fredag, januar 20, 2006

Spådomme anno 2006

Ja, så er det blevet tid til den traditionsrige årlige spådomskonkurrence, hvor jeg siger noget vagt om vores kommende konkurrenter i elitekvalifikationen.

PVC Lyngby
Jeg er næsten træt af at sige det, og PVC er helt sikkert trætte af at høre det, men de er meget afhængige af deres tidligere Holte-stjerner. De laver indimellem et resultat (herunder sejre over DHG og HIK) som viser at de kan være uhyre effektive, men andre gange (som for eksempel imod os) har man også set at deres niveau kan være ganske lavt. Sidste år kom jeg muligvis til at starte et rygte om at de slet ikke var interesserede i at rykke op. Det fik de grundigt aflivet, så i år vil jeg måske ligefrem udnævne dem til favoritter til at snuppe en af pladserne, og så må vi se hvordan de administrerer det. Holdlink.

Spentrup
Ja, de vandt jo 1. division vest som ubesejrede, men det tror jeg ikke at jeg vil lægge alt for meget i. Min erfaring fra de seneste år har været at holdene fra 1. division vest ikke har været så stærke. Omvendt kender vi Spentrup som et altid farligt hold der i øvrigt har en pæn statistik imod os i indbyrdes kampe, selv om vi altid slutter foran dem. De har mistet flere af de spillere som var deres profiler sidste sæson, og jeg kender ikke de spillere de har fået i stedet for. Umiddelbart tror jeg ikke at de er blevet stærkere siden da, men de har altid været gode til at få det maksimale ud af deres materiale. Holdlink.

Amager
Dem kender vi også ganske godt, men uden at det er særlig let at sige hvad de kommer med. I Jørgen Breinholm har de helt sikkert fået en kompetent træner, som vel også har givet holdet en mere seriøs profil. Spørgsmålet er om de har spillermaterialet til at rykke op. Jeg synes at de stadig har nogle mangler, og deres resultater er faktisk ikke blevet mindre svingende end tidligere. 0-3 mod Gentoftes unge andethold var vist et lavpunkt. Men de kan bestemt også spille rigtig godt, ikke mindst når Rune har tur i den. De har en mulighed for at rykke op, men de skal undgå svipsere mod de formodede bundhold. Holdlink.

Grøndal EV
Jeg har før skrevet at jeg ikke troede på at de ville være en oprykningskandidat. Det holder jeg nok fast i, men jeg tror på at de kan få indflydelse fordi de er gode nok til at overraske mod de hold der skal kæmpe om pladserne. De stiller med en sjov blanding af nogle rigtig erfarne spillere og nogle ret store (men meget unge) talenter. Da vi mødte dem i HVK-Cup, havde vi godt styr på dem, men jeg synes desværre ikke vores stabilitet er vokset siden da, og det er Grøndals måske. Så jeg tror ikke at nogen af holdene skal regne med en walk-over imod dem. Holdlink.

Randers
Ligesom sidste år er de mit bud på en bundplacering. Det jeg så fra dem dengang, antydede ikke at de havde et elitehold undervejs, og jeg har ikke hørt noget der får mig til at tro det. Jo, måske et rygte om en ukrainsk landarbejder fra Randers-egnen, som vist nok har spillet på kontrakt i Ukraine. Men spilletilladelsen er ikke på plads. Jeg tror dog stadig ikke at det ændrer det store, men lad os nu se. Også her kan det ske at de kan få indflydelse hvis de kan lave en enkelt overraskelse, men jeg tror chancen er større med Grøndal. Ikke noget holdlink.

Hvidovre
Sidste år udnævnte jeg os til favoritter, og vi vandt siden hen puljen. I år er jeg ikke ligefrem jubeloptimist fordi jeg synes vores stabilitet er blevet mindre siden da. Det vil vise sig om vores erfaring fra elitedivisionen kan give os lidt forspring i forhold til de hold der kommer nedefra. En stor og bred trup kan stadig blive til vores fordel. Problemet er bare at den har været så skadesramt og afbudsplaget at den ikke har været særlig bred på det seneste. Vi har brug for at løfte vores niveau, men det tror jeg også på at vi kan. Holdlink.

Jeg ville helst være helt fri for at spå i år, for det ser vanskeligt ud, men her kommer det: Jeg tror på Randers som bundhold og regner med Grøndal som nummer fem. De fire øvrige hold kunne efter alt at dømme godt være på nogenlunde samme niveau og kommer derfor til at kæmpe om pladserne.

Jeg tror at stabilitet bliver et nøgleord. Det har tidligere vist sig, og en af vores styrker i tidligere elitekvalifikationer har netop været at vi ikke har smidt nogen dumme kampe. Men af PVC, Spentrup, Amager og os selv kan jeg ikke pege på noget hold som jeg mener er i besiddelse af stor stabilitet netop nu. Derfor kan ”marginaler” såsom skader godt få stor betydning. Meget kommer naturligvis også til at afhænge af hvem der fra nu af kan løfte deres niveau, spille de andre hold taktisk rigtigt og måske træne godt nok til at opnå en form for stabilitet.

Når jeg skal lytte til min fornemmelse (og den kan let vende tilbage og losse mig i røven), så vil jeg sige status quo, altså at PVC og vi selv rykker tilbage i eliten, men jeg er ikke sikker på at jeg kan begrunde det. Jeg tror i hvert fald på et tæt ræs.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Spentrups nye spillere, Jesper Landbo, Jan Dahl, Michael Søvsø og Steffen Bertelsen kommer fra Gistups 2. div, hold.(derfor er der kun 9 hold i 2. div. vest). Stefan Pedersen fra SK Arhus stiller hvis op for Spentrup her i kvalen. Han har ikke været på banen for SK Aarhus siden oktober eller november. så de tre måneders karantæne er snart afblæst.