torsdag, januar 18, 2007

Efteråret set gennem Hvidovre-brillerne

Denne opsummering af efteråret tog jeg hul på før nytår, men ting og sager har forsinket den. Nu poster jeg den så stærkt forsinket, for det ville da være synd at alle de ord gik til spilde.

Vi begyndte sæsonen med en ny træner, men ikke så mange revolutionerende nyheder i truppen. Alt i alt synes jeg vi kom rigtig godt fra start. Motivationen var god op til sæsonstart, og vi spillede faktisk rigtig godt, ikke mindst i Knallecup, som vi jo vandt.

Det fulgte vi hurtigt op med et godt pokalresultat mod ASV. Senere kom HVK-Cup med et mindre prangende resultat, men det skyldtes mest et par dårlige præstationer søndag morgen. Alt i alt havde vi god selvtillid da vi tog hul på sæsonen mod Grøndal EV, og det gik også godt.

Så fulgte et par mindre imponerende sejre over VLI og Lyngby. Derefter hed det pokalkvartfinale og et snævert nederlag imod Spentrup.

Dermed var vores gode stime af sejre brudt, og vi fulgte hurtigt op med endnu et nederlag og en skidt indsats imod PVC. Det fik mig til at bemærke en tendens, som vi dog fik gjort kål på i næste kamp, hvor det igen gik fremad, selv om vi tabte 2-3 til Holte.

Efter en flot stime sejre rendte vi altså ind i tre nederlag, men siden da har vi ikke tabt. Vi sluttede med sejre over KV61, Korsør-Slagelse, Frederiksberg og Gentofte med stigende formkurve.

De sejre resulterede i det ønskede resultat for efteråret, en førsteplads, selv om vi som bekendt sluttede efter Holte II. Jeg vil dog mene at vores kamp mod dem var en værdig topkamp, som vi lige så godt kunne have vundet, og det ville have placeret os på den virkelige førsteplads.

Sjovt nok går vi dog stadig med en fornemmelse af at vi har vist vores bedste spil i Knallecup. I den turnering mærkede vi en del af det potentiale holdet besidder. Især leverede vi i semifinalen og finalen nok det bedste blokadespil jeg kan huske at holdet har vist. Som Kim Buchwald for eksempel beskrev det efter vores kamp mod Korsør-Slagelse, har vi et højt og fysisk stærkt hold, og det er jo et rigtig godt udgangspunkt. Godt blokadespil kan være nøglen til store sejre over mindre gode hold og kan give chancer imod stærke modstandere hvis man kan kombinere det med et fornuftigt servepres.

I sideout-fasen synes jeg vi har overrasket positivt. Det har lige fra starten stået klart at Christian og Tim skulle have et stort ansvar i modtagningen fordi de er vores eneste rigtige modtagnings-kantspillere. Man kunne sige at det gør os sårbare, men de har løftet opgaven fantastisk og været to af vores bedste i sæsonen.

Holdets formkurve steg stejlt fra starten, tog så et dyk og har været stigende siden. Udsvinget kan nok til dels forklares med et fald i træningsfremmødet og måske noget manglende selvtillid da resultaterne svigtede. Men alt i alt er jeg optimist frem mod kvalspillet. (Som nu er i gang, og mere om det i næste uge, red.)

Ingen kommentarer: