tirsdag, marts 30, 2004

Agurketiden begynder

Der kommer nok til at være lidt længere mellem opdateringerne nu hvor jeg ikke har kampe at skrive om hele tiden.

For Hvidovres 1. herrer står den nu på en smule pause, men også møde med en ny træner.

Andre eftersæsonnyheder kunne være at mit gamle hold i Skovbakken gjorde det godt i 1. division vest og blev oppe uden problemer. Man kan læse nogle referater fra deres kampe hvis man bladrer lidt i nyhederne på skovbakken.dk/volleyball.

Hvidovres Goldboyz-hold, som debuterer i denne sæson og har en superfed hjemmeside, missede den direkte oprykning til danmarksserien. Det er et hold af gamle førsteholdsspillere, og som sådan skulle man tro at de havde erfaring nok til at vinde en afgørende oprykningskamp i serie 1. Men de mødte altså bare et endnu ældre hold, og nu skal de i kval-stævne 2. maj. Det ville ærlig talt være fjollet hvis de ikke rykkede op når nu de fleste af deres referater handler om hvor lidt de behøver koncentrere sig for at vinde.

torsdag, marts 25, 2004

En hæver takker af

Hæver på førsteholdet i elitekvalifikationen og klubformand. Det kan blive hårdt for enhver. Og når man så efterhånden er kommet op i den alder hvor man kan mærke kroppen, så er det måske på tide at sige stop.

Det er selvfølgelig Bedsteds Preben Dahlgaard der takker af, som man kan høre mere om i dette tv-indslag fra weekendens kamp mellem Bedsted og Holte.

onsdag, marts 24, 2004

Århusiansk referatskribent selvantænder

Som David påpeger i en kommentar til nedenstående nyhed, har ASV leveret et særdeles underholdende referat fra søndagens løjer. Det er tydeligt at de sparede på kræfterne i kampen for at hellige sig referatduellen. Jeg bøjer mig.

Hvidovre Avis om kampen.

Lad os for god ordens skyld også tage et link til slutstillingen. Bemærk den tydelige opdeling i tophold, midterhold og bundhold.

mandag, marts 22, 2004

Hvidovre - ASV Århus 3-0 (25-11, 25-10, 25-21)

Vi sluttede sæsonen af med maner. I de to første sæt var ASV-blokaderne konstant på hælene over for vores angrebsspil, som sjældent er set bedre og mere varieret. I sidste sæt sneg der sig nogle flere fejl ind, uden at der dog blev tvivl om resultatet. Sjov kamp at spille.

Referat på www.hvk.dk.

Vi skal nu tage afsked med Michael Gamst som træner, og flere spillere overvejer deres spillemæssige fremtid. Sidste opgave i sæsonen er pokalkampen mod VKV Gladsaxe 1. maj.

onsdag, marts 17, 2004

Småtterier

Gassen gik jo lidt af spændingsballonen i elitekvalen, men der er trods alt lidt at linke til.

  • Artikel fra Hvidovre Avis om oprykningen.
  • Holtes referat af deres sejr over Rosenlund i torsdags.
  • Bedsteds kortfattede udlægning af deres tur til København. Tonen understreger klart at de ikke havde den store forventning om oprykning.
  • Amagers referat af deres kamp mod Bedsted, inklusive en kort sammenfatning af foråret.
  • Rosenlund har endnu ikke haft deadline på pressemeddelelsen om at de ikke rykkede op.

    Spændende DM-semifinaler i vente. I hvert fald må man sige at det har været tæt og uforudsigeligt i år hos mændene. Alle de fire hold i semifinalerne har slået hinanden på kryds og tværs i sæsonens løb. Så det er svært at sige noget på forhånd. Mit bud: Marienlyst og SK Århus i finalen.

    I øvrigt trist at man skal til provinsen for at se semifinaler...
  • søndag, marts 14, 2004

    Oprykningen er hjemme

    Den er hjemme. Det var vist egentlig bare et spørgsmål om det skete i går eller i dag eller i næste weekend. Men det skete altså i dag, for Rosenlund slog Bedsted 3-1.

    Ikke så overraskende. Jeg synes Rosenlund har et bedre hold end deres pointtal viser. Imod os plejer de i hvert fald at være oppe på mærkerne. Men kendsgerningerne er at de spillede svagere end os imod Holte, Amager og Bedsted, og så må det vel være fortjent at vi tager oprykningen. Vi slutter på andenpladsen medmindre Holte taber med fire sæt eller mere til Bedsted... Hvis Holte derimod vinder, bliver Rosenlund faktisk nummer tre, hvis det er en form for trøst.

    Og måske falder der en bøde af til Rosenlund for for sen indtelefonering. I hvert fald var der gået mere en tre timer fra kampstart - og jeg havde trykket F5 på Infosport en del gange - før resultatet dukkede op.

    lørdag, marts 13, 2004

    Ingen oprykning i dag

    Det blev ikke til nogen Hvidovre-oprykning i dag (lørdag, red.). Det gjorde det for øvrigt heller ikke i går eller i forgårs, så egentlig er det nok det folk på Journalisthøjskolen kalder "en ikke-nyhed".

    Men lørdag havde Amager altså chancen for at gøre det af med Bedsteds teoretiske chance for at hente os. Det endte dog med en 3-1-sejr til landsbyklubben efter en spøjs kamp, hvor Amager til tider spillede en lille smule pinligt (tabte 1. sæt 25-9), men alligevel var meget tæt ved at presse kampen ud i fem sæt.

    Søndag er der igen gode muligheder for at vi kan fejre oprykning. Får Rosenlund bare to sæt, er sidste runde uden betydning. Det tror jeg de gør.

    torsdag, marts 11, 2004

    VKV i pokalen

    Mens vi stadig mangler at få elitekvalen endelig afgjort, er der trukket lod til Lufthansa Cup 2004. Vi møder VKV Gladsaxe i første kamp, som spilles i slutningen af april på deres bane. Vinderen skal møde de tredjeseedede, altså det hold der slutter nummer 3 i årets DM.

    Artikel fra Hvidovre Avis om Bedsted-kampen, med et af de lidt kedelige jubelbilleder som de af en eller anden grund er ret glade for.

    onsdag, marts 10, 2004

    Jordbær og champagne

    Amagers referat fra mandagens kamp.

    Det er faktisk kirsebær man spiser med de store. Men bortset fra det er det da rart at blive regnet under kategorien "de helt store". Hvis jeg læser det rigtigt.

    Men held og lykke til Amager på lørdag. Hvis de vinder, kan de i bedste Wimbledon-stil få lov at spise jordbær og drikke champagne med de helt store.

    tirsdag, marts 09, 2004

    Amager - Hvidovre 0-3 (19-25, 19-25, 23-25)

    Endnu et stort skridt mod eliten. Jeg var mere bekymret for den her kamp end for ASV-kampen i sidste runde. Så en 3-0’er kan vi bestemt ikke være utilfredse med, selv om spillet ikke altid var lige sprudlende.

    Kampreferat på www.hvk.dk.

    Med sejren røg Rosenlunds sidste chance for oprykning. Og nu er det også ren teori hvis Bedsted skal overhale os. Selv hvis vi taber 3-0 til ASV i sidste kamp, må Bedsted højst smide to sæt i deres sidste tre kampe, ude mod Amager og Rosenlund og hjemme mod Holte, hvis de skal forbi os. Så jeg vover pelsen og siger at den er hjemme.

    Det kan da være vi er nogle der slæber en flaske champagne med til Sundbyøsterhallen på lørdag.

    søndag, marts 07, 2004

    Bedsted - Hvidovre 1-3 (18-25, 26-24, 17-25, 16-25)

    Braget udeblev måske en smule. Vi vandt den vigtige kamp, og ud over 2. sæt havde vi fuld kontrol over begivenhederne. Bedsted havde faktisk ikke så meget at komme med, og deres hjemmebane var ikke ligefrem den fæstning vi havde frygtet.

    Referat på www.hvk.dk.

    Bedsted har indtil videre kun skrevet dette om kampen.

    Til gengæld er der et meget fint tv-indslag fra TV/Midt-vest.

    Et hurtigt kig på stillingen afslører fire points forspring til Rosenlund og Bedsted og en god sætscore. Vi spiller allerede mandag aften mod Amager, og hvis vi vinder klart, er champagnepropperne lige ved at springe.

    fredag, marts 05, 2004

    Én dag til braget i Thy

    (Denne side vil ikke blive opdateret med en "Nul dage til braget i Thy". Afgangstidspunkt fra København er kl. 7.00, og hjemkomst formentlig omkring 22.00.)

    Anekdoter om Bedsted. Nummer 2: "Min første tur til Bedsted"

    Jeg har kun sat mine ben i Sydthy Idrætscenter en enkelt gang. Det var i foråret 2001, og det var som supporter.

    Situationen var den at det var sidste kamp i elitekvalifikationen (det var det første år med den turneringsform). Bedsted havde allerede kvalificeret sig til elitedivisionen, men Skovbakken skulle bruge en sejr (måske endda på 3-1, det kan jeg ikke huske helt præcis) for at snuppe den anden plads på bedre sætscore end Frederiksberg.

    Vi var fire mand der pakkede en gammel Volvo, tog en trompet med og kørte den faktisk pænt lange tur fra Århus til Bedsted. Nogle af os spillede på Skovbakkens andethold, som lå til oprykning fra 2. division, men kun ville opnå dette hvis ikke førsteholdet rykkede ned. Så vi havde flere årsager til at ønske en Skovbakken-sejr.

    Nå, det viste sig at Bedsted ikke var så forfærdelig tændte på at spille bold den dag. Skovbakken (med folk som Ahmad Masajedi, Mikkel Simonsen og Keld Fihl på holdet) vandt 25-11, 25-13, 25-10. Det havde ærlig talt også været fjollet hvis holdet var rykket ned. Året efter fik de en fjerdeplads i DM og sidste år som bekendt en andenplads.

    Men man må jo gå ud fra at Bedsted har noget mere blod på tanden i morgen.

    Historisk dokument: Læs hvordan jeg oplevede marts 2001, på de blå sider.

    torsdag, marts 04, 2004

    To dage til braget i Thy

    Til højre ser I et billede fra Holte-kampen. Endnu en gang er det Hvidovre Avis der har været på spil.

    Anekdoter om Bedsted. Nummer 1: "Manden fra Bedsted"

    Det nuværende Hvidovre-hold skylder en del af sin fremgang til en mand fra Bedsted. Manden, eller Flemming Berg, som han faktisk hedder, dukkede pludselig op i Hvidovre VK før sæsonen 96-97. Han havde vist set en annonce i en lokal avis om at vi søgte trænere. I sin første sæson blev han træner for 1. damer, men allerede i sæsonen 97-98 overtog han ansvaret for 1. herrer også.

    Vi var før den sæson rykket ned fra 2. division øst til 3. division syd. Vi var et hold med et godt potentiale, og det var egentlig skuffende at vi ikke havde etableret os i 2. division, men vi havde været uden fast træner.

    Flemming var en bestemt herre, som havde fået sin volley-opdragelse i Bedsted KFUM. Allerede fra første træning havde han meget klare ideer om hvordan vi skulle spille. Der skulle blandt andet føres statistik på alt, og vi skulle hæve meget "stik" på centeren (noget han havde med fra Bedsted). Det blev heldigvis et lykkeligt ægteskab, for lidt disciplin var nok noget vi havde savnet.

    Vi vandt 3. division syd med 17 sejre ud af 18 mulige. Flemming stod i spidsen for holdet endnu en sæson, hvor vi sluttede cirka midt i 2. division øst. Midt i den sæson flyttede jeg selv til Århus og begyndte at spille i Skovbakken. I 2000 rykkede Hvidovre så op i 1. division på grund af ændringen i turneringsstrukturen, og siden har den stået på elitekvalifikation i hver eneste sæson.

    Nå, det var bare en lille anekdote om hvordan Bedsted-power var med til at sparke Hvidovre op i rækkerne.

    tirsdag, marts 02, 2004

    Fire dage til braget i Thy

    Ikke en eneste kamp i puljen mellem vores Holte-kamp og vores Bedsted-kamp. Men vi tager en hurtig round-up alligevel:

    Før nederlaget mod Holte skete der nemlig det at Rosenlund slog ASV 3-0, og ASV slog Amager 3-2. Amager og ASV er begge helt ude af oprykningsstriden. Rosenlund har en ret teoretisk chance, som blandt andet kræver at de slår Holte og Bedsted i deres to sidste kampe (og at vi vinder maks. en enkelt, og at Bedsted vinder maks. to, og at Rosenlund får banket en pæn sætscore sammen (og at vi andre ikke får banket en pæn sætscore sammen)). Men hvis denne chance for eksempel kan motivere dem til at slå Bedsted, vil det jo være fint set med vores øjne.

    Det sjove er at alle de resterende otte kampe involverer mindst ét af de tre tophold, så der er ingen ligegyldige kampe tilbage...

    Rosenlund fik også med forsinkelse leveret et referat fra vores møde med dem. Hvis man er til spøjse formuleringer, er der et par stykker at tage af:

    "I andet sæt fortsatte Hvidovres deres stabile og ekstreme servepres."

    "Dette bevirkede fx. at Hvidovre måtte se sig blokeret fem gange i træk, hvilket er højst usædvandligt i herrevolleyball." (Men måske endda mere usædvanligt i damevolleyball?)

    "Rosenlund kommer bedst fra start og fører 5-8, men lukker Hvidovre ind i kampen. Faktisk formår Hvidovre at score 4 point imens Rosenlund kun scorer 2 point." (Uha, i den periode sad vi virkelig på dem...)

    mandag, marts 01, 2004

    Hvidovre - Holte 2-3 (22-25, 25-23, 25-21, 21-25, 11-15)

    Så kom det andet 2-3-nederlag i træk, og vi er godt i gang med at gøre det vanskeligt for os selv.

    Referat på www.hvk.dk.

    Fra mit oprids af scenarierne er de to første nu væk, så nu er der faktisk kun de matematisk interessante tilbage.

    Vi kan dog hurtigt slå fast at med tre sejre kan vi stadig afgøre det selv. Næste weekends kamp i Bedsted er den vigtigste fordi det er Bedsted der jagter os. Hvis vi slår Bedsted, kan vi formentlig tåle at tabe mindst en af de andre.

    Bedsteds resterende program er vanskeligt, og reelt har de endnu kun præsteret ét virkelig godt resultat, nemlig deres 3-2-sejr mod Rosenlund. Jeg har svært ved at se dem gå ubesejrede igennem udekampe imod Rosenlund og Amager samt en hjemmekamp mod Holte. Så generelt er der stadig grund til optimisme.

    Før denne sæson havde Hvidovre aldrig slået Holte. For fremtiden vil vi kunne sige at vi ikke har slået dem siden Arrilds tid.