Viser opslag med etiketten Hvidovre VK. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hvidovre VK. Vis alle opslag

torsdag, marts 24, 2011

Semifinale 1: Hvidovre - Marienlyst 1-3 (14-25, 22-25, 25-20, 19-25)

Hvidovres første oprykning til Elitedivisionen blev sikret tilbage i marts 2002 med en sejr på 3-2 over Marienlyst. Begge hold endte med at rykke op fra elitekvalifikationen.

Siden den dag har Marienlyst måske nok sat det største fodaftryk på dansk volleyball med fem DM-titler, men tirsdag tog Hvidovre et historisk skridt med den første semifinale nogensinde, hvor modstanderen netop var Marienlyst.

Som nævnt var der nok ingen der forventede andet end en sikker sejr til gæsterne. Og det blev det måske også, men dog ikke så sikker at de ikke skulle anstrenge sig, og lige præcis så tæt at vi i Hvidovre kunne gå fra banen med en god fornemmelse. Selv tog jeg til kampen med en forventning om at vi kunne spille mindst et par tætte sæt med dem, og at vi med lidt held og skarphed kunne vinde et eller flere af de sæt.

1. sæt var ikke et af de sæt. Marienlyst spillede stort set fejlfrit, og vi kunne ikke ramme det servepres vi gerne ville. Vi scorede kun et par point i egen serv, og selv om sideout-spillet ikke brød sammen, trak de bare fra.

I 2. sæt fandt vi takten. Vi begyndte i højere grad at få nogle dueller i gang selv om det ofte krævede flere forsøg at vinde boldene fordi Marienlyst spillede godt forsvar. Vi nåede op på 22 point, men kun i kraft af en slutspurt, så vi var vel ikke ligefrem tæt på at vinde sættet.

3. sæt kunne sagtens være blevet det sidste. Jeg tager Marienlysts ord for at vi vandt 9 ud af de sidste 10 point i sættet. Et af dem (vist nok ved 19-19) var en fejlkendelse, hvor et angreb fra Flemming Olufsen blev dømt ude selv om det var klart inde. Et andet var et gult kort (vist pga. brok over fejlkendelsen). De to sidste var rene énmandsblokader af Jacob Ramsgaard mod Flemming Olufsen. Det er den slags marginaler og aktioner vi har brug for i en sætafgørelse for at snuppe et sæt fra Marienlyst. Men for at kunne bruge de marginaler til noget skal man jo have spillet lige op med dem i starten af sættet.

4. sæt mindede på mange måder om 3. sæt. Vi var med og spillede stadig godt, men her var det Marienlyst der havde marginalerne og de gode aktioner i afgørelsen. En linjekendelse satte gang i en dårlig stime hos os ved 16-17 præcis som det var tilfældet for Marienlyst i sættet før.

Generelt er der ingen tvivl om at vi skal ligge meget tæt på vores topniveau hele tiden for at få de tætte sætafgørelser, og det er en stor udfordring, som vil gøre holdet bedre. Jeg mener at vi spillede på det rette niveau i de sidste to et halvt sæt, minus nogle bolde sidst i 4. sæt. Hvis vi kan holde det, kan vi få et par gode kampe i Marienlyst.

tirsdag, marts 22, 2011

Første semifinale i aften

Det er svært at underspille vores rolle når semifinalerne går i gang i aften, men jeg gør gerne et forsøg.

Der har været klasseforskel på top 3 og de øvrige hold i denne sæson. Ingen fra top 3 har tabt til et af de andre hold. Det er bestemt ikke udelukket at det kan ske i en semifinale, men at det sker tre gange på fem semifinaler virker ikke ligefrem sandsynligt.

Vi kan kun glæde os og være stolte over at vi vandt kampen om at komme med i det gode selskab, hvor medaljerne skal fordeles. Og sportsflosklerne om at kunne spille frit og ikke at have noget at tabe gælder i høj grad for os.

Troen på at vi kan få nogle tætte kampe skal vel findes i at vi trods alt har spillet i hvert fald én tæt kamp mod hvert af top 3-holdene i denne sæson. Og vi har endnu ikke stillet vores stærkeste opstilling mod Marienlyst. Vi har kun mødt dem én gang siden Brock Hutchins stødte til holdet, og det var uden Jonas Villund som hæver. Godt nok fik vi så også store smæk i den kamp for kun fire uger siden, men på samme måde ville man vel også forvente at Marienlyst var mere til at tale med hvis de manglede deres førstehæver.

Uanset hvordan Marienlyst præsterer, skal vi i hvert fald spille op til vores bedste for at få en jævnbyrdig kamp ud af det. Så det må være første mål.

torsdag, marts 17, 2011

Semifinale

Hvidovre er klar til semifinalen.

Jeg er ikke ligefrem først med nyheden. Det er sgu også blevet sværere i disse Pointtracker- og Facebook-statusopdatering-via-smartphone-to-minutter-efter-slutfløjt-tider.

Euforien har fået lov at lægge sig lidt, men på mange måder var jeg egentlig heller ikke så overvældet lige efter kampen. Måske til dels fordi jeg ikke selv spiller på holdet længere, og min aktie i succesen er ret lille.

Men også fordi det hele egentlig gik ret smertefrit i søndagens kamp mod Holte. Der var dårlig nok et tidspunkt hvor det føltes som om Holte var ved at få fat i kampen. Så selvfølgelig var der glæde, men det ville nok have været vildere hvis vi havde vundet 29-27 i alle sættene.

En anden ting er at jeg egentlig synes vi hører til blandt de fire bedste i denne sæson. Man kan selvfølgelig godt sige at vi er endt med at snuppe pladsen for næsen af Aalborg HIK, efter at de har ligget der det meste af sæsonen. Men baseret på formkurven efter nytår synes jeg det ser rigtigt ud. Vi kan hurtigt blive enige om at der er et godt stykke op til top 3-holdene, men vi må holde fast i traditionen med at give fire hold adgang til semifinalerne. Så er det op til os at bevise at vi hører hjemme der.

Flere har fokuseret på det positive i at vi får et nyt hold ind i top 4, men som jeg også har sagt før, er det altså også en cadeau til Aalborg HIK's arbejde at de holder sig deroppe når man kigger på de spillere der har forladt dem i de seneste tre-fire sæsoner. For de fleste af spillerne i deres trup ville det også være en ny oplevelse at skulle spille semifinale (eller være bærende spiller i en semifinale). Men på det lokale plan er det da et stykke historie. Så kan opgaven så være at det ikke skal være en enlig svale, men det kan vi snakke mere om i næste sæson.

Det var en fed kulisse til kampen mod Holte, nok det største tilskuerantal jeg kan huske i Friheden. Måske omkring 200 mennesker. Og det kunne da være lækkert at se en masse på tirsdag til semifinalen. Vi får nok brug for lidt opbakning.

Og det var altså på tirsdag den 22. marts kl. 20.00 i Frihedens Idrætscenter. Lidt mere om den kamp en af de nærmeste dage.

lørdag, marts 12, 2011

Kampen om semifinalen

Weekenden byder på en af den slags grundspilsafslutninger som man er nødt til at elske. Hvidovre spillede sig i sidste runde op på fjerdepladsen i Elitedivisionen med en sejr over Lyngby. Sejren blev ganske vist et sæt mindre end vi alle sammen havde håbet, men det var nok til at overhale Aalborg HIK og føre med ét sæt før sidste runde.

Vi tager imod Holte søndag kl. 15.00, og først kl. 19.00 skal Aalborg HIK spille på udebane imod Skovbakken. Det vil altså sige at vi skal vinde 3-0 hvis vi selv skal afgøre tingene. Alle andre udfald, og så må vi vente på resultatet fra Århus og håbe på hjælp fra Skovbakken.

En afgørelse på boldscore er en mulighed, men ligger ikke specielt godt til Hvidovre. Her er vi nede med 9 bolde før runden, så vi vil helst vinde den på point eller sætscoren.

Det er en sjov situation at stå i. Først og fremmest fordi det er første gang nogensinde at vi er tæt på en semifinale. Men også mentalt spændende fordi vi simpelthen er nødt til at gå 100 procent efter den 3-0-sejr.

Jeg har et klart billede af to tidligere sæsonafgørelser der mindede om denne. Begge dog i elitekval, men med det fællestræk at alt blev afgjort i sidste kamp. I den ene af sæsonerne var vi selv det førende hold og fik besøg af Spentrup, som skulle slå os 3-0 for at overhale os. Det gjorde de. Læs mere i arkivet, april 2006.

I den anden skulle vi selv vinde 3-1 eller mere over Midtfyns for at rykke forbi dem. Vi vandt 3-0, og det var i marts 2007.

Læren fra de to situationer er måske at det er væsentligt federe rent mentalt at skulle ud at gå efter en sejr i den sidste kamp frem for at "forsvare en føring". I kampen mod Holte skal vi på sin vis begge dele. Det er os der har føringen, men vi kan kun være sikre på at forsvare den ved at angribe og gå efter en 3-0-sejr.

Bring it on!

Billedet er taget af Bjørn Johansson. Se flere på bjohansson.dk.

torsdag, marts 03, 2011

To spændende runder tilbage

To runder tilbage i Elitedivisionen. Alt at spille for.

Aalborg spiller ude mod Marienlyst torsdag aften, og Hvidovre får besøg af Lyngby fredag.

Hvidovre er to point efter, og det mest oplagte vil være, at de skal hentes i denne runde, hvorefter sidste runde kommer til at afgøre alt. Her skal Aalborg til Skovbakken, og Hvidovre tager imod Holte.

Holte røg efter mine beregninger ud af kampen om fjerdepladsen tirsdag aften ved at tabe til Gentofte. De kan nå a point med Aalborg, men ikke hente nordjydernes sætscore.

Og for lige at følge op på sidste indlæg: Jeg fik ikke noget elitecomeback tirsdag den 22. februar kl. 20.00. I stedet fik jeg en datter klokken 22.17 samme aften. Jeg var til gengæld i truppen om lørdagen mod Gentofte, men var ikke på banen. Vi tabte i øvrigt begge kampe og tog ikke nogen sæt, som kunne have hjulpet os når det endelige regnskab gøres op.

Men bortset fra det skulle Jonas Villund være klar igen til Lyngby-kampen, så oldboys-hæveren er ude af truppen igen.

Mere når torsdagens og fredagens resultater foreligger. Det bliver spændende.

tirsdag, februar 22, 2011

Tilbage i trøjen?

Alle der følger lidt med i mændenes elitedivision, ved hvad søndagens kamp mellem Hvidovre og Aalborg HIK gik ud på. Vind eller forsvind for Hvidovre. For Aalborg en chance for stort set at sikre semifinalepladsen, men også for at den kom i alvorlig fare.

Da Jonas Villund midt i 3. sæt - ved stillingen 2-0 til Hvidovre, men med HIK foran med et par point i sættet - faldt ned på en Aalborg-spiller og vrikkede om på anklen, tror jeg at de fleste Hvidovre-spillere så sæsonen passere revy. Jeg gjorde i hvert fald.

Hvis man skulle vælge én spiller der ikke måtte få en skade, var det Jonas. Ja, vi har fået en amerikaner, Brock Hutchins, som er rigtig god, og ja, Martin Henningsen har også bevist sin store betydning for holdet efter at være vendt tilbage fra en skadesperiode. Men som hæver og anfører har Jonas virkelig rykket sig enormt i denne sæson og været holdets vigtigste spiller. Og ingen udskiftning ændrer et holds spil så fundamentalt som en udskiftning på hæverpladsen. Derudover må man tage i betragtning at indskifteren Mikkel Møller Andersen kun lige er fyldt 18 år og kun har spillet få sæt på det her niveau.

Men Mikkel og resten af holdet fightede kampen hjem i et vildt drama, hvor Aalborg kun var en netfejl (som de vist ikke engang var enige i) fra at skaffe en femsætsafgørelse.

Nu er vi i en situation hvor Aalborg HIK, Hvidovre og Holte alle sammen er i spil til fjerdepladsen, formentlig helt indtil sidste runde. Med tre-fire runder tilbage er der for mange mulige udfald til at gennemgå, men hvis Hvidovre vinder hjemmekampene mod Lyngby og Holte (og det er jo i sig selv et stort hvis), er vi sikre på at slutte med mindst en sætscoreafgørelse med Aalborg HIK (og foran Holte), hvis ikke nordjyderne overrasker ved at slå enten Marienlyst eller Middelfart. Men Holte vil formentlig også have en fjerdeplads at spille for når Hvidovre og Holte mødes i sidste runde 13. marts (hvor Aalborg samme aften slutter af mod Skovbakken).

Lad mig sige med det samme at det er sjovt at være så tæt på en semifinale for første gang med Hvidovre, selv om mit eget bidrag begrænser sig til noget assisterende coaching, lidt hævercoaching og at være boldkaster en gang om ugen. Jeg køber dog kke helt formuleringen "ikke mange uden for Hvidovre havde set den målrettede klub fra vestegnen i semifinalerne ved sæsonstart", set på Volleynet. Vurderer man truppene for holdene uden for top 3, kan jeg ikke se nogen grund til at det ikke lige så godt kunne blive Hvidovre som ethvert af de andre hold. Det nuværende Hvidovre-hold er uden sammenligning det bedste vi har haft i min tid i klubben. Samtidig er det nok det svageste HIK-hold i samme periode. Det er faktisk sagt med al respekt, for jeg er imponeret over deres resultater når man tager i betragtning at de i de seneste sæsoner har mistet spillere som Niels Knudsen, Flemming Olufsen, Mikkel Vestergaard, Christian Pedersen, Jonas Søndergaard m.fl. og står tilbage med en flok af rigtig mange nye kræfter.

For at sige det ligeud er fjerdepladsen lidt billigere til salg i år end mange tidligere år. Der er tre rigtig stærke hold, men der er et pænt spring ned til de næste, godt illustreret af at ingen fra top 3 har tabt til nogen uden for top 3. Omvendt har Hvidovre i hvert fald vist at der på en god dag kan blive en spændende kamp ud af det med et af topholdene.

Og så er vi tilbage ved den spændende grundspilsafslutning, for en overraskelse imod et tophold kan jo netop blive afgørende nu. Vi tager chancen tirsdag imod Marienlyst, og det bliver sandsynligvis med mig i trøjen (og Mikkel som førstehæver) fordi Jonas ikke er kampklar endnu. Alle mine personlige planer kan dog ændres øjeblikkeligt hvis mit andet barn pludselig vil til verden.

Fotoet er taget af Bjørn Johansson. Se flere på www.bjohansson.dk.

tirsdag, november 09, 2010

Og et kig frem mod semifinalen

I går tweetede jeg: "Det bliver Fortuna i semifinalen i DVBF Cup. I Hvidovre. Aner ikke hvad de har, men hjemmebanen er i hvert fald påskønnet."

Efterfølgende forsøgte jeg mig med lidt research, og det tog cirka 15 sekunder at finde ud af hvad Fortuna har. De har en glimrende oversigt på deres hjemmeside.

Det ser umiddelbart ret stærkt ud, med en håndfuld navne der tidligere har vundet medaljer med Marienlyst, dog uden ligefrem at være de bærende spillere på det hold. Jeg nævner i flæng Paw Harder, Lasse Westergaard, Toke Klok. Ydermere slog de jo Holte II i deres kvartfinale, og lidt afhængig af hvem Holte har stillet op med, er det jo en præstation i sig selv.

Men hvis Fortuna ellers minder om os, så er det en bruttotrup der står på hjemmesiden (de 16 navne tyder på det), og hvem der møder frem til kamp, kan afhænge af mange ting. Lad os nu se.

fredag, november 05, 2010

Klar til semi i DVBF Cup

Torsdag aften spillede vi med Hvidovre II kvartfinale i DVBF Cup. Det blev lidt af en sejtrækker i Korsørhallen, hvor vi smed en 2-0-føring væk og måtte ud i fem sæt mod VK Vestsjælland. Det endte dog lykkeligt med en sejr på 15-6 i 5. sæt.

Mere om kampen på hvk.dk.

I de seneste kampe synes jeg vi har set resultatet af vores begrænsede træningsindsats og ikke alt for gode fysiske form. Når man så til flere kampe endda ikke har så mange udskiftere at benytte sig af, kan det godt blive hårdt. Men måske er femsættere vejen til bedre form når man ikke træner så meget...

Nu er vi i hvert fald klar til semifinalen i DVBF Cup, som jeg altid har betragtet som en lidt kunstig opfindelse, hvor man prøver at finde den bedste af dem der ikke er så gode. Men lige præcis for et andethold har den absolut en berettigelse, fordi vi ikke kan rykke op, og det derfor ikke gør den store forskel om vi slutter nummer 1 eller 5 i 2. division. I denne pokalturnering har vi et trofæ at spille om, og en finale under Pokalfestivalen er da en fin motivation.

onsdag, september 15, 2010

16 sæt i benene

Herre A-rækken i HVK-Cup blev vundet af Hvidovre 1, og vi på Hvidovre 2 blev nummer 4 ud af 10 hold. Som stævnet var besat i år, var det ikke optimal træning for et elitehold. Men førsteholdet bevarede i hvert fald koncentrationen og vandt alle kampe i sikker stil og uden sættab.

Som forudsagt i et tweet spillede jeg selv mest kant for andetholdet. Simpelthen fordi vi kun lige akkurat var nok spillere, og af de to hævere var jeg den bedst egnede til at spille kant.

På trods af de få spillere stillede vi en nogenlunde balanceret opstilling, tæt på stærkeste, hvis man kan tale om det når jeg spiller kant. Vi startede med at slå VK Vestsjælland (the team formerly known as Korsør-Slagelse) 2-0. Så to 2-1-sejre over VLI og KFUM Malmö.

Så var der puljefinale mod Frederiksberg 2, et hold som vi slog nogenlunde komfortabelt i 2. division sidste sæson. Men de har fået noget forstærkning oppefra og ligner et hold der vil ligge med i toppen af 2. division øst i denne sæson. Vi tabte 2-0 efter 31-33 i 1. sæt. Jeg tror det spillede ind at de var en yngre og større trup, for det var trods alt lørdagens sæt 9 og 10 for begge hold.

Det sendte dem direkte i semifinalen og uden om Hvidovre 1. Vi skulle derimod tidligt op søndag og møde KV61 i en kvartfinale. Tidspunktet var tydeligvis værre for KV61, der ikke helt nåede frem til kampstart, men heller ikke rigtig var til stede da kampen gik i gang.

Så var der så Hvidovre-lokalopgør i semifinalen, og her kunne vi jo næsten ikke tillade os at vinde. Vi var med så langt som til føring 23-22 i 1. sæt, men tabte 23-25 og stort i næste sæt. I bronzekampen var der udsolgt imod svenskerne, som vi jo ellers havde slået om lørdagen.

Finalen stod mellem Hvidovre 1 og Frederiksberg 2. Frederiksbergerne havde vist sendt et par nøglespillere hjem på det tidspunkt, men spørgsmålet er om de havde gjort nogen forskel. Frederiksberg 1 vandt jo i øvrigt titlen sidste år, men undlod at forsvare den i år. U17-landsholdet deltog også og tabte i puljekampene kun til Hvidovre 1, men skuffede lidt om søndagen med nederlag til Malmö og sluttede nummer 5.

Og i øvrigt var det fedt igen at være til weekendstævne med fest og det hele. Men stævnet manglede lidt hold i forhold til tidligere år, og de samme ting som jeg skrev om Nestea Tour, gør sig nok gældende her. Det bliver bare sværere at lokke folk til at afsætte en hel weekend når en større og større del af målgruppen er oppe er folk i 30'erne med familie og det hele, og sådan har den demografiske udvikling i volleyball jo været.

Åh, og overskriften... ja, jeg spillede alle 16 sæt fuld tid som den eneste på mit hold og må konstatere at træningstilstanden godt kunne have været bedre.

fredag, september 03, 2010

HVK-Cup i næste weekend

Jeg vil bare gøre lidt skamløs reklame og sige at det er ved at være tid til at melde sig til HVK-Cup, hvis man er til den slags.

Jeg glæder mig selv rigtig meget til at komme ordentligt i gang med sæsonen. Som man kan se af mit seneste tweet, har jeg ikke været meget aktiv endnu. Men HVK-Cup plejer at garantere et højt aktivitetsniveau, en masse volleyballvenner og en god fest.

mandag, august 09, 2010

09-10 revisited

2009-10 i Elitedivisionen for herrer blev på én gang ret spændende og ret forudsigelig. Hvis du før sæsonen havde vist folk slutstillingen...

1. Marienlyst
2. Gentofte
3. Middelfart
4. Aalborg HIK
5. Holte
6. Hvidovre
7. SKF/Ikast
8. KSV

... så havde de fleste nok accepteret det som et sandsynligt bud. Men en sæson er jo ikke kun en slutstilling, men også rejsen derhen.

Mesterskabet til Marienlyst var ikke nogen overraskelse, men godt at se at Gentofte pressede dem ud i nogle spændende finaler. Middelfart var stærke i grundspillet, men som jeg så deres trup sammenlignet med de to andre, synes jeg ikke det var overraskende at de måtte nøjes med tredjepladsen.

Aalborg HIK hev fjerdepladsen hjem og var okay med i semifinalerne mod Marienlyst, men det er værd at bemærke at der i grundspillet var 14 point op til nummer 3 (slutstillingen i grundspillet), og at de tre efterfølgende hold lå inden for 6 points afstand. Så den reelle historie om grundspillet var vel at tre hold skilte sig ud i toppen, fire hold kæmpede om fjerdepladsen, og Ikast var isoleret i bunden.

Slutspilssystemet med de fem kampe syntes at være en succes. Der var i hvert fald mange gode, tætte og spændende kampe i semifinaler og finaler (siger jeg stort set uden at have set nogen af dem).

Også nedrykningsslutspillet gav masser af intensitet. For Hvidovre var det lidt af en gyser at tabe de to første kampe og vide at en sejr i de tre næste var påkrævet. Der var et par helt afgørende øjeblikke i udekampen mod KSV og hjemmekampen mod Ikast. Den slags øjeblikke, hvor man kunne føle sæsonresultat vippe mellem overlevelse og nedrykning med udfaldet af en enkelt bold. Den slags er udviklende, og det var fedt at holdet trådte i karakter på de rette tidspunkter. Slutstillingen viser en meget snæver overlevelse, men den var trods alt sikret inden sidste runde.

KSV må føle sig lidt ærgerlige over at have leveret et godt grundspil og ikke blive belønnet for det i slutspillet. Men selv med et pointsystem der belønnede slutplaceringerne i grundspillet (3-2-1-0 point for hhv. at blive nr. 5-6-7-8, som formentlig bliver indført fra den nye sæson), ville de nu ikke have reddet livet med den ene sejr de hentede i slutspillet. Ikast var tæt på at redde sig, men havde omvendt ikke præsteret særlig godt set over hele sæsonen.

Det var en kort sammenskrivning. Fordelen ved først at lave den nu er at jeg så kan kæde den direkte sammen med et hurtigt kig fremad på den kommende sæson en af dagene. Håber jeg.

mandag, april 19, 2010

SKF/Ikast KFUM - Hvidovre 1-3 (17-25, 25-17, 17-25, 21-25)

Målet før kampen var klart: En sejr og allerhelst på 3-0 eller 3-1, for så ville alt falde på plads inden sidste runde. Og målet blev opfyldt, som man sikkert allerede har bemærket i overskriften. Det vil altså sige at Hvidovre også i næste sæson spiller i Elitedivisionen. Det samme gælder Holte. Ikast og KSV må ned.

Det var efter min overbevisning en bedre kamp end fredagens, i hvert fald fra vores side. Vi modtog bedre, og med en velspillende Jonas gav det fornuftigt sideout-spil. I perioder havde vi dog store problemer med at lægge nok pres på Ikast.

Simon Bitsch var om lørdagen blevet kåret til årets fund i elitedivisionen, og han understregede i hvert fald at han er Ikasts helt store spiller. I 2. sæt vandt han stort set alt hvad han rørte ved (og det var meget), og det fik hans holdkammerater til at følge trop. Ud over det sæt vil jeg mene at vi havde nogenlunde styr på begivenhederne. Vi havde stadig svært ved at stoppe Simon, men oftere fik vi sat ham i nogle vanskelige situationer eller presset Ikast til at vælge andre angrebsudveje.

Mens vi selvfølgelig kan glæde os over sejren, må det også give stof til eftertanke at en angriber får lov at vinde så mange bolde mod os, selv når vi ved at han får hævningerne. Jeg anerkender hans høje niveau, men jeg tror det er vigtigt at vi finder redskaber til at stoppe en spiller af den kaliber, for ellers vil man altid have det svært mod elitedivisionens tophold, som måske alle har tre-fire angribere af samme standard.

Jeg selv kom på banen for første gang i denne sæson på førsteholdet. Det blev til 5-6 bolde på i alt tre serveindskiftninger, så min andel i overlevelsen i eliten må siges at være ganske minimal.

For tre kampe siden så det rigtig svært ud. Efter nederlaget mod KSV og en ærgerlig præstation var det sandsynligt at vi skulle vinde resten af kampene. Men det er nu rart nok at slippe for at skulle ud og hente to sæt i sidste kamp eller noget i den stil.

Nu skal vi i stedet gå efter at vinde den med 3-0 og 33 overskydende point, så vi overhaler Holte...

lørdag, april 17, 2010

Hvidovre - SKF/Ikast 3-1 (25-23, 25-22, 17-25, 25-21)

Vi vandt den første af de to kampe mod Ikast. Meget vigtigt, men ikke specielt overbevisende indsats.

Både vi og Ikast havde perioder hvor modtagningen og dermed sideout-spillet ikke hang sammen. I de to første sæt var vi dog lige en anelse mere stabile eller havde lidt flere strenge at spille på. I 3. sæt gik vi til gengæld ned med et brag midt i sættet, og den tendens fortsatte i starten af 4. sæt.

Heldigvis havde vi et comeback i ærmet, og på en periode med stabil sideout og godt servepres spillede vi os fra 6-13 og frem til en sætsejr på 25-21. Hvis vi kan tage spillet fra den periode med til Ikast (eller Frederiks), er jeg sikker på at vi tager endnu en sejr søndag.

Ikast bygger i høj grad deres spil op om deres diagonal, Simon Bitsch. Han får nok omkring halvdelen af deres hævninger, og selv om vi vidste det, vandt han stadig en del. Hvad vi var mindre forberedt på, var at to af deres helt unge, Thomas K. Pedersen på centeren og Kristoffer Abell på kanten (født hhv. 93 og 94), gjorde det fremragende og virkelig hjalp dem i angrebet.

Det må siges at være helt åbent igen søndag. Jeg ville gerne se et Hvidovre-hold der spillede med lidt mere selvtillid og fandt rytmen fra start. Så kommer Ikast i hvert fald på en hård opgave.

Hvis vi vinder 3-0 eller 3-1, er vi klar til eliten i næste sæson. Med alle andre resultater bevares spændingen til den sidste runde.

onsdag, april 14, 2010

Knald eller fald i weekenden

Holte slog KSV 3-0 i går, og det resultat betyder at Holte er sikre på at blive i eliten, mens KSV er sikre på at rykke ned. En KSV-sejr kunne have givet en rigtig sjov afslutning på kval-spillet, hvor alle fire hold teoretisk set kunne være sluttet på 6 point. Så sjovt skulle det ikke blive.

Men resultatet betyder også at vores to opgør mod Ikast nu bliver endnu mere afgørende. Et af holdene bliver i eliten, det andet rykker ned. Derfor kommer der her en lille smule matematik, som man kan læse hvis man ikke er en af mine holdkammerater og føler sig hæmmet af at vide for meget når man går på banen...
  • Hvis Ikast vinder begge kampe over os, er pladsen deres.
  • Hvis vi vinder en kamp hver, fører de med to point over os inden sidste spillerunde. Det vil sige at vi vil skulle slå Holte samtidig med at Ikast taber til KSV i Ikast. Ikke noget rart scenarie når KSV ikke har noget at spille for. Selv i det tilfælde vil det også være en sætscoreafgørelse, men her ser det på forhånd fornuftigt ud for os.
  • Hvis vi vinder begge kampe, fører vi med to point inden sidste spillerunde. Og hvis vi vinder de to kampe med tilsammen mindst fire sæts forspring (3-0 og 3-2 eller 3-1 og 3-1), kan de ikke længere hente os i sidste spillerunde.

Det ændrer ikke det store på vores tilgang til kampene. Vi skal gå efter at vinde og selvfølgelig så stort som muligt. Og den bedste måde at vinde to kampe på er jo én kamp ad gangen. Ikast kommer helt sikkert med gejst og tro på sig selv efter deres to udebanesejre. Og vi har fundet spillet frem og er også klar til kamp. Så det bliver spændende.

mandag, april 12, 2010

KSV - Hvidovre 0-3 (23-25, 22-25, 16-25)

Vi havde ryggen mod muren inden denne kamp, og det har vi egentlig stadig. Men vi løste den første af de resterende opgaver på optimal vis.

Jeg selv var ikke engang omklædt til kampen. Vi havde 12 andre klar til kamp, men der blev ikke behov for at benytte alle, for de 8 der spillede, gjorde det fremragende. Og jeg må sige at det var en fed kamp at være tilskuer til.

Volleyball kan jo være meget mentalt betonet, og der er ingen tvivl om at vi spillede uden tro på os selv i det første opgør mod KSV. Vi arbejdede hårdt på at løse det problem frem til andet møde, men sandt at sige virkede holdet stadig lidt rådvildt i starten af kampen. Vi modtog ikke helt præcist, blev presset til nogle dårlige angrebsløsninger og kom hurtigt bagud med tre-fire point.

Vi var nede med 15-20 mod et ret solidt spillende KSV-hold, men en indskiftning af Morten Hjulmand i serven var med til at ændre spillets gang. Han scorede tre-fire point, og dermed var vi med i sættet igen. Ved 23-23 var det stadig KSV der havde sideout-fordelen, men Laust, der ellers havde vundet stort set alt indtil da, blev blokeret én mod én af Tim og slog derefter en på antennen.

2. sæt blev klart det mest velspillede og spændende i kampen. Vi formåede i starten af sættet ikke at lægge pres på KSV's sideout. Vi roterede to runder uden at score point i egen serv, men havde til gengæld selv fornuftigt siduout-spil, så vi kun var bagud med to-tre point. Vendepunktet i dette sæt blev en meget stærk periode i forsvaret af Necdet og godt transitionsspil. Afslutningen blev meget spændende med nogle lange dueller, hvor jeg på et tidspunkt trådte så meget ud af rollen assistent-coach at jeg blev helt begejstret over underholdningsværdien. Vi var bagud 20-21, men tog fem ud af de sidste seks bolde på fight og gode blokader.

I 3. sæt knækkede filmen måske lidt for KSV, samtidig med at vi gik amok i blokader. Der var egentlig tegn på svigtende koncentration i nogle elementer af spillet, men især Jacob Ramsgaard var så stærk i blokaderne at vi holdt et sikkert forspring hele vejen.

Det var fedt at holdet fandt tilbage til spillet fra sæsonens bedste præstationer i februar-marts. Det får vi også brug for, for der skal stadig vindes kampe. Ikast slog samme aften Holte med 3-2. Det var lidt af en overraskelse og bestemt ikke det resultat der passede os bedst. Men det var Ikasts anden femsæts-udesejr i dette slutspil. Nu kommer de på besøg hos os på fredag, og kravet til os er en sejr. Vi følger op med en tur til Ikast søndag.

KSV er nu på trods af deres gode grundspil i alvorlig nedrykningsfare og skal både vinde deres to sidste kampe og have hjælp fra andre. De møder Holte tirsdag aften.

søndag, april 04, 2010

Hvidovre - KSV 1-3 (22-25, 14-25, 25-22, 16-25)

Vi løb ind i et klart nederlag imod KSV i onsdags. Der var mange ting der ikke fungerede som de skulle. Dem vil jeg dog ikke gå alt for meget ind i her, for vores næste kamp er også mod KSV, så analysen forbliver intern.

Der er ingen tvivl om at det er rigtig skidt at starte kvalen med to nederlag, men der er stadig fire kampe tilbage, og hvis vi vinder dem, er vi stadig med i Elitedivisionen. Selv med tre sejre er der en realistisk chance. Dog er det ret tydeligt at netop udekampen mod KSV fredag den 9. april er afgørende at vinde.

Hvis det skal lade sig gøre, skal vi være et andet sted end i onsdags både spillemæssigt og mentalt. Rent fysisk skal vi være i Idrætshuset.

onsdag, marts 31, 2010

Mere slutspil

Vi tabte den første kamp i slutspillet 1-3 mod Holte.

Jeg var ikke med, men har set lidt video på Holtes side. Det er nok ikke urimeligt at sige at vi skuffede lidt, og at vi ikke var tæt på at vinde kampen.

KSV startede med et nederlag på 2-3 hjemme imod Ikast, og det må siges at være et endnu mere skuffende resultat. Men dermed er der i hvert fald lagt op til et brag af en kamp onsdag aften i Friheden, hvor KSV kommer på besøg. Med kun seks runder vil det være rigtig skidt at lægge ud med to nederlag, så begge hold er under pres for at vinde kampen.

Min rolle på holdet er stadig at være backup for Jonas. Jeg har været på holdsedlen i tre kampe, men har endnu ikke været på banen.

Jeg har misset tre af forårets kampe for andetholdet, men holdet formåede at vinde dem uden mig og placere sig på andenpladsen i 2. division øst. 15 sejre i 18 kampe er absolut godkendt. Som jeg har beskrevet tidligere, har det været svært for mig at gå helt vildt op i stillingen og den slags. Det ville på en eller anden måde heller ikke harmonere med vores indsats til træning.

På dansk volleyballs vegne kan jeg kun sige (lidt ligesom Lyngby i 1. division): Gid der kommer nogle flere unge spillere i sådan en række, og gid de bliver gode nok til at vippe os af pinden. Men så længe de ikke er, så har vi det fint med at ligge i toppen.

onsdag, marts 24, 2010

Slutspilstid

Så er det tid til nedrykningsslutspil eller Kval. til Elitedivisionen, som er den officielle betegnelse.

For Hvidovre kan det løseligt oversættes til: Endelig er der igen noget på spil, og det er nu det bliver sjovt, og nu vi skal toppe.

Der kører en masse debat om det fornuftige i strukturen med nedrykningsslutspil. Mine pointer i den forbindelse er:

- Jeg tror på at det er fint og udviklende med mange afgørende kampe, så slutspilsideen er godkendt.
- Det var en fejl at indføre et slutspil uden lige at nå at tage stilling til en form for differentiering imellem nr. 5, 6, 7 og 8. Reelt betyder det at især Ikast og Hvidovre, som begge fik en dårlig start på sæsonen, ikke har haft noget at spille for i den sidste halvdel af kampene i grundspillet.
- Sådan en fejl kan dog ikke rettes når størstedelen af sæsonen er spillet under andre forudsætninger.

For Hvidovre har sæsonen budt på stor spille- og resultatmæssig fremgang. To sejre i de første 13 kampe blev fulgt op af fire sejre i de sidste otte (foruden to femsætsnederlag). Faktisk var det ikke så langt fra at holdet spillede sig til en semifinalechance. Den teoretiske mulighed forsvandt først i tredjesidste runde med et nederlag på 18-20 i afgørende sæt ude mod Aalborg HIK.

Bagefter kan man da spekulere på hvad det kunne være blevet til hvis holdet var kommet lidt tidligere op i gear og havde vendt et enkelt eller to af de tidlige nederlag mod KSV, Holte og Ikast til sejr.

Rækken knækkede i denne sæson over mellem nummer 3 og 4. Ingen af de tre tophold har i denne sæson tabt til et af de fem øvrige hold. Til gengæld var det med til at bevare spændingen om den fjerde semifinaleplads. Aalborg HIK hører selvfølgelig med til de senere års "big four", men i denne sæson er de vel reelt på niveau med KSV, Holte og Hvidovre, som alle har slået dem. Men fordi Aalborg har vundet to ud af tre mod alle de nævnte, får de hevet fjerdepladsen hjem. Jeg har dog svært ved at se nordjyderne skabe spænding i deres semifinale mod Marienlyst.

Til gengæld ser jeg frem til stor spænding i kvalifikationen. Baseret på grundspillet må Ikast være det bedste bud på den ene nedrykker, men da alle starter fra 0, kan man bestemt ikke tage noget for givet.

Og når vi så er ved debatten om turneringsformen, så bliver det jo også debatteret om der skal være direkte oprykninger og hvor mange. Når man er i nedrykningsslutspillet, kan det i hvert fald være ærgerligt at kigge på 1. division øst og konstatere at de to hold der sluttede som nummer 4 og 3 i 1. division i sidste sæson (et godt stykke efter Hvidovre og KSV) slutter suverænt i toppen.

Jeg nærer nok ikke samme sentimentale følelser for Lyngby som William, men jeg anerkender deres niveau og deres vedholdenhed. Men ligesom William ærgrer det mig på dansk volleyballs vegne at der ikke er nogen bedre (og yngre og mere ambitiøse) i 1. division øst.

Samtidig må jeg dog konstatere at vi slog Lyngby to gange 3-0 i sidste sæson, og jeg tvivler på at de er blevet lysår bedre siden da. Så uanset hvem af KSV, Holte og Hvidovre der må tage billetten ned, vil de nok ærgre sig over at skulle bytte plads med Lyngby, og det her er måske en illustration af at det ville give mening med en form for playoff-kampe.

tirsdag, februar 23, 2010

Comeback

Søndag var jeg for første gang i denne sæson på holdsedlen til en elitedivisionskamp, da Hvidovre tog imod Middelfart. Rigtigt elitecomeback blev det nu ikke til, for jeg var ikke på banen.

Aftalen er at jeg hjælper holdet i kampene i slutningen af sæsonen, for det er jo nu at det bliver afgørende. Hvis Jonas bliver ved med at hæve på samme niveau som i søndags, bliver der dog ikke meget brug for mig i aktion, men jeg er med som gardering. Dan stoppede på holdet allerede i efteråret, så jeg har igennem hele sæsonen trænet med førsteholdet i et vist omfang.

Middelfart-kampen var virkelig fed at følge fra udskiftningshjørnet. Hvidovre fortsatte den positive udvikling fra de seneste uger, hvor det er blevet til sejre over Aalborg HIK og Holte, og det var faktisk tæt på en gedigen overraskelse.

Det bedste af det hele var nok at vi spillede os til en tæt kamp. Det var efter min vurdering ikke et ukoncentreret eller ugideligt Middelfart-hold. I de perioder hvor vi trak fra, var det mere på stærkt blokade- og transitionsspil end på fejl fra modstanderne.

I næste weekend gælder det KSV, som stadig har en chance for en fjerdeplads i grundspillet, men som også ser ud til at have tabt pusten lidt med deres resultater efter nytår.

lørdag, november 21, 2009

Syvårskrise

Forsømmelse og dalende motivation hos skribenten er den sikre død for en blog. Kald det en syvårskrise (yes, siden her har eksisteret i over 7 år). Men her kommer indlægget der retter op på det hele og bringer bloggen på alles læber igen. Eller...

Status for min egen volleyballkarriere er at jeg nu spiller 2. division på et af den slags hold der har det hele i rutinen og kun kan overkomme én ugentlig træning (i gode uger). Derudover får jeg de fleste uger også klemt en førsteholdstræning ind, men mit tidsforbrug i hallen er absolut faldet. Jeg forudser også at det er en blivende tilstand, for jeg tror det er svært at vende tilbage som fuldblods-førsteholdsspiller når først man har "spændt bæltet ud" og er rykket ned.

Det har nok ramt bloggen, for alt andet lige er ikke kun tidsforbruget, men også ens personlige engagement større på det mere kompetitive plan som førsteholdet spiller på. Derfor er man også mere engageret i at skrive... Så lige nu er jeg fanget mellem et førstehold som jeg ikke længere har nok kontakt med til at skrive særligt dybdegående om, og et andethold som bare ikke er helt så interessant. Også fordi vi ligger i en række som vi ikke kan rykke op fra, men er for gode til at rykke ned fra.

Men her er en kort opsummering for andetholdet, og så vil jeg forsøge at lave noget tilsvarende for førsteholdet snarest.

Vi lagde ud med en let sejr og et klart nederlag, som begge er beskrevet i tidligere indlæg. Siden har vi spillet fire kampe mere, alle med sejr til følge. Det har bragt os op på andenpladsen i 2. division øst. Her er links til referater på hvk.dk: