Min første divisionskamp var noget af en katastrofe, dog ikke for mig personligt. Vi fik stortæsk af Brøndby på sikkert omkring tre kvarter. Dengang, hvor man jo spillede til 15 på den gammeldags maner, kunne en ulige kamp være endnu kortere end i dag, men en tæt forestilling kunne til gengæld vare en del længere.
Det var 2. division øst (dengang hvor der også var 3. division), og vi lå som oprykkere lidt på vippen i bunden af rækken. Jeg var begyndt at træne med førsteholdet fra sæsonstart, men spillede efterårets kampe for andetholdet i serie 2. Ved nytår blev det så besluttet at der var god fornuft i at jeg byttede plads med førsteholdets andenhæver, Voss, som allerede dengang var en erfaren herre.
Så da jeg rykkede op, var det ideen at jeg bare skulle være reserve for Morten Schou, som hævede på det tidspunkt. Det blev nu også tilfældet det meste af foråret, men jeg fik en ilddåb i min debutkamp.
Hele holdet spillede nemlig så pinligt dårligt at coach Martin Holtoug (nu grønlandsk landstræner) lige så godt syntes han kunne prøve den unge hæver. Holdet dengang bestod af en del af dem der i dag spiller på vores GoldBoyz-hold i danmarksserien (og i øvrigt stadig udkæmper drabelige dyster med Brøndby). Folk som David, Lange, Buggi, Bent, Asger, Lars P og Kim Madsen var med - foruden Stryhn, som sammen med mig var den eneste der stadig er med på førsteholdet i dag. På Brøndbys hold spillede blandt andre de senere mangeårige Hvidovre-spillere Martin Henningsen og Michael Gamst.
Jeg fik vel cirka et sæts spilletid, og jeg tror egentlig ikke jeg var specielt fremragende. Men jeg spillede jo nok min chance, for på en dag hvor ingen andre spillede godt, var det nok til at jeg fik Svinet. Ikke så dårligt i en debutkamp.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar