søndag, februar 27, 2005

Hvidovre - Randers 3-0 (25-16, 25-21, 25-23)

De to point er sat ind på kontoen, men indsatsen er hurtigt glemt.

I den slags kampe mod en formodet svagere modstander går det ofte lige omvendt af denne kamp. Man skal lige lure modstandernes spillestil af, og ofte er det de undertippede der starter kampen med den største tænding. Og så kan man måske køre dem lidt over sidst i kampen.

Men her var det altså omvendt. Vi var rimelig koncentrerede i 1. sæt, og Randers brillerede med et væld af servefejl. Da de begyndte at lave færre fejl, kunne vi til gengæld ikke skrue tilsvarende op for niveauet. Alle tre sæt blev dog vundet ret sikkert.

Kortfattet referat på hvk.dk.

Amager har slået Solbjerg lørdag, så man kan med nogenlunde sikkerhed fastslå at de to pladser nu skal fordeles mellem PVC, Amager, Spentrup og os. De næste to opgaver for os er imod Spentrup, og de bliver af samme årsag ekstra vigtige.

mandag, februar 21, 2005

Anspændtrup?

Vi er tilbage på førstepladsen efter weekendens resultater. På grund af den klare sejr overhalede vi PVC på sætscore, og søndag tabte Spentrup sandelig til Solbjerg.

Amager slog ikke overraskende Randers.

Konklusionen efter cirka fire runder må vel være at der stadig ikke er nogen der har vist enestående stabilitet. Der er fem hold inden for to point, så alt er selvfølgelig åbent. Men det var en rigtig god weekend for os, og mon ikke vi er tilbage i "den objektive favoritrolle". Og Spentrups svaghedstegn åbner bestemt døren for at de to pladser kan blive snuppet af to københavnske hold.

lørdag, februar 19, 2005

PVC Lyngby - Hvidovre 0-3 (37-39, 16-25, 20-25)

Vi lagde ud med det klart længste sæt (i hvert fald pointmæssigt) jeg nogensinde har spillet. Jeg synes vores spil var noget nervøst fra starten, og selv om vi godt vidste hvor vi skulle lægge vores opmærksomhed i blokade og forsvar, lykkedes det os ikke at stoppe PVC's bedste angribere.

Afgørelsen kunne være gået i begge retninger, men det var nok PVC der var tættest på at snuppe det undervejs med ni sætbolde imod vores seks. Men mon ikke det alligevel var til vores fordel at vi kunne og turde bruge alle angribere i afgørelsen.

Resten af kampen vil jeg mene at vi havde godt styr på. Vi kom stort foran i både 2. og 3. sæt og holdt føringen hjem i begge sæt.

Referat på hvk.dk.

Sejren bringer os op på en førsteplads (som måske kun er midlertidig). Men sætscoren er god, og den her sejr vil styrke selvtilliden.

onsdag, februar 16, 2005

Onsdagsarkivet: PVC Lyngby - Hvidovre 3-2 (oktober 98)

Meget passende er jeg i denne uge nået til en kamp mod PVC Lyngby, som vi jo også møder på fredag, her i nutiden.

Men i slutningen af det 20. århundrede spillede vi altså også mod PVC i Polythallen med den underlige dunkle belysning. Vi var kommet godt fra start i 2. division øst med to sejre, så det her var en mulighed for at være helt i front efter tre runder.

Det blev desværre en meget ujævn kamp, som vi endte med at tabe selv om vi vist nok burde have vundet. Men vi havde i nogle perioder enorme problemer med at vinde vores angreb. Jeg mener at den endte 16-14 eller noget lignende i 5. sæt, så det kunne lige så godt have endt med en sejr.

Vi var jo blevet vant til at vinde efter vores sæson i 3. division syd, så jeg husker det som et nederlag der gjorde ondt. Jeg kan egentlig ikke huske om vi havde lavet en resultat-målsætning for sæsonen, men vi havde vist på forhånd ingen forventninger om at ligge i toppen. Så da vi alligevel efter nogle kampe kunne se at vi havde muligheden, var det ærgerligt at tabe til et hold som PVC.

tirsdag, februar 15, 2005

Holte B - Hvidovre B 1-3

I en lidt underlig træningskamp mandag aften vandt vi 3-1 over Holte. Resultatet skal man nok ikke lægge for meget i. Vi var uden Søren Bruncke og Martin Henningsen, og Holte roterede grundigt i deres i forvejen ikke vildt brede trup. Så for begge hold var der tale om en mulighed for at prøve nogle alternative opstillinger af.

Vi var faktisk kun otte mand til stede, og efter omstændighederne spillede vi helt fint. Da Martin Henningsen er tvivlsom til fredag på grund af sin fingerskade, var det især positivt med en god indsats fra to af hans mulige afløsere, Kasper Thorleifsen og Anders Nielsen.

lørdag, februar 12, 2005

Status efter cirka tre runder

I denne spillefri weekend er det vel på sin plads at tage et kig på stillingen i vores pulje.

Selv om vi lige nu ligger på en af oprykningspladserne, er det vel reelt PVC Lyngby og Spentrup der har fået den bedste start. De er stadig ubesejrede, men alligevel er det formentlig svært at lægge i deres resultater indtil nu.

PVC har tre sejre, men de to af dem er kommet i hjemmekampe mod Randers og Solbjerg. Deres udesejr over Amager er til gengæld et godt resultat.

Spentrup startede med at vinde hjemme over Amager i en tæt kamp og måtte i anden kamp nøjes med en snæver 3-2-sejr over Randers. Randers Amtsavis havde en større artikel om kampen. Det kan være resultatet må tilskrives at det var et lokalopgør. I hvert fald har Randers' øvrige resultater ikke tydet på at de har noget særligt at byde på.

Jeg vil mene at det er ret åbent mellem de tre københavnske hold og Spentrup. Der er ikke nok indbyrdes resultater til at konkludere meget mere endnu. Næste fredags kamp mod PVC er selvfølgelig ekstremt vigtig for os. Med en sejr vil vi være helt på sporet igen, men med et nederlag vil vi allerede være fire point efter PVC.

onsdag, februar 09, 2005

Onsdagsarkivet: Hvidovre - Rødovre 3-0 (oktober 98)

Vores gode sæson i 3. division syd sendte os tilbage i 2. division øst.

Det var kendt som en ret stærk række blandt andet fordi der var nogle andethold fra nogle af de store klubber. Dengang kunne et andethold ikke rykke højere end 2. division, og det betød, at især Holtes, Gentoftes og Lyngbys andethold i disse år lå ret stabilt i toppen af 2. division, men altså ikke kom højere. Skt. Jørgens andethold var også med i rækken. Der var kun én oprykningsplads til 1. division at spille om, og af samme grund kunne den ofte vindes gennem en anden- eller trejdeplads.

Jeg er ret sikker på at kampen mod Rødovre var vores første i sæsonen. Ironisk nok at vi skulle starte mod holdet der halvandet år tidligere havde sendt os ned. Kampen viste dog med al tydelighed at vi var blevet stærkere, og det var de ikke.

Det var vist ikke nogen kæmpesejr i de enkelte sæt, men eftersom vi endnu var usikre på hvordan vores niveau var i forhold til 2. division, var det jo positivt at komme fra start med to point.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, var det her den første sæson med libero-reglen. Jeg kan huske at vi tidligt i sæsonen prøvede nogle forskellige folk på pladsen, men den endte med at gå til Thomas Stryhn, som har siddet ret solidt på den siden da.

Vores træner hed stadig Flemming Berg. Nye spillere i truppen var Kim Mathiassen, Jakob Due Jakobsen og fhv. statistik-Steen, og nogle kampe inde i sæsonen kom Michael Gamst til. Han var jo tidligere hæver, men havde fået tilbuddet om at spille kant for os. Øvrige navne var Ole Olsen (nu Moe), Bent K., Lars P., Kim Madsen, Buggi, David, Nicolas og altså Stryhn og mig selv. Ud over Nicolas og Steen spiller alle de øvrige faktisk stadig i klubben.

Efter sejren over Rødovre fik vi vist en 3-1-sejr over Næstved, og så begyndte det at gå ned ad bakke, men det vender jeg tilbage til.

søndag, februar 06, 2005

Hvidovre - Solbjerg 3-0 (25-23, 25-12, 25-23)

Lørdagens kamp gav en 3-0-sejr som vi havde håbet. Solbjerg var med i de to af sættene, men alligevel vil jeg betegne det som en sikker sejr til os.

Der var en del usikkerhed at spore i vores spil, men 2. sæt viste at vi har et par ekstra gear i forhold til Solbjerg. Nu bliver kunsten bare at vise det i en hel kamp.

Referat på hvk.dk.

Noget af det positive i de to seneste kampe har været den gode indsats fra vores nye folk, Martin Rønn Rasmussen og Angutimmarik Nielsen. Snart vil vi have Kasper Thorleifsen klar til kamp, og næste forstærkning efter det bliver Jakob Nielsen, som er kommet fra SK Aarhus.

Så i den nærmeste fremtid får vores træner det "positive problem" at skulle si spillere fra i truppen før en kamp.

torsdag, februar 03, 2005

Amager - Hvidovre 3-2 (20-25, 21-25, 25-17, 25-20, 15-11)

Efter to sæt hvor Amager egentlig havde spillet udmærket, men alligevel var bagud 2-0, besluttede de sig for at skrue helt op for gassen. Så måtte det briste eller bære. Det bar desværre.

Det lykkedes dem at lægge et sindssygt højt servepres med meget få fejl i resten af kampen. Og Rune ramte boldene urent på den helt rigtige måde som gør ham så svær at spille imod.

Jeg er i den lykkelige situation at være hæver på et hold hvor jeg sjældent har behov for at kritisere modtagningerne. Men i denne kamp må vi erkende at modtagningerne faldt sammen i 3. sæt og ikke igen nåede tilbage på det normale niveau.

Vi har gjort noget godt for spændingen i rækken. Amager er med endnu, og hvis de kan spille nogle flere af den her type kampe, så venter der også flere sejre på dem. Men de taber i Friheden.

Referat på hvk.dk.

tirsdag, februar 01, 2005

Ama'r halshug?

Onsdag har vi mulighed for at hægte en af modstanderne i elitekvalen af. Vi møder Amager på udebane, og selv om jeg havde dem som en farlig outsider til elitepladserne, har de fået en skidt start. Efter nederlag til Spentrup og PVC har de næsten ikke råd til at tabe igen. I hvert fald ikke hvis de ikke kan vinde de sidste syv kampe.

Det vil nu heller ikke være fedt for os at få et tidligt nederlag, og et eller andet sted bærer vi jo nok også det pres der ligger i favoritrollen. Så der er såmænd pres nok på begge hold. Spillemæssigt tør jeg simpelthen ikke sige alt for meget. Ingen af holdene har vist stabilitet over en længere periode.

Amager har ikke skrevet et ord om deres kamp mod PVC. Lidt usædvanligt efter næsten en uge, men de tabte altså 3-1, og PVC har indtil videre sat sig på førstepladsen.

Solbjerg snuppede en rimeligt klar sejr over Randers, og efter at have mødt Solbjerg ser jeg det som en indikation af at de to hold stadig er dem der bejler mest til bundplaceringerne.

Derfor ville det være ekstra smart at slå Amager onsdag fordi feltet af oprykningskandidater så på meget kort tid groft sagt ville være snævret ind til tre.

Næste kamp er allerede lørdag, hvor vi møder Solbjerg for anden gang. De er nemlig på københavnerweekend.