tirsdag, marts 27, 2007

Om retfærdighed og boldscore

I referaterne fra vores udekamp mod Spentrup havde Tim fra mit hold og deres Steffen Bertelsen en lille ordveksling på Volleynet om det fortjente i at Spentrup lå til oprykning.

En temmelig ufrugtbar diskussion. Tim tog udgangspunkt i sin egen subjektive vurdering af retfærdighed, og Steffen tog udgangspunkt i stillingen. Ingen af tingene er særligt lette at diskutere, så det kom der ikke så meget mere ud af. Det her er et forsøg på at opkvalificere diskussionen.

"Tabellen lyver aldrig," blev der blandt andet sagt. Tja, jeg mener nu ikke at tabellen altid fortæller hele sandheden, og jeg har et eksempel med udgangspunkt i boldscoren i denne elitekvalifikation.

Jeg bemærkede efter vores første fire kampe at vi endnu ikke havde fået mindre end 22 point i et sæt. Til gengæld havde modstanderne ikke fået mere end 20 i nogen af de sæt vi havde vundet. Med andre ord: Hvis modstanderne kom over 20 point, vandt de sættet. Billedet blev lidt mindre klart i resten af kampene, men der tegner sig stadig et klart billede af at vi var dårlige til de tætte sæt.

Her er statistikken fra vores 29 sæt i elitekvalifikationen.

20 vundne sæt
25-17
25-16
25-16
25-14
25-17
25-18
25-20
25-18
25-22
25-23
25-17
25-21
25-18
25-14
25-19
25-23
25-19
25-20
25-20
25-17

9 tabte sæt
22-25
24-26
23-25
24-26
22-25
22-25
25-27
23-25
23-25

Alt i alt giver det en nydelig boldscore på +110 bolde, men en sætmæssigt og pointmæssigt meget dårlig udnyttelse... (Midtfyns slutter i øvrigt på +43 bolde og Spentrup på +10.)

Efter de fire første runder (hvor Spentrup var fire point foran os) havde vi således en langt bedre boldscore end dem, men det fortalte tabellen jo ikke. Så mere præcist mente Steffen nok at "tabellen bestemmer altid" eller måske endda "tabellen har altid ret (selv når den lyver)". I så fald kan vi i hvert fald ikke være uenige.

I fodbold kan et hold jo også vinde 6-0 hver anden uge og tabe 1-0 hver anden uge. Det gør dem kun til et midterhold, hvorimod det hold der vinder 1-0 hver uge, er tophold. Og det er svært at sige at det er ufortjent, for det gælder jo om at vinde. Derfor er "fortjent" bare en svær ting at diskutere i sport.

I volleyball er netop det at kunne vinde de tætte sæt og kampe jo en yderst vigtig del af spillet. Derfor kan man ikke uden videre bruge ovenstående tal som et argument for at det er "fortjent" at vi rykker op. Men hvis vi ikke var rykket op, havde jeg i hvert fald helt sikkert følt (med udgangspunkt i ovenstående) at vi havde forspildt en god chance.

Det samme føler både Spentrup og Midtfyns helt sikkert nu, selv om de ikke har boldscoren på deres side. Så når vi alligevel rykker op, er det vel bare et udtryk for at det store karmaregnskab altid går op i sidste ende.

mandag, marts 26, 2007

Hvidovre - Midtfyns 3-0 (25-20, 25-20, 25-17)

Yes, oprykningen er hjemme.

Det ville jo være synd at sige at det har været overbevisende hele vejen igennem denne elitekval. Men når vi går ud og slår de to nærmeste konkurrenter på den måde vi har slået Spentrup og Midtfyns, så er det vel svært at sætte en finger på oprykningen. Og så føles det jo ekstra godt at komme fra baghjul.

Jeg ved ikke om det var mindeværdig volleyball, men det var en mindeværdig kamp på andre måder. Der var ægte oprykningsstemning og masser af tilskuere, og så lukkede vi bare op for posen og spillede dejlig frigjort selv om der var en hel masse på spil.

Ikke så meget mere herfra i dag. Vi er stolte af resultatet, som er en god afslutning på en generelt positiv sæson. Mere om den og om denne elitekval og næste års elitedivision i nogle kommende indlæg.

Referat på hvk.dk.

onsdag, marts 21, 2007

Masser af femsættere i eliten

Nu er jeg jo vild med at spotte tendenser og lave matematik på stillinger og den slags. Her er en sjov observation omkring årets eliteslutspil for herrer:

Fire hold har skilt sig ud i toppen. Gentofte, Middelfart, SK Aarhus og Marienlyst. De fire hold har i de første otte runder spillet ti indbyrdes kampe. Ud af de ti kampe er syv af dem sluttet 3-2. De sidste tre er sluttet 3-1.

Jeg synes det er en ret utrolig statistik, som viser at det kan blive rigtig tæt og spændende med DM-afslutningen i år.

Sidste år bemærkede jeg at holdene i slutspillet ikke kunne holde op med at slå hinanden 3-0. I år er det altså lige omvendt når man kigger på de fire øverste.

Stillingen viser for eksempel også at Marienlyst har spillet 36 sæt i otte kampe, inklusive fem femsættere i træk...

tirsdag, marts 20, 2007

Hvidovre - Ikast/SKF KFUM 3-1 (23-25, 25-19, 25-23, 25-19)

Vores fokus i de seneste uger har ligget en hel del på andres kampe fordi vi som bekendt ikke kunne afgøre tingene selv. Men søndag (tre dage efter Midtfyns 3-1-sejr i Spentrup, én dag efter deres 3-2-sejr i Grøndal) skulle vi til at fokusere på os selv og vores eget spil.

Alligevel krøb tankerne jo allerede frem mod den afgørende oprykningskamp mod Midtfyns en uge senere. Problemet var bare at den kamp ikke ville blive en oprykningskamp for os hvis vi ikke tog os sammen og slog Ikast/SKF.

Det gjorde vi så også. Det blev dog en langt tættere kamp end derovre. Efter min mening var det primært deres fortjeneste. De lod sig ikke presse i samme grad af vores server, og dermed fik vi heller aldrig rigtig kontrolleret deres angrebsspil med blokaderne.

I 1. sæt så det egentlig godt ud, men vi fik en dårlig periode, som kostede sættet. Derefter synes jeg ikke der var den store tvivl. I 3. sæt var cifrene tætte, men det var kun en slutspurt fra Ikast/SKF der var ved at gøre det spændende.

Mere referat på hvk.dk.

Jeg vil prøve at undgå at tale den kommende weekends kamp ihjel på forhånd. Vi skal vinde 3-0 eller 3-1 for at rykke op, og psykologisk er det måske en bedre situation end sidste år, hvor vi bare skulle have ét sæt. Nu må vi til angreb. Vi kan ikke bruge uafgjort til noget.

fredag, marts 16, 2007

Så er vi med igen!

Midtfyns gjorde det. Slog Spentrup 3-1 torsdag aften. Alt er åbent igen.

Jeg havde egentlig ikke turdet tro på det, og som sagt er det aldrig fedt at være afhængig af andres resultater. Men nu har vi selv chancen for at afgøre det.

Resultatet torsdag aften gør Midtfyns til tophold, og nu er det vel dem der har de bedste kort på hånden. Men de skal til Hvidovre i sidste kamp, og hvis vi kan vinde på søndag over Ikast/SKF, vil Midtfyns-kampen 25. marts blive afgørende.

Spentrup er i en rigtig skidt position nu, to point efter Midtfyns og med en ikke så god sætscore. Så vidt jeg kan regne ud, kan de kun rykke op hvis de selv slår Ikast/SKF samtidig med at Midtfyns taber til både Grøndal EV og os, og vi taber til Ikast/SKF på søndag. Og selv da vil det være en sætscoreafgørelse mod os.

Hvis både vi og Midtfyns vinder på søndag, vil vi efter alt at dømme skulle slå Midtfyns 3-1 eller mere i sidste kamp for at rykke op.

Så kom der alligevel lidt matematik med i årets elitekval. Skønt.

onsdag, marts 14, 2007

Torsdag aften er det alvor

Vores sæson står og falder lidt med hvad der sker i Spentrup torsdag aften. Der spilles den udsatte kamp mellem Spentrup og Midtfyns, og den er meget vigtig for vores chancer for oprykning.

Kort fortalt skal vi hente to point på både Spentrup og Midtfyns i de sidste runder. Vi vil derfor helst have at Midtfyns vinder torsdag, for dem mangler vi selv i sidste runde, og dermed kan vi selv stå for at hente de to point. Hvis Spentrup derimod vinder, skal vi sætte vores lid til at de til gengæld taber til Ikast/SKF i sidste kamp.

Det er en ærgerlig situation at være afhængig af andres resultater, men vi er selv ansvarlige for at vi er havnet i den.

Efter sejren over Spentrup har der været en god optimisme i Hvidovre, og holdet føler sig overbevist om at vi nok skal klare de udfordringer vi selv har tilbage (Ikast/SKF på søndag og Midtfyns næste søndag). Men hjælp skal der desværre til. Så vi klikker nok ind på Infosport torsdag aften.

Må det bedste hold rykke op.

tirsdag, marts 06, 2007

Sidste afsnit i Spentrup-kampen

Jeg tager tråden op fra Flemming West og runder kampen fra i lørdags af med yderligere et par tanker og links.

I sit referat påpeger Flemming ikke overraskende at vi ikke kan bruge resultatet til så meget hvis Spentrup vinder de to sidste. Det er måske også rigtigt, men mentalt var det en vigtig sejr for os, også selv om det skulle hedde 1. division til næste sæson.

Jeg kan ikke lade være at føle at Spentrup var bevidste om at de kunne tåle at tabe kampen. Godt nok snakkede de i optakten om at nu var de ved at nå topformen, men jeg havde også læst Flemming udtale til Randers Amtsavis at de nu kunne tåle at tabe en kamp mere (med slet skjult hentydning til denne kamp) hvis bare de slog Midtfyns. Så jeg tror det har siddet i baghovedet på dem.

At det skulle ende på den måde, havde de nu nok ikke forestillet sig. Men mon ikke de er mere oppe på beatet når de møder Midtfyns torsdag den 15. marts, hvor vi vil få at se om vores håb om oprykning lever.

Bare for at slå fast: Midtfyns skal meget gerne slå Spentrup (eller også skal Ikast/SKF), og så skal vi selv vinde de sidste to. Herefter vil det ende i en sætscoreafgørelse, og der har vi pæne tal i forhold til Spentrup mens det kan blive tæt i forhold til Midtfyns.

Det er i øvrigt første gang i 13 turneringskampe mellem Hvidovre og Spentrup at Hvidovre vinder 3-0.

Og så lige ros til Randers Amtsavis' fotograf, som har lavet en kandidat til Årets Sportsfoto idet det er lykkedes ham at fange et Spentrup-angreb der kom forbi blokaden, og samtidig få samtlige tilskuere med på billedet...

mandag, marts 05, 2007

Spentrup - Hvidovre 0-3 (21-25, 18-25, 14-25)

Som jeg også har skrevet på hvk.dk, er volleyball et mærkeligt spil, og nogle gange skal man nærmest være psykolog for at forstå hvorfor kampe bliver vundet og tabt.

Personlig mener jeg jo at vi har et stærkere hold end Spentrup, og at denne kamp i hvert fald antydede det kraftigt. Men alligevel tabte vi jo for få uger siden til dem, og vi skal stadig bruge hjælp og held og yderligere et par gode resultater for at rykke op.

Nå, men jeg føler at årsagen til vores to nederlag i denne kvalifikation til dels skal findes i nogle mentale ting. En af sportens største klicheer er at man ikke må undervurdere modstanderen. Men det er faktisk en endnu større synd at undervurdere sig selv, og det mener jeg at vi har gjort os skyldige i.

Vi har haft det utrolig svært i modgang og meget hurtigt mistet troen på os selv, selv om vi gang på gang har vist at vi kan spille pissegodt. Den ydmyge indstilling holder ikke en skid hvis man vil dyrke elitesport, og det var måske det der fik mig til at skrive et lidt skarpt forord til Spentrup-kampen.

Alt det ovenstående er efterrationaliseringer. Jeg var ikke 100 procent bevidst om det da jeg skrev de hårde ord. Det var mest gas, og det tror jeg at de fleste fra Spentrup kender mig godt nok til at vide. Vi har en super rivalisering som har stået på i mange år, og der har aldrig været dårlig stemning mellem holdene.

Som et tillæg til ovenstående psykologiske ævl mener jeg faktisk at en af Spentrups største styrker altid har været at de har været meget bevidste om deres egne stærke og svage sider. Derfor er de ikke så lette at ryste mentalt.

Men det lykkedes vist i lørdags.

torsdag, marts 01, 2007

Spentrup lørdag

Ingen sæson uden en tur til Spentruphallen. Det sker på lørdag.

Jeg vil godt starte med at sige at jeg er så pissetræt af Spentrup og deres hæslige sort-røde dragter, deres latterlige kommentarer med Henning Primdahl-dialekt, deres trænerduos evindelige forsøg på at påvirke dommerne og deres gennemført elendige volleyballspil, som kun har bragt dem tæt på Elitedivisionen fordi resten af holdene i samme segment er for håbløse til at stille noget op mod den slags.

Når alt det er sagt, håber jeg at vi kan bevare vores gode forhold. Vi er vel en slags venskabsklubber. Bare jeg ikke fik kvalme hver gang jeg mødte dem.

Nå, nok af morsomheder, nu til kampen. Vi har ikke trænet i fire år på grund af sygdom, så Spentrup (som i parentes bemærket har nået topformen) er storfavoritter.