tirsdag, januar 28, 2003

Denne uges overvågning

Elitekvalifikation gruppe 2:
Rosenlund beskriver i en pressemeddelelse søndagens kamp med blot to sætninger: "Modstanderen Hvidovre VK var for stor en mundfuld for Rosenlund-mandskabet, der ellers vandt første sæt i stor stil med hele 15-25. Hvidovre vågnede dog op, og vendte kampen på forunderlig vis."

ASV kom lidt i gang ved at slå Lyseng 3-0, men i referatet er de ikke ligefrem imponerede over modstanden.

Spentrup slog ikke overraskende PVC Lyngby 3-0. PVC's referat kan læses her. Randers Amtsavis har ikke skrevet om kampen (endnu?), men i en optaktsartikel udnævner træner Torbjørn Ebbesen faktisk Hvidovre til favorit i gruppen.

2. division vest:
Skovbakkens fine sejr skaffede holdet et godt forspring til HIK Aalborg og Aabyhøj, som nu begge er seks point efter og vel kan begynde at afskrive mulighederne for oprykning. Jesper Hauge har i et par tilføjelser til sejren over HIK blandt andet rost Anders Aarkrog for en god kamp hvor han tog stort ansvar, og Halli Sigurdsson for at ramme centerspillerne godt.

ASV er stadig med to point efter og vandt endnu en gang 3-0. Få hold citerer Oscar Wilde i kampreferater. ASV II gør. Aabyhøj er altid lidt længe om at skrive kampreferat når de har tabt. Men 2-3 mod Aarhus 1900 er da et hæderligt resultat, og når referatet kommer, kan det læses her.

søndag, januar 26, 2003

Hvidovre - Rosenlund 3-1 (15-25, 25-21, 25-19, 25-20)

Hvis man ser bort fra 1. sæt, var det nærmest en perfekt kamp af Hvidovre. Meget stabilt spil i alle spillets faser. Ingen pointserier til Rosenlund, som ellers har et udmærket hold. Alle sæt kørt sikkert hjem med føring stort set fra start til slut.

Men selvfølgelig kan man ikke se bort fra 1. sæt, som viste at bundniveauet stadig skal hæves. Man kan vel ikke satse på at man bare kan isolere det til et eneste sæt i hver kamp. Det sjoveste ved kampens forløb var den tro Rosenlund-spillerne fik på sig selv i 1. sæt, og som vi så bare langsomt, men sikkert, pillede ud af dem igen. De kom slet ikke til fadet i resten af kampen.

Søren Andersen spillede en flot kamp på diagonalen og fik "Svinet". Bjørn Rasmussen var også god med effektive angreb og mange vigtige blokader på afgørende tidspunkter. Bent Kjøller hævede endnu en god kamp (ja, jeg troede han var gået på pension), og derfor var det småt med spilletid til undertegnede. I modtagningen var Stryhn og Martin gode efter en svag start.

Sjov detalje fra kampen: Alle Hvidovres tre sætbolde blev afgjort på blokerede hæveroverspilninger fra Rosenlund.

Stillingen er allerede rigtigt flot. Tænk hvordan den vil se ud hvis vi slår Spentrup i næste weekend.

Skovbakken slog Holte
I elitedivisionen blev det til en flot sejr til Skovbakken i Holte-hallen. Kampen mindede en del om Hvidovres. En langsom start, hvor Holtes pres overrumplede Skovbakken en smule. Men da først Bakken kom i gang, var kampen deres. Selvfølgelig var det tætte sæt. Men Skovbakken viste så meget stabilitet i spillet at resultatet absolut var fortjent. Og to inkarnerede Skovbakken-fans (Jesper Tvede og mig selv) kunne hurtigt blive enige om at Bakken også viste klart det mest underholdende og varierede spil med masser af center og endda et par kombinationer.

lørdag, januar 25, 2003

Ny sejr til Skovbakken II

Skovbakken II vandt lørdagens kamp 3-2 over HIK Aalborgs andethold. Jesper Hauge har skrevet et fint kampreferat på Volleynet. Og et andet hos Skovbakken.

Sejren bringer Skovbakken seks point foran HIK og Aabyhøj, som tabte 3-2 til Aarhus 1900. Det ser mere og mere ud som om de to oprykningspladser i 2. division vest skal fordeles mellem 1900, Skovbakken og ASV. Og 1900 ser ud til at snuppe den ene. Så nøglekampen bliver måske nok udekampen mod ASV 22. februar.

Afbudsramt Hvidovre-hold mod Rosenlund

Hvidovre er ramt af skader og afbud op til kampen mod Rosenlund søndag. I ugens løb har Anders Nielsen fået en ankelskade, og Kim Mathiassen og David V. Jensen har meldt fra af andre årsager. Ole Moe har problemer med en fingerskade, men tager plads på bænken alligevel.

Bent Kjøller er blevet overtalt til at tage endnu et par uger på holdet, indtil jeg selv kan træne med i fuldt omfang. På grund af disse faktorer ligger startopstillingen nogenlunde fast. Hæver: Bent Kjøller. Kanter: Martin Henningsen, Bjørn Rasmussen (som i øvrigt har lidt ondt i skulderen). Center: Jakob Due Jakobsen, Jannick Svendsen. Diagonal: Søren Andersen. Libero: Thomas Stryhn. På bænken: Træner Michael Gamst, skadede Ole Moe og mig selv.

Det kunne altså se ud som om jeg skal være indstillet på at kunne blive skiftet ind på alle pladser.

Kampen mod Rosenlund bliver også et gensyn med gamle kendinge som Allan Holck og Allan Bendsen, som begge har været trofaste deltagere på volleyballkurset på Idrætshøjskolen i Sønderborg. Og naturligvis med Rosenlund-træner Kim Madsen, mangeårig Hvidovre-spiller.

torsdag, januar 23, 2003

Opdateret overvågning

Rosenlund har skrevet lidt pressemateriale om deres nederlag mod Spentrup. Især kan jeg godt lide formuleringen "flere af hallens mange tilskuere var vidne til at dommeren nærmest bortdømte Rosenlund i fire afgørende situationer". En stor del af tilskuerne så det åbenbart ikke. Måske fordi dommeren kun "nærmest bortdømte" Rosenlund.

I øvrigt tror tipperne på en lige kamp mellem Hvidovre og Rosenlund søndag. 30 har tippet Hvidovre, 31 Rosenlund. Hvor Rosenlunds snævre favoritværdighed stammer fra, ved jeg ikke. Det kan i hvert fald ikke skyldes tidligere resultater i kampe og træningskampe mellem de to klubber.

I 2. division vest har Aabyhøj leveret et par kampreferater.

tirsdag, januar 21, 2003

Overvågning

Så surfede jeg nemlig lige rundt og fandt lidt der er skrevet om kampene i Hvidovres og Skovbakkens rækker.

Elitekvalifikation gruppe 2:
ASV tabte 1-3 hjemme mod PVC Lyngby. I betragtning af at Hvidovre slog PVC med samme cifre i sidste weekend, må man sige at begge hold indtil videre er sat lidt tilbage i kampen om de to elitepladser. Læs ASV's referat fra kampen. Det ellers ambitiøse ASV-hold er startet med to hjemmebanenederlag og har ikke så voldsomt stor selvtillid.

Spentrup slog Rosenlund 3-1 i Spentrup, men var meget tæt på at komme bagud 2-0 i sæt. 2. sæt sluttede 33-31 til Spentrup efter 24-21 til Rosenlund. Læs artikel i Randers Amtsavis om kampen. Spentrup er helt klart et godt bud på en oprykningsplads og har indtil videre bekræftet det med to sejre. Rosenlund har endnu ikke leveret nogen pressemeddelelse om kampen, men her kan man læse hvad de skrev om deres sejr sidste weekend over Lyseng.

Alt i alt peger resultaterne på at vores (Hvidovres) kamp mod Rosenlund i næste uge er ekstremt vigtig. Hvis vi kan vinde den, kan rækken næsten knække over allerede efter tre runder - med os og Spentrup i spidsen. Rosenlund synes indtil videre som den største udfordrer. Men der er selvfølgelig lang vej endnu.

2. division vest:
I Skovbakken II's række har Aabyhøj ikke fået skrevet noget om deres sidste to kampe. Seneste opdatering er en hjerteskærende beretning om hvordan de fik tæsk af ASV II i en træningskamp. Men de slog da Ikast her i weekenden.

ASV II har ikke haft nogen choknederlag på det seneste. Her er et referat fra deres seneste sejr, som var over rækkens svageste hold.

Også her byder den kommende weekend på et vigtigt opgør, nemlig mod HIK Aalborg II, som leverer bedre og bedre resultater, og som egentlig også så ud til at have potentiale til mere da vi mødte dem i efteråret.

Hvis Skovbakken kan vinde kampen, er der seks point ned til HIK og mindst fire til Aabyhøj før prestigekampen mod sidstnævnte 2. februar.

søndag, januar 19, 2003

En god lørdag - tre gange 3-1

Det var en fin lørdag, som bød på en sejr til Hvidovre og en til både Skovbakkens første- og andethold. Jeg fik godt nok ikke spillet for Hvidovre, for Michael Gamst valgte at lade Bent Kjøller hæve hele kampen, men en slags comeback var det da. Her kommer lidt mere om kampene:

Lyseng - Hvidovre 1-3 (20-25, 25-21, 14-25, 21-25)
Bus-Niels var chauffør på turen til Århus, men selv tog jeg 12'eren til Rundhøj-hallen (som hverken er særligt rund eller høj). Kampen var ikke køn, men den endte som den skulle. Som træner Gamst sagde bagefter, var vi langt fra topniveauet, men derfor er der netop grund til at være glade over de to point. Lyseng er vel nok også rækkens svageste hold, så alt andet end en sejr havde været skuffende.

I Martin Henningsens fravær trak Bjørn Rasmussen et stort læs i kantangrebene. Han var bedste mand. Efter 2. sæt, hvor Hvidovre lavede for mange fejl, kom Lyseng faktisk ikke ind i kampen igen. Jo, måske lidt da de fik lov at gå fra 9-17 til 17-17 og 19-18 i 4. sæt. Men så stoppede legen.

Der skal nok andre boller på suppen hvis vi skal slå Rosenlund i næste weekend. Her gør jeg rigtigt comeback. Bent Kjøller spillede afskedskamp mod Lyseng.

Hvidovre har med sejren lagt sig på oprykningsplads i elitekvalifikationen.

Skovbakken - Gentofte Volley 3-1
Læs mit og Gentoftes referat på Volleynet.

Skovbakken II - Solbjerg 3-1 (23-25, 25-16, 25-20, 25-19)
En fin sejr til Skovbakken. Solbjergs hold ligner et der har set bedre dage, men selv om de er lidt gamle og ikke så høje, har de voldt flere af topholdene problemer. Så en 3-1-sejr er absolut tilfredsstillende.

Spillet var endda en del pænere end sidste weekend mod Silkeborg. Morten Madsen startede endnu en gang inde og gjorde det igen fint. Men da Halli fik chancen cirka midt i 2. sæt, gjorde han det endnu bedre. Angrebsspillet havde fint flow mens forsvarsspillet blev bedre efterhånden som holdet lærte at lure Solbjerg-spillernes få angrebsvariationer.

Halli Sigurdsson, Simon Winther, Rasmus Skoven, Anders Aarkrog og Lars Naur gjorde det godt, men det var generelt en fin holdindsats. Næste weekend byder på et spændende opgør med HIK Aalborgs andethold, som tilsyneladende bliver bedre og bedre og har sluttet sig til det århusianske førerfelt i 2. division vest.

fredag, januar 17, 2003

Klar til comeback - på et hængende hår

Efter en bureaukratisk feberredning kan jeg gøre comeback for Hvidovre i morgen lørdag mod Lyseng. Papirarbejdet er gået i orden i 11. time.

Hvidovre har dog Bent Kjøller med, og han er vel favorit til i hvert fald at starte inde som hæver, når han nu har både trænet og spillet med holdet hidtil i sæsonen. Martin Henningsen, en af de bærende kræfter, må blive i København på grund af en begravelse. Alligevel er Lyseng-kampen vel en af dem der skal vindes. Lyseng er efter min vurdering den mest oplagte kandidat til at slutte i bunden af gruppen, men det siger ikke nødvendigvis så meget, for det ligner en meget jævnbyrdig gruppe.

For mit eget vedkommende bliver det min første turneringskamp mod Lyseng nogensinde trods fire år i Århus. I træningskampe kan jeg ikke huske at have tabt til dem, hverken med Skovbakkens første- eller andethold. Og det er jo et herligt udgangspunkt for at undervurdere dem.

onsdag, januar 15, 2003

Volleyballregler for feinschmeckere

Divisionsdommerforeningen har lavet en lækker lille regeltest som alle kan tage. Nej, faktisk er den ikke særligt lille. Du skal nok afsætte en lille halv time til de 35 spørgsmål. Men det er meget sjovt at finde ud af hvor dårligt man egentlig kender reglerne, når man havner i nogle usædvanlige situationer.

Tag testen her.

Jeg fik 23 ud af 35, men ville faktisk have fået 24, hvis ikke jeg var kommet til at springe et spørgsmål over som jeg kendte svaret på (jeg sværger). Jeg afslører mit resultat i klar forventning om at det vil være svært at overgå for de fleste almindelige volleyballspillere. De der tager testen, er velkomne til at skrive hvordan det gik dem, på min kommentarside.

mandag, januar 13, 2003

Hvidovre og Skovbakken II godt fra start i forårsturneringen

Hvidovre vandt første kamp i elitekval'en med 3-1 over PVC Lyngby. En fin start. Og et referat kan læses på Hvidovre hjemmeside.

Skovbakken II - Silkeborg KFUM 3-1 (25-18, 16-25, 28-26, 25-19)
Skovbakken II klarede også forårets første kamp på fornem vis. Det var ikke nogen imponerende indsats, men efter tabet af et par vigtige spillere (host) var det alligevel et godt resultat. Det skal dog også nævnes at Silkeborgs store profil (den nu navngivne Carsten Gam) jo er blevet opdaget af Marienlyst og derfor ikke var med.

Ud over mig selv manglede også Søren Locher og Markus Boller for Skovbakken. Morten Madsen startede kampen som hæver, selv om Halli var med i truppen. Morten gjorde det glimrende i 1. sæt, og hans største problem var vel egentlig lidt for stor forsigtighed i nogle situationer hvor han godt kunne have brugt centeren mere. Silkeborg fulgte med til godt midt i sættet, men i den afgørende fase lavede de alt for mange fejl.

I 2. sæt blev Morten Madsen skiftet ud med Halli cirka midt i sættet, hvor Silkeborg var foran med tre point. Det blev nu kun værre. Silkeborg rykkede fra og tog sættet med de lidt pinlige cifre 25-16. Skylden lå nu mere hos servemodtagningen end hos Morten og Halli. Men holdets eget servepres var også ikke-eksisterende i dette sæt.

I 3. sæt fik Halli lov at fortsætte. Til gengæld blev Morten senere i sættet indskiftet på centeren, hvor han ydede en fin indsats resten af kampen. Skovbakken førte det meste af sættet, men var ved at komme i knibe til slut, hvor Silkeborg nåede op og fik en sætbold. Et par gode angreb af Simon Winther var med til at trække sættet hjem.

4. sæt blev mindre spændende. Skovbakken tog først en stor føring (13-5, vistnok), lukkede så Silkeborg ind, men trak fra til sidst. Hallis sammenspil med resten af holdet fungerede bedre og bedre, men i virkeligheden var det vel lidt synd for Morten at han ikke fik yderligere chancer når han havde startet kampen så godt.

Det var småt med enestående enkeltmandspræstationer fra Skovbakken, men to gode point var det. Især fordi... Aabyhøj tabte.

mandag, januar 06, 2003

Hvidovre vinder Korsørs nytårsstævne

Med blot seks spillere formåede Hvidovre i weekenden at vinde Korsørs nytårsstævne. Læs mere på klubbens hjemmeside.

Det er spændende at se hvordan holdets eliteerfaring fra efteråret vil skinne igennem i kvalifikationen. Kampen mod PVC er kommet på den ugentlige DVBF-tipskupon, og i skrivende stund er Hvidovre svag favorit med 60 procent af stemmerne. De to øvrige kampe fra puljen er også med. Her er Rosenlund klar favorit til at vinde hjemme over Lyseng, mens tipperne forventer en lige kamp mellem ASV og Spentrup.

fredag, januar 03, 2003

Comeback for Hvidovre - i Århus

Det synes nu overvejende sandsynligt at mit comeback for Hvidovre bliver lørdag den 18. januar - i Århus! Det er holdets anden kamp i elitekvalifikationens gruppe 2, og den står imod Lyseng. Forinden har Hvidovre startet kval'en med en kamp mod PVC Lyngby. I den kamp hedder hæveren fortsat Bent Kjøller.

Det psykologiske spil om de to elitepladser er allerede i gang. Spentrup-træner Torbjørn Ebbesen erklærer i Randers Amtsavis at Spentrup går efter oprykning. Naturligt nok efter holdets gode efterår, hvor Spentrup ikke kunne tabe, indtil Randers Amts Avis før sidste kamp kom til at skrive "Spentrup kan ikke tabe". Det er altid sjovt at læse Randers Amtsavis, der - ligesom de fleste lokalaviser i øvrigt - trofast videreformidler det lokale holds syn på verden uden så meget kritisk sans. Spentrup møder vi i øvrigt den 1. februar i Spentruphallen.