lørdag, december 20, 2008

Drengene slog os

Vi tabte 3-1 til drengene fra U19-landsholdet i onsdags. Cifrene cirka 25-21, 21-25, 25-27, 23-25.

Indtil efter nytår er de jo faktisk alle under 18, så U19 er i virkeligheden også en stramning. Jeg vil mene at vi under normale omstændigheder kan slå dem, og vi har alle mulige undskyldninger for ikke at have gjort det denne gang: Personalemangel på centeren, vores normale libero var med på deres hold, vi skiftede meget ud (det gjorde de i øvrigt også) og så videre.

Men de spiller rigtig godt. Jeg synes det var bemærkelsesværdigt at de faktisk servede og modtog bedre end os, og at de ofte virkede bedre organiserede og var bedre til at omsætte transitionsbolde. Mange af de ting forbinder man jo netop med erfaring, men det viser at de er godt skolede og har nogle grundlæggende ting på plads. (Det viser måske også hvor vores fokus skal ligge nu.)

Til gengæld er de ikke ligefrem skræmmende fysisk, og der kunne vi nogle gange overtrumfe dem lidt.

Nu står den på lidt julepause og siden træning frem mod et spændende forår. Programmet for januar ser interessant ud med DHG Odense og Lyngby som modstandere. To hold der har klaret sig godt siden vi mødte dem sidst.

onsdag, december 17, 2008

Mere fra weekenden og træningskamp

Jeg skylder lige at nævne at vores forspring i toppen af 1. division er intakt. Frederiksberg fik hevet en 3-2-sejr hjem over KSV, og Lyngby beviste at turen til Bedsted kan trække tænder ud for københavnerholdene.

Forspringet til Amager skrumpede ind til 10 point, men naturligvis ærgrer det stadig når det nu kunne have været 14. Følelsen af at tabe en turneringskamp var langt væk, og derfor slog det måske lidt ekstra hårdt, men det var ikke et slemt tidspunkt at tabe på.

I aften, onsdag, har vi træningskamp mod U19-landsholdet, som snart skal ud og vise de danske farver, og det er nok fint for os med en træningskamp inden vi går på juleferie, for at få arbejdet kampen mod Amager ud af systemet. U19-holdet kommer med spillere som Frederik Mikelsons, Casper Olesen, Troels Poulsen, Peter Trolle og vores egen Necdet Sahiner. Jeg har haft med stort set dem alle at gøre som talentcentertræner, men har vist aldrig spillet mod nogen af dem, så det bliver sjovt at prøve.

mandag, december 15, 2008

Amager - Hvidovre 3-1 (25-18, 19-25, 25-21, 25-16)

(Cifrene opdateret. De var åbenbart ikke så slemme som jeg huskede dem.)

Nå, men så kom nederlaget, og det skulle selvfølgelig være mod Amager. Sundbyøsterhallen er ikke en hal jeg har specielt gode minder fra, og nu har den endda fået et nyt volleyballfjendtligt gulv. Hurra.

Først og fremmest: Det er helt i orden at tabe til Amager når de spiller som de spillede. For mig er det langt mere overraskende at Amager, med det hold og de spillere de har, har tabt fem kampe i efteråret, end at de slog os søndag. De burde kunne ligge i toppen, og hvorfor de ikke gør det, må de jo selv rode lidt med. Men jeg kan læse ud af dette morsomme referat at vi har givet dem en god jul. Den får ikke for lidt.

For det andet: Det bekymrende er altså ikke så meget selve nederlaget (og i stillingen ser det stadig fint ud), men måden det skete på. Vi var stort set fuldstændig ude af stand til at vinde et angreb, og det må jeg jo nok selv tage en stor del af skylden for. Og så havde vi ikke på nogen måde held til at vende kampens momentum og stemningen på holdet med vores indskiftninger, som vi ellers har været gode til.

Jeg føler at vi i de fleste kampe har haft et ekstra gear, som vi ikke har haft brug for. I denne kamp fandt vi det heller ikke, men gik nok i stedet et gear ned da vi havde brug for at gå det gear op. Så der er lidt at arbejde med.

torsdag, december 11, 2008

Ama'rkiks

Så er det Amager på søndag, og det er virkelig svært at vide hvad vi kan forvente af dem. Jeg var ret imponeret over dem i KSV's elitestævne, og det fik mig til at udnævne dem til oprykningsfavoritter sammen med os og KSV. Men de har tydeligvis ikke fået tingene til at fungere efter sæsonstart, og med fem nederlag i ni kampe kan de nok ikke tillade sig at tænke mere på oprykning.

Men hvad der er sket i sæsonens første måneder, har ikke nødvendigvis så meget betydning når kampen går i gang på søndag. De vil helt sikkert have motivationen til at slå os (vi har jo en træner og et par spillere med Amager-baggrund), og niveauet forsvinder jo ikke bare fordi de ikke har kunnet finde det frem så ofte.

De tabte senest til et DHG-hold som havde fået støvet spillere som Jakob Hansen, Jacob Oppenheim og Johannes Bach af (DHG's referat), og det stemmer jo også godt overens med hvad jeg skrev i mit indlæg før sæsonen, nemlig at DHG's niveau afhænger meget af hvem de lige får lokket med til den pågældende kamp. Hvis de spillere bliver ved at dukke op, kan DHG stadig godt nå at blive farlige.

Ellers vil jeg nok gemme min efterårsevaluering til efter weekenden, men det står klart at der er en stor, jævnbyrdig midtergruppe og nogle få udbrydere i top og bund.

søndag, december 07, 2008

Hvidovre - Bedsted 3-0 (25-23, 25-16, 25-21)

Sådan. Det var nummer 10 i træk, og vi har nu slået de tre hold som ligger 2, 3 og 4, alle med 3-0.

Det var endnu en kamp hvor jeg synes vi havde styr på tingene uden at cifrene ser så vildt overbevisende ud. Jeg fik ligesom i de fleste kampe rollen som udskifter fra start og "finisher" da Rune syntes der var brug for lidt ny inspiration (cirka midtvej i andet sæt).

Det positive var at vi hev den hjem i tre sæt, og at vi igen viste at vi har forskellige muligheder og mange der kan bidrage med noget. Martin Henningsen spillede en rigtig god kamp, og det vil være super hvis han kommer stabilt op på det niveau, som vi ved han kan.

Bedsted spiller okay med en udmærket ung hæver, synes jeg, men som flere andre hold mangler de power og centerangreb, og i perioder gjorde vi det svært for dem at vinde boldene. Af de tre sæt vil jeg mene at det kun var i det første at de var tæt på sejren.

Referat på hvk.dk.

mandag, december 01, 2008

Frederiksberg - Hvidovre 1-3 (17-25, 18-25, 25-23, 17-25)

Det her var ikke ligefrem nogen mindeværdig kamp. Vi vandt den sikkert, men tabte også et unødvendigt sæt. Jeg tror ikke det får den store betydning i det lange løb, men det var fjollet, for vi sad virkelig på kampen.

Jeg synes ikke Frederiksberg kom med så meget. De modtog ikke specielt godt og var ikke specielt store, så de fik i perioder enormt svært ved at vinde deres angreb, og på den måde skabte vi ret let nogle komfortable føringer. Undtagen i 3. sæt, hvor stemningen var begyndt at blive lidt for "nu skal den bare køres hjem"-agtig. Vi mistede fokus, og en indskiftning af Martin og mig kom nok på det forkerte tidspunkt. I hvert fald leverede vi ikke varen og tabte sættet 23-25. Vi fik dog lov at spille videre, og 4. sæt blev vundet i sikker stil.

Jeg tror at Frederiksberg har mere at byde på, for cifrene i vores tre vundne sæt siger faktisk mere om deres problemer end om vores polerede spil. Min fornemmelse er at vi måske kun spillede omkring 80 procent af vores potentiale, så lad os se om vi finder de sidste 20 i næste weekend mod Bedsted.

Referat på hvk.dk.

fredag, november 28, 2008

Så gælder det Frederiksberg

Der er i øjeblikket ikke inspiration til mere end to faste ugentlige indlæg. Et kampreferat og et op til weekenden...

Med sejren over PVC holdt vi fast i den udelte førsteplads og sendte dem ned til Amager og Frederiksberg på 3 sejre og 4 nederlag. KSV og Lyngby følger med i toppen og er kun 2 og 4 point efter. Bedsted ser lige nu ud til at være det eneste hold der har mulighed for at slutte sig til førerfeltet på kort sigt.

I weekenden møder vi Frederiksberg på udebane søndag. Jeg kender stort set intet til dem. Holdet havde en opblomstring for et par år siden med tilgang af spillere som Martin Siig, Søren Kristensen, Karsten Hansen og Lasse Toft. De er væk igen, og jeg tror at nogle af stamspillerne er de samme som før den tid.

Mere interessant for os er det måske også at træneren er Jörgen Larsson, som jo har været hos os de to seneste sæsoner. Ud fra det ved han nok mere om hvordan vi spiller, end vi ved om Frederiksberg ud fra at han er træner. Men det ændrer ikke på at vi igen er så store favoritter at vi SKAL kunne vinde kampen ved at holde fokus på vores eget spil og optimere det.

Der er en positiv stemning i truppen over den gode resultatmæssige start, og den ubesejrede statistik er bestemt noget at slås for. Så det gør vi.

søndag, november 23, 2008

Hvidovre - PVC Lyngby 3-1 (25-22, 19-25, 25-23, 25-15)

Man kan roligt sige at denne kamp var på vippen indtil slutningen af 3. sæt. Lige fra starten var der måske en lidt mat stemning i hallen. Det var som om vi ikke var 100 procent klar, og det forstod PVC at udnytte i 2. sæt og en af del 3.

Vi blev lidt pressede af deres lange svæveserver og havde egentlig også forventet flere springserver, men det værste var nok at vi ikke formåede at udnytte pointchancerne i serv og blokade.

Vi var ikke uheldige med at vinde 3. sæt, men i 4. sæt fik vi justeret på tingene og trak ubesværet fra dem. Så i sidste ende blev det endnu en god og på papiret ret sikker sejr.

Kampreferat på hvk.dk.

fredag, november 21, 2008

Sæsonen tager fart igen

Tempoet i vores sæson har føltes lidt lavt de seneste uger. Siden KSV-kampen for over en måned siden har vi mødt Aabenraa, Aarhus 1900 og Randers, som lige nu ligger nummer 9, 10 og 11 i rækken (ud af 11, vel at mærke).

Vi har vundet relativt komfortabelt uden at være på absolut topniveau, men vores fokus har nok heller ikke ligget på at vinde så stort som muligt. Vi har haft nogle skader og har spillet med en del forskellige opstillinger, så udbyttet af kampene har været tilfredsstillende.

I de kommende uger tager tingene lidt fart igen, regner jeg med. Nu står den i hvert fald på rækkens nummer 4, 5, 6 og 7 i rækkefølge. Første opgave er PVC Lyngby på søndag i vores hal.

PVC er jeg aldrig helt sikker på hvor jeg har, og deres resultater hidtil i denne sæson gør mig ikke meget klogere. Klar sejr over Amager, stort nederlag mod Bedsted, nederlag mod Lyngby, kæmpesejr over Aabenraa... De har spillermaterialet til at være med i toppen af rækken, men måske også så mange afbud at de ikke helt finder stabiliteten.

Licenssystemet er jo i øvrigt et godt redskab til at tjekke hvem der har løst licens for den klub man skal møde (log ind og søg efter spillere), og det ser ud til at være "de sædvanlige": Jeppe, Kristoffer, Lars, Møllerhøj, Fristrup og så videre plus tilsyneladende Mikkel Hersløv. Så vi kommer i hvert fald op imod et hold med et godt topniveau, og jeg tror stabilitet er nøglen til sejr.

Sidste uges resultater gav i øvrigt et nyt nederlag til Amager, som ville være tæt på nedrykningsstregen hvis ikke lige nedrykningsstregen var forsvundet.

søndag, november 16, 2008

Randers - Hvidovre 0-3 (22-25, 16-25, 20-25)

Jeg skrev i optakten at vi næsten ikke kunne overraske positivt. Det gjorde vi nok heller ikke, men så længe vi vandt klart 3-0 og ikke overraskede negativt, må vi siges at have fået det maksimale ud af kampen.

Vi var uden Martin Henningsen, som var optaget af arbejde i udlandet, og det var på forhånd målet at spare Morten Hjulmand og hans finger så meget som muligt. Bredden i vores trup kunne heldigvis holde til det, og vi havde ret godt styr på begivenhederne. I dette tilfælde betød det at Tony og Daniel startede på kanterne, men også Dan Aakesen og Martin "Burger" Rasmussen fik spilletid her.

Angrebsmæssigt var det nu nok mere vores to Jakob'er på centeren og Thomas Behrens på diagonalen der afgjorde sagerne, men alle bidrog positivt, så vi tager en god fornemmelse med fra kampen.

Randers skal nok få nogle sejre, hvis de spiller som de gjorde i dag, men måske mangler de lidt X-faktor for at redde livet i rækken. De fik den ene af deres yngre spillere skadet få minutter inde i kampen, og det hjalp nok heller ikke.

Referat på hvk.dk.

fredag, november 14, 2008

Før Randers

Tid til endnu en kort status mellem runderne.

Det mest interessante resultat i sidste weekend var nok Lyngbys sejr over PVC Lyngby. På Infosport var den vist først indtastet som en 3-0-sejr til PVC, men den endte altså 3-2 til gæsterne i Polythallen.

Det vigtigste ved det resultat er at PVC allerede nu er på tre nederlag og derfor ikke helt ligner det oprykningsbud som de gjorde efter de første runder. Lyngby har til gengæld vundet fem kampe på stribe siden de første nederlag til KSV og os, men jeg har nu stadig svært ved at se dem som seriøse oprykningskandidater (i hvert fald som seriøse).

For stillingen betyder det at KSV og Hvidovre har fået en fin start, for efter Lyngby på 10 point har alle de andre placeret sig i en "midtergruppe" med 6 og 4 point.

Eneste undtagelse er Randers, som endnu ikke har vundet en kamp, og det er dem vi møder på søndag.

Det er ikke nogen drømmesituation. Vi kan stort set kun overraske negativt, og de har naturligvis brug for at komme i gang. Jeg tror det vil være en kamp de virkelig kan sætte sig op til, så vi skal holde hovedet koldt og bevise at vi er det bedste hold, som stillingen antyder.

Af de øvrige kampe i de kommende dage ser mandagens møde mellem Amager og Lyngby interessant ud. Det er en kamp som kan sende Amager meget langt ned i stillingen eller Lyngby lidt ud af topstriden.

mandag, november 10, 2008

Hvidovre - Aarhus 1900 3-1 (25-27, 25-18, 25-17, 25-23)

To point til samlingen, og så er der ikke så utrolig meget mere positivt at sige om den kamp.

Aarhus 1900 kom med syv mand, hvoraf kun to var over 1,85, men de har nogle udmærkede boldspillere, og frem for alt viste de mere vilje end os. Niveaumæssigt svingede det dog til vores fordel, og det endte trods alt med at gøre forskellen.

Men det er betænkeligt at vi både modtager svagere og spiller svagere forsvar imod dette hold end imod Marienlyst i fredags.

Vi vinder 4. sæt 25-23 på en fejlkendelse, så reelt kunne det godt være blevet endnu mere tæt, men at sige at 1900 fortjente et 5. sæt, er egentlig at stramme den, synes jeg. De var ikke i nogen af sættene foran efter de første 7 point, bortset fra de to sidste bolde i 1. sæt. Så selv om de kæmpede godt, var det vores kamp.

Kampreferat på hvk.dk.

Hvidovre - Marienlyst 0-3 (21-25, 10-25, 17-25)

Vi nåede i denne kamp at vise både hvor kort og hvor langt der er til toppen af dansk volleyball. I 1. sæt holdt vi fint sammen på vores spil og var med indtil vi mister fokus i de sidste seks bolde. I resten af kampen holder vi ikke et niveau som er brugbart mod en modstander som Marienlyst.

De kan i modsætning til os holde et højt pres med få fejl, og det bliver de ved med gennem hele kampen, og vores cifre i de enkelte sæt føles derfor mest som et udtryk for vores niveau i det givne sæt.

Ud over denne stabilitet har de i Jordan Hove og Shaun Powell to enestående spillere, som udgør en stor forskel mellem de to hold. Hvis man udskiftede de to med spillere på vores niveau, kunne det sagtens være blevet en lige kamp. Men det gjorde de så heller ikke.

Kampreferat på hvk.dk og nogle ord fra Marienlyst i Fyens Stiftstidende.

onsdag, november 05, 2008

Spændende uge

En af årets mest spændende uger er i gang. Vi spiller to kampe, og fredagens pokalkvartfinale mod Marienlyst er nok den vi ser mest frem til.

Søndag er der så hjemmekamp i 1. division mod Aarhus 1900. Jeg er spændt på hvad de kommer med, men ser også frem til at fejre klubbens jubilæum ved samme lejlighed, hvad der forhåbentlig giver lidt ekstra liv i hallen. Men først og fremmest ville det være herligt at kunne holde fast i topplaceringen med en fokuseret indsats.

Fredag skal der nok endnu mere end fokus til hvis vi skal vinde.

Som udgangspunkt synes jeg at Marienlyst så svækket ud op til denne sæson, men på banen ser de ud til at få tingene til at fungere, og ud over deres Europa Cup-kampe har de faktisk ikke været tæt på at tabe, hverken i elitedivisionen eller NEVZA-turneringen.

Man kommer et langt stykke ad vejen hvis man kan stække Powell, men deres øvrige spillere har jo også et højere niveau end det vi plejer at møde i 1. division, så selvfølgelig skal vi selv kunne lægge et højt niveau i både serv og sideout for at få en sjov kamp ud af det.

Vi har været plaget af skader, og det blev lige lidt værre i går. Men vi kan stadig sætte en opstilling der kan tage kampen op, og vi glæder os som sagt. Det er fredag kl. 19.00 i Friheden.

tirsdag, oktober 28, 2008

Fem runder spillet

Den kommende weekend er pokalweekend og dermed spillefri i 1. division. Der er derfor lidt tid til at gøre status efter fem spillede runder, hvad der må svare til omtrent det kvarte af sæsonen.

Stillingen er her.

Vi er rækkens eneste ubesejrede hold, og ud over KSV er der ikke flere med mindre end to nederlag, så der er allerede et godt forspring ned til oprykningsstregen. De andre hold ser indtil videre ud til at slå hinanden på kryds og tværs.

Lyngby og Bedsted har lagt sig på tre sejre og to nederlag, mens PVC og Frederiksberg også kun har to nederlag, men til gengæld også kun to sejre. I bunden er det kun Randers som ikke har slået nogen endnu.

Amager har fået en resultatmæssigt trist start med deres nye træner og måtte endnu en gang se sig slået i weekenden, denne gang 3-2 af KSV. Søren fra KSV antyder dog i sit referat at Amager er godt på vej, og det tror jeg da også helt sikkert på, men tre nederlag så tidligt på sæsonen er problematisk hvis man vil rykke op.

PVC's referat af deres sejr over Frederiksberg i forrige weekend gjorde en dyd ud af at understrege de syv PVC-spilleres kvalitet og sluttede med en kommentar forud for deres tur til Bedsted.

Og med al respekt for Bedsted er det svært at forestille sig hvad der gik galt på bilturen for at PVC kun kunne score 10, 11 og 19 i de tre sæt i Bedsted. Skulle de have taget nogle flere eller nogle bedre spillere med? Eller vidste de ikke at man ikke kan køre til Bedsted på fire timer?

Næste opgave for os er Aarhus 1900, som startede med to sejre, men siden har tabt tre gange.

søndag, oktober 26, 2008

Hvidovre - Aabenraa 3-0 (25-14, 25-22, 26-24)

En temmelig udramatisk kamp. Det er ikke til at sige hvordan det kunne være gået hvis vi havde smidt 3. sæt, for vores niveau var jævnt dalende gennem kampen. Men vi hev den hjem, og så må det vel alligevel kaldes to sikre point.

Dan var tilbage som startende hæver efter tre kampe hvor jeg har fået fuld spilletid. Han gjorde det fint, men mangler stadig lidt rytme med centerspillerne, og det gør nok at han bruger dem lidt for sjældent, for de er uden tvivl to af vores bedste angribere.

Vi servede måske bedre end vi har gjort på noget tidspunkt i denne sæson, men var ikke specielt imponerende i blokaden.

Referat på hvk.dk.

Nu er der pause til fredag den 7. november, hvor vi skal være rigtig gode hvis vi vil undgå sæsonens første nederlag, for der gælder det pokalkvartfinale imod Marienlyst, der ligesom os er ubesejrede imod danske hold i denne sæson. Jeg anser det derfor for den moralske finale.

onsdag, oktober 22, 2008

Anmeldelser

Vi er i kamp igen fredag, og med en aflyst træning tirsdag på grund af arrangement i vores hal har forberedelserne egentlig været ret minimale. På den anden side er motivationen og selvilliden i top efter søndagens vigtige sejr, og det er da en god start.

Vi møder Aabenraa for anden gang på to uger. Kampen er placeret her efter deres ønske fordi de spiller lørdag i Lyngby og gerne ville overstå to københavnerkampe på én tur. Nu ved vi så en hel del mere om dem end sidst, men det kan de jo også sige, så det er spændende at se hvem der forvalter den viden bedst. De har vundet 3-0 over Randers siden da, så det ser ud som om de er godt i gang med at bevise at de er mere end en døgnflue i 1. division.

Overskriften hentyder til et par referater, for det er jo altid interessant at læse hvad andre skriver om en. Aabenraas referat fra vores kamp derovre byder på sætninger som "hvem havde troet at vi kunne snuppe to sæt fra HVIDOVRE" og får os generelt til at lyde lidt mere skræmmende end vi har gjort os fortjent til. Men fint nok, som tophold må vi leve med at være favoritter i måske alle de resterende kampe i efteråret på nær pokalkampen mod Marienlyst.

Teis fra KSV har leveret et referat fra i søndags med en lidt indforstået tone, men han har da et helt afsnit dedikeret til vores spil, og jeg får endda ros ligesom Thomas, men ham var de fleste enige om at rose på dagen.

Også Hvidovre Avis synes åbenbart at jeg skal fremhæves. De har i hvert fald fundet et gammelt billede fra arkivet (indsat ovenfor) til en af deres seneste artikler. Det må være to-tre år gammelt og sikke en maskeret hævning.

søndag, oktober 19, 2008

KSV - Hvidovre 0-3 (16-25, 24-26, 23-25)

For at sige det som det er, var der ikke mange af os der havde forventet en 3-0-sejr i denne kamp. Martin holder pause med en lårskade, Rammes skulder er i stykker efter et uheld i opvarmningen til Aabenraa-kampen, Burger var i NY og Necdet i Korsør, så der var ikke mange valg at træffe, da startopstillingen skulle sættes.

Men hvad man forventer, betyder dybest set ikke en skid hvis man har troen og den rette indstilling når man går på banen, og det havde vi.

Vi tog KSV lidt på sengen i 1. sæt, og de stillede også lidt overraskende op uden Teis og Søren i startopstillingen. De kom dog ind på et tidspunkt hvor sættet nok allerede var tabt for dem, men spillede til gengæld resten af kampen.

Nøglen til sejr i 1. sæt var et fornuftigt servepres, en del blokader og fint transitionsspil. I de følgende sæt kom KSV bedre med, og vi fik lidt større problemer. Vores modtagning var aldrig helt i top og således heller ikke sideout-spillet, men vi fik løst de fleste situationer, og jeg tror at det gjorde en stor forskel at vi på dagen var bedre end KSV i de mange længere boldvekslinger.

Vi stod fint i forsvaret, og mange af duellerne endte med en høj hævning til Thomas, som så fik den afgjort på en eller anden måde.

Og så havde vi god ro i de afgørende situationer sidst i både 2. og 3. sæt, hvor vi hentede henholdsvis 21-24 og 19-22.

Referat på hvk.dk.

onsdag, oktober 15, 2008

1. division efter tre runder

Weekenden bød på et par interessante resultater i 1. division. Mest overraskende for mig var at Frederiksberg (holdreferat, Jörgens referat) slog Amager (referat). Aarhus 1900 var før runden ubesejrede, men tabte til Lyngby (1900's referat).

Det betyder at KSV og Hvidovre kunne skille sig ud i toppen med sejre i det jyske. Vi fik som bekendt en hårdt tilkæmpet sejr i Aabenraa (jeg har fundet et Aabenraa-referat der virker lidt ufærdigt). Og KSV vandt lidt mere sikkert i Randers (KSV's referat).

DHG vandt i Bedsted (DHG's referat), og hvis Johannes Bach kommer til at spille nogle flere kampe for fynboerne, kan de jo godt blive lidt mere farlige.

Stillingen ser som sagt pæn ud for os og KSV. Vi har hver 6 point, og derudover har kun Aarhus 1900 indtil videre formået at samle mere end 2. Så det er jo en vaskeægte topkamp vi skal ud i på søndag, hvor vi møder KSV i Korsgadehallen i den sorte firkant.

mandag, oktober 13, 2008

Aabenraa - Hvidovre 2-3 (25-22, 29-27, 12-25, 22-25, 11-15)

Den lange version af referatet har jeg skrevet på hvk.dk, så det her bliver den lidt forkortede:

Aabenraa overrumplede os lidt, men i virkeligheden kom de ikke med noget skræmmende. De spillede bare med få fejl og spillede godt forsvar, og så levede de en del på vores fejl og manglende evne til at stoppe deres angrebsspil.

Fra vores synspunkt viste kampen at vores spil lidt for let går i stykker, og vi bliver for hurtigt usikre. Dog viste vi også at vi har dygtige spillere nok til at vi nok skal finde en opstilling der fungerer, og at vi er i stand til at kæmpe en sejr hjem under svære omstændigheder.

Eftersom de negative ting er ting der kan adresseres i træningen, og de positive ting er nogle mere grundlæggende ting for holdet, så synes jeg der er grund til fortsat optimisme.

fredag, oktober 10, 2008

Tur til Sønderjylland

Lørdag skal vi en tur til Aabenraa, og det er første gang jeg skal spille volleyball dér. Faktisk er det vist første gang at jeg har spillet en turneringskamp i Jylland syd for Esbjerg (på trods af mine år i Skovbakken og min delvise volleyballopdragelse på Idrætshøjskolen i Sønderborg).

Jeg ved ikke helt hvad vi skal forvente. Før sæsonen tippede jeg dem som bundhold, men de vandt en meget sikker sejr over DHG, så de har helt klart mere at byde på end jeg lige troede.

Derudover har de lige været "dagens succes" i Jydske Vestkysten (selv om Aabenraa mig bekendt ligger på østkysten). Artiklen og deres referat tyder på at de dels har masser af selvtillid og dels føler at de har alt at vinde, og tilsammen lyder det jo lidt farligt.

Jeg vil dog stadig mene at vi har spillermaterialet til at slå alle hold i rækken, så det handler først og fremmest om at være klar og levere en koncentreret indsats.

tirsdag, oktober 07, 2008

Eftertanke

Nogle gange slipper jeg lidt hurtigt om det med kampreferaterne. Så her er yderligere et par tanker efter vores første kampe...

Startopstilling mod DHG:
Dan, Martin, Jakob N., Thomas, Morten, Jacob R., Necdet (libero)

Startopstilling mod SKF-Ikast:
Dan, Martin, Jakob D.J., Tim, Morten, Jacob R., Necdet (libero)

Startopstilling mod Lyngby:
Kasper, Martin, Jakob N., Tim, Daniel, Jacob R., Tony (libero)

Mod Lyngby havde vi altså skiftet fire spillere i forhold til startopstillingerne sidste weekend. Der er forskellige gode forklaringer på hver af ændringerne, men min pointe er at vi kunne gøre det uden at det skabte nogen form for usikkerhed. Jeg synes det illustrerer at bredden er god på holdet, og at de aftaler vi har omkring spillesystemer, fungerer fornuftigt.

Rune har indført en mere systematisk brug af statistik end vi har haft tidligere. Fra sidste weekend har vi dog kun data fra DHG-kampen, og dem fra Lyngby-kampen har jeg endnu ikke set, men hvis der er nogle gode og ikke alt for hemmelige pointer, vil jeg måske viderebringe dem her.

Mine umiddelbare indtryk fra Lyngby-kampen er at vores killprocent var højere end mod DHG (hvad der også var et fokuspunkt), men at vi fik for få vundne blokader i forhold til vores fysiske overtag ved nettet. På trods af vores relativt få blokader tror jeg nu at Lyngbys killprocent for kampen ligger ret lavt, selv om den vist ikke er målt i vores statistik.

Vores modtagningssnit så ud fra en hurtig sammentælling ud til at ligge lidt lavt i søndags, men det var ikke noget jeg tænkte over undervejs som hæver, så det må vel have været til at arbejde med.

Vi ligger nummer 1! Stillingen på Infosport, nu med boldscore.

mandag, oktober 06, 2008

Hvidovre - Lyngby 3-0 (25-20, 25-16, 25-18)

Lyngby har aldrig været min drømmemodstander, og faktisk kan jeg dårligt huske at jeg har været med til at slå dem. Men denne gang var der ikke så meget tvivl.

Ligesom DHG kom de med nogle meget erfarne folk og ikke alt for mange af dem, i skærende kontrast til vores 12 pumpede ynglinge. Og ligesom DHG gjorde de selvfølgelig hvad de kunne for at drille os og snakke os lidt ned i tempo. Heldigvis kender vores træner dem uhyre godt, og han sørgede for at vi ikke faldt i snak med dem og i øvrigt holdt os på tæerne kampen igennem.

Det lykkedes os at holde initiativet, selv om vi for ofte gav tre-fire point væk på stribe. Men kun når vi førte, for jeg tror ikke at Lyngby var foran med mere end to point på noget tidspunkt.

Kampreferat på hvk.dk.

DHG og Lyngby anså jeg på forhånd som to af de mest tricky modstandere, så at have fire point efter to sikre sejre er en fin start. Næste uge gælder det Aabenraa, som slog DHG 3-0.

torsdag, oktober 02, 2008

Ugens kampe i 1. division

1. division herrer gør sig bemærket som en række med en meget høj kampreferat-frekvens, så lad os lave en kort opsummering.

Amager fik en skidt start med et 0-3-nederlag imod PVC Lyngby, og det er vist ikke første gang at Amager render ind i en øretæve i Polythallen. PVC's referat og Amagers referat.

KSV startede til gengæld fint med en sejr på 3-0 ude over Lyngby, som de ikke formåede at slå i to forsøg i sidste sæson (KSV's referat).

Det var efter min mening og mine forudsigelser rundens to nøglekampe sammen med vores sejr over DHG. De øvrige kampe:

Bedsted slog Frederiksberg 3-1 (Bedsteds referat), og Aarhus 1900 slog Aabenraa 3-2 (begge holds referat).

I den kommende weekend tager vi imod Lyngby, KSV skal møde PVC, og Randers kommer i spil for første gang i en kamp mod Aarhus 1900. Og så er der Amager-Bedsted og Aabenraa-DHG.

mandag, september 29, 2008

Hvidovre VK - SKF/Ikast KFUM 3-0 (25-23, 25-22, 27-25)

Det blev en god weekend med to ret sikre sejre. Indrømmet, begge sejre kunne godt (burde) have været mere sikre, men de kom i hus. Og samtidig fik vi arbejdet videre med forskellige ting i vores spil og givet værdifuld spilletid til alle vores nye spillere.

Kampen mod SKF/Ikast var ikke specielt køn set fra udskiftningsområdet. Vi fandt aldrig rytmen i længere perioder ad gangen, men modstanden var heller ikke skræmmende, så vi formåede lige akkurat at holde dem bag os i alle tre sæt.

Som jeg også skriver på hvk.dk, er SKF/Ikast sikkert uenige i at det var en klar sejr. De kommer jo tæt på i alle sæt og havde nogle stolpe-ud-situationer undervejs. Alligevel er jeg bare overbevist om at vi kunne have skruet op og vundet alligevel. Samme fornemmelse havde jeg ikke altid i DHG-kampen.

Og så var der jo den skjulte dagsorden for os, nemlig at bevise at en syvendeplads i eliten sidste sæson måske godt kunne berettige til en ny sæson i den række, når nu nummer 6 ikke kunne få tingene til at hænge sammen. Det ved jeg ikke om vi har bevist, for baseret på hvad jeg så søndag, kommer SKF/Ikast til at få en hård sæson i eliten. Men i pokalsammenhæng er vi i hvert fald nu i top 8 i Danmark og skal møde Marienlyst i kvartfinalen.

søndag, september 28, 2008

DHG Odense - Hvidovre 1-3 (18-25, 25-20, 12-25, 23-25)

Et lynreferat fordi der er kamp igen søndag.

- Vi fik de to point, og det var vigtigt.
- Spillemæssigt var der både gode og dårlige ting. Vi blokerede fint, men havde af og til problemer i sideout.
- DHG stillede kun lige med nok spillere til at gennemføre en kamp. De havde Peter Lyø med på kanten, men havde generelt ikke helt vildt meget at komme med.
- Jeg spillede næsten ikke selv. Kom kun ind og var med til at få os lidt i gang i anden halvdel af 4. sæt efter en periode hvor det kørte lidt skidt.
- Morten Hjulmand var dagens mand med gode modtagninger og meget høj effektivitet i angrebet.

Mere på hvk.dk.

fredag, september 26, 2008

Hård weekend at starte på

Vi starter sæsonen med to kampe på en weekend. Udekamp mod DHG Odense lørdag i 1. division og hjemmekamp mod SKF/Ikast søndag i pokalturneringen.

Som skrevet i går ved jeg ikke så forfærdelig meget om hvem DHG har, men man skal ikke undervurdere det forhold at det er en traditionsklub. Det betyder ikke bare at de har nogle kvalificerede folk med tilknytning til klubben, men også at de har en vinderkultur, og jeg kan i hvert fald ikke huske at jeg nogensinde har vundet i Dalumhallen. Men det kan meget vel være at vi kommer op imod et hold som vi bare skal slå.

SKF/Ikast var nok en af de bedste lodtrækninger vi kunne få blandt de otte elitehold (ASV havde måske været bedre...). De er jo nok udset til at være prygelknabe i elitedivisionen, men det betyder næppe at de vil lægge sig ned imod et 1. divisionshold. Tværtimod kan det måske blive en af deres bedste chancer for sejr i den kommende tid.

I forhold til debatten om hvor mange hold der bør rykke op i og ud af elitedivisionen, har kampen en vis symbolsk betydning. Især debatten på kvindetrænernes blogs har det jo været nævnt at to direkte op- og nedrykninger var meget. Her har vi jo så en kamp mellem sidste års nummer 7 i eliten og nummer 2 i 1. division, altså de to hold som skulle have mødtes i kvalifikationskampe hvis man havde valgt det op- og nedrykningssystem man havde frem til 1999.

SKF/Ikast har sagt farvel til nogle bærende spillere (fortæller en artikel i Viborg Stifts Folkeblad og deres holdpræsentation på volleyball.dk, og især på centeren ser de ret tyndt besatte ud. Men selvfølgelig har de stadig nogle af de kvaliteter som bragte dem op i toppen af 1. division sidste sæson, så vi skal være på tæerne. Vinderen møder Marienlyst i næste runde.

torsdag, september 25, 2008

1. division - et kig på den kommende sæson

Som sædvanlig kigger jeg lidt frem mod den kommende sæson i min række. I år med det forbehold at mange 1. divisionshold ikke giver specielt fyldestgørende oplysninger om deres hold (mindre end eliteholdene), og at jeg derfor må bygge mine forudsigelser på min egen begrænsede viden og holdenes tidligere resultater.

