fredag, oktober 04, 2002

Sæsonstart for Skovbakkens elitehold

I morgen lørdag starter sæsonen for Skovbakkens 1. herrer. Og det er en svær kamp ude mod Holte, måske den sværeste i hele sæsonen. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg i hvert fald på Holte i denne sæson. Med Jonas Napier og Almir Sarvan på holdet burde deres modtagningsproblem kunne løses, og så er det egentlig svært at få øje på nogen svage punkter. Det kan man lidt lettere hos HIK Aalborg og DHG Odense.

Op til weekendens spillerunde har jeg har en lille optaktsartikel for forbundet med hovedvægt på kampen Holte-Skovbakken. Det er meningen at jeg igennem sæsonen hver uge skriver lidt optakt til weekendens elitekampe.

Søndag spiller vi selv mod Solbjerg med Skovbakken II. Jeg er ret spændt på at se Solbjerg (her er en beskrivelse af deres hold fra sidste sæson), som vist nok stadig bliver trænet af Erik Bai, Skovbakkens førsteholdstræner, og som i hvert fald tidligere har haft nogle forhenværende ASV-spillere såsom Jørgen Juul. Vi mangler selv Lars Naur, Martin Thorwest og Jakob Horn til kampen. Det er altså igen primært på centerpladsen vi er svækket.

For en uge siden skrev jeg også en optakt til vores sæsondebut, men kunne ikke poste den på Kaspers volleyballside pga. dumme Subnet (se længere nede). Men her er ordlyden (de fleste af ordene gælder endnu):

"Lørdag den 28. september begynder turneringen, og for Skovbakken II's vedkommende starter det hele med en udekamp mod Silkeborg KFUM. Det er ikke en modstander vi kender særligt meget til, men vi føler også på nuværende tidspunkt at vi er gode nok til at vinde over de fleste 2. divisionshold hvis vi spiller op til vores niveau.

En lille smule svækket er vi dog. Til kampen er der nemlig afbud fra både Lars Naur (som er ude nogle uger med en grim bryllupsskade) og Thomas Rathlev, som er blevet forfremmet til andetholdscenter i anledning af Peter Nørgaards permanente afbud og Lars Naurs omtalte skade.

På centerpladsen har vi derfor kun Morten Olesen og Martin Thorwest til lørdagens kamp. Vi har dog mulige erstatninger i Morten Madsen og spillende træner Simon Højen.

Men det er nok især på kantpladserne at der bliver kamp om spilletiden. At dømme efter onsdagens træning planlægger Simon at starte med Jesper Hauge, Markus Boller og Simon Winther. Det vil altså betyde at vi har kompetente folk som Rasmus Skoven, Søren Locher og Simon Højen selv siddende på bænken. Derudover har vi jo fået en ny libero, Anders Aarkrog fra Århus 1900.

Alt i alt har det set vældig godt ud til træning, og vi er derfor optimister på trods af den pauvre indsats i sidste uges træningskamp mod Åbyhøj."