søndag, februar 12, 2006

Hvidovre - Randers 3-0 (25-23, 25-15, 25-19)

Godt at komme tilbage på rette vej med en sejr, også selv om den nok hørte til i pligt-kategorien.

Randers havde ført 2-0 mod PVC lørdag, så vi kunne godt regne ud at vi skulle være på mærkerne. Desuden gav vores seneste kamp jo ikke ligefrem grundlag for at undervurdere nogen som helst.

Konklusionen var nok at Randers faktisk er bedre nu end sidste år. De har fået Lasse Nygaard med på kanten, og to af deres høje, yngre spillere havde vist også forbedret sig lidt. Men heldigvis havde vi stadig niveau og koncentration til at trække den her hjem uden større problemer.

Kun i 1. sæt kom Randers lidt tæt på, men også det sæt styrede vi i høj grad. I de to næste sæt holdt vi et pænt niveau i server og blokader og fik mange point ad den vej. Jeg vil mene at vores sideout stadig kan blive noget bedre.

Vi havde Bruncke tilbage, og det var rart, om ikke andet fordi det giver noget tryghed, men han spillede nu også godt. På centeren var vi til gengæld uden Angu og Jakob Due, men Jannick og Søren Due gjorde det fint.

Kort referat på hvk.dk.

Stillingen viser nu at vi pludselig er på andenpladsen, men med en kamp mere end Spentrup. De to næste kampe - ude mod PVC og Spentrup - bliver meget afgørende, og det vil jeg komme nærmere ind på en af dagene.

Ingen kommentarer: