mandag, juli 21, 2003

Løkken er en badeby i Nordjylland

Jeg kan desværre ikke fortælle så meget om Løkken-stævnet, for jeg var ikke med til det største danske beachvolley-stævne nogensinde. Men læs mere om det sportslige udfald her eller se billeder fra Løkken her eller et tv-indslag her.

Min makker fra tre af de fire første stævner, Allan Vincentz, har i øvrigt fundet sammen med Skovbakken-spilleren Søren Skibelund i et overraskende samarbejde i semifinalestævnerne, og de har tilsyneladende nok point til at komme ind.

mandag, juli 14, 2003

13.-plads på Ishøj Strand

Så kom den store weekend hvor jeg slap igennem til de bedste 16 i Fanta Tour'ens eliterække, efter to turneringer som vinder af placeringsslutspillet. Hurra. Allan Vincentz og jeg sluttede som nummer 13 på Ishøj Strand efter en godkendt indsats.

Vi lagde ud mod Kim og N-P, som kan være et overordentligt lumsk par at spille imod. Heldigvis kendte vi dem godt nok til ikke at undervurdere dem, og heldigvis var de ikke så skarpe. Så det blev til en relativt komfortabel sejr i to sæt, hvor kun Kims desperado-server i slutningen af 2. sæt var lige ved at bringe dem ind i kampen.

Dermed blev det til en opvisningskamp mod Knudsen og Lundtang. Vi vidste godt at vi ikke havde en chance, men vi underspillede desværre vores kort for meget. De var til gengæld koncentrerede og vandt 21-6 (av) og 21-11.

Den afgørende kamp om at undgå endnu et taberslutspil skulle så stå imod Bjarne T. Mortensen og Peter Øe Svendsen. Vi slog dem stort på Vejers i hård vestenvind, og forholdene denne gang var nogenlunde de samme. De var blot lidt mere sultne, og det blev til to tætte sæt, hvor vi dog i begge tilfælde var bedst mod slutningen.

Så skulle vi møde Tobias Heiberg/Morten Mau, som vi også havde mødt (og tabt til) på Vejers. Vi vidste at de på papiret er en anelse stærkere, men også har en tendens til at kæmpe meget med deres egne forventninger. Det lykkedes os også at gøre dem frustrerede i perioder. I 1. sæt førte vi 14-9, men lavede for mange fejl mod slutningen og tabte 21-18. I 2. sæt kom vi også stort foran, men her holdt vi fast og vandt 21-11. Desværre kom vi rigtig skidt fra start i 3. sæt, og da de først havde fået noget selvtillid, var det svært at komme igen.

Men en 13.-plads er helt i orden og mit næstbedste resultat i Fanta Tour efter pladsen som nummer 9 på Feddet sidste år med Morten Madsen. Det har også bragt mig op som nummer 45 på DM-ranglisten.

Det bliver så nok heller ikke bedre, for jeg spiller ikke resten af stævnerne. Derfor kan det også ske at der bliver lidt dødt her på siden de kommende uger. Men kig forbi.

tirsdag, juli 08, 2003

Ubesejret i lorteland

For anden uge i træk opnåede jeg en 17.-plads i eliterækken på Fanta Tour. Faktisk kan man i store træk genlæse mit referat fra Feddet hvis man vil høre om denne weekends præstation. Udskift blot Feddet med Vejers, Martin Henningsen med Allan Vincentz og Claus Møller Madsen med øh… Claus Møller Madsen. Og tilføj måske lidt om vestenvind.

Resultaterne var stort set de samme. Lidt skuffende lykkedes det os ikke at vinde nogen af de to første kampe. Især imod øh… Claus Møller Madsen føltes det lidt åndssvagt at tabe 2-1 igen. Anden kamp var Tobias Heiberg/Morten Mau, som godt nok er et ambitiøst par, men ikke bedre end at de kan besejres. Det gjorde vi nu ikke, og en lettere vej ind i top 16 havde da nok også været at vinde den første kamp.

I placeringsslutspillet (herefter lorteland) var der dog igen ingen slinger i valsen. Fire sejre i fire kampe. Denne gang dog med et enkelt sættab, som kom imod Sebastian Barrios og Morten Gam (hobbitter?). Især de to kampe søndag var vi ganske godt tilfredse med. Vinden var taget lidt til, og det viste sig at vi var det bedste hold i lorteland til at spille under den slags forhold. Og så fik vi ram på øh… Claus Møller Madsen.

Det er da skuffende at blive nummer 17 når man er seedet 12, men realistisk set er vi nok ikke så meget bedre, og de fire sejre i lorteland har givet os lidt mod på tilværelsen frem mod Ishøj.

torsdag, juli 03, 2003

Seedet 12 på Vejers Strand

Efter fornuftige placeringer på Feddet til Allan Vincentz (9.-plads) og mig selv (17.) er vi pludselig helt oppe som 12.-seedede på Vejers, der ret beset heller ikke er så stærkt besat. I hvert fald kan man komme ind med ganske få point. Dermed er der også rimelige chancer for at score endnu flere point og sikre en plads på Ishøj Strand, som nok bliver en del stærkere.

Vores program på Vejers lyder på en første kamp mod Claus Møller Madsen (som jeg møder for trejde stævne i træk) og Jakob Møller (som jeg ikke kender). Det bliver en vigtig kamp, for afhængig af udfaldet er der stor forskel på hvem vi skal slå for at komme i top 16. Sejr giver en kamp mod Lars Hoppe/Jesper Pedersen og i tilfælde af nederlag her venter taberen af Tobias Heiberg/Morten Mau og Søren Ravnkjær Larsen/Anders Larsen (formentlig sidstnævnte). Skulle vi tabe første kamp, møder vi i stedet vinderen.

Lykkes det at komme i top 16, kan det meget vel blive en kamp mod Allans makker fra Feddet, Bjarne Mortensen, og hans sædvanlige makker, Peter øe Svendsen, om top 12.

tirsdag, juli 01, 2003

Konger i lorteland

På Feddet Strand blev det til en 17. plads i eliterækken til Martin Henningsen og mig selv. Efter en skuffende start på stævnet spillede vi os i gang, og i det såkaldte placeringsslutspil (aka lorteland) var vi pludselig helt ustyrlige og vandt det hele uden at afgive sæt.

Vi startede mod Claus Møller Madsen og Karim Baghli, som vi også har trænet en del med. Efter min mening er de et glimrende par, og de slog os faktisk også 2-1, men i resten af stævnet spillede de åbenbart helt forfærdeligt og fik derfor en lidet flatterende 23. plads.

Nederlaget gav os en kamp mod Allan Vincentz og Bjarne T. Mortensen, som havde vundet deres første kamp. De valgte den samme taktik som havde givet Claus og Karim sejren imod os: Bare hæld bolden over på ham den lille hæver. Det var egentlig ikke fordi min modtagning og mine angreb var helt i skoven. Men der sneg sig nogle fejl ind, og da vores egne server samtidig ikke fungerede optimalt, var pindsvinetaktikken altså nok.

I placeringsslutspillet kom der heldigvis andre boller på suppen. Her formåede vi at hæve både vores sideout og server et niveau, og det betød at nederlag blev til sejre. Først skulle vi have mødt Tobias Heiberg/Morten Mau, et temmelig ambitiøst par, som havde tabt til Kim og reserve-N-P efter at have haft 11 matchbolde i afgørende sæt. Men efter denne skuffelse kunne Tobias Heibergs finger ikke klare et placeringsslutspil. Så det blev en walk-over.

Herefter hed det Simon Rørvig/Chris Lephilibert, som vi slog sikkert 2-0. Om søndagen var der så semifinale mod Sune Roed Andersen/Søren Fjordgaard og finale mod Kristoffer Arrild/Mads Toubro. Begge vandt vi ret komfortabelt 2-0 efter pænt spil. Så det positive var at vi fik vores spil i gang, at vi overgik vores seedning (som nummer 18), og at vi fik spillet flere kampe end hvis vi havde fået 9. eller 13.-pladsen.