tirsdag, februar 22, 2011

Tilbage i trøjen?

Alle der følger lidt med i mændenes elitedivision, ved hvad søndagens kamp mellem Hvidovre og Aalborg HIK gik ud på. Vind eller forsvind for Hvidovre. For Aalborg en chance for stort set at sikre semifinalepladsen, men også for at den kom i alvorlig fare.

Da Jonas Villund midt i 3. sæt - ved stillingen 2-0 til Hvidovre, men med HIK foran med et par point i sættet - faldt ned på en Aalborg-spiller og vrikkede om på anklen, tror jeg at de fleste Hvidovre-spillere så sæsonen passere revy. Jeg gjorde i hvert fald.

Hvis man skulle vælge én spiller der ikke måtte få en skade, var det Jonas. Ja, vi har fået en amerikaner, Brock Hutchins, som er rigtig god, og ja, Martin Henningsen har også bevist sin store betydning for holdet efter at være vendt tilbage fra en skadesperiode. Men som hæver og anfører har Jonas virkelig rykket sig enormt i denne sæson og været holdets vigtigste spiller. Og ingen udskiftning ændrer et holds spil så fundamentalt som en udskiftning på hæverpladsen. Derudover må man tage i betragtning at indskifteren Mikkel Møller Andersen kun lige er fyldt 18 år og kun har spillet få sæt på det her niveau.

Men Mikkel og resten af holdet fightede kampen hjem i et vildt drama, hvor Aalborg kun var en netfejl (som de vist ikke engang var enige i) fra at skaffe en femsætsafgørelse.

Nu er vi i en situation hvor Aalborg HIK, Hvidovre og Holte alle sammen er i spil til fjerdepladsen, formentlig helt indtil sidste runde. Med tre-fire runder tilbage er der for mange mulige udfald til at gennemgå, men hvis Hvidovre vinder hjemmekampene mod Lyngby og Holte (og det er jo i sig selv et stort hvis), er vi sikre på at slutte med mindst en sætscoreafgørelse med Aalborg HIK (og foran Holte), hvis ikke nordjyderne overrasker ved at slå enten Marienlyst eller Middelfart. Men Holte vil formentlig også have en fjerdeplads at spille for når Hvidovre og Holte mødes i sidste runde 13. marts (hvor Aalborg samme aften slutter af mod Skovbakken).

Lad mig sige med det samme at det er sjovt at være så tæt på en semifinale for første gang med Hvidovre, selv om mit eget bidrag begrænser sig til noget assisterende coaching, lidt hævercoaching og at være boldkaster en gang om ugen. Jeg køber dog kke helt formuleringen "ikke mange uden for Hvidovre havde set den målrettede klub fra vestegnen i semifinalerne ved sæsonstart", set på Volleynet. Vurderer man truppene for holdene uden for top 3, kan jeg ikke se nogen grund til at det ikke lige så godt kunne blive Hvidovre som ethvert af de andre hold. Det nuværende Hvidovre-hold er uden sammenligning det bedste vi har haft i min tid i klubben. Samtidig er det nok det svageste HIK-hold i samme periode. Det er faktisk sagt med al respekt, for jeg er imponeret over deres resultater når man tager i betragtning at de i de seneste sæsoner har mistet spillere som Niels Knudsen, Flemming Olufsen, Mikkel Vestergaard, Christian Pedersen, Jonas Søndergaard m.fl. og står tilbage med en flok af rigtig mange nye kræfter.

For at sige det ligeud er fjerdepladsen lidt billigere til salg i år end mange tidligere år. Der er tre rigtig stærke hold, men der er et pænt spring ned til de næste, godt illustreret af at ingen fra top 3 har tabt til nogen uden for top 3. Omvendt har Hvidovre i hvert fald vist at der på en god dag kan blive en spændende kamp ud af det med et af topholdene.

Og så er vi tilbage ved den spændende grundspilsafslutning, for en overraskelse imod et tophold kan jo netop blive afgørende nu. Vi tager chancen tirsdag imod Marienlyst, og det bliver sandsynligvis med mig i trøjen (og Mikkel som førstehæver) fordi Jonas ikke er kampklar endnu. Alle mine personlige planer kan dog ændres øjeblikkeligt hvis mit andet barn pludselig vil til verden.

Fotoet er taget af Bjørn Johansson. Se flere på www.bjohansson.dk.

Ingen kommentarer: