tirsdag, november 15, 2005

Blog-amok

I efteråret 2005 gik der inflation i at oprette volleyballblogs. Faktisk har jeg beregnet at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil alle danske volleyballspillere have 5,3 blogs i år 2010.

Men alt i alt synes jeg det er en fed udvikling fordi blogsene i modsætning til klubsider og avisartikler ofte giver et mere nuanceret og personligt syn på volleyball. På den måde har de allerede i høj grad været med til at skærpe debatten og den generelle interesse om volleyball. Tiden vil så vise hvor mange af dem der kan holde et rimeligt opdateringsniveau og skrive noget interessant.

Som Danmarks oprindelige (?) volleyballblogger er det vel kun rimeligt at jeg følger udviklingen, så her følger en form for oversigt og anmeldelse.

Jordan Hove
Han var muligvis den der satte bølgen i gang da han startede i august 2005, og jeg synes hans blog har holdt en høj kvalitet siden da. Han laver jævnlige indlæg og har næsten altid noget interessant at sige. Helt klart min favorit-blog indtil videre. På engelsk.

Anders Aarkrog
SK Aarhus' libero. Han skriver som "rookie" i eliten, og det kan der muligvis komme nogle interessante vinkler ud af. Hans opdateringsniveau har været lidt skiftende, men jeg håber han holder dampen oppe.

Peter Borglund
Spændende at en ret stor dansk volleyballpersonlighed nu også skriver en blog. Jeg synes det lover godt. Han ser ikke ud til at være bange for at skrive skarpe meninger. Jeg må indrømme at jeg ofte selv er lidt forsigtig i mine indlæg fordi jeg i kraft af min mere eller mindre faste tilknytning til forbundet helst skal bevare en vis objektivitet (i hvert fald udadtil) og gerne vil holde mig gode venner med de fleste. De overvejelser ser Peter ikke ud til at gøre sig helt så meget.

Jeremy King
Middelfarts canadiske diagonalspiller synes også han har en masse tid til overs til at skrive lidt. Han har ikke rigtig taget hul på debatter i stil med Jordan, Anders og Borglund, men han skriver nogle kampreferater, og det er jo altid interessant at høre lidt om udlændingenes version af dansk volleyball. Også på engelsk.

Karsten Hansen
Gentoftes libero Karsten Hansen har haft sin hjemmeside ganske længe, og det er egentlig ikke en blog, men i stil er den alligevel så tæt på flere af de andre at jeg nævner den her. Han har også både billedgalleri, videoklip og et forum med masser af cool Gentofte-jargon.

Makoto Yamaguchi
Jeg vil ikke påstå at jeg kan forstå så meget af det SK Aarhus' japanske hæver skriver, men det er alligevel en ret morsom blog. Og så lever han jo op til vores opfattelse af en ægte japaner ved at fotografere stort set alting, og det gør det trods alt lettere at følge med for os der ikke forstår japansk.

Diego Cella
Her kan man så træne sit italienske. Det handler ikke altid om volleyball når SK Aarhus-centeren skriver, men når det gør, foregår det ofte på engelsk, så måske kan den være værd at følge med i.

Geir Eithun
Og nu vi er ved de udenlandske, så lad os tage norske Geir Eithun med, som Diego linker til. Geir spillede i sidste sæson i SK Aarhus og spiller nu i Grækenland. Og norsk er jo sådan nogenlunde til at læse, selv om Geir skriver en eller anden vanvittig form for nynorsk.

Mads Trøst
Min holdkammerat Mads Trøst har startet en blog hvor han skriver om vores hold og vores kampe. Det er meget fedt at læse nogle andre vinkler (eller nogle gange de samme vinkler med nogle andre ord) på ens eget hold, og Mads skriver ret fornuftigt. Derudover ser det ud til at han vil prøve at krydre det lidt med nogle større perspektiver og nogle minder fra hans egen karriere.

Kim Buchwald
Kim spiller for Korsør-Slagelse i 2. division midt og skriver selvfølgelig mest om det, så denne blog er måske ikke for alle. Men hvis man ligesom jeg kan lide at læse stort set alt om dansk volleyball, er det jo fint. Han er i alt fald meget engageret og skriver lange kampreferater.

Daniel Kurylo
SK Aarhus' canadiske kantspiller, som var i Middelfart i sidste sæson. Ligesom nogle af de øvrige udlændinge skriver han selvfølgelig om volleyball, men også om alt muligt andet. Det er altid interessant at høre udlændingenes syn på dansk volleyball, også selv om det til tider er lidt indforstået.

8 kommentarer:

Anonym sagde ...

God ide med en blog oversigt... hvis der kommer flere har jeg jo ikke tid til at arbejde... Jeg sidder og læser jeres indlæg og andres kommentarer hele tiden ;-)

/LH

Anonym sagde ...

ditto her.

Det er næsten endnu værre når man hopper rundt for at finde en ny post eller kommentar hvis der ikke er nogen.


A blog-star ate my hamster. Nu spiser de også min tid, men jeg kan jo bare lade være. ;-)

Anonym sagde ...

TDC burde inføre "blog-filter" - så er man ude over det problem ;-)

Name: Anders Aarkrog sagde ...

Kasper

Tak fordi du gjorde mig opmærksom på min inaktivitet. Man har jo et ansvar overfor sine læsere. Gad vide om jeg kan leve op til det? :) Man bør nok ikke forvente daglige nyheder, og jeg har da også været lidt fraværende på det sidste, men mon ikke tingene bliver anderledes fremover. Men på den anden side, så er det jo heller ikke fedt at skrive indlæg om uinteressante og ligegyldige emner. Jeg har skrevet lidt i dag om noget jeg fandt interessant!

/AÅ

Kasper sagde ...

Jeg har det på samme måde som Lars og Kristoffer. Klikker en del ind på de forskellige sider for at lure efter opdateringer.

Men jeg går ud fra at de enkelte bloggere finder et niveau for hvor tit og hurtigt de opdaterer, og at det vil være med til at definere deres succes.

Anders, selvfølgelig skal man kun skrive når man har noget at sige. Men jeg tror at den generelle forventning på den her type blog er blevet at der i hvert fald kommer et indlæg når man har spillet en kamp. Og der fik du ikke skrevet om jeres DHG-kamp (selv om den muligvis ikke var særlig interessant).

Name: Anders Aarkrog sagde ...

kasper,

Det er korrekt, men det var et ganske bevidst valg. Har tidligere på min blog givet udtryk for en negativ kritik i forhold til kampreferater. Efter min mening er det meget svært at gøre dem interessante for læseren. De bliver klichefyldte og meget af kampen kan analyseres alene ud fra sætscoren. Det er mine påstande, så derfor følger det også at jeg skriver om kampene når det forekommer mig at en kamp har været ekstraordinær spændende. Det er måske kontroversielt at påstå at meget kan analyseres ud fra sætscoren, men det mener jeg af flere grunde. Jeg vil dog nøjes med her at henvise til det indlæg, som jeg skrev vedrørende forudsigelig i dansk elitevolley.

Volley skal ses - og ikke læses. (Naturligvis som så meget andet sport..)

Dette skal absolut ikke ses som en kritik af de flittige og dydige mennesker, som bruger masser af sved og tårer på at referere kampe, fx på volleynet og på diverse mailingslister. Synes faktisk det er beundringsværdigt at de holder gejsten oppe og volleyfanen højt. Det er selvfølgelig også sagt med en stor kredit til dig personligt, idet jeg ved du skriver en hel del ;-)

Kasper sagde ...

Jeg har jo selv nærmest gjort det til en profession at skrive kampreferater ud fra resultater, så der kan jeg ikke være uenig :-)

Anonym sagde ...

I this is the link to my volleyball team. came visit us.


http://cdribeirense.blogs.sapo.pt