torsdag, oktober 30, 2003

Centertræning

Nu skal det jo heller ikke være så alvorligt det hele.

Her er en norsk side hvor man kan finde nogle små sjove volleyball-spil i Flash og Java.

Min egen personlige favorit er det her, som er en slags koordinationsøvelse mellem hæver og center. Jeg har fået 16.

søndag, oktober 26, 2003

Lyngby - Hvidovre 3-0 (25-17, 25-23, 25-16)

Okay, så bliver det løsning c) skriv det forbandede referat alligevel.

Lyngby kom alt for let til denne sejr. Hvidovre startede fint i 1. sæt med at komme foran 5-2, men allerede her fik Lyngby med en lang serveserie bragt sig foran. Og da både vores spil og vores psyke lige i øjeblikket er lavet af glas, var det faktisk begyndelsen til enden. Resten af kampen var det svært at se at der var to hold på banen.

Vi havde en enkelt god periode i slutningen af 2. sæt, hvor vi var meget tæt på at indhente Lyngby. Men desværre havde vi på en enkelt opstilling givet dem et forspring på 7-8 point, og det kostede altså.

Ros til Lyngby for at have spillet en god kamp. Ikke mindst deres blokadespil var et par klasser over vores. Bare synd at de ikke kan nøjes med at spille godt, men også skal overhælde deres modstandere med mundlort. Dårlig stil. De fleste hold i elitedivisionen kan muligvis få dem til at holde kæft ved at vinde over dem, men det var vi altså ikke gode nok til.

Nederlaget betyder at slutspillet nok definitivt er uden for rækkevidde. Det er lidt tidligt at sige det efter fire kampe, men vores program bliver bare sværere og sværere. Så opgaven bliver at holde gejsten, prøve at få nogle små succesoplevelser og arbejde frem mod elitekvalifikationen.

lørdag, oktober 25, 2003

Løsningsmuligheder

Mulige løsninger på problem (19.39):

a) Hold op med at skrive referater.
b) Hold op med at tabe.

Problem

Jeg gider ikke skrive referater når vi har tabt.

fredag, oktober 24, 2003

En tur i manegen

Lørdag gælder det Lyngby og dermed endnu en af de kampe vi bør have en realistisk chance for at vinde. Dog ikke større end at vi absolut også har en realistisk chance for at tabe...

Det er længe siden jeg har spillet mod Lyngby. I Skovbakken havde vi lidt af et kompleks over for holdet - vist nok fordi vi mente at vi burde være bedre end dem, men bare sjældent slog dem. Sidst Hvidovre og Lyngby stødte sammen, var i pokal-ottendedelsfinalen i efteråret 2001, og her slog vi dem på et tidspunkt hvor vi var i 1. division og de i eliten. Så på den måde er der ingen skeletter i skabet.

77% af DVBF's tippere tror naturligt nok på Lyngby. Vores resultater har vel ikke overbevist nogen om at de skal stemme på os, mens Lyngby må siges at have overrasket med deres sejr over Middelfart.

Det er nu der skal point på kontoen.

onsdag, oktober 22, 2003

Det varme sæde

"Gentofte fyrer træner efter choksejr over Hvidovre"

Eller...? Det mest underlige ved nyheden er at de ikke med et ord nævner hvorfor de skifter træner. Ikke særlig godt pressearbejde.

Dermed er antallet af trænerfyringer i årets elitedivision oppe på én. Bliver Poul Hansen den næste?

mandag, oktober 20, 2003

Hvidovre - Gentofte 0-3 (20-25, 19-25, 24-26)

Vi ligger da foran Holte.

Søndagens kamp er der ikke så meget positivt at sige om. Gentofte troppede op med syv mand, hvoraf omkring halvdelen af dem har været med i de tidligere sæsoner hvor klubben havde et godt hold.

Så egentlig var det ikke nogen skræmmende modstander. Men okay, de spiller rimelig stabilt, og så har de jo fedt tøj, og de styrketræner garanteret. Og så havde de på en eller anden måde fået bildt sig selv ind at de var verdensmestre, selv om guderne skal vide at de skal være lykkelige (altså Gentofte) hvis de kommer i slutspillet.

Den selvtillid manglede hos os, og vores niveau blev aldrig rigtig godt. Bedst illustreret i slutningen af 3. sæt hvor vi har Gentofte nede i sækken ved 23-20. Først lader vi dem komme op på 23-23 efter et par bolde som burde have været oplagte angrebsvindere. Derefter smider vi en sætbold ud på en blød servefejl. Nøddeskal.

fredag, oktober 17, 2003

Underdogs igen

DVBF's tippere tror ikke meget på os fra Hvidovre. I vores hjemmekamp søndag mod Gentofte tror kun 15% på at vi kan vinde. Tallet ligner det fra sidste uge, hvor vi desværre akkurat ikke kunne overraske tipperne.

Og da dette efter min mening ligner en af efterårets bedste pointmuligheder, må man nok konkludere at vi er elitedivisionens lavest vurderede (og forhåbentlig også mest undervurderede) hold...

Vi har ikke nok af det her i danske volleyball.

mandag, oktober 13, 2003

Spentrup - Hvidovre 3-2 (25-18, 26-28, 25-17, 21-25, 15-11)

Endnu en gang gav Spentrup og Hvidovre hinanden et brag af en kamp. Og Spentruphallen var som sædvanlig en god kulisse med mange tilskuere. Desværre fik vi ikke sejren, som sidst vi var på landet.

Kampen svingede fra side til side, desværre mest på grund af vores svingende niveau. Spentrup spillede nemlig ret stabilt og lavede få fejl, så i perioder hvor vi selv lavede fejl, blev vi straffet. I anden halvdel af 4. sæt viste vi noget af det bedste vi kan spille, men det er dybt skuffende at vi ikke kan holde niveauet i afgørende sæt og faktisk selv er skyld i nederlaget med de fejl vi laver i starten af sættet.

Indstillingen var dog god, og det havde været fornemt at vinde en kamp hvor vi faktisk halser efter det meste af vejen. Så forskellen mellem succes og fiasko ligger i nogle få vigtige bolde i 5. sæt.

Generelt føler jeg at vores niveau i serv/blokade er lidt for lavt til elitedivisionen. På den måde får vi for få "lette" point og må virkelig slide os til sejre.

DR Sporten var til stede i hallen for at lave en lille sjov historie om landsbyholdet i elitedivisionen. De fik vist nok lige nævnt at modstanderen hed Hvidovre, og så fik de vist nogle af kampens mindre interessante bolde. Men indslaget kan ses her.

Randers Amtsavis har skrevet denne artikel om kampen. De havde også en optakt.

torsdag, oktober 09, 2003

Arvefjendeopgør søndag

Okay, det er en klam kliché, men Spentrup er blevet en slags ærkerivaler for os over de seneste to sæsoner, hvor vi har ligget side om side med dem i toppen af elitekvalifikationen.

I 2002 blev det til Hvidovre-oprykning på bedre sætscore end Spentrup, på trods af to nederlag imod dem. Året efter fulgtes de to hold ad. Begge rykkede op i eliten, ubesejrede imod resten af rækkens hold og med 1-1 i indbyrdes opgør (referater her og her). Og da begge hold i store træk er uændrede, kan man sige at vi efterhånden kender hinanden rigtig godt. Og jeg tror også man roligt kan sige at begge hold vil være meget opsatte på at vinde, selv om vores rivalisering bestemt har været både fair og sportslig.

I sidste uge var jeg overrasket over hvor mange DVBF-tippere der troede på at vi ville slå SK Århus. I denne uge er jeg mere overrasket over hvor få der tror vi kan klare Spentrup:

Tendenser for weekendens elitekampe:
(antal stemmer på hjemmesejr/udesejr)
Elite-K: DHG Odense-Gentofte Volley 57 5
Elite-K: Aalborg HIK-Fortuna Od. Volley 56 6
Elite-K: Aabyhøj IF-Amager VK 39 23
Elite-K: Holte IF-Rosenlund Volley 57 5
Elite-K: Lyngby Volley-Frederiksberg Volley 42 20
Elite-M: DHG Odense-Gentofte Volley 51 11
Elite-M: Aalborg HIK-Marienlyst 8 54
Elite-M: Holte IF-SK Århus 17 45
Elite-M: Lyngby Volley-Middelfart VK 5 57
Elite-M: Spentrup IF-Hvidovre VK 48 14

søndag, oktober 05, 2003

Chancen var der mod sølvvinderne

Hvidovre VK - SK Århus 1-3 (32-30, 14-25, 14-25, 20-25)

Hvis vi skal slå et af denne sæsons favorithold, havde lørdag været en god dag. SK Århus stillede med et hold der var noget svagere end det der vandt sølv i sidste sæson. De berømte fire udlændinge var reelt kun to en halv, nemlig Jordan Hove, den nye amerikaner Eric Perrine og så en iraner med det officielle navn Firouz Tabeshnejad og tilnavnet "Magic", som kun spillede et sæt eller to.

Ahmad Masajedi sad ude med knæproblemer, og det betød alt andet lige at SK Århus' slagstyrke på kanten ikke var skræmmende. Til gengæld kan de blokere, så når vores angrebsspil blev for forudsigeligt eller foregik for lavt over nettet, blev vi straffet. Og især i 2. og 3. sæt formåede de med deres server netop at gøre vores angrebsspil en anelse forudsigeligt.

Det var en udmærket start på sæsonen. Vores spil var til tider oppe på det rigtige niveau, men vi har ikke råd til at smide store stimer af point væk som vi gjorde.

Læs mere i mit referat på Volleynet.

fredag, oktober 03, 2003

Afstemningen har talt

DVBF's lille tipsservice er i gang igen, og som elitedivisionshold kan man jo nok forvente massiv eksponering på tipskuponen. At man så selv har mulighed for at påvirke favoritværdigheden, må man jo tage med når volleyball-Danmark ikke er større end det er.

Men her er i hvert fald tipstendenserne for denne uge:

Valgmuligheder: Hjemmesejr Udesejr
Elite-K: Rosenlund Volley-HIK Aalborg 15 50
Elite-K: Gentofte Volley-Lyngby Volley 39 26
Elite-K: Fortuna Od.Volley-Holte IF 3 62
Elite-K: Frederiksberg Volley-HIK Aalborg 4 61
Elite-K: Aabyhøj IF-DHG Odense 0 65
Elite-M: Gentofte Volley-Lyngby Volley 40 25
Elite-M: Middelfart VK-HIK Aalborg 17 48
Elite-M: Hvidovre VK-SK Århus 11 54
Elite-M: Spentrup IF-DHG Odense 2 63
Elite-M: Marienlyst-Holte IF 47 18

Ikke overraskende er SK Århus klar favorit mod os, men nogle tror dog alligevel på Hvidovre-sejr. Gad vide om det er nogle der har set os spille eller set SK Århus spille eller bare sypigetipperne...