fredag, marts 27, 2009

The Trip

Så er det tid til turen som alle hold ser frem til hele sæsonen. The Trip. Turen til Bedsted.

For københavnerhold er der noget legendarisk over den, velsagtens fordi det er den længste tur man kommer på, og fordi Bedsted alt andet lige er noget af en kontrast til hovedstaden. Jeg kan kun forestille mig hvordan det må være at være Bedsted-spiller og skulle tage turen til København seks gange på en sæson. Krak påpeger at der er lige langt hver vej.

Thyboernes hjemmebanestatistik er 7 sejre i 9 kampe, og udebanestatistikken er 7 nederlag i 9 kampe. Det antyder da at afstanden har noget at sige. Det er i hvert fald mit indtryk at mange hold har flere afbud til The Trip end til mange andre udekampe. Men det viser vel også at Bedstedhallen er en god hjemmebane.

Det var mit håb at vi kunne være undtagelsen, holdet der kom til Bedsted med en fuldtallig trup og viste hvor skabet skulle stå. Men omstændighederne (mest skader, kun et enkelt regulært afbud) gør at vi nok står med ret få indskiftningsmuligheder, dog med en fin startopstilling.

Det er fem år og nogle uger siden Hvidovre sidst var i Bedsted. Alle links i det indlæg er desværre døde. Ville ellers gerne have genset Flemming Wests udtalelse efter kampen, som reelt cementerede vores oprykning. Her citeret frit efter hukommelsen.

Journalist fra TV/Midt-vest:
Var det oprykningen der røg i dag?
Flemming:
Ja... ja, det var det nok. Det kan stadig lade sig gøre, men nu er det vist noget med andengradsligninger.

Ingen kommentarer: