en tredjeplads i Division Plus på Ishøj Strand. Det er nu tredje gang i træk at vi slutter lige uden for wildcardsene. Heldigvis havde vi dog point nok til at slippe med i eliten i Løkken uden et wildcard. Mere om det senere på ugen.

Division Plus-turneringen i Ishøj blev noget forvirrende omlagt lørdag morgen. Et sent afbud havde skåret en af puljerne ned til to hold, og arrangørerne foretrak at lave hele planen om frem for at give to hold en gratis plads i kvartfinalen. Det gav nye puljer og en del forsinkelser. Vi spillede nu mod Kim Blond/Martin Stenderup, Kim Blanksø/Niels-Peter Jensen og Michael Søe/Martin Bo Hansen.

Førstnævnte slog vi overraskende sikkert. Kim og NP burde vi have slået i to sæt, men det blev i stedet lidt af en gyser i tre sæt, hvor vi dog vandt. Tredje kamp betød meget lidt fordi begge hold var videre. Vi tabte 2-1 og undgik dermed behændigt at møde Jakobs brødre i en kvartfinale.

Vi vandt vores kvartfinale mod Mikkel Pind/Sune Johansen ret sikkert og skulle så møde Lars Rasmussen/Kristoffer Bergholt i semifinalen. Det plejer jo at blive endestationen, og det gjorde det også denne gang. Vi tabte 21-14, 23-21 efter et trist 1. sæt, men et rigtig velspillet 2. sæt. Det er dog ingen skam at tabe til et hold der har så mange pæne placeringer fra eliten, og det gør nok dette semifinalenederlag mere spiseligt end de tidligere. Lars og Kristoffer spiller med få fejl og ved virkelig hvor baglinjen sidder.

I kampen om tredjepladsen vandt vi 2-1 over Kristian von Magius og Kåre Wenzel, også et hold med en del eliteerfaring, så det blev til endnu en tredjeplads. Det er åbenbart lige deromkring at vores niveau er.

lørdag, juli 09, 2005

Tredjeseedet i div. plus på Ishøj Strand

I Ishøj-stævnet er vi havnet i pulje med Jakobs brødre, Søren og Markus. Desuden Kim og NP samt et hold jeg overhovedet ikke kender.

Efter alt at dømme vil vi få størst modstand fra brødrene Due Jakobsen, men skulle have en god chance for at vinde puljen eller i hvert fald gå videre.

Hvis alt går efter bogen, vinder vi naturligvis alle kampe lørdag plus kvartfinalen søndag og taber så i semifinalen. De andre gange det er sket, mener jeg egentlig vi burde have vundet, men denne gang, hvor rækken er noget stærkere besat, vil en tredjeplads såmænd ikke engang være noget skidt resultat.

Iceblockin' team

Ugen har budt på to "landskampe" mod Grønland for Hvidovre. Det grønlandske landshold er netop på vej til Shetland for at spille Island Games og brugte de to kampe imod os som forberedelse under deres træningslejr i Danmark.

Vi vandt både tirsdag og torsdag 3-1, men ikke ligefrem overbevisende. Det er svært at gå ind og spille godt når man som hold har ligget stille i en måned eller to (også selv om flere af os har spillet beach). På en god dag slår vi nok Grønland lidt mere klart, men de er helt klart et hold på vej frem.

Læs mere på hvk.dk.

onsdag, juli 06, 2005

Onsdagsarkivet: Skovbakken - ASV Århus 3-1 (april 1999)

I januar 1999 flyttede jeg til Århus og begyndte i Skovbakken. Valget faldt på den klub fordi jeg havde et par løse bekendtskaber dér fra Idrætshøjskolen i Sønderborg. Jeg fortrød det aldrig, og man må også sige at jeg kom til en klub der på herresiden var i stor fremgang.

Selv om jeg endnu kun havde spillet 2. og 3. division, røg jeg direkte ind på førsteholdet, som lå i toppen af 1. division (der var på det tidspunkt kun én 1. division) og kæmpede for oprykning. De havde kun én hæver i truppen og kunne derfor sagtens bruge en ung (jeg var 23) og håbefuld spiller.

Jeg spillede min sidste kamp for Hvidovre i en weekend sidst i februar (efter jeg var flyttet). Derfor gik min måneds karantæne nærmest til sæsonen var slut. Med min korte tid på Skovbakken-holdet kunne jeg nok heller ikke have bidraget med det helt store. Men det gik sådan at Skovbakken sluttede nummer to i 1. division og derfor skulle i kvalifikationskampe mod nummer næstsidst fra Elitedivisionen. Det var sjovt nok ASV Århus, så der var lagt op til et altafgørende slag om Århus, og på det tidspunkt var jeg blevet spilleberettiget.

Jeg kom derfor med i truppen til det første opgør, som skulle foregå i Skovbakken. Vi havde tidligere spillet nogle træningskampe mod ASV, og der plejede vi vist at tabe. ASV havde et ganske talentfuldt hold, som nok egentlig kunne have klaret sig bedre end deres 7.-plads i eliten, og jeg tror vi var ret undertippede i kvalifikationskampene.

Skovbakken-truppen bestod af: Finn Andersen (hæver), Mikkel Simonsen, Jes Ravn, Mikael Thomsen, Morten Madsen (center), Simon Højen, Anders Pedersen, Anders Sørensen, Jesper Hauge (kant), Søren Bastholm, Jesper Abildtrup, Bo Kristensen (diagonal) og Keld Fihl (libero). Det giver 13 navne ud over mig. Jeg kan ikke helt huske hvordan der blev plads til mig, men nogle andre må vel have været skadet eller siddet over.

Vores træner var den legendariske tysktalende iraner Parviz Kazemi. Mere om ham en anden uge.

I virkeligheden husker jeg ikke så meget fra første kamp, men vi lavede i hvert fald overraskelsen og vandt 3-1. Jeg kom slet ikke på banen, og det havde jeg nok heller ikke forventet. Jeg var oppe imod en erfaren hæver og havde kun trænet med holdet i nogle få måneder.

Det jeg husker bedst om kampen, er vel nok Århus Stiftstidendes overskrift i den efterfølgende artikel: "Huleboere løsnede slipset". Vistnok en causeren over de mange råb man hører under en volleyballkamp.

Min rigtige debut på banen kom i anden kamp, som jeg skriver om i næste uge.

tirsdag, juli 05, 2005

Syv nye til Middelfart

Hvis man vil følge med i klubskiftenyheder i disse dage, kan det helt klart anbefales at gå ind på Middelfarts hjemmeside cirka hver anden dag. Der er virkelig gang i den.

Siden jeg sidst skrev lidt om klubskifter, har Middelfart fire gange udsendt pressemeddelelse og heri offentliggjort syv nye navne, alle sammen stærke spillere.

Først to canadiere, Aaron Schulha og Jeremy King, så Lars Hoppe (SK Aarhus) og Steffen Vestergaard (Bedsted), dernæst Morten Mau (Marienlyst) og til sidst Mikkel Simonsen og Jakob Funch (begge SK Aarhus).

Citatet "Med forstærkningen på centerpladsen fremstår eliteholdet nu som en komplet og stærk trup" tyder på at der måske ikke kommer så mange flere nyheder. Men de syv navne lagt til de folk Middelfart har i forvejen, giver også et rigtig stærkt hold, og Middelfart må forventes endelig at kunne tage det sidste spring op i den absolutte elite.

Samtidig er der nu tale om en gevaldig åreladning hos SK Aarhus. De har ikke nogen specielt offensiv pressestrategi, så jeg aner ikke hvad de har i gære, men alt tyder på at de skal starte stort set forfra med at bygge et hold op.

In other news har Marienlyst ansat Jesper Hansen som spillende sportschef.

mandag, juli 04, 2005

Business as usual i lorteland

Vores første stævne i eliten denne sommer endte med en 17.-plads. Et acceptabelt resultat, som svarede præcis til vores seedning.

Vi havde selvfølgelig håbet at komme i top 16, men havde altså fået en svært uheldig lodtrækning. Vi startede mod Knudsen og Lundtang, de senere vindere. Helt som forventet var vi slet ikke tæt på at vinde, men fik dog 13 og 16 og undgik at blive til grin. For Kristian og Jesper var det sikkert en fin kamp at starte med, for de tog den med ro og kunne nok have spillet bedre hvis det havde været nødvendigt.

Kampen om at komme videre i hovedturneringen kom til at stå mod Martin Olesen og Lior Koren, som helt sikkert er to fyre med en fin fremtid. De spillede en kanonkamp, og vi var fornærmende ringe. Cifrene 11-21, 11-21 fortæller det hele. Lidt pinligt, men jeg tror ikke vi kunne have slået dem, som de spillede i den kamp.

Så handlede det om at blive nummer 17, og heldigvis kom vi i gang med vores spil. Vi fik først en walkover mod Jeppe Berger/Jes Fald, som havde fået en skade. Derefter slog vi Erik Sørensen/Sune Johansen uden problemer. Dermed var vi klar til en semifinale søndag.

Den kom til at stå mod Martin Olafsen/Kim Blond, og her spillede vi endnu en koncentreret kamp med et godt servepres og sideout-niveau og vandt 2-0. Finalen i taberrækken blev et opgør mod Simon Winther/Jakob Ørgaard, og selv om vi måtte ud i tre sæt, synes jeg at vi havde god kontrol over kampen.

Facit blev altså en 17.-plads, som seedningsmæssigt nogenlunde svarer til de placeringer vi plejer at få i Division Plus. Vi fik to nederlag, et helt forventet og et lidt pinligt, men derefter spillede vi faktisk godt. Så alt i alt var turneringen godkendt. Det er i øvrigt også ved at blive en vane for mig at ryge i placeringsslutspillet og vinde det. Det er nu sket ved tre af mine sidste fire optrædener i eliten.

Til Ishøj-stævnet havde vi ikke nok point til eliten. Turneringen er afsindig stærkt besat. Der mangler stort set ingen fra toppen af dansk beachvolley, så vi røg lige udenfor selv om vi nu har 186 point. Plussen bliver også lidt stærkere end sædvanligt, med hold som Lars Rasmussen/Kristoffer Bergholt og Kåre Wenzel/Kristian von Magius.

Mere om det senere på ugen. Der kommer flere nyheder her på siden i aften og/eller i morgen, for der sker ting og sager i disse dage.

fredag, juli 01, 2005

Next stop Vejers

Vejers-stævnet bliver mit første Fanta-stævne i eliterækken siden Ishøj 2003, hvor jeg fik en 13.-plads sammen med Allan Vincentz. Sidste år blev det til to stævner i Division Plus og i år hidtil ét. Alle tre sluttede i øvrigt i semifinalen.

Denne weekends stævne kommer ganske som forudset til at starte (lørdag kl. 9 på Centre Court) med en kamp mod Jesper Lundtang og Kristian Knudsen. Det kan man vel godt kalde en uheldig lodtrækning. Sjovt nok bliver det mit tredje opgør med de to i blot seks optrædener i eliterækken på Fanta Tour.

Vi kan nok ikke gøre os nogen forhåbninger om at vinde. Hvis nu der havde stået en orkan ind fra Vesterhavet, kunne vi måske håbe på at tilfældighederne ville være os venligt stemt. Men det ser ud til at blive pænt vejr og svag vind, så målet må være at spille en sjov kamp.

Med den antagelse at vi taber, skal vi møde taberen af en kamp mellem Jonas Napier/Peter Lyø og vinderen af Martin Olesen/Lior Koren mod Martin Olafsen/Kim Blond. Jeg spår at Napier/Lyø vinder, og at den afgørende kamp for at komme ind i top 16 således kommer til at stå imod vinderen af Olesen/Koren mod Olafsen/Blond. De er jo uden tvivl blandt de mennesker man oftest ser i Ryparken, men de skulle da stadig være til at slå (og tabe til).

Hvis det nu skulle lykkes, kunne man forestille sig en kamp mod Lars Rasmussen/Sune Roed Andersen eller Tobias Heiberg/Johnny Sørensen for at komme i top 12. Men vi kunne jo også gå hen og tabe, og så skal vi i det såkaldte lorteland, 17-24-slutspillet.

onsdag, juni 29, 2005

Onsdagsarkivet: Hvidovre - Holte II 3-2 (januar 99)

Som nævnt vil jeg genoptage mine tilbageblik, som jeg på en eller anden måde kom til at glemme i den hektiske sæsonafslutning.

Jeg har egentlig glædet mig lidt til at skrive om denne kamp, som var min afskedskamp for Hvidovre, fordi jeg husker det som en superkamp. Jeg stod foran at skulle flytte til Århus og påbegynde Journalisthøjskolen i februar 99, og så var det jo svært at fortsætte i Hvidovre, som havde været min klub i de første fire år af min volleyballkarriere.

Den sidste kamp før den store flyttedag stod mod Holte. Reelt nåede jeg faktisk at spille yderligere en kamp for Hvidovre da jeg var hjemme i en weekend nogle uger senere, men den var knap så minderig.

Holte havde, som jeg også fik nævnt i omtalen af vores første møde med dem, et stærkt hold bestående af nogle rutinerede folk og nogle unge talenter. De var tophold og bestemt ikke et hold som mange af de andre regnede med at slå.

Dertil kom jo at vi forventede at Holte ville være ekstremt opsatte til denne kamp på grund af den måde vi havde vundet første opgør på. Så vi frygtede faktisk at få store klø. Sådan gik det heldigvis ikke, men denne gang var det hovedsageligt vores egen fortjeneste. Vi spillede en rigtig kanonkamp, og på det tidspunkt var det absolut en af de bedste kampe jeg havde været med i.

Jeg husker det også som en fin kamp fra min egen side, men Svinet gik til Michael Gamst. Vores senere træner spillede på det tidspunkt kant for os (efter eget ønske), selv om han jo i høj grad var opdraget som hæver, men det gik faktisk rigtig godt.

Det var en tæt kamp hele vejen igennem og en af den slags kampe hvor enkelte højdepunkter stadig står ret klart i hukommelsen: En lækker énmandsblokade af mig selv (det sker sjældent), og af en eller anden grund også matchbolden. Den fik David og slog den vist ud via en blokade. Jeg husker det specielt fordi jeg nærmest var tvunget til at hæve til David fordi vi på den anden kant havde en fyr som man aldrig måtte hæve til på afgørende bolde. Der er jo ingen grund til at hænge ham ud, men mine holdkammerater vil vide hvem jeg snakker om.

Jeg rejste til Århus med god samvittighed, bortset fra at det selvfølgelig altid er ærgerligt at forlade en klub man godt kan lide at være i. Men holdet kunne hverken rykke op eller ned i den sæson. For mig fortsatte karrieren i Skovbakken. Så det kan man læse mere om i de kommende uger.

mandag, juni 27, 2005

Feddet - recap

Som nævnt var jeg ikke på Feddet, men Jakob Due Jakobsen opnåede en værdifuld andenplads sammen med sin bror. Deres pulje blev skåret ned til tre hold fordi et hold trak sig før weekenden. Dermed røg ungdomswildcardet i en anden pulje.

Jakob og Markus vandt puljen sikkert og røg senere i finalen. Her blev det desværre til et knebent nederlag imod Michael Søe/Martin Bo Hansen.

Det gav 38 point, og dermed kom vi samlet op 122. Det var lidt spændende mandag morgen at holde øje med tilmeldingerne til Vejers. Ganske mange hold udsatte deres tilmelding til sidste dag, så det var meget tæt på at vi røg i plussen.

Men 122 endte med at være præcis nok til at bringe os i eliten som det sidste hold. Seedningskoefficienten placerer os dog helt oppe som nummer 17, men det er nu ikke videre heldigt.

Hovedturneringen lægges jo efter et fast skema, og det viser at vi i første kamp render ind i de 16.-seedede Kristian Knudsen og Jesper Lundtang, lørdag kl. 9 på Centre Court. En rigtig publikumsmagnet til at skyde stævnet i gang.

Jeg har faktisk mødt de to herrer to gange tidligere i beach, én gang med Morten Madsen og én gang med Allan Vincentz. Jeg husker det som to tætte kampe frem til stillingen 0-5 i 1. sæt.

Jeg kunne også godt sige lidt mere om vores vej ind i turneringen, men jeg vil gemme det til der kommer en foreløbig turneringsplan onsdag.

fredag, juni 24, 2005

Feddet - preview

Jeg er desværre ikke selv til stede på Feddet i denne weekend. Det har ellers været et fantastisk stævne de seneste tre år, hvor jeg endda har fejret min største beachvolley-triumf resultatmæssigt.

I 2002 nåede jeg sammen med Morten Madsen helt frem til en 9.-plads, og det værste af det hele var at vi blev slået ud af to dengang meget unge fyre fra Skårup, Jeppe Berger/Troels Isaksen, og altså kunne være gået helt frem til en 7.-plads. Det hører med til historien at vi kun nåede op som nummer 9 på grund af en walkover.

I 2003 fik jeg en 17.-plads sammen med Martin Henningsen, og sidste år blev det til en fjerdeplads i Division Plus sammen med Jakob Due Jakobsen.

Grunden til at jeg alligevel holder lidt øje med Feddet, er at jeg nok spiller de følgende stævner med Jakob, og derfor ville det jo være fint hvis han i denne weekend kunne score nogle point sammen med sin bror, Markus.

Det er endnu umuligt at sige hvor meget det vil kræve at komme ind i eliten på Vejers, men erfaringen siger at det kræver færre point end i de øvrige stævner. I skrivende stund kan man komme ind med 8 point, men det plejer jo at ændre sig dramatisk i weekenden.

Efter Feddet vil vi have 84 plus det Jakob tjener, så jeg tror det ser fornuftigt ud. Han og Markus er i denne weekend i pulje med Kim og NP, Enno og Kim og Tobias Nielsen/Jacob Oppenheim (som er en del af OL 2012-projektet).

Lad os håbe at puljen bliver vundet af de eneste spillere som er i 20'erne.

tirsdag, juni 21, 2005

Tredjeplads i Div. Plus i Nyborg

Vi havnede på den alt for velkendte tredjeplads i Division Plus. Egentlig ikke så tosset ud af 16 hold, og vi tabte da også kun én kamp hele weekenden, men vi havde jo sat næsen op efter sejren.

I to stævner sidste år blev vi også begge gange slået ud i semifinalen, og man kan måske ligefrem begynde at tale om et semifinalekompleks. Jeg vil faktisk påstå at vi ikke var voldsomt pressede af nogen hold før vi nåede frem til semifinalen, hvor vi tabte til et hold (Hans Elgaard Mogensen/Kim Christiansen) der spillede solidt, men ikke prangende. På den måde minder historien lidt om vores to stævner sidste år, hvor vi også i begge tilfælde gik ubesejrede frem til semifinalen for så at tabe.

Vi startede med at slå Pablo Suarez og Casper Tind 2-0. Så blev det til en ret klar 2-1'er (20-22, 21-7, 15-8) over Mikkel Toftløkke Andersen/Morten Lykkegaard. I tredje puljekamp slog vi Morten Madsen og Stefan Vind-Kezunovic 2-0. Vi følte ikke at vi havde spillet på vores absolutte topniveau, men vi servede skarpt nok til at slå vores modstanderes spil lidt i stykker.

Om søndagen var det nogenlunde samme historie mod Jesper Theill og Niels Hammer. En klar 2-0'er. Så kom vi til den skæbnesvangre semifinale. Vi fandt aldrig rigtigt en effektiv måde at spille vores modstandere på og lavede selv nok fejl til at de kunne snuppe kampen 22-20, 21-16.

Kampen om tredjepladsen gav endnu en klar sejr, denne gang over holdkammeraterne Anders Niels og Martin "Burger" Rasmussen.

De samlede resultater.

Forholdene på Nyborg Strand skal vel også lige kommenteres. De var vist ikke lige slemme over hele stranden, men på vores division plus-bane har der vist engang ligget et stenbrud. De fleste i vores pulje kom vist hjem med sår under fødderne, på knæene og albuerne. For mit eget vedkommende gjorde det i hvert fald lysten til at smide sig efter marginalboldene mindre.

Til gengæld var det dejligt vejr.

fredag, juni 17, 2005

Min helt egen bold

Indkøbte i går ét styk beachvolley-bold hos min kammerat og tidligere beachmakker Allan Vincentz' vshop.dk. Han har med stor iver startet sit lille internetfirma, og det går vist udmærket.

Af princip er jeg ellers ikke meget for at omtale kommercielle foretagender, men gør gerne en undtagelse fordi alle jo alligevel kender den store konkurrent i forvejen. Det allerbedste man kan sige om sådan en ny lille volleybutik, er vel at det kommer alle os almindelige volleyballspillere til gode (i form af priskonkurrence) når der er flere aktører på markedet.

onsdag, juni 15, 2005

Spiller Division Plus i Nyborg

Jakob Due Jakobsen og jeg stiller op i Division Plus-rækken i første runde af Fanta Tour, på Nyborg Strand. Vi lurepassede lidt med tilmeldingen fordi vi ikke var sikre på at vi gad spille hvis vores 50 point kun var nok til Division.

Det rakte dog til en 11.-seedning blandt de 16 hold, og det er vel at mærke kun fordi der seedes efter point. Hvis seedningskoefficienten var blevet brugt, havde vi været topseedet! Rækken ser ikke så skræmmende ud, og vi tror på vores chancer, men på den anden side skal der jo ikke mere end en enkelt dårlig kamp til at ødelægge et godt stævne når først man er nået til knockout-runderne.

Hvis der ikke kommer nogen afbud, burde vi komme i pulje med Pablo Suarez/Casper Tind Hansen, Mikkel Toftløkke Andersen/Morten Lykkegaard og Stefan Vind-Kezunovic/Morten Madsen.

Vi trænede tirsdag med Angutimmarik Nielsen/Kasper Thorleifsen aka "Team Nuka Din Tøjmand" aka "det grønlandske landshold" aka "Greenlandish" aka "Grønland EV". Vandt cirka 9-0 i sæt. Hm, lad os bare sige at beachvolley stadig er en lille sportsgren i Grønland.

fredag, juni 10, 2005

Sommerplaner

Jeg skammer mig lidt over aktivitetsniveauet her på siden lige for tiden. Men jeg vil prøve at holde fast i opdateringerne om spiller- og trænersituationer frem mod næste sæson. Derudover kommer der vel en form for beach-føljeton fordi jeg stiller op i nogle stævner i Fanta Tour. Og sidst og sikkert også mindst har jeg en plan om at genoptage mine ugentlige onsdagsskriverier om kampe fra gamle dage.

På førstnævnte front har Gentofte fået en aftale med en brasilianer.

Amager (i 1. division) har oprustet med Jørgen Breinholm, som jo er en højt respekteret og kvalificeret træner. Det er lidt spændende at se hvad det vil gøre ved deres trup.

Der har også været en nyhed om at DHG og Marienlyst snakker sammen. Næste skridt kunne angiveligt være at træne sammen. Meget mere var der ikke i historien.

Hvis man vil læse mere om Middelfart og Chad Grimm, har Middelfart lagt artiklen på deres hjemmeside (og det har de faktisk også selv om man ikke vil).

lørdag, maj 28, 2005

Nyt i Marienlyst og Middelfart

De første nyheder om næste sæsons elitedivision er for længst dukket op, så vi må jo hellere kigge på det.

Allermest meddelsomme er Marienlyst, som udsender en pressemeddelelse hver gang nogen vælger at fortsætte i klubben.

Det gør indtil videre Jordan Hove, Jesper Hansen, Per Eggers, BT, Jacob Nielsen og Paw Harder. Til gengæld skal Peter Lyck og Mads Ditlevsen til Wuppertal. Ikke nogen stor sensation, måske, at Jens Larsen tager de to største danske talenter med sig til Tyskland. Men det bliver spændende at se hvordan Marienlyst vil erstatte dem, for det er svært at få øje på to kantspillere i Danmark med lige så højt niveau.

Netop i dag har Marienlyst afsløret deres nye træner. Det bliver Simon Højen, som jeg selv både har været holdkammerat med og været trænet af i Skovbakken. Vel nok et lidt overraskende valg fordi Simon endnu ikke har de store erfaringer på det niveau. Men held og lykke med den spændende opgave.

En anden stor nyhed der har været fremme, er at Chad Grimm skal være træner i Middelfart. Det kom også lidt bag på mig fordi Chad et par gange har været nævnt som et træneremne i SK Aarhus, hvor han jo har hørt til hidtil. Men han proklamerede friskt i Fyens Stiftstidende, i en artikel som ikke længere er tilgængelig, at Middelfart går efter top 3 i næste sæson. Så man må vel næsten forvente at der er forstærkninger på vej til truppen?

onsdag, maj 18, 2005

Holte i pokalen

Vi har trukket Holte i 1/8-finalen af Lufthansa Cup.

Det er vist svært på nuværende tidspunkt at sige noget om Holtes styrke i oktober, så det må vi se på når der foreligger mere konkrete oplysninger (eller mere konkrete rygter).

Det bemærkelsesværdige er at proceduren er blevet ændret så der nu er fri lodtrækning. Derfor kunne vi også (selv om vi sluttede efteråret lige uden for top 8) have trukket for eksempel Aarhus 1900 eller Midtfyn.

Marienlyst og Aalborg HIK har trukket hinanden, og det skaber måske nok en debat om det hensigtsmæssige i den frie lodtrækning. Hvis vinderen af den kamp trækker SK Aarhus i næste runde, kan vi jo stå i en situation hvor kun ét af de tre bedste hold i landet (i hvert fald i denne sæson) kommer i semifinalerne.

Men for os andre har det jo sin charme at vi har større chancer for at nå tæt på en finale end tidligere, hvis vi altså har lidt lodtrækningsheld.

lørdag, maj 14, 2005

Livlig debat

Volleynets debat har på det seneste udviklet sig til et livligt forum for debat om dansk volleyball. Der er et par særligt interessante emner i øjeblikket, nemlig debatten om en fremtidig turneringsstruktur for divisionerne og den økonomiske debat i kølvandet på Team Danmarks nye støttekoncept.

Jeg vil her blot opfordre folk til at sætte sig ind i de to debatter og gerne deltage. Jeg føler ikke at mine holdninger på området er helt klare nok til at jeg vil formulere dem her.

fredag, maj 06, 2005

Sand i ørerne

Så er sandet skyllet af efter årets første beachvolley. Det blev til et par timers spil med nogle holdkammerater. Jeg spillede med Jakob Due Jakobsen, som nok også bliver min makker i nogle Fanta-stævner i sommer, og det var egentlig nogenlunde opmuntrende. I hvert fald synes jeg at timingen i sandet var bedre end den plejer at være på dette tidspunkt, og vores sammenspil er ganske godt.

Desværre var vi ikke videre flittige sidste år, hvor det kun blev til to stævner i division plus (og to semifinalepladser), og de 50 point rækker sikkert ikke langt, så det bliver lidt af en kamp at komme i eliten i år.

Weekenden byder sikkert på mere beach i Sønderborg.

mandag, maj 02, 2005

Ungdomsmesterskaber

Vores opvisningskamp søndag blev ikke så meget en kamp, men mere bare lidt fire-mod-fire internt på holdet. Det var ikke sublim volley, men nettet var lidt lavt så der blev tyret kugler ned i smashopvarmningen, og forhåbentlig var det sjovt for kidsspillerne at se nogle store fyre spille.

Jonas Villund, som har trænet med os i en del af sæsonen, vandt i weekenden sammen med KV61 DM for ynglinge i Ikast. Finalen vandt de over Ikast med 3-2 (25-22, 22-25, 20-25, 30-28, 20-18) efter at have overlevet otte matchbolde! Tillykke. Vi regner med at Jonas spiller senior for os i næste sæson (og ynglinge i KV61), hvor han vil være andetårs ynglingespiller.

lørdag, april 30, 2005

Sover du godt om natten?

Mange volleyballinteresserede har fulgt debatten om Team Danmarks nye støttekoncept. De fulgte måske også med spænding udsendelsen "Isdronningen og magtens mænd" torsdag aften i TV2's Lige på og sport.

Den handlede godt nok ikke direkte om støttekonceptet, men den mere end antydede at der kunne ligge alle mulige usagligheder til grund for det. Herunder at sportschef Susanne Hedegaard har misinformeret den næsten nye bestyrelse og manipuleret den til at vedtage konceptet - efter journalistens påstand med det formål at få TD-direktør Preben Kragelund til at gå sin vej.

Jeg er ikke i tvivl om at der kan være noget om påstandene. Jeg har i hvert fald også hørt noget lignende fra andre sider. Desværre var det ikke særligt god journalistik. Henrik Madsen har en underlig stil med at levere påstande uden særlig god dokumentation. Og når han så interviewer "skurkene", i dette tilfælde Susanne Hedegaard og Brian Mikkelsen, stiller han dem de mest ledende spørgsmål han kan finde på. "Manipulerede du med de oplysninger, du gav til bestyrelsen?", "Sover du godt om natten?" og lignende. Han havde sikkert forventet at de ville bryde sammen og tilstå alle deres forbrydelser, men det gjorde de sjovt nok ikke.

Det mest effektfulde i udsendelsen var faktisk skøjteløberen Mikkeline Kierkgaards beretning om hvordan hun var blevet behandlet af sportschefen. Her fik man en klar fornemmelse af usaglighed fra Hedegaards side.

Mikael Trolle optrådte også i udsendelsen og gjorde det efter min opfattelse godt. Han fremstod saglig og afstod klogeligt fra personlige angreb som nok bare havde fået ham til at virke som en sportschef der var bitter over at blive udfaset.

fredag, april 29, 2005

Postsæsonplaner

Den normalt lidt sløve del af året er gået i gang, og weekenden bød jo allerede på det første af de mindre seriøse stævner (og vist nok også det sidste). På et møde sidste tirsdag blev vi dog enige om at holdet allerede nu kigger fremad mod næste sæson, så boldtræningen bliver vedligeholdt, styrketræningen intensiveret og øjnene holdt åbne efter forstærkninger.

Det er ikke længere nogen hemmelighed at vi mister Martin Henningsen, der af arbejdsmæssige årsager må flytte til Jylland. Det er endnu svært at sige hvad det kommer til at betyde for os, men han har uden tvivl været vores mest pålidelige spiller igennem de seneste år. Vi har dog i for eksempel Kasper Thorleifsen en ung spiller der kan blive lige så god. Og generelt ser det rigtig fornuftigt ud med de forstærkninger vi har fået i løbet af sæsonen.

På søndag kl. 11 spiller vi en opvisningskamp i forbindelse med sjællandsmesterskabet i kidsvolley i Ishøj Idrætscenter. Hvem modstanderen bliver, har jeg ikke styr på, men muligvis et hold sammensat til lejligheden.

søndag, april 24, 2005

Vindere af Fuglsø - igen

Årets T-shirt blev sikret i ikke alt for overbevisende stil. Der var desværre kun fire hold tilmeldt A-rækken, så turneringen blev afviklet som alle-mod-alle-to-gange. Men selv om alle rækkens kampe således kunne planlægges fra starten, findes der åbenbart en speciel DGI-model der forhindrer dette. Så efter hver kamp måtte man lige en tur til stævnelederbordet for at kunne planlægge fremad.

Maden, indkvarteringen og festen var der som sædvanlig ikke en finger at sætte på.

Af de fire hold i vores række skilte KV61 og vi os ud ved at være en hel del mere stabile og boldsikre end Holbæk og Himmelev, så turneringen blev hurtigt en duel mellem de to førstnævnte. Vi vandt alle fire kampe over Himmelev og Holbæk 2-0 og var kun lidt presset i den ene mod Holbæk.

Imod KV vandt vi fredagens opgør 2-1 efter en velspillet kamp. Lørdagens afsluttende kamp mod dem blev derfor en slags finale, for de havde også slået de andre hold i alle fire tilfælde. Dog havde de smidt et enkelt sæt imod Himmelev, og det betød at vi kunne vinde det hele med et 1-2-nederlag i "finalen". Som sagt så gjort.

Til ære for Claus Møller Madsen vil jeg sige at vi spillede to glimrende og meget lige kampe mod KV61, og de spiller god volleyball, og det virker ærgerligt at de må ned i 2. division. Vi stillede med et ganske godt hold til dette stævne, men jeg håber nu at vi havde tævet dem hvis vi havde haft mere end tre spillere fra vores sædvanlige startopstilling.

torsdag, april 21, 2005

Fuldsø

DGI kan finde ud af at arrangere et DM (som de kalder LM). Hotelværelser, rigelige jyske måltider og VLTJ med hele slagtøjet.

Som dobbelte (eller mere?) forsvarende mestre tager vi til Fuglsø i aften og spiller kampe bededag og lørdag. Holdet hedder Martin H, Tim, Bjørn, Jakob N, Lentz, Klaus og undertegnede. Vinder vi igen? Det tror jeg nok vi gør.

tirsdag, april 19, 2005

Sådan gik det

Vores oprykning er jo old news, men søndag blev det klart at PVC snuppede rækkens anden oprykningsplads.

Ud fra kampen søndag, som jeg overværede, er der ikke noget at indvende imod det. PVC spillede en virkelig stabil kamp, hvor deres modtagninger lå godt og de derfor havde stor succes med deres hurtige spil til Jeppe og Kristoffer. Randers Amtsavis om kampen.

Nu bagefter kunne det måske være sjovt at kigge på hvad jeg skrev før det hele startede.

Uanset om vi var favoritter eller ej, lykkedes det os at snuppe førstepladsen. Fortjent, efter min subjektive mening. Vi satte ikke noget til imod de to jyske underdogs, og i seks kampe mod de øvrige tre hold dummede vi os to gange. Begge gange føltes det som om vi smed en kamp væk vi burde have vundet. Heldigvis havde vi råd til det, for der var ikke andre (og slet ikke to andre) hold der viste samme stabilitet.

Det overrasker mig noget at det blev PVC der tog den anden plads, men det var nok netop et spørgsmål om stabilitet. Efter vores første kamp mod Amager troede jeg at de ville være et godt bud, men det var åbenbart omtrent deres bedste præstation hele sæsonen. Spentrup havde i virkeligheden slet ikke noget særlig godt kvalspil. De vandt ikke en eneste kamp 3-0 og måtte i fire af deres seks sejre ud i fem sæt. Det havde ærligt talt været en feberredning hvis de var rykket op.

Jeg tvivler på at PVC (hvis de fortsætter med samme hold) vil gøre noget særligt væsen af sig i eliten, hvor de fleste hold bør have våbnene til at stoppe deres spillekoncept, men bare fordi deres stjerner har prøvet hele turen før, var de åbenbart ikke direkte imod oprykning, som jeg kom til at antyde.

Og så kan man da skynde sig at tilføje at eliten måske efter næste sæson bliver skåret ned til otte hold, hvorfor førstepladsen i næste års elitekval kan blive langt mere væsentlig end den var i år.

mandag, april 18, 2005

Randers - Hvidovre 2-3 (25-20, 19-25, 15-25, 27-25, 12-15)

Randers-kampen blev ikke lige den opvisning jeg havde lagt op til i mit seneste indlæg. Hvis vi havde spillet en hel kamp på samme niveau som vi viste i 2. og 3. sæt, kunne det godt være gået sådan, men det havde vi åbenbart ikke i os.

Vi havde ikke Bruncke med os, og det betød selvfølgelig noget, men det at vi skiftede hyppigt ud på hæverposten, syntes faktisk (i al ubeskedenhed) at skabe større usikkerhed.

Alligevel var der ikke rigtig tvivl om resultatet. Vi burde have lukket kampen i 4. sæt, og Randers var faktisk ikke så tæt på i 5. sæt som de 12 point giver indtryk af.

Og så skal det jo nævnes at der var "champagne" (spumante) fra Randers. En fin gestus.

Mere om kampen på hvk.dk.

fredag, april 15, 2005

Randers - vi havde nået vores mål

En sjov statistisk detalje omkring vores fire oprykninger til eliten er at de hvert år er blevet sikret i næstsidste runde.

Så hver gang har vi haft en betydningsløs kamp i sidste runde. Og i år er faktisk tredje gang at det er i Jylland. Men som Københavns bonderøvsklub nummer 1 føler vi os heldigvis godt hjemme i Jylland, så det skal nok blive sjovt.

Første gang var i Spentrup (mens jeg var Skovbakken-spiller).

Næste gang var i ASV.

Tredje gang var på hjemmebane, også mod ASV.

Det skal tilføjes at vi i hvert fald i de to sidste kampe spillede rigtig godt og solidt selv om det ikke var så vigtigt.

I kampen mod Randers skal vi dog formentlig spille uden libero Thomas Stryhn og diagonal Søren Bruncke, så der bliver lejlighed til at bevise at vi har en bred trup.

mandag, april 11, 2005

Hvidovre - PVC Lyngby 3-2 (22-25, 23-25, 25-18, 29-27, 15-11)

Yes. Med sejren er vi tilbage i elitedivisionen, og som noget helt nyt sker det via førstepladsen. Men det holdt nu hårdt i søndagens kamp.

Vores ret klare sejr i første kamp mod PVC Lyngby havde måske givet en lidt for stor tro på at den her kamp kunne spadseres hjem. I hvert fald manglede vi noget tænding fra start, og det udnyttede PVC. Jeg synes ikke vi spillede dårligt, men de var lidt skarpere og blokerede og forsvarede fornuftigt.

I 3. sæt fik de den nedtur som nærmest er uundgåelig når man er så afhængig af et par spillere. Vi fik presset dem lidt i serven, og så lavede de mange fejl. Vi lavede også selv en del fejl, og det var ret bemærkelsesværdigt at vi kunne vinde sættet 25-18 uden at spille bedre.

I 4. sæt var der til gengæld kamp om det på den lidt mere gode måde. Holdene skiftedes til at føre, men aldrig med mere end et par point. PVC fik en enkelt matchbold, og bedst som man troede vi skulle have endnu et 39-37-sæt, fik vi det afgjort til 29-27.

Og se om vi ikke også vandt 5. sæt. Ret lækkert, for vi har ikke haft stor succes i femsættere på det seneste. Ikke nogen stor kamp fra vores side, men god koncentration i de afgørende situationer.

Lidt mere om kampen på hvk.dk.

PVC og Spentrup får en herrekamp om den anden eliteplads på søndag kl. 13. Kunne være man skulle ud at se den. Og måske videre til Holte-Skårup kl. 16.

Og vi skal jo til Randers om lørdagen, hvor vi har intentioner om at yde en bedre indsats end Amager. Det skal nok blive sjovt.

Lidt fra Randers Amtsavis om Spentrups sejr over Solbjerg. Skuffende at artiklen ikke indeholder bare en lille tak til Hvidovre, som i den grad har hjulpet Spentrup.