onsdag, januar 26, 2005

Onsdagsarkivet: Hvidovre - Bjæverskov 1-3 (februar 98)

Som skrevet i sidste uge gik vi ubesejrede igennem efteråret i 3. division syd. Der var i hvert fald fire point til de nærmeste konkurrenter, så foråret handlede mest om ikke at snuble for mange gange.

Som jeg husker det, bød det ikke på mange mindeværdige kampe. Faktisk var vores form bedre i efteråret. Uden at jeg kan huske rækkefølgen, fik vi dog de vigtige hjemmesejre imod Slagelse og Frederikssund (begge 3-1) og en hårdt tilkæmpet 3-2-udesejr imod Vordingborg, som var begyndt at spille rigtig godt.

Et enkelt nederlag blev det dog også til, og det var selvfølgelig imod vores ærkerivaler fra Bjæverskov. Ingen tvivl om at Bjæverskov var et hold med et stort potentiale og et højt topniveau. Lars E. var en hæver der kunne køre højt tempo og ramme hvem som helst fra næsten hvor som helst.

Alligevel tror jeg at den vigtigste årsag til at de vandt, var at vores skarphed var dalet en smule i forhold til efteråret. I hvert fald var det endnu en tæt kamp, dog ikke helt så lang og helt så velspillet som det foregående opgør.

For mit eget vedkommende var der jo den forskel at jeg nu som truppens eneste hæver spillede hele kampen. Og det kan da også ske at vi kunne have haft glæde af en lidt mere erfaren hæver i afgørelsen.

Men pyt, det endte med at blive vores eneste nederlag i sæsonens 18 kampe, så vi var klar til 2. division øst. Bjæverskov sluttede nummer to med tre nederlag (til os, Slagelse og Vordingborg). Jeg tror Frederikssund sluttede som nummer tre. Det følgende år rykkede Bjæverskov i øvrigt op.

tirsdag, januar 25, 2005

Presseklip

Først en skæg lille smutter fra Århus Stiftstidende i artiklen om SK Aarhus - Gentofte.

I femtesidste afsnit skriver de om "... Geir Eithun, der er skiftet til italiensk basketball". Det kan sgu også godt være svært at kende forskel. Eller også er Geir bare et multitalent. Tidligere i artiklen får de faktisk også kaldt Gentofte for DHG...

I Fyens Stiftstidende har DHG og Fortuna en lille fejde efter at Fortuna har forstærket deres kvindehold med to amerikanere. Det fik efter deres indbyrdes kamp DHG's træner, Jeppe Haugaard, til at sige at det var dårligt for sporten. Så fik Fortunas træner, Mikkel Hauge, mandag en hel lang artikel (kræver abonnement) til at svare igen.

Og så er der jo sagen om DHG's brug af Michael "Mio" Nielsen, som åbenbart ikke havde fået sin klubskifteblanket godkendt. Det betød at den overraskende sejr over SK Aarhus blev til et nederlag. Af artiklen fra DHG - Marienlyst fremgår det at DHG har anket afgørelsen. Man skulle tro at det er ret let at konstatere om et klubskifte er blevet godkendt eller ej.

Og så lader det til at volleyball får sit eget magasinprogram på dk4. Vist nok hovedsageligt bygget op omkring de interview de alligevel laver når de er ude at optage kampe, men lad os da kigge på det.

mandag, januar 24, 2005

Solbjerg - Hvidovre 1-3 (22-25, 25-20, 15-25, 11-25)

To point og lidt selvtillid kan vi tage med fra årets første kamp. Sådan som vi spillede i de to sidste sæt, kom vi ud af kampen med en god fornemmelse, men også med en fornemmelse af at vi ikke havde behøvet afgive et sæt.

Solbjerg havde ikke vildt meget at komme med. John Fjord var, som tidligere forudsagt, deres stærkeste våben, men de havde også nogle lidt svage punkter. Generelt er det dog et erfarent hold, som ikke taber kampen af sig selv.

Så det var også først da vi begyndte at lægge et solidt pres uden så mange fejl at vi for alvor kunne kontrollere begivenhederne.

Referat på hvk.dk.

lørdag, januar 22, 2005

Favoritter?

Det er femte år i træk at vi med Hvidovre skal spille elitekvalifikation. De tre seneste gange har det givet oprykning til elitedivisionen, hver gang via en andenplads. I år står vi lige pludselig i den mærkelige situation at vi nærmest er favoritter. Men her kommer et overfladisk kig på holdene i rækken.

Spentrup
Eller måske er Spentrup favoritter? De havnede jo faktisk foran os i grundspillet og vandt et par kampe mod slutningen, men vi slog dem jo 3-2 derovre. Under alle omstændigheder plejer vi at spille tætte kampe mod dem, og det kan meget vel komme til at fortsætte. Jeg synes de er lidt svagere på et par pladser i forhold til sidste sæson, men de er altid gode til at få meget ud af deres materiale. Link.

PVC Lyngby
Sluttede nummer to i 1. division øst med to nederlag. De har de to tidligere Holte- og landsholdsspillere Jeppe Brinck og Kristoffer Bergholt, og det er efter sigende de to der trækker det store læs på kanterne. Det gør de garanteret også godt, men to spørgsmål: Er det nok til at lave stabile resultater i 10 kampe i elitekvalen, og er de overhovedet interesserede i at rykke op hvis de ikke har meget andet end to "pensionerede" stjerner at byde på? Link (gammelt).

Amager
De har en ret bred trup, som er blevet kraftigt forstærket i denne sæson. Jeg tror de kan spille rigtig godt, men de slår mig også stadig som et humørhold, der kan gå kraftigt ned i perioder. Som en ambitiøs klub vil de sikkert gerne i eliten, men spørgsmålet er om de vil kunne vise stabilitet i 10 kampe, for der er ikke råd til mange smuttere. Og så mangler de måske noget slagstyrke på kanterne. Link.

Solbjerg
De to jyske hold er de ukendte faktorer for mig. Mit indtryk de seneste sæsoner har været at 1. division vest er væsentligt svagere end øst. Derfor tror jeg umiddelbart heller ikke på nogen af dem. Solbjerg vandt godt nok rækken, men uden at være totalt overbevisende. De har, så vidt jeg ved, et rigtig erfarent hold, men mon ikke de mangler noget i fysisk styrke og hurtighed? Måske kan de levere en overraskelse eller to, men jeg har svært ved at se dem som oprykkere. Link.

Randers
Jeg kender endnu mindre til dem end til Solbjerg. De har vist også et lidt gammelt hold. De har fået Spentrups hæver fra sidste sæson, men jeg har alligevel svært ved at forestille mig at de skulle præstere bedre i elitekvalen end i 1. division vest, hvor de sluttede i midten. Så måske et forsigtigt bud på en sidsteplads. Link.

I første runde har Spentrup i øvrigt slået Amager 3-2. Vi andre starter søndag.

torsdag, januar 20, 2005

13 mand til træningskamp

Træningskamp onsdag imod "the team formerly known as Holte". Vi vandt 1. sæt rimelig klart med noget der kunne ligne en startopstilling til på søndag. I de næste tre sæt fik vi benyttet alle tænkelige kombinationer af vores 13 spillere (ja, vi havde nogle afbud), så det ville være synd at sige at der kom rytme. Det betød faktisk også at vi tabte 3-1.

Holte spillede nogenlunde som de plejer, dog med meget lidt centerspil. Og så havde de en lang, ranglet fyr med som de kaldte Mads Berg. Jeg tror ikke vi umiddelbart vil lægge for meget i resultatet. Vi vandt i øvrigt et femte sæt til 15, men det skal man nok lægge endnu mindre i, for der havde Holte blandt andet sat Martin Olafsen ind som center...

Lige nu er mit eget fokus i hvert fald på at vi har en stor og spændende trup. Som trup er vi meget bredere nu end i efteråret, og det burde give et højere træningsniveau. Det ærgerlige er at vi nok skal si nogle spillere fra.

Seneste udvidelser er Kasper Thorleifsen, talentfuld grønlandsk kantspiller, som kommer fra Idrætshøjskolen Sønderborg og vist også spillede nogle kampe for Sønderborg i 2. division midt, og Jakob Nielsen, center fra SK Aarhus.

I morgen eller lørdag må jeg skrive lidt om elitekval-gruppen.

onsdag, januar 19, 2005

Onsdagsarkivet: Slagelse - Hvidovre 0-3 (oktober 97)

Vores næste kamp efter den vigtige sejr over Bjæverskov var endnu en topkamp i 3. division syd. Slagelse havde også slået Bjæverskov og var ligesom os ubesejrede på dette tidspunkt, efter vist nok tre runder.

I Bjæverskov havde vi fordelen af mest erfaring. Imod Slagelse var vi derimod de unge. Derfor var planen også at vi skulle lægge et højt tryk og ikke tillade dem at trække kampen ned i tempo.

Det lykkedes til fulde, og jeg husker dette som vores vel nok mest koncentrerede og fejlfri indsats i hele sæsonen. Vi kørte dem fuldstændig over i de to første sæt og vandt også det sidste ret ubesværet, om end ikke helt så stort. Lidt af en magtdemonstration i en topkamp.

Flemming lod mig starte inde på trods af Mortens gode kamp mod Bjæverskov. Han startede til gengæld 2. sæt, og så var det vist mig der hævede igen i 3. sæt. Ikke så længe efter denne kamp fik Morten, som på dette tidspunkt var midt i 30'erne, nok af det rotationsprincip. Han indstillede karrieren, og så var jeg pludselig ene mand på hæverpladsen. Det er jo altid fjollet når folk stopper midt i en sæson, men på den anden side var udsigterne for en lidt gammel hæver måske ikke så gode når han allerede var ude af startopstillingen i de fleste kampe.

Vi endte med at gå ubesejrede igennem efteråret, med en 3-2-sejr over Frederikssund som den tætteste kamp. Den kamp husker jeg ikke så meget fra, så den får ikke sin egen artikel. I efterårets øvrige kampe (imod hold som Holbæk, Ringsted og Nørre Alslev) var modstanden til at overse.

mandag, januar 17, 2005

IHS-holdet floppede

Pokalfestivalen blev ikke nogen stor spillemæssig oplevelse for mit IHS-hold. Et rimelig sammenskrabet hold var det, men alligevel et hold der niveaumæssigt set burde have kunnet klare sig imod de modstandere vi fik, som vel var på 2. divisonsniveau.

Vi tabte 3-1 til Midtfyns, 3-1 til Tarup og 2-0 til SGF Vejle.

De to første kampe kunne måske lige så godt have gået til vores side, hvis vi havde været lidt mere sammenspillede. I den sidste, som var en tidlig søndagskamp, så det grangiveligt ud som om vi havde festet hårdere end modstanderne.

Lufthansa-finalerne var helt i orden, uden at komme helt op at ringe. I kvindernes finale var det positivt at HIK fik presset Lyngby så meget, men når det ikke lykkedes dem at tage et sæt, troede man jo aldrig rigtig på at de kunne vinde. I mændenes finale var det nok lidt skuffende at SK Aarhus ikke formåede at vinde et sæt. Men spillemæssigt var det en ganske pæn kamp.

onsdag, januar 12, 2005

Onsdagsarkivet: Bjæverskov - Hvidovre 1-3 (oktober 97)

Ups, jeg havde vist lige glemt mit gode initiativ med at grave i arkiverne hver onsdag.

I dag er vi nået til en lækkerbisken. På daværende tidspunkt var der i hvert fald ingen tvivl om at det var den tætteste og mest velspillede kamp jeg nogensinde havde deltaget i. Jeg er også overbevist om at det stadig er den længste kamp jeg nogensinde har været med i. Jeg mener den varede omkring to en halv time, selv om det lyder vildt i vore dage. Men dengang kunne to hold med effektivt sideout-spil jo få en kamp til at vare meget længe.

Bjæverskov og Hvidovre havde allerede på det tidspunkt et specielt forhold til hinanden, vist nok fordi der var nogle spillere (herunder Lars Engell) der havde været i begge klubber. Men efter en del drabelige stævne-opgør var det her den første gang at de to hold mødtes i en turneringskamp.

Bjæverskov havde på det tidspunkt et meget talentfuldt hold med navne som Rune Thomsen og Martin Oht, som har været teenagere på det tidspunkt. Derudover havde de lidt mere erfarne kræfter som Anders Nielsen, der spiller for os i dag, og den fremragende hæver Lars Engell.

Generelt var der dog en del mere rutine på vores hold, og Bjæverskov havde også allerede smidt en kamp (imod Slagelse) selv om det her vist nok kun var tredje runde. Det var 3. division syd, og der var kun én oprykningsplads at spille om. Derfor endte vores sejr i kampen med at være uendeligt betydningsfuld for os fordi vi faktisk meget tidligt i sæsonen satte vores stærkeste rival fire point bagefter. Vi endte faktisk med at slutte sæsonen på en førsteplads, fire point foran Bjæverskov.

Vores listige jyske træner, Flemming, havde lagt en ret grundig taktik, som i korte træk gik ud på at stække Rune (deres stærkeste angriber) ved at serve meget på ham og i øvrigt køre lidt på ham psykologisk. Jeg ved ikke om det var det der afgjorde kampen, for som antydet blev det faktisk en kamp med få fejl og et højt sideout-niveau.

Jeg var startet inde i sæsonens første kampe og havde gjort det godt, men til denne kamp valgte Flemming at lade den erfarne Morten Schou starte kampen. Vi var på det tidspunkt rimeligt jævnbyrdige, men det var nok godt set af Flemming at der var brug for erfaring i netop denne kamp.

Vi vandt de to første sæt og tabte det tredje, og så fik jeg chancen fra starten af 4. sæt. Det gik fint, og vi førte det meste af sættet med et par point. Til sidst, da det spidsede til, kom Morten dog ind igen, og vi fik hevet sejren hjem.

Det er muligt at jeg i dag ville grine hvis jeg så en videooptagelse af kampen, men i hukommelsen står denne 3. divisionskamp som en af de bedste i min karriere...

tirsdag, januar 11, 2005

Nyt fra Tjekkiet, Hvidovre og Sønderborg

På grund af den lange juleferie (forårsaget af turneringsplanlægning, pokalfestival og den gregorianske kalender) sker der ikke så fandens meget for tiden.

U-18 slog Norge og fik deres femteplads i Tjekkiet. Jeg vil dog kalde overskriften "HU-18 landsholdet tæt på en samlet 4. plads ved EM" noget sensationslysten idet der kun var tale om EM-kvalifikation og ikke EM. Resultatet kan altså ikke tages som udtryk for at vi har Europas femtebedste U-18-hold.

På Hvidovre-fronten arbejder vi stadig lidt med udseendet af truppen. Vi kan i de kommende kampe bruge Angutimmarik Nielsen (vores grønlandske landsholdscenter) og formentlig Martin Rasmussen, som er kommet fra Spentrup. Vi har sagt farvel til Kim Rosengreen. Generelt vil jeg mene at vi står rimelig stærkt til kval-spillet. Vi er faktisk ved at have en situation hvor vi har reel konkurrence på alle pladser. Jeg skriver nok noget optakt til vores kval-pulje i næste uge.

Weekenden byder på pokalfestival, og her deltager jeg på et IHS-hold, dvs. (hovedsageligt) tidligere elever fra Idrætshøjskolen Sønderborg. Skolen har fostret nok dygtige volleyballspillere til at vi formentlig kunne stille et elitehold hvis vi kunne samle dem, men nu håber vi blot på at vi kan klare os i A-rækken ved pokalfestivalen.

søndag, januar 09, 2005

U-18 havde godt af tæv

Det ser ud til at det gjorde U-18-landsholdet godt at få tæv inden afrejsen til Tjekkiet. Ganske vist har de tabt deres fire første kampe ved EM-kval-turneringen, men de har ifølge referaterne leveret en god indsats.

Et 3-2-nederlag imod Ungarn er hidtil bedste resultat, men mon ikke de (når dette læses) har slået Norge i sidste kamp. I hvert fald har Norge præsteret i en kamp mod Spanien at få blot 26 point (heraf kun ét i 1. sæt).

Resultater og stilling hos CEV.

tirsdag, januar 04, 2005

O-18 slog U-18

Træningskampen mandag aften mod U-18-landsholdet var opmuntrende for os, men kan ikke have været det for det unge landshold. De spillede en kamp der MÅ have været langt under deres sædvanlige niveau.

Vi spillede fem sæt, og vi vandt dem alle. Først i 5. sæt kom de unge over 16 point.

I serv og modtagning kunne de ikke følge med os, og det betød at vi styrede nettet totalt. Vi fik afprøvet nogle kombinationer og var generelt i rigtig fint spillehumør.

For U-holdet må man håbe at de får hanket lidt op i sig selv før denne uges kampe i Tjekkiet.

søndag, januar 02, 2005

Træningskampe mod U-18

Mens jeg rendte og legede stævne i Århus, spillede nogle af mine holdkammerater en træningskamp imod U-18-landsholdet og vandt 3-0 ifølge volleynet.dk. Andet har jeg ikke hørt om kampen.

Mandag den 3. januar spiller vi endnu en kamp mod samme hold, som i mellemtiden er blevet endeligt udtaget forud for noget EM-kval i Tjekkiet i de følgende dage.