Pokalefterrationaliseringer

Jeg skylder en lille opdatering fra Pokalfestivalen. Mit højskolehold fik en fornem andenplads i herrerækken. Med til historien hører dog at der kun var seks hold med i turneringen, og at de fire af dem var på et niveau der var til at overse.

Turneringsplanlæggerne havde god sans for hvem der var favoritter og havde lagt vores kamp mod Midtfyn som den sidste søndag formiddag. Det blev reelt en finale selv om formatet var alle-mod-alle. Vi vandt vores fire kampe om lørdagen, selv om det på forunderlig vis lykkedes os at komme ud i et 3. sæt i to af dem.

Mod Midtfyn gik det mindre godt. De er et solidt 2. divisionshold og havde i øvrigt ikke været med til festen. Vores spil var lidt mere ujævnt. Det kan godt være at vi havde et par "elitespillere" eller fire, men nok ikke ligefrem nogen af de egentlige profiler fra Elitedivisionen. Og med kun seks spillere og ikke så godt sammenspillet... er jeg snart løbet tør for undskyldninger. Vi tabte i hvert fald 2-0, og kun 1. sæt var tæt.

Gamle IHS'ere er velkomne til at skrive til mig for at ansøge om optagelse på næste års hold.

Pokalfinalerne fik jeg også set det meste af, selv om jeg samtidig skulle holde styr på verdenspressen. Det var nogle udmærkede kampe, men ingen af dem blev så tætte at de kom helt op at ringe. I herrekampen noterede man sig jo at SK Aarhus stillede med en hel startopstilling (minus libero) af udlændinge. Det var nok blevet et endnu større samtaleemne hvis de havde vundet. Det skal dog ikke udlægges som en kamp mellem Danmark og udlandet, for Gentofte havde stor glæde af Geovan Santos, som de hævede langt mere til end jeg har set tidligere, og de havde næppe vundet kampen uden ham.

Selv om Diego i sin optakt skrev at han håbede at mange neutrale ville holde med SK, har jeg en fornemmelse af at netop de mange udlændinge fik nogle til at holde lidt mere med Gentofte. Jeg har ikke noget grundlag for at sige noget som helst grimt om nogen af SK-spillerne, og jeg holder jo meget af klubben. Men der breder sig nok en opfattelse af at smertegrænsen er nået når de stiller seks udlændinge, og glimrende danske spillere sidder på bænken. Så nærmer vi os netop de tilstande som nogle frygter. Her kan jeg måske lige henvise til en tidligere debat hos Jordan Hove.