torsdag, juli 24, 2008

Og nu til cykling

Bjarne Riis til Ritzau i dag:
- Vores styrke i år er et resultat af, at Touren er renere, end den har været førhen...
Her savner jeg en journalist der går lidt til Riis. For hvad er de underforståede præmisser i den kommentar? Det må vel være at andre hold er sluppet af sted med doping de tidligere år, og at det rene CSC-hold derfor ikke har kunnet dominere på samme måde.

Han anklager faktisk temmelig direkte andre hold for at have snydt. Kunne man ikke have spurgt lidt ind til det i stedet for bare at holde mikrofonen for en kommentar, som lidt let gør hans eget hold til helgener.

Hvordan er det nu i øvrigt med mandens troværdighed?

Æv, nu blev jeg så sur på cykelsport at jeg skrev et helt indlæg om det uden at relatere det til volleyball. Men ovenstående historie viser bare hvor lidt mediernes dækning af touren har ændret sig. Hvis ikke de kan finde ud af at stille et kritisk spørgsmål til en kommentar som så åbenlyst må være enten injurierende eller hyklerisk, så bliver det sgu svært. Det er hykleriet på cykelholdene og i medierne der gør at jeg for flere år siden er blevet træt af den sport.

14 kommentarer:

Anonym sagde ...

Enig i at Bjarnes udtalelse råber på det spørgsmål du savner. Men pågældende journalist har højst sandsynligvis også stillet det, hvorefter Bjarne Riis har svaret noget i retning af: "Det er ikke min opgave at vurdere om de andre hold har været clean eller ej, men...".
Men cykling er da absolut en af de sportsgrene der er blevet drevet mest kritisk journalistik imod.Dopingmistanke har nærmest været en selvstændig industri, i den presse der omtaler cykling. Desuden bliver cykelryttere testet langt oftere end udøvere i mange andre sportsgrene.

Incognito

Kasper sagde ...

Jeg tror at det spørgsmål jeg savner, faktisk bare er:

Hvad mener du med det?

Det ville have tvunget ham til ikke bare at insinuere nogle ting.

Det med mediernes hykleri er lidt svært at forklare. Men jeg føler bare at sportsjournalisterne har en svær dobbeltrolle...

Massiv mediedækning -> Sponsorer -> Mange penge i sporten -> Øget incitament til at gå meget langt for at vinde -> Doping

Og når så dopingen bliver opdaget, er journalisterne de første til at fordømme den - som regel uden en særlig nuanceret opfattelse af de mekanismer der fører til doping, mekanismer som de selv er en væsentlig del af.

kristougher sagde ...

Som Alex Pedersen (der er vist det han hedder) sagde om aftenen, har csc været temmelig dominerende med flere etapesejre og top-10-placeringer de sidste par år, hvor touren altså har været mindre clean... ?

Følelsen af journalistisk dobbeltmoral kommer nok lidt af den heltekvadsanaloge retorik, der siden Mader og Leths Tour de Poesibog har klæbet til sporten. Jeg vil ikke hævde at det var uden underholdningsværdi, men der går lidt hovsa i den, når nogen lige er blevet udråbt til bjergenes besejrer, en tohjulet asteroide eller
dunderklumpens afterburner, når det så viser sig at være snyd.

Jeg kan tage fejl, men mit indtryk er at dybdeboringen som regel først finder sted efter en afsløring. Der er meget lidt skepsis at spore indtil da.

Mvh
Arrild

Anonym sagde ...

Jeg er enig i at journalisterne er blandt de første til at dømme, uden en nuanceret opfattelse.

Men det er højst sandsynlig ikke pengene der får topelitefolk til at dope sig. Men derimod jagten på at blive nr. 1, at vinde (æren). Excessens kraft driver mennesket til at overgå hinanden. Men derimod er det fordømmelsen der fra omverdenen der afholder flere fra at tage doping ("Mål, Medicin og Moral" Møller,Verner og Christiansen, Ask Vest).

Til Arrild: Leth og Mader beskrev/kommenterede blot det som er grunden til at mennesker er fascineret af (elite)sport. Æstetikken og det excessive, doping eller ej. Og det er jo heller ikke nyhedsjournalisternes opgave at forske i de mekanismer der er grunden til at atleterne doper sig. Det er derimod andre der gør, og de optræder faktisk ofte i TV. (Verner Møller og Ask Christiansen som de mest fremtrædende).

kristougher sagde ...

Til den anonyme: Mader hældte bare vand ud af ørerne. Leth ved en hulens masse om Frankrig og er - som du også stort set skriver - en udpræget æstetiker, der sikkert den dag idag er fuldstændig ligeglad med om atleterne doper sig. Med al respekt er der lange perioder af et cykelløb, hvor udviklingen er beskeden, så det er ikke så mærkelig at der vokser lidt sprogblomster op. Det kan endda være befriende, at der ikke partout skal klistres en eller anden vinkel på. Jeg har dog svært ved at se Maders nonsens som andet end verbal tomgang og deler ikke Leths æsteticisme.

De trykte medier jeg læser er generelt rimeligt adæmpede i heltedyrkelsen. At det ikke er tilfældet i tv skyldes måske at sendefladen pinedød skal overplastres med cykelløb. Kritiske spørgsmål har givetvis også trange kår fordi alle har et ikke-svar på rede hånd.

Eksempelvis har Riis ikke takket sin medicinmand for årets sejr:
http://www.dr.dk/Sporten/Tour_de_France/2008/07/26/181856.htm
;-)

Anonym sagde ...

Du kunne måske midt i harmen og forargelsen over cykelsporten anerkende, at den gør et stort stykke arbejde for at blive ren(ere)?
Det er lidt monotont med de mange "cykelsport-er-lig-dopingsnyd-og-jeg-ved-problemet-aldrig-bliver-løst"-kommentarer.

Bjarne Riis bliver vel ikke permanent utroværdig af, at han i 1999 nægtede brug af doping?

Og nu til volleyball:
http://www.antidoping.dk/visEkspertpanel.asp?artikelID=1537&ekspertID=7&mode=seHeleSvaret&ekspertSpoergsmaalID=486

Kasper sagde ...

Halløj anonym

Jeg er ikke i tvivl om at der også florerer ting og sager i volleyball. Hvis der er meget på spil og dermed incitament til at dope sig, er der nok nogen der skal gøre det.

Det der mest konkret irriterede mig i dette tilfælde, var at Bjarne Riis fik lov til uden kritiske spørgsmål at sælge historien om at hans hold vinder fordi de andre ikke snyder så meget længere.

Hans to tidligere holdkaptajner på CSC, Tyler Hamilton og Ivan Basso, gik det jo heller ikke for godt med, så jeg synes bare at han lidt hurtigt får lov at transformere sig fra en mand med nogle gevaldige skeletter i skabet til cykelsportens frelser.

Anonym sagde ...

Til Arrild: Har det nogen relevans for diskussionen at Mader "hældte vand ud af ørerne"? Skulle han hellere komme med konspirationsteorier om hvem han troede der var dopet? Min pointe er: Når diverse antidopingpuritanere skal frelse sportens verden glemmer de normal retspraksis,nemlig at man er uskyldig til det modsatte er bevist. Men cykelryttere er åbenbart skyldige til det modsatte er bevist! Faktum er at CSC har haft 0 dopingsager efter de indførte deres antidopingprogram, og alligevel leveret gode resultater. Det kan jeg godt forstå de er stolte af. Så jeg synes man skal vente med at kritisere dem til/hvis det viser sig at deres antidopingprogram ikke virker.
Torben Kjærsgaard

Anonym sagde ...

Hej Kasper.

Man skal være forsigtig med at sætte en tidsramme på det, du kalder "transformation". Hvor længe synes du, vi skal lade Bjarne sidde i skammekrogen, før han "får lov" at sige noget, vi andre kan stemple som utroværdigt?

Han har indrømmet sine fejl, og han bidrager kraftigt til, at cykelsporten skal blive ren(ere). Tilgivelse handler ikke om at glemme, hvad der er sket; det handler om at huske, hvad der er sket og så komme videre.

At Hamilton og Basso dopede sig/overvejede at dope sig kan man vel dårligt give Riis skylden for. Han har jo erkendt, at hvis hans ryttere ønsker at dope sig, eksempelvis mellem etaperne i Tour'en, så kan han ikke forhindre dem i det. Således synes jeg ikke, de to sager belaster Bjarne Riis personligt.

Kasper sagde ...

Hej anonym (er der flere med dette navn, eller er det den samme jeg taler til?)

En persons troværdighed bygger vel egentlig på andres opfattelse, og derfor er den ikke entydig. Du kan godt mene at Bjarne er troværdig, uden at jeg mener det samme.

Dertil kommer at manglende troværdighed nok ikke er noget man bare udstår. Selv om Bjarne Riis nu har indrømmet fortidens synder, så gør det ham jo ikke pr. definition troværdig. Han har stadig fastholdt en løgn i ti år. Han var en del af et system hvor det gjaldt om at snyde mest effektivt, benægte alt og undgå at blive opdaget.

Jeg kan sagtens tilgive ham, men jeg vil nok altid have en sund skepsis når han udtaler sig.

At han bidrager kraftigt til at cykelsporten skal blive renere, og at han ikke bliver belastet af Hamilton og Basso, er din opfattelse. Men det er jo også lige præcis det budskab Riis og hans cykelhold gerne vil sælge til offentligheden (så det har de åbenbart været dygtige til).

Jeg har ikke grundlag for at bedømme det, og derfor bliver min opfattelse netop farvet af min generelle opfattelse af mandens troværdighed.

Anonym sagde ...

(Der er vist mange anonyme brugere, jeg tror næppe det sidste indlæg er skrevet af den samme som de første.)
Men det afgørende er faktisk ikke Bjarne Riis' troværdighed som jeg ser det, men validiteten af antidopingprogrammet. Og Bjarne Riis' har næppe så meget med det at gøre, så CSC's troværdighed afhænger nok nærmere at Rasmus Damsgaard. Men selvfølgelig heldigt for Bjarne Riis at han har opnået "syndernes forladelse" hos så mange, da han er holdets ansigt udadtil.
Torben K.

Anonym sagde ...

Hej Kasper.

Jeg er for så vidt enig med dig i, at troværdighed afhænger af den enkeltes opfattelse.

Jeg reagerede oprindeligt på det utroligt negative indlæg om cykelsport, der (som 99% af de utallige andre negative indlæg) overhovdet intet nyt eller konstruktivt indeholder.

Senere udbyggede du det så med, at vi omtrent bør brændemærke Riis i panden, så alle (ikke mindst journalisterne) husker at trække deres "sunde skepsis" ned over alt, han siger.

Det er lidt søgt at blive ved med at antyde konspirationer og andre negative "sensationer", når der ingen form for dokumentation foreligger.

Hvad er egentlig den dybere mening med at sparke til cykelsporten, når den forsøger at komme på benene igen?

Mvh
Carlos

Kasper sagde ...

Du er da vel ikke den Carlos? For så er du jo part i sagen og dermed heller ikke specielt objektiv :-)

Faktisk synes jeg at det i dette tilfælde var Riis der antydede en konspiration med sin kommentar, som var anledningen til mit indlæg. Jeg foreslog at man skulle spørge ind til den kommentar. Det er da nærmest konstruktivt.

Jeg kan godt se at jeg generelt er lidt mistroisk over for sporten, og det er meget muligt at den er på rette vej. Men den har efter min opfattelse også været så langt ude at det kræver mange års hårdt arbejde at genvinde troværdigheden (i hvert fald hos mig).

Anonym sagde ...

Hej Kasper.

Carlos syntes at være det rigtige alias i denne tråd.

Jeg kunne selvfølgelig have brugt Zenon (Jaskula), Marco (Pantani) eller Iban (Mayo). Det havde dog nok udhulet MIN troværdighed, hvis jeg brugte et af dem ;-). De er alle ryttere, jeg beundrede til de blev fældet.

Mvh.
Carlos