torsdag, februar 26, 2004

What's wrong with this picture?

Jakob Due Jakobsen hæver.Endnu en artikel fra Hvidovre Avis, endnu et snapshot fra Amager-kampen.

Hvad kunne man ikke udrette som hæver hvis man var 2,01...? Kun Blangé er højere.

Hvis billedet havde været taget et halvt sekund senere, havde man fået forklaringen på det lidt underlige billede. Det ville have været der hvor Jakob har hævet en kort i nakken, og jeg hænger med hagen over nettet og netop har trykket bolden ned på Amagers tremeterlinje. Bemærk den slående lighed med dette billede - også af Blangé. I modsætning til Bas van de Goor klarer jeg det bare uden armtræk.

Nej, jeg kan faktisk godt smashe, men jeg viser det kun på sætbolde til modstanderen, hvor dommeren gætter på at jeg er bagmand.

tirsdag, februar 24, 2004

Presseklip hvor det gør mest ondt

Vores kamp mod Rosenlund var puljens eneste her i weekenden, så ikke så meget at linke til.

Rosenlunds referatskribent opererer åbenbart med en deadline, som i denne uge lå før referatet var tikket ind... Det gør jo unægtelig referatet lidt mindre interessant når referatet mangler. Bedsted skriver også lidt om hvordan vi hjalp dem ved at tabe.

Heldigvis er der et par morsomme ting fra provinsens dagspresse, som generelt er flinke til at skrive om volleyball, men ikke altid demonstrerer stor baggrundsviden.

Randers Amtsavis glimrer med en lidt misvisende billedtekst, der selvfølgelig ikke helt lever op til klassikeren med den smashende libero.

Fyens Stiftstidende vælger at vinkle deres dækning af Marienlyst-Middelfart knivskarpt på kønsdele. Og journalisten konkluderer frejdigt at uheldet var årsag til at Christian Andersen i ny og næ måtte ud på bænken for at få et lille hvil. Måske endnu et eksempel på at liberoreglen endnu ikke er kendt i de bredere kredse.

mandag, februar 23, 2004

Hvidovre - Rosenlund 2-3 (25-21, 25-23, 21-25, 21-25, 12-15)

En generelt sløj indsats, og så kom årets første nederlag. Ærgerligt at det skulle være mod Rosenlund, som vi jo hader af et godt hjerte. Dem er det aldrig sjovt at tabe imod, men det er som regel underholdende kampe, og den her var ikke nogen undtagelse.

Referat på www.hvk.dk.

Som en venlig anonym sjæl har skrevet i kommentarerne til nedenstående post, betyder det jo at drømmescenariet er væk. Og generelt lægger det lidt pres på os før de to næste kampe, som er mod Holte og Bedsted. Vinder vi bare én af de to, ser det igen rigtig godt ud. Taber vi begge, skal vi til at sætte vores lid til at nogen kan slå Bedsted for os.

lørdag, februar 21, 2004

Lidt for nørderne

Som lovet kommer her lidt nørderi om mulige udfald i elitekvalens pulje 1. Med så mange kampe tilbage er der jo mange muligheder, så jeg har valgt Hvidovre-vinklen og delt det op efter hvor mange kampe vi vinder ud af de sidste fem.

Scenarie 1:
Vi vinder alle fem kampe. Konsekvens: Vi bliver nummer 1 i puljen med maksimumpoint.

Scenarie 2:
Vi vinder fire ud af de fem kampe. Konsekvens: Vi er sikre på oprykning via første- eller andenpladsen.

Scenarie 3:
Vi vinder tre ud af de fem kampe. Konsekvens: Vi bliver nummer 1, 2 eller 3. Vi kan i det tilfælde kun blive nummer 3, hvis vi slutter à point med og på dårligere sætscore end Bedsted og Holte. Tre sejre vil dog under alle omstændigheder sikre oprykning, hvis:

  • Én af sejrene er over Bedsted eller Holte
    eller
  • Holte slår Bedsted i deres indbyrdes opgør
    eller
  • Holte eller Bedsted taber imod ét af rækkens tre øvrige hold.

    Og sker ingen af de ting, kan vi altså stadig håbe på sætscoren. Så chancerne hvis vi vinder tre af de sidste fem kampe, må siges at være virkelig gode.

    Scenarie 4:
    Vi vinder to ud af de fem kampe. Konsekvens: Nu bliver det lidt mere uoverskueligt. Enkelte ting ligger dog fast:

  • Vi kan stadig kun blive overhalet af Bedsted og Holte.
  • Hvis Bedsted taber blot en enkelt af deres sidste fire kampe, er vi sikret en sætscoreafgørelse imod dem. Taber de to, er vi sikre selv om vi kun selv vinder to.

    Scenarie 5 og 6:
    Som vi spiller lige nu, burde de ikke blive relevante... Det er let at overskue at 0 sejre i de sidste fem kampe ville gøre chancerne for oprykning meget små. Med én sejr har vi stadig en rimelig chance, men er afhængige af at Bedsted får nogle nederlag.

    Men generelt ligger presset på Bedsted. De skal sætte stort lid til deres hjemmebane, hvor de har brug for at slå både os og Holte. Og derudover har de udebanekampe mod Rosenlund og Amager, hvor jeg godt kan se dem tabe. Så alt i alt er det svært at bevare pessimismen.
  • fredag, februar 20, 2004

    Video-guf fra Århus

    Mandag vandt SK Århus en ganske imponerende sejr over Marienlyst. Pete Frank var på pletten, og man kan se nogle fede videoklip på Skovbakkens hjemmeside under HotShots.

    Hæversmash?

    Klippene giver måske et lidt ensidigt billede af kampen, men cifrene 25-16, 25-18, 25-22 og referater fra Stiften og Marienlyst vidner alligevel om en klar sejr til SK Århus. Det er ganske spændende, for det betyder at de for alvor melder sig ind i guldkampen. Den nye libero vil helt sikkert være betydningsfuld, for det var en af de pladser hvor holdet måske haltede lidt, og Jordan Hoves sammenspil med centerne er uovertruffent når modtagningerne ligger der. Som man kan se af klippene, har det desuden frigjort Jesper Pedersen til at spille center og dermed reelt styrket holdet på to pladser.

    Der er lagt op til en rigtig spændende sæsonafslutning. De fire hold der ligger til at komme i semifinalerne, kan i hvert fald alle spille på et meget højt niveau, og det er svært at pege på et hold der ikke har potentiale til at vinde titlen. Bud på en danmarksmester modtages i debatten.

    onsdag, februar 18, 2004

    De spiller hele tiden...

    ... i vores pulje.

    update fredag: Bedsted slog ASV 3-0 torsdag aften og presser stadig på.

    update torsdag: Holtes referat fra Holte- Amager.

    I går slog Holte Amager med 3-1. Amager mistede dermed den teoretiske oprykningschance mens Holte kører videre, og det er som bekendt helt fint. Hvis Holte skulle gå hen og vinde resten af deres kampe, skal der ikke så fandens mange sejre til for os (helt præcist to, hvis den ene kommer i Bedsted). Der er ikke så stor pointe i at sidde og regne alle scenarierne igennem, men det er lidt sjovt alligevel. Måske skriver jeg noget om det en af dagene.

    Og så har jeg opdateret linksene til venstre så de fører til de aktuelle resultater og stilling, ikke til dem fra efteråret. Så når jeg linker til stillingen (hov, nu ligger vi kun nummer to), behøver jeg blot pege ud til venstre.

    tirsdag, februar 17, 2004

    Genmæle

    ASV og Holte tager til genmæle over for modstandernes referater fra weekenden. ASV på engelsk, Holte på arrildsk.

    Stillingen er stadig behagelig læsning.

    mandag, februar 16, 2004

    Behagelig friweekend

    Ah, dejligt udhvilet efter den første volleyfri weekend siden august 95.

    Mange problemer løser sig selv når man sådan tager fri og lader være med at spekulere alt for meget på dem. Som nu problemet Rosenlund, der af mange blev set som seriøse oprykningskandidater før kval'en startede. Efter denne weekend er de bare seriøse, for de tabte 3-0 til Holte, og nu står de i en situation hvor de ikke alene skal vinde resten af deres kampe, men også håbe på to-tre overraskelser i de øvrige kampe for at have en chance.

    Formuleringen "man havde i Rosenlund Volleys ledelse håbet på at herreholdet havde bidt noget mere fra sig, end tilfældet var" fra klubbens referat, kan man jo læse som man vil.

    Det bliver spændende at se hvordan deres motivation er når de kommer til Friheden på søndag.

    Amagers motivation er til gengæld fin efter at de vandt for anden kamp i træk. De ligger nu a point med Rosenlund efter at have mødt nogenlunde de samme modstandere, så deres chancer må være lige så teoretiske, mens ASV er ude af ræset. Så nu ligner det et såkaldt three-horse race.

    onsdag, februar 11, 2004

    Linselus

    Har fået sneget mig med på et billede i Hvidovre Avis. Den lokale ugesprøjte er generelt vældigt flinke til at trykke hvad man sender til dem, men billederne tager de selv, og dette er fra Amager-kampen fordi de ikke lige havde folk ude til Bedsted-kampen.

    Artiklen er her.

    Mens vi er ved Hvidovre Avis, fik jeg vist aldrig linket til de seneste artikler. Om Amager-kampen og om ASV-kampen (med billede).

    For dem som bare have mere, kan man på TV Midt-Vest høre 13 sekunder om Bedsteds to nederlag i weekenden (uden at ordet Hvidovre bliver nævnt).

    tirsdag, februar 10, 2004

    Resultaterne flaskede sig

    Weekendens resultater i elitekvalifikationen flaskede sig fornemt for os i Hvidovre. Vi slog Bedsted, Holte slog Bedsted, og Amager slog noget overraskende Rosenlund, som i deres referat prøver at tørre en udvisning af på Kasper Førster, der efter mine oplysninger er fra Holte...

    Resultaterne betyder at Rosenlund og Bedsted begge mistede vigtige skridt. Vi må nok regne Holte for den stærkeste konkurrent, og derfor gør det ikke så meget at de klarer sig godt, for der er jo to pladser at spille om. Uden at gå alt for dybt i analysen kan man konstatere at Rosenlund formentlig er nødt til at vinde resten af deres kampe for at slutte nummer 1 eller 2, og den drøm kan blive knust af Holte allerede på søndag.

    For os kan nøglekampen blive vores udekamp mod Bedsted 6. marts. Vinder vi den, kan vi tillade os at tabe to andre kampe efter eget valg, og faktisk tre, hvis Holte bliver ved med at vinde. Hov, nu begynder jeg at analysere alligevel. Vi vinder bare resten, så kan de andre hold regne på stillingen.

    mandag, februar 09, 2004

    Smashende libero til SK Århus

    SK Århus har gjort en meget interessant nyerhvervelse i den canadiske libero Lucas Snider. Han er ingen ringere end det canadiske landsholds libero. Med al respekt for de øvrige udlændinge i dansk volleyball (som alle er gode på dansk niveau) har man altid haft en fornemmelse af at deres niveau i international sammenhæng var til at overse. Der er Lucas Snider måske undtagelsen. I hvert fald er han for nylig blevet kåret til bedste forsvarer i Nordamerikas OL-kvalifikation. Det vidner jo om et vist niveau. Jeg glæder mig i hvert fald til at se ham.

    Stiftstidendes artikel om ham er sjov af to grunde. For det første den fantastiske billedtekst, som foreslår at Lucas Snider skal forsøge at smashe SK Århus til medaljer. Det vil jeg fraråde hvis han spiller libero. For det andet citatet fra Thorkild Andersen, der viser hvor simpelt det egentlig er at skaffe sådan en spiller:
    "Da det ikke gik helt, som vi havde håbet i slutspillet, kiggede vi os om efter forstærkning, og jeg ringede blandt andet til Canadas træner for at høre, om han havde spillere, der kunne være interesserede, og det havde han altså."
    Elementært. Det må vi prøve i Hvidovre.

    søndag, februar 08, 2004

    Hvidovre - Bedsted 3-1 (25-21, 21-25, 25-18, 25-12)

    Ingen bortforklaringer var nødvendige. Søren Andersen spillede en god kamp med øm skulder, og resten af startopstillingen var også helt på toppen, så der blev ikke brug for at hente hjælp fra lazarettet (udskiftningsbænken).

    Kampreferat på www.hvk.dk.

    Kampen havde masser af nerve, men i det sidste halvandet sæt var der alligevel ikke den store tvivl om udfaldet. Bedsted servede mange fejl, og måske kunne det være blevet en anden kamp hvis de havde sat flere bolde i spil. Men vores modtagningsniveau var ganske højt, hvad vi ikke mindst beviste i 4. sæt hvor Bedsted fik 12 point på 12 rotationer.

    Det ser helt fornuftigt ud i stillingen. Efter Holte-Bedsted i dag vil der kun være ét hold inden for to points afstand af os. Og Holte-Rosenlund mangler også stadig at møde hinanden. Hvis vi kan vinde over Amager, ASV og mindst én af de tre kampe imod Rosenlund, Bedsted og Holte, bør den ene eliteplads være vores.

    lørdag, februar 07, 2004

    Skadesproblemer

    Vores trup til topkampen mod Bedsted har mildest talt fået et par skrammer.

    Søren Bruncke, som har været en af vores bedste i foråret, er en tur på hjemegnen til rund fødselsdag. Jesper Skovgaard, der i efteråret spillede sig til en fast plads i startopstillingen, er i øjeblikket udstationeret i Jylland, hvor et sammenstød med en kampvogn har gjort et eller andet ubehageligt ved hans kraveben. Ole Moe har i længere tid haft problemer med knæet og træner ikke, men er muligvis i truppen alligevel. Søren Andersen har skulderproblemer, men spiller formentlig. Anders Nielsen har knæproblemer, men spiller formentlig også. Kim Mathiassen har været på skiferie og er ikke i skarpeste træning. Og den nye hæver, Lars Winther, har også meldt afbud til kampen.

    Og med de minusser og måske'er har vi i topform: Martin Henningsen, Jakob Due Jakobsen, Jannick Svendsen, Thomas Stryhn, yours truly og Bjørn Rasmussen, hvis hans skulderskade er holdt op med at genere. Og hvis vi holder og spiller godt, er jeg faktisk også overbevist om at det er tilstrækkeligt til at vinde, for det er kernen på det hold der klarede ærterne i sidste års elitekval. Men man må sige at vi er lidt mere sårbare end normalt. Mads Trøst er rykket op i truppen fra andetholdet og kan få en ilddåb imod Bedsted, hvis det bliver nødvendigt. Træner Michael Gamst kan også blive en mulighed.

    Så er forklaringerne i hvert fald på plads på forhånd hvis det skulle blive nødvendigt at gøre brug af dem.

    onsdag, februar 04, 2004

    Manglende referater

    Så kom weekendens manglende referater. ASV's om kampen imod os. Og Amagers (vist ikke en Østergaard eftersom det er renset for metaforer) om kampen imod Rosenlund.

    tirsdag, februar 03, 2004

    Ubesejrede

    "Rygterne om min død er stærkt overdrevne," sagde Mark Twain. Det samme er naturligvis rygterne om at vi i Hvidovre ikke fortsat skulle være ubesejrede i elitekvalifikationen.

    ASV puster dog i den grad til rygterne på deres hjemmeside (under Resultater) ved at mere end antyde at de har slået os 3-1. Det må jeg på det kraftigste dementere, særligt over for Rosenlund. ASV har i skrivende stund endnu ikke leveret et kampreferat selv om de plejer at være flinke til det.

    Ugens eneste anden kamp var Rosenlunds 3-0-sejr over Amager, som fortsat er ubesejrende. Amager, som også plejer at være flinke til det med referater, har heller ikke skrevet et ord. På en eller anden måde er det altid lettere når man vinder.

    mandag, februar 02, 2004

    ASV Århus - Hvidovre 1-3 (23-25, 10-25, 28-26, 18-25)

    Man kan se resultatet på to måder: Som to vigtige point, der bringer os alene i spidsen. Eller som en pligtsejr der kunne og nok også burde have været på 3-0. Vi ved at sætscoren kan blive afgørende i en række som denne, og derfor kan man selvfølgelig ærgre sig. Men boldscoren var da fin.

    Referat på www.hvk.dk.

    Det var en kamp hvor der igen var for langt mellem vores top- og bundniveau. Et helt forrygende 2. sæt og gode perioder i resten af kampen. Men også direkte pinligt blokade- og forsvarsspil i nogle situationer over for et ASV-angreb som langt fra var skræmmende, men som på den anden side heller ikke mindede om noget vi har mødt i resten af sæsonen.

    Sådan kan det også blive i næste weekend mod rækkens eneste ubesejrede hold (?), Bedsted.