lørdag, januar 21, 2006

Før første kamp

Det meste har jeg allerede sagt i nedenstående indlæg, men lige et kort kig frem mod Grøndal-kampen søndag, for de ynkelige trofaste lørdag aften-surfere.

Jeg føler at vi virkelig har brug for en god start på denne elitekval. Først og fremmest fordi det let kan blive tæt, og der derfor ikke er råd til "dumme" pointtab. Men også fordi vi rent mentalt godt kan bruge et rygstød lige nu.

Vi har spillet en del dårlige kampe i efteråret, haft en del skader og er først nu på vej tilbage i en god træningsrytme. Derfor er vi måske en smule usikre på vores niveau. Og så ved vi måske ikke helt hvordan vi vil tackle den situation at vi lige pludselig er overtippede og skal ind og styre en kamp.

Mandskabsmæssigt kan vi nogenlunde stille en startopstilling af folk i god form, men ikke meget mere. Vi er desværre uden vores sædvanlige anfører, Søren Bruncke, i første kamp, og det er naturligvis et handicap. Selv om vi bør være bedre end Grøndal, er det nok med til at gøre at vi ikke er kæmpefavoritter i mine øjne. Det vi skal vinde kampen på, er nok et mere stabilt niveau i alle spillets elementer.

Seneste melding er en rigtig god træning fredag, og hvis vi kan spille med energi og koncentration, tror jeg på at vi kan holde Grøndal ude af kampen.

Ingen kommentarer: