tirsdag, januar 21, 2003

Overvågning

Så surfede jeg nemlig lige rundt og fandt lidt der er skrevet om kampene i Hvidovres og Skovbakkens rækker.

Elitekvalifikation gruppe 2:
ASV tabte 1-3 hjemme mod PVC Lyngby. I betragtning af at Hvidovre slog PVC med samme cifre i sidste weekend, må man sige at begge hold indtil videre er sat lidt tilbage i kampen om de to elitepladser. Læs ASV's referat fra kampen. Det ellers ambitiøse ASV-hold er startet med to hjemmebanenederlag og har ikke så voldsomt stor selvtillid.

Spentrup slog Rosenlund 3-1 i Spentrup, men var meget tæt på at komme bagud 2-0 i sæt. 2. sæt sluttede 33-31 til Spentrup efter 24-21 til Rosenlund. Læs artikel i Randers Amtsavis om kampen. Spentrup er helt klart et godt bud på en oprykningsplads og har indtil videre bekræftet det med to sejre. Rosenlund har endnu ikke leveret nogen pressemeddelelse om kampen, men her kan man læse hvad de skrev om deres sejr sidste weekend over Lyseng.

Alt i alt peger resultaterne på at vores (Hvidovres) kamp mod Rosenlund i næste uge er ekstremt vigtig. Hvis vi kan vinde den, kan rækken næsten knække over allerede efter tre runder - med os og Spentrup i spidsen. Rosenlund synes indtil videre som den største udfordrer. Men der er selvfølgelig lang vej endnu.

2. division vest:
I Skovbakken II's række har Aabyhøj ikke fået skrevet noget om deres sidste to kampe. Seneste opdatering er en hjerteskærende beretning om hvordan de fik tæsk af ASV II i en træningskamp. Men de slog da Ikast her i weekenden.

ASV II har ikke haft nogen choknederlag på det seneste. Her er et referat fra deres seneste sejr, som var over rækkens svageste hold.

Også her byder den kommende weekend på et vigtigt opgør, nemlig mod HIK Aalborg II, som leverer bedre og bedre resultater, og som egentlig også så ud til at have potentiale til mere da vi mødte dem i efteråret.

Hvis Skovbakken kan vinde kampen, er der seks point ned til HIK og mindst fire til Aabyhøj før prestigekampen mod sidstnævnte 2. februar.