onsdag, januar 04, 2006

Efteråret i bakspejlet

Én sejr i ni kampe blev facit af vores grundspil. Det er på alle måder ret skuffende. Målet var en plads i top 6, og det var egentlig ikke et urealistisk mål når man før sæsonen så på de fem hold som jeg på det tidspunkt talte med i min bund-5.

Men som det udviklede sig, var der seks hold der skilte sig ud i toppen (og altså fire i bunden), og det er naturligvis fortjent at det blev de seks der snuppede pladserne i slutspillet.

Kamp for kamp
Vores egne præstationer var jævnt skuffende. Vi lagde ud mod et SK Aarhus-hold som endnu ikke var på topniveauet. Desværre spillede vi en skrækkelig kamp hvor vi ellers burde kunne have presset dem.

I næste kamp, mod Middelfart, var vi bedre, men mødte også et bedre hold og tabte igen klart.

Så kom Holte-kampen. Vi var egentlig ikke så langt fra at presse den ud i et femte sæt. Måske kunne det have ændret hele vores efterår hvis vi havde vundet den. I hvert fald havde det givet os noget at kæmpe for lidt længere tid.

Imod PVC spillede vi en solid kamp og vandt 3-0, men jeg synes også at de var under standard.

Gentofte-kampen var pinlig. Gentofte sparede et par stykker fra deres normale startopstilling, men ydmygede os stadig totalt. Vi troede desværre ikke på at vi havde en chance i den kamp.

Så kom Lyngby-kampen på et tidspunkt hvor chancerne for slutspil vel allerede var væk. Det skal ikke være nogen undskyldning for endnu en dårlig indsats, for Lyngbys chancer var lige så små. Kampen demonstrerede vel nok at Lyngby stod før os i køen hvis et andet hold end Holte skulle have haft slutspilspladsen.

Imod Aalborg HIK var vi måske præget af de dårlige kampe vi havde spillet op til. Vi var slet ikke tæt på at presse dem, selv om PVC jo senere beviste at det kunne lade sig gøre for et bundhold.

DHG synes jeg at vi burde have slået. Det var en kamp på et pænt lavt niveau, og de havde ligesom os ikke den store selvtillid at komme med. Vi smed muligheden væk ved at tabe tre sætbolde i 4. sæt.

Sjovt nok leverede vi så en af vores bedste kampe imod Marienlyst, efter en række svage præstationer. Som Jordan også skrev, fik vi dog problemer fordi vi ud over en masse gode detaljer stadig lavede for mange uprovokerede fejl.

Overordnet set opnåede vi aldrig nogen form for stabilitet i vores spil i dette efterår. Vi havde en lovende optakt med pænt spil i træningsstævner. En af vores styrker skulle have været den brede trup med mange jævnbyrdige spillere. Men man kan ikke bruge en bred trup til noget hvis der ikke er nogen der træder i karakter og skiller sig ud på de vigtige tidspunkter, og det synes jeg vi har manglet.

Vi fandt aldrig 100 procent ud af hvem der var vores bedste på nogle vigtige positioner, og blandt andet derfor fik vi aldrig for alvor rytme. Problemet hænger i øvrigt nøje sammen med to andre problemer, nemlig at vi havde mange skadesproblemer, og at kvaliteten af vores træning ikke har været høj nok.

Ingen tvivl om at vi godt kunne have brugt en spiller som Martin Henningsen, der er i Kabul og/eller Karup. Han var netop en stabil spiller der gik forrest, og som vi vidste at vi kunne regne med.

Jeg synes dog stadig at vi har kvalitet i truppen, og med nogle småjusteringer kan det såmænd fint blive til et succesrigt kval-spil og en ny sæson i eliten. Men mere om det senere.

De andre
Det kom noget bag på mig at Holte sluttede helt oppe på femtepladsen, men nogle uheldige og et uforståeligt resultat fra HIK's side var jo medvirkende årsager. Men derudover skal Holte naturligvis have kredit for fem gode sejre og ikke mindst for at holde et stabilt niveau mod bund-4. Jeg synes deres stamtrup har gjort det godt, men det kunne stadig have været spændende at se hvordan de havde klaret sig uden Johnny Dannerfjord, Søren Søgaard og Mads Berg. Der er ingen tvivl om at de tre spillere var med til at give holdet en stabilitet som netop var en stor mangel hos de hold som ikke klarede cuttet.

En enkelt ting der undrede mig lidt, var at netop de tre ovennævnte spillere aldrig optrådte på Holtes præsentation på volleyball.dk. Da vi mødte dem i grundspillet, kort tid efter at have slået dem i pokalen (hvor de tre ikke var med), kunne jeg ikke lade være at få den fornemmelse at der var en taktisk bagtanke. [/konspirationsteori]

I et bredere perspektiv er det selvfølgelig lidt sørgeligt at spillere fra en klubs andethold kan træde direkte ind i startopstillingen på førsteholdet i elitedivisionen og forstærke det, men som Peter Borglund så rigtigt har skrevet, så har de spillere jo tidligere lagt deres del af timer i træningshallerne.

I toppen ser det ud til at blive et ræs mellem Gentofte, Middelfart og Marienlyst. De tre hold har vist større stabilitet end de øvrige, men samtidig har de nu også alle sammen vist enkelte svaghedstegn (Middelfart og Marienlyst i pokalsemifinalerne).

Med hensyn til kvalifikationspuljerne er jeg som nævnt godt tilfreds med at være havnet i pulje 2. Lyngby var det stærkeste af de hold som ikke kom med i slutspillet, og DHG kan godt tænkes at støve nogle erfarne kræfter af og dermed pludselig blive væsentligt stærkere. Så at få PVC med i vores pulje passer mig udmærket.

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

De tre nævnte spillere var aldrig en fast del af vores førsteholdstrup, hvorfor de ikke var at finde i elitepræsentationen. Der er vel ikke noget i vejen for at 'forfremme' et par 2. holdsspillere i ny og næ - uanset hvad grunden er. At de ikke var med i pokalen, skyldes at de netop er andetholdsspillere og derfor deltager i DVBF-cup.

Men hvis du får det bedre af at tænke konspirationsteorier, kan du jo bare gøre det. :-)

Tak for de ellers positive kommentarer.

Anonym sagde ...

Hej Kasper

Hvis du kan bruge det til noget, saa er jeg sikker paa at I kunne slaa de fleste hold i Afghanistan... Maaske endda dem alle - ihvert fald paa en god dag.

Nu maa I lige tage og vinde Jeres kval., det goer naeste saeson lidt sjovere.

Ses
Martin
Pt. Kabul :)

Borglund sagde ...

Det kunne da være fedt med nogle konspirations-teorier her i den kedeli lange juleferie, så ville der da ske lidt.

Jeg tror det er svært at holde noget hemmeligt i den danske volleyverden, hvis man følger lidt med. Men det var da tydeligt at se at det kom bag på jer at Holte havde andre spillere med ugen efter i havde slået dem første gang.

En anden årsag til at Holte slap ud af efteråret i top 6 er jo at de har været med i toppen af dansk volley i ca. 100 år. Den viden der ligger i klubben betyder en hel del og er afgørende for at der er ordentlige træningsforhold osv. Det er helt sikkert med til at gøre en trup i Holte bedre end den ser ud på papiret...... Specielt hvis det der står på papiret ikke er helt rigtigt....haha ;-)

Ellers syntes jeg meget det gik som forventet med 5 sikre pladser og 5 hold der skulle kæmpe om én plads. Da Holte har flere gode spillere i klubben var det vel heller ikke overraskende at det gik sådan. Mange har brokket sig over Holtes brug af spillere fra 2. holdet men jeg er 100% sikker på at alle andre ville gøre det samme hvis de havde 1000 landskampe rendende rundt på et andet hold. Jeg ved at jeg ville gøre det.

Bortset fra det er der vel ikke den store chance for at der sker de helt store overraskelser i kvalen. Der skal nok komme et par resultater der vækker opsigt fordi der vil være hold der ikke forbereder sig ordentligt. Men i den sidste ende sker der næppe rokeringer.

Peter

Mads Trøst sagde ...

At Holte snuppede en plads i slutspillet overraskede mig egentlig ikke.
Jeg trænede i Holte fra marts og frem til midt august, og synes egentlig der er mange gode volleyspillere i klubben.

Jeg var dog i tvivl om, hvor vidt de rutinerede spillere ville deltage i grundspillet.
Men da de begyndte at træne sammen i løbet af august, så begyndte jeg at indse, at Holte ville skrabe et godt hold sammen.
Så stor ros til dem, ingen bad feelings der. Og så er de oven i købet pisse flinke, så kan man jo ikke andet end synes det er okay, de er med i slutspillet.

Ellers godt indlæg Kasper. Du har ret; vi fandt aldrig et stabilt niveau, måske som du nævner pga. ingen faste i startopstillingen. Det skulle lige være Christian og Bruncke.
Men som Martin siger, så må vi hellere vinde nogle kampe i kval-spillet, så det bliver sjovere efter sommerferien igen!

Hygge!
/Mads

Kasper sagde ...

Jeg var i øvrigt selv i startopstillingen i alle de ni omtalte kampe :-)

Men blev da skiftet ud i en del af kampene (måske dem alle?).

Mads Trøst sagde ...

Okay, undskyld! Min fejl! :)

Så har vi da et halvt hold, der er fast startende. Det burde være grundlag nok til et stabilt niveau? :)

Kasper sagde ...

Hej Mads

Ja, nogle enkelte har haft en rimelig fast plads i startopstillingen, men desværre skyldes det ikke udelukkende at de har gjort sig til bærende spillere, men i nogen grad også manglen på et bedre alternativ.

I øvrigt tak til Kristoffer, Martin og Peter for gode og relevante kommentarer.