onsdag, juli 30, 2008

... og tilbage til volleyball

Vi har så småt startet træningen op i Hvidovre. Vi sluttede den seneste sæson tidligt, og fordi der gik temmelig længe fra det stod klart at der skulle ske et trænerskift, og til den nye træner faldt på plads, var den organiserede træning på et overskueligt niveau i et par måneder.

Det er en af årsagerne til at vi har forsøgt at starte lidt op her i juli, selv om mange har ferie eller fokus på parallelsporten i sandet. Men nu er det blevet til én ugentlig træning de seneste tre uger, i næste uge er det to, og derefter de planlagte tre gange om ugen.

På spillerfronten har Jacob Ramsgaard (center, tidligere Spentrup og Gentofte) sagt ja til at spille for os. Det er endnu en god tilføjelse til truppen, og med tre Jakob'er synes jeg vi er rigtig godt besat på midten.

Det lover vel også generelt godt, når man kan tiltrække spillere fra højere rangerede hold, såsom Martin og Ramsgaard. Dem får vi så muligvis heller ikke flere af, men for truppens sammensætning vil det nu også være fint at få nogle lidt yngre kræfter ind, og sådan nogle er formentlig også på vej.

torsdag, juli 24, 2008

Og nu til cykling

Bjarne Riis til Ritzau i dag:
- Vores styrke i år er et resultat af, at Touren er renere, end den har været førhen...
Her savner jeg en journalist der går lidt til Riis. For hvad er de underforståede præmisser i den kommentar? Det må vel være at andre hold er sluppet af sted med doping de tidligere år, og at det rene CSC-hold derfor ikke har kunnet dominere på samme måde.

Han anklager faktisk temmelig direkte andre hold for at have snydt. Kunne man ikke have spurgt lidt ind til det i stedet for bare at holde mikrofonen for en kommentar, som lidt let gør hans eget hold til helgener.

Hvordan er det nu i øvrigt med mandens troværdighed?

Æv, nu blev jeg så sur på cykelsport at jeg skrev et helt indlæg om det uden at relatere det til volleyball. Men ovenstående historie viser bare hvor lidt mediernes dækning af touren har ændret sig. Hvis ikke de kan finde ud af at stille et kritisk spørgsmål til en kommentar som så åbenlyst må være enten injurierende eller hyklerisk, så bliver det sgu svært. Det er hykleriet på cykelholdene og i medierne der gør at jeg for flere år siden er blevet træt af den sport.

tirsdag, juli 15, 2008

Beachvolley - svært at blive klog på

Jeg har af og til lidt svært ved at blive klog på beachvolley. Martin Henningsen og jeg er begge fornuftige volleyballspillere, som da nok burde kunne gå ud og vinde sådan en smule divisionsrække på Ishøj Strand uden så meget som at have trænet sammen.

Helt så smertefrit gik det ikke, og faktisk måtte vi tage til takke med en overordentlig sekundær placering.

Det er ikke første gang jeg må indse at beachvolley må anerkendes som en selvstændig sport, hvor det ganske vist kan være en fordel at have trænet nogle af teknikkerne i søstersporten volleyball, men hvor de som gør en indsats for at dygtiggøre sig i netop denne selvstændige sport, på magisk vis bliver bedre til at kontrollere for eksempel vinden.

Det er hårdt at gå ud og tabe kampe til folk som man ved at man teknisk og taktisk burde have alle forudsætninger for at slå.
Jeg må dog sige at med min "sædvanlige" makker Jakob Due Jakobsen (giver vores to stævner på to år mig ret til at kalde ham det?) synes jeg egentlig at jeg har opnået en form for samspil og forståelse som gør at vi har kunnet præstere acceptable resultater uden den helt store træningsindsats. Med Martin, som på alle måder er en fremragende volleyballspiller, lykkedes det slet ikke. Så træning er nok alligevel nøgleordet hvis man har svært ved at leve med sine egne præstationer.

Heldigvis er der mange andre ting end præstationer der kan lokke en på stranden. For eksempel at der er tid til at få sol i ansigtet, se en masse bold, hilse på en masse volleyballvenner og vinde en kamp en gang imellem. Så jeg vender jo nok tilbage, men det ser ikke ud til at det bliver i denne sæson.

torsdag, juli 10, 2008

Ishøj - here I come

Endelig begynder min beachsæson når jeg spiller på Ishøj Strand i weekenden. Jeg er tilmeldt sammen med Martin Henningsen, og på baggrund af tidligere meritter (mine 2 point fra Hornbæk sidste år, nu halveret til 1) har vi fået en seedning som nummer 42 i division. Målet er at leve op til seedningen.

Martin har åbent erkendt at han ikke har været på sand siden 2006, og jeg har allerede her på bloggen skrevet et par ord om min første og eneste træning i år... Så er undskyldningerne på plads, men vi har da begge to engang kunnet spille, så mon ikke en placering som nummer 42 skulle være opnåelig?

Det er ikke så logisk at jeg spiller så lidt, for jeg kan faktisk enormt godt lide beachvolley. Men selv om sporten har det her uorganiserede præg, hvor man bare lige skal tromme et par venner sammen for at kunne spille, virker det sært nok meget sværere for mig at passe ind i en hverdag med arbejde og familie. Jeg kan bedre få det til at fungere når man som i volleyball har (for mit holds vedkommende) tre faste aftener om ugen hvor man står til ansvar over for sit hold.

Derfor vil man på lørdag kunne se mig udføre en næsten total "koldstart" på beachsæsonen.

Foto: Morten Olsen, Photoevent.dk