tirsdag, november 09, 2010

Og et kig frem mod semifinalen

I går tweetede jeg: "Det bliver Fortuna i semifinalen i DVBF Cup. I Hvidovre. Aner ikke hvad de har, men hjemmebanen er i hvert fald påskønnet."

Efterfølgende forsøgte jeg mig med lidt research, og det tog cirka 15 sekunder at finde ud af hvad Fortuna har. De har en glimrende oversigt på deres hjemmeside.

Det ser umiddelbart ret stærkt ud, med en håndfuld navne der tidligere har vundet medaljer med Marienlyst, dog uden ligefrem at være de bærende spillere på det hold. Jeg nævner i flæng Paw Harder, Lasse Westergaard, Toke Klok. Ydermere slog de jo Holte II i deres kvartfinale, og lidt afhængig af hvem Holte har stillet op med, er det jo en præstation i sig selv.

Men hvis Fortuna ellers minder om os, så er det en bruttotrup der står på hjemmesiden (de 16 navne tyder på det), og hvem der møder frem til kamp, kan afhænge af mange ting. Lad os nu se.

fredag, november 05, 2010

Klar til semi i DVBF Cup

Torsdag aften spillede vi med Hvidovre II kvartfinale i DVBF Cup. Det blev lidt af en sejtrækker i Korsørhallen, hvor vi smed en 2-0-føring væk og måtte ud i fem sæt mod VK Vestsjælland. Det endte dog lykkeligt med en sejr på 15-6 i 5. sæt.

Mere om kampen på hvk.dk.

I de seneste kampe synes jeg vi har set resultatet af vores begrænsede træningsindsats og ikke alt for gode fysiske form. Når man så til flere kampe endda ikke har så mange udskiftere at benytte sig af, kan det godt blive hårdt. Men måske er femsættere vejen til bedre form når man ikke træner så meget...

Nu er vi i hvert fald klar til semifinalen i DVBF Cup, som jeg altid har betragtet som en lidt kunstig opfindelse, hvor man prøver at finde den bedste af dem der ikke er så gode. Men lige præcis for et andethold har den absolut en berettigelse, fordi vi ikke kan rykke op, og det derfor ikke gør den store forskel om vi slutter nummer 1 eller 5 i 2. division. I denne pokalturnering har vi et trofæ at spille om, og en finale under Pokalfestivalen er da en fin motivation.