For mit vedkommende er det første gang at jeg deltager i en landsdækkende 1. division. Det spillede man med frem til 1999, og det blev genindført sidste sæson. Der har dog ikke været udbredt tilfredshed med formatet, og sidst i maj foreslog repræsentantskabet at rækken igen opdeles i to puljer, og der er nu en høring i gang.

Vi er nede på 11 hold i rækken efter at Midtfyns har måttet trække sig. Det betyder også at vi nu er 6 københavnerhold og kun 5 fra provinsen. For mig at se er de bedste oprykningskandidater også i København, mens jeg tvivler på at vi ser nogen jyske hold i toppen.

Lidt om holdene, i alfabetisk rækkefølge:

Amager VK
Med Geovan Santos i spidsen og stadig nogle kvalificerede spillere tilbage fra tidligere sæsoner kan det godt se spændende ud for dem. Men truppen er smal, og Amager har i mange år haft en tendens til at lave nogle skrækkelige enkeltstående resultater. De har også fået en serbisk fyr, som har trænet med Gentofte, og han kan godt blive vigtig for dem. Derudover har de fået Claus Madsen, lang center fra Ikast. Resten af holdet er primært de ret små folk fra deres gamle ungdomskuld.

Bedsted KFUM
Her ved jeg ikke så meget, men de har vist en del unge spillere kombineret med nogle få rigtig rutinerede. De plejer at være gode for et par overraskelser i Bedstedhallen. Jeg tror på nederste halvdel, men med gode muligheder for at holde sig fri af nedrykning.

DHG Odense
Umiddelbart er klubbens storhedstid jo passé, men der lusker måske alligevel nogle erfarne spillere rundt med kvalitet til at de kan skabe et stærkt hold i DHG. Spillere som Dennis Hansen og Jørn Jensen er formentlig stadig med, og Peter Lyø spøger vist i kulissen. Jeg vil tro at de kan klare sig fint i rækken, men i det lange løb afhænger deres chancer jo også af hvor meget de kan få den slags "ældre" kvalitetsspillere ind på holdet.

Frederiksberg Volley
I Hvidovre var Jörgen glimrende til at gå ind og finde de områder hvor der var hurtige forbedringer at hente, og jeg tror nok han skal gøre det samme i Frederiksberg. Hans meldinger på egen blog tyder dog ikke på overdreven optimisme. Jeg kender ikke spillermaterialet til bunds, men jeg tror det peger mod nederste halvdel, og at de skal slås for overlevelse.

Hvidovre VK
Ja, jeg har meldt truppen ud, og jeg tror på at den er stærk nok til at spille med om topplaceringerne. Det er jeg faktisk sikker på, men der er altid mange usikkerhedsmomenter før en sæson, også ting man ikke selv har indflydelse på, så som de andre holds styrke. Derfor ligger vores fokus også på det arbejde der skal gøres for at holdet udnytter sit potentiale. Jeg tror på top 3.

KSV
De er mit bedste bud på et tophold sammen med Amager og Hvidovre. De har mange fysisk stærke spillere (for eksempel Søren Kristensen, Teis Corneliussen, Jørgen Wissing, Laust Hjortkær) og ikke mindst et hold hvor stammen er stort set uændret fra sidste sæson. Jeg ved at de kan spille godt, men jeg har kun oplevet dem til stævner, så det bliver spændende om de kan holde det kørende over en hel sæson.

Lyngby Volley
Stor ubekendt. Hvis det er de gamle Lyngby-drenge, og det tyder deres hjemmeside på, er de jo rigtig gode, som de også viste ved at gå ubesejrede igennem 2. division i sidste sæson i kamp med blandt andre KSV. Men hvordan de gamle drenge vil reagere på en landsdækkende 1. division, ved jeg ikke. Der var vel en pointe i at de trak sig tilbage til 2. holdet før sidste sæson... Under de rigtige omstændigheder kan de godt komme tæt på toppen, og jeg tror i hvert fald ikke på at de rykker ned.

PVC Lyngby
Sidst jeg så dem, var i vores pokalkamp sidste efterår, og da var de temmelig skrækkeligt spillende. De fik dog en udmærket sæson i 1. division og sluttede som nummer 3. Jeg har sagt det mange gange før, men meget afhænger af om Jeppe Brinck og Kristoffer Bergholt tager endnu en tørn. Mon ikke de gør, og så kan de sagtens slutte i bedste halvdel, men jeg har svært ved at se dem som oprykkere fordi de også er sårbare når nøglespillerne næppe spiller alle kampene.

Randers
Jeg kender ikke så meget til dem, men hvis de har samme profil og niveau som tidligere, tror jeg godt de kan komme i nedrykningsfare. Faktisk sluttede de sidste sæson på noget som egentlig var en nedrykningsplads, men på grund af trukne hold fik nr. 9 lov at blive oppe. Deres holdside tyder på at de har skiftet lidt ud, men jeg tillader mig alligevel at tvivle på at de kommer meget højere i denne sæson.

Aabenraa
Dem kender jeg slet intet til, andet end at min gamle Skovbakken-holdkammerat Simon Højen er med. Han er en god spiller, men når jeg ikke rigtig har hørt om de andre på holdet, siger det mig at de næppe bliver et tophold, og jeg tror faktisk jeg lægger hovedet på blokken og tipper på at de rykker ned.

Aarhus 1900
Jeg kender en del af spillerne, og deres resultater fra 2. division sidste år var ret stabile. Men om de kan lave noget tilsvarende i en langt stærkere 1. division, er jeg ikke sikker på. Mit bud ville nok være at de formentlig slutter i den nederste halvdel og kan komme i nedrykningsfare.

Generelt tror jeg altså mest på Amager, KSV og Hvidovre i toppen, med mulighed for at Lyngbys , PVC's eller DHG's rutine kan overraske. De fire jyske hold og Frederiksberg kan godt blive dem der får det sværest. Der er to opryknings- og tre nedrykningspladser at spille om, hvis nogen skulle være i tvivl, så det ser egentlig spændende ud.

Jeg vil godt tage alle mulige forbehold, for der er formentlig er spillere blandt modstanderholdene som læser dette. Hvis I synes jeg er uretfærdig, må I endelig bare opfatte det som uvidenhed fra min side og tage til genmæle på banen. Eller afhjælpe min uvidenhed i kommentarerne.

tirsdag, september 23, 2008

Træner for U15-hold med succes

Som noget nyt i denne sæson indgår jeg som træner én gang om ugen for BRH Volleys HU15-hold. Efter at have været involveret i Talentcenter-træninger gennem de seneste to sæsoner med lidt skiftende frekvens tænkte jeg at det måske ville give mening at kunne videregive noget volleyball mere regelmæssigt, og det bliver altså til nogle 12-14-årige drenge i det nye BRH Volley (samarbejde mellem Brøndby, Rødovre og Hvidovre), hovedsageligt tidligere Rødovre-spillere.

På grund af mine egne opgaver kommer jeg nok ikke til at coache dem noget særligt, således heller ikke i den forgangne weekend, hvor holdet overraskede alle (eller i hvert fald mig) ved at vinde Ikast Cup. Altså, flere af drengene har da spillet på TC i sidste sæson, og de har masser af volleyball i sig for så unge fyre. Men der er nu også masser af ting at arbejde med endnu (blandt andet fysik og måske lidt vinderinstinkt), og derfor kom sejren lidt bag på mig.

Men superflot gået, og nu må vi se om det ikke giver blod på tanden til at spille mere og træne hårdere.

mandag, september 22, 2008

Træningskampe

Lørdag stod den på træningskampe mod Holte. Vi spillede mod to hold sammensat af det som vist nok tilsammen skal være Holtes elitedivisionshold.

Første kamp var mod et hold bestående stort set af de sædvanlige gamle drenge, dvs. Søren Søgaard, Mads Berg, Johnny Dannerfjord, Almir Sarvan, Henrik Kjær... De blev suppleret af Thomas Lyø, Casper Munk og Nils Eriksen.

De to sidstnævnte var også med i anden kamp, hvor resten af Holte-holdet vist primært var spillere fra Lyngbys 1. divisionshold fra sidste år, altså hovedsageligt yngre spillere.

Vi tabte første kamp 3-0, men vist kun med 2-4 point i hvert sæt. Det så i perioder rimeligt ud, men der er heller ingen tvivl om at man skal spille stabilt gennem en hel kamp for at slå det hold. Det så vi f.eks. i 2. sæt, hvor vi førte 15-9 efter en virkelig god periode, men alligevel bare lod dem æde os langsomt.

Anden kamp blev vundet 3-2, og her satte trætheden nok ind mod slutningen. Vi førte 2-0, og på en bedre dag kunne vi have lukket den 3-0. Imidlertid tabte vi 3. sæt og så virkelig skidt ud i 4. sæt. I 5. sæt formåede vi dog at stramme op og vandt 15-7.

Vi var uden Necdet Sahiner, Jakob Due Jakobsen og Thomas Behrens, så under normale omstændigheder vil vi have lidt flere strenge at spille på. Vi blev lidt klogere på hvordan vi som hold reagerer i nogle nøglesituationer i et sæt, og der er også lidt at arbejde med. Men vi er stadig optimister. Næste weekend går det løs med 1. divisions-debut og pokalkamp.

Jeg har et indlæg om 1. division i støbeskeen.

mandag, september 15, 2008

Sejr i HVK-Cup

Så var det HVK-Cup-weekend, og vi var naturligvis med, og for første gang siden 2005 vandt vi vores eget stævne.

Jeg må ærligt indrømme at niveauet i A-rækken er faldet lidt. Det var hovedsageligt 2. divisionshold. Dog var der også Lyngbys gamle drenge (som måske (?) skal udfylde Lyngbys plads i 1. division) og så altså os.

Vi brugte stævnet til målrettet at arbejde med nogle taktiske ting omkring blok og forsvar og til at spille en masse forskellige opstillinger, og på den måde var det en succes.

Stævnet startede nu ikke så godt for os. Grøndal EV fangede os lidt på hælene i den første kamp. Med blandt andre en ikke så invalid og ganske velspillende Allan Rosendahl slog de os stort i 1. sæt før vi kom godt i gang i 2. sæt, men tabte 18-16 i 3. sæt.

Det betød at vi kun blev toer i puljen selv om vi ikke havde nogen problemer imod GGV og Roskilde i de to sidste lørdagskampe.

Så stod den på kvartfinale mod Korsør-Slagelse søndag morgen. Her sad jeg selv over, og tvunget af omstændighederne prøvede vi en helt alternativ opstilling med Necdet som hæver og Dan på kanten (hvad han jo har prøvet før). Det gik vist også fint. Vi vandt i hvert fald klart.

Så fulgte stævnets sjoveste kamp imod vores eget 2. hold. De spillede en rigtig fin kamp og slog os 25-23 i 1. sæt, primært fordi vi slet ikke fik presset vores server. Vi rejste os dog og vandt et tæt 2. sæt og lidt mere klart i 3. sæt.

Finalen blev en revanche mod Grøndal, og heldigvis var vi mere klar denne gang. Vi vandt 1. sæt 26-24 og 2. sæt stort med Dan som hæver.

Martin Henningsen, som jo nok bliver en vigtig spiller for os, var ude det meste af stævnet med en fingerskade, og det gode ved det var at vi fik spillet en masse med Morten Hjulmand og Daniel Blytner på kanterne (og Dan som indskifter i flere situationer).

Spillemæssigt mangler der stadig lidt for at angrebsspillet er helt flydende, og vi bør kunne lægge et væsentlig højere servepres. Men vi er godt på vej og ved godt mod.

torsdag, september 11, 2008

Truppen er klar

Der er sket en hel del med vores trup siden sidste sæson. Det meste af det er vældig positivt, men selvfølgelig er det også ærgerligt at miste spillere, som vi også har gjort (ellers ville vi være 20 mand eller deromkring).

Jonas Villund er smuttet til Gentofte. Allan Rosendahl har rygproblemer, som har fået ham til at trappe ned. Hilal Polat aftjener værnepligt. Bjarne Tønder Hansen er rejst til USA. I løbet af sidste sæson faldt Christian Hansen, Kim Holst Christiansen og Bo Skov Andersen fra.

Ind er kommet: Martin Henningsen (ASV, kant), Jacob Ramsgaard (Gentofte, center), Dan Aakesen (Amager, hæver), Morten Hjulmand (Gentofte, kant), Necdet Sahiner (Grøndal EV, libero) og Daniel Blytner (Frederiksberg, kant). Truppen er opdateret på hvk.dk.

De nye folk er alle sammen gode nok til at spille vigtige roller på holdet, så det ser enormt spændende ud. Men selvfølgelig er vi stadig i en forberedelsesfase, hvor en masse ting skal forbedres - ikke mindst sammenspillet, og under KSV-stævnet så vi næppe det bedste fra vores nye spillere. Necdet var den eneste som ikke var med. Han var på Island med U19-landsholdet.

søndag, september 07, 2008

KSV-stævnet

Ja, jeg har faktisk været på ferie, så der er nogle ting at samle op på.

Med hensyn til mit forrige indlæg om den ledige plads i Elitedivisionen så har Turneringsstyregruppen ikke overraskende valgt at fastholde sin beslutning. Selv om vi har bedt bestyrelsen om at vurdere om det bør være sådan, må vi i hvert fald forholde os til at vi skal spille i 1. division, hvad vi selvfølgelig også har gjort hele tiden.

Sæsonforberedelserne er nu gået ind i den fase hvor man tester formen af mod andre hold. Det gjorde vi her i weekenden i KSV's stævne med det ambitiøse navn Copenhagen Elite Open. Der var fem herrehold med: Svenske Örkelljunga og LUGI samt Amager, KSV og Hvidovre fra den danske 1. division. Man spillede alle mod alle, tre sæt til 25, uanset om det sluttede 3-0 eller 2-1.

Det var ikke nogen stor spillemæssig eller resultatmæssig succes for os, men stævnet opfyldte det vigtigste formål, nemlig at give en masse sæt i benene og gøre os klogere på hvor vi står og hvor vi skal forbedre os.

Vi startede mod Amager, som ser ud til at operere med en ganske lille trup både antals- og højdemæssigt. De er nu dygtige boldspillere, og med Santos som ny træner og centerspiller (!) fik de tingene til at fungere og slog os 2-1 i en kamp hvor vi spillede meget skidt i de to tabte sæt.

Derefter var det Örkelljunga, som jeg nok vil vurdere som turneringens stærkeste hold. Olafsens tidligere udmeldte ambitioner om at bygge holdet op om unge svenske og skandinaviske spillere har vist været sat på en hård prøve. Han har ikke selv skrevet så meget om det, men det lader til at være en hård kamp at samle et hold, og til dette stævne snakkede fire-fem af spillerne meget amerikansk. De spillede nu godt og var fysisk stærke, men var måske ikke så sammenspillede. De slog os 3-0 i en tæt kamp, hvor vi var langt bedre end imod Amager.

Søndag gjaldt det så KSV. Her tabte vi igen 3-0 til en velspillende modstander, igen tre tætte sæt, hvor vi i hvert fald burde have vundet det ene.

Og til sidst LUGI. De havde gjort det godt, men spillede vist med deres andenhæver i denne kamp. Jeg vil mene at vi dominerede kampen, men tabte 2-1 efter i både 2. og 3. sæt at have smidt en trepointsføring lige til sidst.

Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke engang fik tjekket hvem der vandt stævnet, men det var det samlede antal vundne sæt der talte, og mit bud ville være at det blev Örkelljunga med de tre andre hold tæt efter og os på en klar sidsteplads.

Konklusionen må være at Amager og KSV faktisk er meget godt kørende, og jeg har nu også hele tiden (i hvert fald siden Santos-nyheden) betragtet de to hold som de farligste modstandere i 1. division, men det må jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

Jeg mangler også stadig at redegøre for vores trup, som nu ligger fast, og det kommer en af dagene.

mandag, august 18, 2008

Limbo

Når der er gået et stykke tid siden sidst, handler det nok mest om at ASV's trækning fra Elitedivisionen har kastet mit hold ud i et mindre limbo (ikke dansen).

Selv om det sammen med den officielle udmelding stod klart at der som udgangspunkt ikke bliver fyldt op med et ottende hold, kan man vel dårligt bebrejde os at vi kiggede på pladsen og tænkte at den kunne have været vores.

Jeg må sige at det er min holdning at man burde forsøge at fylde landets bedste række op, også selv om det ikke skulle være med Hvidovre. Min klub har officielt opfordret Turneringsstyregruppen til at genoverveje sagen, men indtil videre må vi naturligvis stadig betragte os selv som 1. divisionshold.

Forberedelserne til sæsonen ændrer sig vel heller ikke væsentligt selv hvis vi pludselig skulle få en appelsin i turbanen, men på denne blog har det bare virket mærkeligt for eksempel at skulle forholde sig til styrkeforholdet i 1. division hvis vi pludselig fik at vide at vi alligevel ikke var rykket ned fra Elitedivisionen.

Træningen er kommet ind i en fast gænge, og stævnerne i september er ved at blive planlagt. Truppen begynder også at tage mere form, men kan endnu ikke meldes endeligt ud. Og med beachvolleyfinalerne overstået begynder det vel for alvor at krible hos de fleste for at komme rigtigt i gang.

mandag, august 04, 2008

1. division blev lige lidt mere interessant

Amager VK melder sig ind i 1. division med ansættelsen af Geovan Santos som træner.

Det er en spændende nyhed for rækken, for når Santos "flere gange er blevet kåret som årets spiller i den danske elitedivision" (to, helt præcis), så siger det sig selv at han også vil være blandt profilerne i 1. division.

I sidste sæson lå Amager og kæmpede i den kedelige ende af 1. division, men det her har da potentiale til at vende den kurve.

Hvor stort et scoop det er, vil tiden vise. Jeg kender intet til mandens trænerevner, men hans succes kommer jo nok også til at afhænge af i hvor høj grad han formår at tiltrække folk til en trup som alt andet lige har haft svært ved at hverve afgørende nye spillere.

Spændende uger forude, hvor folk trækker ind i hallerne og mange først nu skal til at beslutte hvad de egentlig vil i den kommende sæson.

onsdag, juli 30, 2008

... og tilbage til volleyball

Vi har så småt startet træningen op i Hvidovre. Vi sluttede den seneste sæson tidligt, og fordi der gik temmelig længe fra det stod klart at der skulle ske et trænerskift, og til den nye træner faldt på plads, var den organiserede træning på et overskueligt niveau i et par måneder.

Det er en af årsagerne til at vi har forsøgt at starte lidt op her i juli, selv om mange har ferie eller fokus på parallelsporten i sandet. Men nu er det blevet til én ugentlig træning de seneste tre uger, i næste uge er det to, og derefter de planlagte tre gange om ugen.

På spillerfronten har Jacob Ramsgaard (center, tidligere Spentrup og Gentofte) sagt ja til at spille for os. Det er endnu en god tilføjelse til truppen, og med tre Jakob'er synes jeg vi er rigtig godt besat på midten.

Det lover vel også generelt godt, når man kan tiltrække spillere fra højere rangerede hold, såsom Martin og Ramsgaard. Dem får vi så muligvis heller ikke flere af, men for truppens sammensætning vil det nu også være fint at få nogle lidt yngre kræfter ind, og sådan nogle er formentlig også på vej.

torsdag, juli 24, 2008

Og nu til cykling

Bjarne Riis til Ritzau i dag:
- Vores styrke i år er et resultat af, at Touren er renere, end den har været førhen...
Her savner jeg en journalist der går lidt til Riis. For hvad er de underforståede præmisser i den kommentar? Det må vel være at andre hold er sluppet af sted med doping de tidligere år, og at det rene CSC-hold derfor ikke har kunnet dominere på samme måde.

Han anklager faktisk temmelig direkte andre hold for at have snydt. Kunne man ikke have spurgt lidt ind til det i stedet for bare at holde mikrofonen for en kommentar, som lidt let gør hans eget hold til helgener.

Hvordan er det nu i øvrigt med mandens troværdighed?

Æv, nu blev jeg så sur på cykelsport at jeg skrev et helt indlæg om det uden at relatere det til volleyball. Men ovenstående historie viser bare hvor lidt mediernes dækning af touren har ændret sig. Hvis ikke de kan finde ud af at stille et kritisk spørgsmål til en kommentar som så åbenlyst må være enten injurierende eller hyklerisk, så bliver det sgu svært. Det er hykleriet på cykelholdene og i medierne der gør at jeg for flere år siden er blevet træt af den sport.

tirsdag, juli 15, 2008

Beachvolley - svært at blive klog på

Jeg har af og til lidt svært ved at blive klog på beachvolley. Martin Henningsen og jeg er begge fornuftige volleyballspillere, som da nok burde kunne gå ud og vinde sådan en smule divisionsrække på Ishøj Strand uden så meget som at have trænet sammen.

Helt så smertefrit gik det ikke, og faktisk måtte vi tage til takke med en overordentlig sekundær placering.

Det er ikke første gang jeg må indse at beachvolley må anerkendes som en selvstændig sport, hvor det ganske vist kan være en fordel at have trænet nogle af teknikkerne i søstersporten volleyball, men hvor de som gør en indsats for at dygtiggøre sig i netop denne selvstændige sport, på magisk vis bliver bedre til at kontrollere for eksempel vinden.

Det er hårdt at gå ud og tabe kampe til folk som man ved at man teknisk og taktisk burde have alle forudsætninger for at slå.
Jeg må dog sige at med min "sædvanlige" makker Jakob Due Jakobsen (giver vores to stævner på to år mig ret til at kalde ham det?) synes jeg egentlig at jeg har opnået en form for samspil og forståelse som gør at vi har kunnet præstere acceptable resultater uden den helt store træningsindsats. Med Martin, som på alle måder er en fremragende volleyballspiller, lykkedes det slet ikke. Så træning er nok alligevel nøgleordet hvis man har svært ved at leve med sine egne præstationer.

Heldigvis er der mange andre ting end præstationer der kan lokke en på stranden. For eksempel at der er tid til at få sol i ansigtet, se en masse bold, hilse på en masse volleyballvenner og vinde en kamp en gang imellem. Så jeg vender jo nok tilbage, men det ser ikke ud til at det bliver i denne sæson.

torsdag, juli 10, 2008

Ishøj - here I come

Endelig begynder min beachsæson når jeg spiller på Ishøj Strand i weekenden. Jeg er tilmeldt sammen med Martin Henningsen, og på baggrund af tidligere meritter (mine 2 point fra Hornbæk sidste år, nu halveret til 1) har vi fået en seedning som nummer 42 i division. Målet er at leve op til seedningen.

Martin har åbent erkendt at han ikke har været på sand siden 2006, og jeg har allerede her på bloggen skrevet et par ord om min første og eneste træning i år... Så er undskyldningerne på plads, men vi har da begge to engang kunnet spille, så mon ikke en placering som nummer 42 skulle være opnåelig?

Det er ikke så logisk at jeg spiller så lidt, for jeg kan faktisk enormt godt lide beachvolley. Men selv om sporten har det her uorganiserede præg, hvor man bare lige skal tromme et par venner sammen for at kunne spille, virker det sært nok meget sværere for mig at passe ind i en hverdag med arbejde og familie. Jeg kan bedre få det til at fungere når man som i volleyball har (for mit holds vedkommende) tre faste aftener om ugen hvor man står til ansvar over for sit hold.

Derfor vil man på lørdag kunne se mig udføre en næsten total "koldstart" på beachsæsonen.

Foto: Morten Olsen, Photoevent.dk

mandag, juni 30, 2008

Navnestof

Nogle træner-, kontrakt- og klubskiftenyheder samlet ind på hjemmesider og blogs:

Tony Westman ny træner i Marienlyst. Peter Schøler og Jacob Nielsen til Marienlyst. Michael Søe og Paw Harder fortsætter. Opdatering 03-07: Jonathan Jørgensen kommer til. Opdatering 09-07: BT vender tilbage, hvilket formentlig betyder at Matthias Haraldsson skal til udlandet.

Joakim Larsen fra Aalborg HIK til svenske Falkenberg. Matt Reynolds bliver, Morten Østergaard fortsætter.

To polske spillere til Skovbakken, som nu igen hedder Skovbakken. Daniel Jonassen og Morten Gregersen bliver.

Søren Bruncke til Middelfart. Bo Amelung bliver. Opdatering 01-07: Ny træner: Shuichi Mizuno.

Jonas Villund til Gentofte.

Og i 1. division: Jörgen Larsson ny træner i Frederiksberg.

tirsdag, juni 24, 2008

Spillernyt

Nu nævnte jeg Martin Henningsen, som er vendt tilbage til holdet. Jeg må desværre også fortælle at Jonas Villund har valgt at tage et skridt op ad karrierestigen og er skiftet til Gentofte.

Alt var jo ellers kørt i position til en livtidsstilling som Hvidovre-hæver for den unge mand mens jeg lige så stille trådte i baggrunden. Men jeg forstår udmærket hans beslutning. Han har tid og lyst til at træne rigtig meget, og han har ambitioner til at spille på det niveau, og så er Gentofte det oplagte valg, eftersom de også har plads til en hæver mere. Held og lykke.

For Hvidovre betyder det at jeg indtil videre er tilbage som det naturlige valg som førstehæver. Men vi skal have fundet en hæver mere og meget gerne en som på kortere eller længere sigt kan blive det naturlige valg. Selvfølgelig er den proces også i gang.

Bjarne Tønder Hansen er taget til Amerika, og Allan Rosendahl har en skrøbelig ryg, som gør ham yderst tvivlsom. Ellers er alle stadig inde i billedet, men ikke overraskende snakker vi også med folk udefra.

I andre HVK-relaterede spillernyheder er det interessant at se at Søren Bruncke er klar til at tørne ud for Middelfart. Han har vist taget en stille sæson i Horsens, men hvis han har fået lysten til at spille på højt niveau, kan han blive en rigtig god spiller for dem. I de sidste par sæsoner for os var han efter min mening blandt den bedste håndfuld danske diagonalspillere, og han kan meget vel blive Middelfarts bedste danske tilgang i et par sæsoner.

mandag, juni 23, 2008

Nyt på trænerfronten

Det bliver Rune Thomsen der skal stå i spidsen for holdet i den kommende sæson (nyhed). Rune kender de fleste vist, men det er ikke så mange der kender ham som træner. Det gjorde jeg heller ikke. Efter at have hørt hans tanker og ideer ser jeg frem til den kommende sæson med stor spænding, og jeg er helt sikker på at Runes energi og humør vil være godt for holdet.

Vi er langt fremme med truppens udseende, men det skal nu ikke afholde interesserede fra at tage kontakt. En af de store nyheder er at Martin Henningsen vender tilbage, og det er meget glædeligt ligesom det naturligvis er glædeligt at der er styr på trænersituationen.

onsdag, juni 18, 2008

... hvis jeg får tid

Overskriften var de sidste ord i mit forrige indlæg og handlede om mine muligheder for at spille beachvolley denne sommer.

Og lynhurtigt blev jeg ramt af virkeligheden som far og jordemodermand. Den virkelighed holder mig i denne weekend mig hjemme hos sønnike og væk fra Feddet.

De næste weekender er også optaget, blandt andet af Hvidovre VK's tjans på Roskilde Festival. Men mon ikke man skal have sand mellem tæerne på Ishøj eller Hornbæk Strand. Jeg hører jo ikke til dem som synes beachvolley er åndssvagt bare fordi jeg ikke er særlig god til det.

Der er meget at skrive om, men med mange af emnerne virker det bare som om jeg vil kunne skrive noget mere meningsfyldt hvis jeg gemmer dem lidt. Lad os håbe på en travl juli måned på bloggen.

søndag, juni 08, 2008

Silly season 2

William introducerede vist udtrykket silly season, som jeg selv tog op, og kort efter spredte det sig til Morten Piil og Jörgen Larsson.

Som Jörgen så rigtigt påpeger, er udtrykket faktisk lidt malplaceret, fordi det normalt dækker over de mange rygter og tynde historier, som opstår i denne periode, hvor der ikke er så mange reelle nyheder. Men realiteten er jo, at det også er småt med rygter og historier.

I hvert fald på nettet, for arbejdet på de indre linjer er selvfølgelig i gang i alle klubber. Men der meldes ikke så meget ud, blandt andet fordi det er svært at få endelige tilsagn fra folk i god tid (sådan er markedet i øjeblikket), og nok også fordi folk bare ikke er så meget for at råbe rygterne ud på nettet i et så relativt lille miljø som det danske volleyballmiljø.

I Hvidovre vil vi nok være hemmelighedsfulde i lidt tid endnu. Men generelt ser tingene fornuftige ud, og jeg tror vi har en rigtig god mulighed for at sammensætte et virkelig stærkt 1. divisionshold.

Vi har sagt farvel til Jörgen. Det er ikke nogen hemmelighed (han skrev selv om det for over en måned siden). Efter to sæsoner virkede det bare som den rette beslutning både for holdet og Jörgen. Men tak til ham for to gode sæsoner, og held og lykke i en kommende klub, bare ikke hvis I skal møde Hvidovre. Nyhed om en ny træner hos os er forhåbentlig også nært forestående.

Og så har jeg udnyttet det stabilt gode vejr til allerede at være i sandet én gang! Det skal nok blive en forrygende sommer på strandene, hvor jeg vil kæmpe for at forbedre min 167.-plads på ranglisten (hvis jeg får tid).

torsdag, maj 29, 2008

OL- og EM-kval

Det er "silly season" (agurketid), og som William skriver, kan det være en frustrerende tid for os der ikke bare er spillere, men også prøver at få hjulene til at dreje rundt i en klub. Men der er da gang i noget international volley, og det vil jeg så skrive lidt om.

I de kommende dage skal de sidste deltagere i mændenes OL-turnering findes. Tyskland kvalificerede sig forleden dag, og Max Hoffmann-Dose var i Düsseldorf og har taget nogle virkelig gode billeder. Jeg kan huske at jeg selv for flere måneder siden tænkte at det måske var værd at tage et smut til Tyskland for at se international topvolley. Dengang slog jeg det hen fordi jeg troede at Danmark skulle spille i Belgien i samme weekend...

Vejen til EM havde nu nok været svær selv hvis Danmark havde slået Storbritannien, for Belgien og Grækenland ser ud til at være en tand bedre end de to øvrige hold, som kan siges at være på Danmarks niveau, og selv hvis man får tilkæmpet sig en andenplads i puljen, kommer man op imod Polen i playoff-kampe... Polen tabte nemlig sensationelt til Estland i gruppefinalen i søsterpuljen efter en spektakulær afgørelse, hvor Estland hentede 7-12 i 5. sæt. Video af det sæt fra estisk tv.

Men tilbage til OL-kval: De tre sidste hold findes i Portugal (én plads) og i Japan (to pladser). Der er dog én mærkelig ting ved kvalifikationen i Japan. Det er nemlig en World Qualification (WQ) der er slået sammen med den asiatiske Continental Qualification (CQ). For mig at se er dette en (i hvert fald potentiel) favorisering af de asiatiske hold. Reglerne er nemlig lavet sådan at hvis et asiatisk hold vinder, vil OL-plads nummer to tilfalde det næstbedste asiatiske hold, uanset om holdet slutter længere nede i feltet.

Hvis vi forestiller os at slutstillingen i turneringen i Japan bliver:

1. Japan
2. Italien
3. Argentina
4. Australien
5. Iran
6. Korea
7. Algeriet
8. Thailand

I det tilfælde går Japan og Australien til OL. Sådan ville det vel ikke være hvis man havde afholdt den asiatiske CQ separat i lighed med de øvrige kontinenters. Så ville Japan jo have kvalificeret sig derigennem (forudsat at de er det bedste asiatiske hold) og derfor slet ikke være med i WQ, som så ville blive vundet af Italien...

Dårligt gennemtænkt i bedste fald. Ubegrundet favorisering af Asien i værste. Det ser i hvert fald ud til at være gået ud over den Dominikanske Republik i kvindernes kvalifikation. De sluttede foran Kazakhstan, som dog kommer med som "bedste asiatiske hold" (selv om Japan i virkeligheden var bedste asiatiske hold og kvalificerede sig på lovformelig vis).

torsdag, maj 22, 2008

Og så lidt om U17-DM

Ja, nu fik både U19-DM og U15-DM jo deres egne indlæg her på bloggen, så hvorfor ikke U17 når jeg nu rent faktisk var til stede i hallen for at se finalerne?

Først og fremmest var det et flot arrangement. I forhold til U15-DM var der virkelig god plads til tilskuere, og der var virkelig mange der kiggede på, som Max' billeder viser.

Igen vil jeg helst udtale mig om drengene. Her blev det en meget klar triumf for Gentofte, og det var ikke nogen overraskelse. Gentofte-holdet er kendetegnet ved gode boldspillere, og så har de stort set et helt hold af 91'ere, som var den ældste U17-årgang.

Deres bredde er også med til at adskille dem fra de andre hold. De mødte Grøndal i finalen, og Grøndal har også nogle gode spillere, men bare ikke så mange som Gentofte, og det betyder bare at der er nogle opstillinger hvor de får svært ved at afgøre bolden.

Den vigtigste årsag til Gentoftes succes i denne aldersgruppe er dog nok at drengene allerede har trænet utrolig meget i deres relativt korte liv. De er derfor både boldsikre og ret modne som volleyballspillere og kan spille med få fejl. Eneste forbehold med dette hold er at de ikke har særlig stor højde, og det kan selvfølgelig betyde noget for deres potentiale som seniorspillere. Måske findes der spillere med lige så stort eller større potentiale på nogle af de andre hold, potentiale som bare ikke ses så tydeligt fordi de endnu ikke har trænet lige så meget.

Mere om Gentofte-holdet i træner Siigs referat fra DM-stævnet.

Hos pigerne var det interessant at se at de fleste af spillerne på finaleholdene (Hjallese og Brøndby) var årgang 92 og nedefter, hvilket vil sige at vi måske kan se frem til en finale mellem de to samme hold, stort set uændrede, men et år ældre og stærkere til næste års U17-DM. Det lover da ret godt, synes jeg.

tirsdag, maj 20, 2008

Næste sæson er i gang (opdateret)

Marienlyst har taget hul på kontrakt- og klubskiftenyhederne for den kommende sæson med nyheden om at Shaun Powell forlænger. Jordan har åbenbart også givet tilsagn, mens der tidligere har været nyhed om at Geovan Santos gerne vil væk. Hvis FIVB's nye udlændingeregel træder i kraft, er han faktisk også nødt til at finde et andet sted at spille hvis de to ovenstående bliver.

Powells forlængelse er en god nyhed for ligaen. Han var mit bud på Årets spiller, og jeg synes han retfærdiggjorde min stemme med sin indsats i den anden DM-finale. Det er lidt usædvanligt at vi kan holde på udlændinge af den kaliber i så mange sæsoner.

Opdatering: Jacob Skovsgaard skriver i kommentarerne, at Jacob Nielsen og Jonathan Jørgensen er på vej til Marienlyst. Nyhed hos Skårup.

Opdatering II: Marienlyst har i dag offentliggjort at Per Eggers forlænger med dem. Nyhed hos Marienlyst.

Af andre nyheder er det vist offentlig kendt at Jesper Jensen og Mikkel Simonsen flytter til København, og de havner nok begge i Gentofte. Af andre elitehold i Københavnsområdet er der jo kun Holte, og det står vist ikke helt klart hvad de kan byde på, selv om det forlyder at Lyngbys unge spillere kommer til at stille op for dem.

Det bliver også interessant at følge udviklingen i Århus, hvor de jo også har to elitehold, men ikke nødvendigvis så mange spillere at fylde på dem. Anders Aarkrog har lavet en blog for ASV, hvor der står lidt om hvem der fortsætter.

Da vi nu ikke længere har hjemme i eliten, vil jeg ikke inkludere mit eget hold i dette indlæg. Så det får sit eget indlæg inden længe.

lørdag, maj 17, 2008

Videoguf og andet nørderi

Et lille tip til alle volleynørderne som jeg ved læser med her.

Inside Volley er et forum hvor der bliver diskuteret international volleyball. Jeg har ikke udforsket det til bunds endnu, så I må selv gå på udkig, men man kan eksempelvis lige nu finde en lang tråd om internationale klubskifter i herrevolleyball, hvor debattørerne blandt andet kan viderebringe nyheder om hvem Kristian Knudsen får som holdkammerater i Tours til næste sæson.

Det allerfedeste ved Inside Volley er dog video-sektionen (det er link til mændenes, der er også en om kvindevolley). Her smider folk links til hele kampe som de har uploadet på fildelingstjenester. Det er lidt af et skatkammer, og der mangler nok en søgefunktion, men der findes et væld af aktuelle kampe, landskampe, ligakampe, Champions League, og også sære ting såsom russiske allstar-kampe og kampe fra den polske, franske og bulgarske liga.

OL-finaler er vel næsten det største, så her er et par godbidder jeg har fundet:

- OL-finalen 2004 mellem Brasilien og Italien.
- OL-finalen 1996 mellem Italien og Holland (klassiker).
- I denne tråd findes link til OL-finalen 1976 mellem Sovjetunionen og Polen. Efter sigende også en rigtig klassiker, men en noget anden måde at spille volleyball på end i dag.

God fornøjelse.

onsdag, maj 07, 2008

Observation fra U15-DM

Jeg var både lørdag og søndag et smut i Lyngby for at kigge på U15-DM, og det var en fin oplevelse. Der er nogle gode volleyballspillere på vej. Ingen af dem er selvfølgelig færdigudviklede, og der er muligvis også en del som aldrig bliver specielt gode. Men noget af det spændende er jo det som vi snakker meget om på talentcenteret, nemlig at spotte hvem af dem der vil være rigtig gode om 10 år, og ikke bare hvem der er bedst i dag.

Det tør jeg ikke komme nærmere ind på. I stedet vil jeg fyre et par små observationer af.

Det var interessant at se trænere som William Menzel, Sven Brix, Jacob Petersen og Steen Spangen stå som trænere for ungdomshold. Alle er jo samtidig involveret med nogle af landets dygtigste spillere i eliteklubber og på landshold.

At de også prioriterer at dygtiggøre de unge spillere er al ære værd. Det viser at der et stykke hen ad vejen tænkes i mantraet om at give de bedste trænere til de yngste spillere. At det så også viser hvor store veksler der bliver trukket på nogle af vores største ildsjæle, er måske en anden side af sagen.

Den anden observation er at de sjællandske hold var ret dominerende, og at det fra provinsen faktisk kun var Hjallese (både hos HU15 og DU15) der kunne spille sig i semifinalerne. Det kan selvfølgelig bero på mange ting, måske også på at den større koncentration af kids- og teenhold i hovedstadsområdet gør spillerne bedre fordi de får flere gode kampe i årets løb?

Amagers drenge spillede sig i finalen, selv om de vist oprindelig slet ikke var kvalificeret til stævnet, men kom med på et sidste øjebliks afbud. Det viser vel at der uden for DM-feltet også kan findes interessante hold, og at det måske ville være ønskværdigt at give flere hold chancen for at deltage.

mandag, april 28, 2008

En observation om U19-DM

Der var U19-DM i weekenden, og selv om jeg ikke overværede begivenheden, har jeg fulgt den interesseret. En enkelt detalje er sprunget mig særligt i øjnene.

Da jeg læste holdpræsentationerne på volleyball.dk, HU19 og DU19 (pdf-filer), bemærkede jeg hvor unge spillerne egentlig er. Ikke overraskende er de under 19 (eller lige fyldt her i 2008), men faktisk er utrolig mange af dem også under 18 eller under 17.

Når det gælder tal, kan jeg godt lide at gribe tingene systematisk an, så jeg lavede lidt statistik:

HU19: 66 registrerede spillere
Født 89: 17
Født 90: 26
Født 91: 21
Født 92: 2

DU19: 90 registrerede spillere
Født 89: 18
Født 90: 25
Født 91: 28
Født 92: 14
Født 93: 5

Det bemærkelsesværdige for mig er at i både HU19 og DU19 er årgangene 90 og 91 større end årgang 89. Man skulle vel umiddelbart tro at den ældste tilladte årgang ville være bedst repræsenteret (på grund af bedre fysik og større erfaring), og at der så ville være færre og færre fra de efterfølgende årgange.

Det er jo fantastisk at der er hele hold der kan stille med de præcis de samme spillere igen til næste år i U19-rækken, og at stort set alle hold i hvert fald har grundstammen klar igen til næste år. Mikkel Hauge har skrevet lidt om mesterskabet og var imponeret over niveauet. Men ud fra ovenstående tal har jeg da svært ved at se at niveauet ikke skulle være endnu højere til næste år.

Årsagerne til forholdet kan jo være nok så interessante at diskutere, og de er sikkert mere komplekse end jeg kan sætte mig ind i med min begrænsede erfaring inden for ungdomsvolley. Men måske er det vores øgede rekruttering der har skabt større og stærkere ungdomsårgange i 90-91 og nedefter end i 89... Måske er det netop når spillerne bliver omkring de 18 at vi mister dem?

Måske er der ting der får statistikken til at snyde. Hvor var for eksempel Daniel Jonassen og Morten Gregersen fra Aarhus Volley/Lyseng? Ja, de var måske netop ikke med fordi de har slået igennem allerede på seniorniveau og derfor ikke har haft tid til at spille grandprix'er med et U19-hold.

Man kan jo også vende det hele på hovedet og sige at det er skidt at så mange 91'ere kan klare sig på U19-niveau fordi det et eller andet sted viser at vi ikke har nok stærke 89'ere. Men jeg tror nu jeg vil vælge den positive vinkel og glæde mig til at følge niveauet i kommende års DM'er.

Håber at få tid til at kigge lidt på U15- og U17-mesterskaberne i de kommende weekender i Københavnsområdet, og så er der jo pinselejr i Odense 10.-11. maj.

onsdag, april 23, 2008

Let Us Play!

De fleste har nok bemærket FIVB's oplæg (forklaret her hos CEV) til en begrænsning i antallet af udenlandske spillere på klubhold.

Det er planen at der allerede fra næste sæson kun må være to udenlandske spillere på banen for et klubhold. Der er et par års overgang, så man i 2008-09 må have så mange udlændinge som man ønsker på kontrakt, men stadig kun benytte to ad gangen, og i 09-10 må have fire udlændinge, men kun benytte to ad gangen.

Derudover er der også en overgangsordning i de to næste sæsoner hvor EU-borgere (plus blandt andre islændinge og nordmænd) i andre EU-lande ikke regnes for udlændinge. Men fra 10-11 hedder reglen maks. to udlændinge på banen og tre i truppen.

Der er to ting der kan diskuteres. 1) Om reglerne overhovedet vil blive vedtaget og indført. 2) Hvilke konsekvenser reglerne vil få.

1) Reglerne er foreslået af FIVB's bestyrelse, men skal vedtages af den øverste myndighed, Verdenskongressen, i juni. Der sidder nogle meget magtfulde mennesker i FIVB's bestyrelse, og de er vant til at få deres vilje. Alligevel er der ingen tvivl om at dette forslag vil møde stor modstand.

Måske skal forslaget ses som et forsøg på at styrke landsholdsvolleyball i forhold til klubvolleyball, en kamp der allerede udkæmpes på livet løs i for eksempel fodbold, hvor FIFA kan se at de store klubber og ligaer får mere og mere magt i forhold til landsholdsfodbold.

Jeg holder selv med Arsenal, som i denne sæson vel ikke har haft mere end én englænder i startopstillingen i nogen betydende kamp. I en så globaliseret sport er det svært at forestille sig en lignende regel indført, selv om tanken er blevet luftet hos FIFA.

Volleyball er imidlertid også en meget globaliseret sportsgren, og for eksempel i den italienske liga har man jo samlet en mængde af de stærkeste spillere fra hele kloden. Det er da også et af de steder hvor udlændingebegrænsningen møder størst modstand. Klik ind på http://www.legavolley.it/, og du vil plastret hen over forsiden finde link til en Let Us Play-kampagne blandt de professionelle spillere, som bare vil have lov til at dyrke deres sport (og udføre deres job) uden begrænsende regler ovenfra.

Modstanden kommer også fra nationale forbund som ikke selv har en stærk liga, men er afhængige af at deres bedste spillere får erfaringer fra andre ligaer. Her springer specielt lande som USA, Canada og Australien (læs mere om det australske syn på tingene hos Devo) i øjnene. Stærke volleyballnationer, som bare ikke har en professionel liga selv.

Derudover kommer der hele spørgsmålet om det overhovedet er lovligt at indføre sådan en regel. Hvis reglen overhovedet bliver vedtaget, er der nok ingen tvivl om at der vil komme retssager ved internationale domstole hvor det vil blive afprøvet om reglen er i strid med love om arbejdskraftens frie bevægelighed og så videre. DVBF har for eksempel rettet henvendelse til DIF's jurister for at få en vurdering af dette.

Så på mange måder kan det virke som om FIVB's bestyrelse har stukket hånden i en hvepserede og måske ikke har tænkt sig godt nok om.

2) En helt anden historie er så hvad der sker i Danmark hvis sådan en regel bliver indført. Danmark er nok en volleyballnation hvor det ikke er entydigt om reglen vil få positiv eller negativ indvirkning.

Sådan som nogle af holdene i elitedivisionen har været sammensat, vil det uden tvivl svække ligaen. Overgangsordningerne vil stort set ikke få nogen praktisk betydning fordi: 1) Klubberne tegner ét-årige kontrakter og har næppe økonomi til at have spillere på kontrakt som de ikke kan bruge på banen, og 2) Stort set alle udlændinge i dansk volley har været fra ikke-EU-lande, flest fra USA og Canada.

For et hold som Middelfart i denne sæson vil det for eksempel være temmelig katastrofalt. De haft fem stærke (ikke-EU) udlændinge og ikke nogen særlig bred trup, så de ville blive alvorligt svækket. Marienlyst har haft fire udlændinge, heraf dog en islænding, som vil falde ind under overgangsordningen. Til gengæld ville de kun kunne have to af Hove, Santos og Powell... (Jordan skrev to indlæg om regelforslaget tilbage i november.) Det ville også påvirke Aarhus Volley med den transferpolitik de har kørt gennem nogle år.

Derudover ville det umiddelbart ikke påvirke nogen af herreholdene lige nu, og i damerækken ville betydningen indtil videre nok være minimal.

Konsekvensen kunne blive at en klub som Middelfart, hvis den stadig ville være med i toppen, ville være tvunget til at gøre mere for at trække stærke danske spillere til. Det kunne nok blive vanskeligt fordi danske spillere som regel er mere bundet af job, uddannelse, familie og så videre (i forhold til en amerikaner, som måske kommer til landet for at opleve noget eller for at bruge ligaen som et springbræt til en større liga), og fordi økonomien i dansk volley ikke er til at det kan konkurrere med et job.

Alt i alt ville vi nok snakke om en mindre svækkelse af ligaen, men måske om at klubberne i højere grad ville føle sig tvunget til at tænke i at udvikle unge spillere selv. Måske kunne man også forestille sig at det ville blive sværere at få danske spillere til udenlandske klubber fordi konkurrencen om udlændingepladserne ville blive større. Det kunne resultere i at nogle af vores prof'er ville vende hjem.

Konklusion
Regelforslaget virker ikke 100 procent gennemtænkt og har nok allerede mødt mere modstand end FIVB havde forventet. Det største og vigtigste spørgsmål er derfor om det bliver indført. Både om det kan gå glat igennem på kongressen i juni, og om retssager, protester eller bare manglende overholdelse af reglen vil bremse den.

I Danmark kan reglen få stor negativ betydning for enkelte klubber som har gjort kraftig brug af udlændinge (og derfor måske være til fordel for andre klubber som ikke har). Overordnet kommer det nok ikke til at ændre ligaens udseende helt så radikalt som nogle får det til at lyde som. Hvis jeg var en af de klubber der får problemer med de nye grænser, ville jeg dog nok være mest frustreret over ikke at vide om det her bliver til noget. Altså at man først en gang i juni ved om det er noget man skal forholde sig til.

Vi venter i spænding.

søndag, april 20, 2008

Tilbageblik

I det øjeblik en sæson er overstået, indtræder der en underlig form for volleyball-apati. En tæt sæsonafslutning og en sæson i almindelighed er lidt af en kraftudladning, og man kan godt være ret mat bagefter. De fleste hold kender nok til at man trænger til et par ugers pause når sæsonens sidste bold er spillet. Sådan er det desværre også med bloggen og lysten til at skrive, ikke mindst når afslutningen ikke blev som håbet. Derfor har her været lidt stille.

De seneste sæsoner har for mit holds vedkommende kulmineret med en afgørelse i sidste runde, og denne var ingen undtagelse. Reelt blev nederlaget imod ASV i Århus i tredjesidste runde det mest afgørende, men chancen var der indtil sidste runde, hvor ASV så bare spillede en dag tidligere end os og satte tingene på plads dér.

Ud fra de sidste tre runders spil og resultater er der absolut intet at indvende imod vores nedrykning. Vores indbyrdes kamp synes jeg at de vandt fortjent, og som Flemming West korrekt påpeger på sin blog, spillede vi uinspireret imod Aarhus Volley, hvor vi ellers kunne have skabt fornyet spænding.

Lidt statistik
En af de positive ting set over sæsonen var det antal gange det lykkedes os at tage sæt fra reelt stærkere hold som Marienlyst, Middelfart og Gentofte. Selv om vi tog sæt i 6 ud af de 9 kampe mod disse hold, er det jo ikke meget værd nu. I to af dem (én mod Marienlyst og én mod Gentofte) havde vi en rigtig god chance for at sende kampen ud i et 5. sæt, men mærkeligt nok spillede vi ikke en eneste femsætter i 18 kampe.

Det gjorde ASV i øvrigt heller ikke. Faktisk sluttede 14 af deres 18 kampe 3-0 og de fire sidste altså 3-1. Så har man da ikke spildt for meget tid i hallen i weekenderne. Men måske har ASV i virkeligheden kørt deres sæson smartere. De koncentrerede sig tilsyneladende om deres fire hjemmekampe imod modstandere som de havde en realistisk chance imod (to imod os og to imod Aarhus Volley). De fire kampe vandt de (3-0, 3-1, 3-1 og 3-0). I de 14 øvrige kampe i sæsonen fik de i alt to sæt, heraf ét sæt på udebane i hele sæsonen (vi fik imponerende tre sæt på udebane).

Måske brugte vi i virkeligheden for mange kræfter på at tage et enkelt sæt fra en masse hold...

En tanke
En lille pointe om turneringsstrukturen: Når to hold ligger meget tæt, og der er stor forskel på ude- og hjemmebaneresultater (som der har været for os og ASV), så kan det få stor betydning hvem der har hjemmebane i to af de tre indbyrdes kampe. Når nu ASV kun fik ét sæt på udebane hele sæsonen, kan man da ikke lade være med at spekulere på hvad der var sket hvis de havde haft to udekampe imod os i stedet for to hjemmekampe.

Os selv
Men over en hel sæson er der selvfølgelig utrolig mange andre faktorer der spiller ind, og det ville være tyndt at skyde skylden på strukturen når nu der er så mange andre af de faktorer som vi selv havde indflydelse på.

Overordnet set synes jeg at vores sæson udviklede sig positivt frem til januar. Vi leverede enkelte pinlige indsatser i efteråret, men jeg tror de primært skyldtes at især vores modtagningsspillere havde ganske lidt erfaring fra Elitedivisionen, og at de derfor skulle vænne sig til servepresset.

Efter vores sejr over ASV Århus i januar troede holdet helt sikkert på at vi kunne redde os. Samtidig havde ASV en virkelig skidt periode, men måske kom det til at virke lidt omvendt. Vi faldt lidt i søvn og fokuserede ikke nok på at forberede os målrettet til de afgørende sidste runder. Og de tog åbenbart et skridt frem da det gjaldt allermest.

Det bliver ikke til mere end denne overfladisk analyse her. Jörgen har skrevet et par indlæg om det.

Hvad så?
Ja, hvad så nu? For holdet står den på 1. division, og naturligvis er forberedelserne allerede i gang på de indre linjer. Det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

lørdag, april 12, 2008

Årets hold og fund

Afstemningerne om årets hold er i gang. For mit eget vedkommende har jeg som medarbejder i forbundet allerede stået for den et par gange, men det er første gang at jeg stemmer og kan blive stemt på. Det skyldes selvfølgelig at afstemningen i den tidligere turneringsstruktur kun omfattede de seks slutspilshold, og sådan et har jeg aldrig været en del af. I år har vi naturligvis ladet den omfatte alle elitehold.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvordan jeg har stemt, og slet ikke (endnu) på hvordan andre har stemt (for det er jeg den eneste der ved). Jeg fik bare et par tanker omkring afstemningen, som jeg synes var værd at skrive lidt om.

Afstemningsformen
Først og fremmest er det gået op for mig at afstemningen betyder virkelig meget for spillerne og trænerne. For et par år siden var der røre da man forsøgte at ændre afstemningsformen, se nyhed fra dengang og debat hos Jordan. Debatten på det tidspunkt viste med al tydelighed at spillerne er glade for at blive hørt.

Hos William har et nogenlunde ukontroversielt indlæg netop udviklet sig til en ret heftig debat om hvilke kriterier folk stemmer efter. Heldigvis ser debattørerne ud til at være enige om at systemet trods alt giver gode resultater og er "det bedst mulige". Men jeg modtager selvfølgelig gerne personlige henvendelser med konstruktive tanker.

Årets fund
Årets fund-kategorien blev indført for to år siden, og de to første år har der faktisk ikke været nogen begrænsninger på hvem man kunne stemme på. Det kom dog til at virke lidt fjollet at man faktisk kunne stemme på en spiller med 15 års eliteerfaring som årets fund, så i år har vi indført tre objektive kriterier, nemlig 1) at man skal være dansk, 2) ikke fyldt 25 år og 3) ikke have vundet prisen tidligere.

Tanken bag prisen er at hædre et ungt dansk talent, deraf nationalitetsreglen. Man kan godt have fundet en dygtig (og ung) spiller i udlandet, men det er bare ikke det vi vil hædre. Har man vundet prisen tidligere, er man vel ligesom blevet fundet. Og aldersgrænsen... tja, den kan man diskutere... Der kan sagtens være spillere under 25 år som ikke kan kaldes fund, men måske også enkelte spillere som laver et spektakulært gennembrud i en højere alder. Det kan også være grænsen burde sættes ved 24 eller 23...

Hos kvinderne betyder kriteriet at man for eksempel kan stemme på etablerede spillere som Stine Andreasen og Mia Kloth, som begge har adskillige års landsholdserfaring. Det ville ikke give så meget mening at kalde en af dem årets fund, selv om de opfylder de objektive kriterier og efter alt at dømme begge har spillet fremragende i denne sæson. For mig var det bare vigtigt at kriterierne netop var objektive, så jeg eller andre i forbundet ikke skulle være "smagsdommere". Det lader nu også til at spillerne sagtens kan skelne og ikke stemmer på folk der er "fundet i forvejen".

Det jeg egentlig ville frem til, var nogle interessante tal. Når man fjerner alle som ikke opfylder de to første af kriterierne nævnt ovenfor, får man:

47 damespillere
24 herrespillere

Der var altså 47 danske damespillere under 25 år i elitedivisionen og kun 24 herrespillere. Jeg synes de tal er lidt tankevækkende, men jeg vil overlade det til andre at diskutere hvorfor tallene er sådan. Nu har I dem i hvert fald.

Her er et par tal mere, som måske også kan være tankevækkende, nemlig fordelingen af U25-danskere hos mændene:

Gentofte: 7
Aalborg HIK: 5
Aarhus Volley: 4
ASV Århus: 3
Hvidovre VK: 3
Marienlyst: 1
Middelfart VK: 1

lørdag, april 05, 2008

Spændende semifinaler efter en lidt tam sæson

Jeg har lidt i støbeskeen omkring den forgangne sæson for vores eget hold, men inden da vil jeg bare lige sige at jeg synes det er fremragende med de to herresemifinaler som er gået i tredje kamp. Spændingsmomenterne i løbet af sæsonen har ikke været så store i herrernes elitedivision, så det er rart at se at vi nu får nogle kampe som næsten ikke kan undgå at blive spændende og dramatiske - og udviklende for dem der er med.

I kvindernes elitedivision har der gennem sæsonen været en generelt positiv stemning blandt de meget bloggende trænere fordi rækken har været tæt, og holdt helt ned til nummer 6 og 7 faktisk har kunnet bide skeer med topholdene.

Den stemning har vi savnet lidt hos herrerne, desværre. Allerede efter ret få runder havde man en klar fornemmelse af en stor forskel på top og bund, og vi så generelt få sensationelle resultater. Dertil kom at spændingen om semifinalepladserne forsvandt en del runder før afslutningen. Det har nok også spillet ind at der har været færre kampe på grund af DHG's trækning.

Det er måske bare en fornemmelse (måske delvist affødt af skuffelsen over vores egen nedrykning), men jeg synes at rækken har været lidt tam. Alt det kan man jo heldigvis nå at glemme i løbet af nogle spændende semifinaler og finaler. Derfor er det lige før det er lidt ærgerligt at der er så få af dem.

Hvis man har fulgt Martin Olafsens blog i de seneste uger, kan man jo se hvordan et hold egentlig kan have haft en lidt tam sæson, men alligevel få lov at rette op på det gennem nogle intense kvart- og semifinaler (otte kampe for Örkelljungas vedkommende).

For kort at vende tilbage til semifinalerne: Tag ud og se dem, hvis du har muligheden. Det må næsten blive dramatisk. Jeg vil i hvert fald meget nødig skulle forudsige resultatet af nogen af dem. Middelfart og Marienlyst må vel være små favoritter, men i begge hold må der også lure en frygt for at tabe, for alt andet lige vil et nederlag for de to hold betyde en katastrofal udgang på sæsonen med de ambitioner, det budget og det spillermateriale de har.

fredag, marts 21, 2008

Hvidovre - Middelfart 0-3 (18-25, 16-25, 14-25)

Vi er rykket ned.

Det skete allerede tirsdag da ASV slog Aarhus Volley 3-0. Jeg var ikke ligefrem chokeret over resultatet efter at have mødt begge hold inden for de seneste uger.

Ikke desto mindre var stemningen på vores hold jo nok lidt præget af at vi ikke længere kunne redde livet. Jeg kan jo ikke sige hvordan kampen var gået hvis vi havde haft mere at spille for, men faktisk tror jeg ikke det var gået så meget anderledes. Middelfart virkede tændte og koncentrerede, og de spillede et ret imponerende angrebsspil, som jeg ikke kan huske at have set bedre hos nogen af vores modstandere i denne sæson.

Men eftersom der var niveauforskel og ingenting på spil var der ikke meget nerve i kampen, og derfor er den heller ikke værd at skrive så meget om. Jeg synes ikke indsatsen var så slem som vi fik gjort den til i klublokalet bagefter. I Fyens Stiftstidende hævder Jacob Petersen endda at Middelfart selv stod for 62 ud af deres 75 point. Den vil jeg måske betvivle en smule, for jeg har på fornemmelsen at vi må have lavet omkring 13 servefejl, og nogle fejl i angrebet var der da også...

Referat på hvk.dk.

Jeg vender tilbage med sæsonevaluering og forskellige perspektiveringer der forhåbentlig rækker lidt længere end til Hvidovre.