tirsdag, februar 23, 2010

Comeback

Søndag var jeg for første gang i denne sæson på holdsedlen til en elitedivisionskamp, da Hvidovre tog imod Middelfart. Rigtigt elitecomeback blev det nu ikke til, for jeg var ikke på banen.

Aftalen er at jeg hjælper holdet i kampene i slutningen af sæsonen, for det er jo nu at det bliver afgørende. Hvis Jonas bliver ved med at hæve på samme niveau som i søndags, bliver der dog ikke meget brug for mig i aktion, men jeg er med som gardering. Dan stoppede på holdet allerede i efteråret, så jeg har igennem hele sæsonen trænet med førsteholdet i et vist omfang.

Middelfart-kampen var virkelig fed at følge fra udskiftningshjørnet. Hvidovre fortsatte den positive udvikling fra de seneste uger, hvor det er blevet til sejre over Aalborg HIK og Holte, og det var faktisk tæt på en gedigen overraskelse.

Det bedste af det hele var nok at vi spillede os til en tæt kamp. Det var efter min vurdering ikke et ukoncentreret eller ugideligt Middelfart-hold. I de perioder hvor vi trak fra, var det mere på stærkt blokade- og transitionsspil end på fejl fra modstanderne.

I næste weekend gælder det KSV, som stadig har en chance for en fjerdeplads i grundspillet, men som også ser ud til at have tabt pusten lidt med deres resultater efter nytår.