Der er gået over et døgn siden kampen, og jeg er stadig ved at tude når jeg tænker tilbage på den. Snøft... Man kan sige mange grimme ting om Åbyhøj (og det gør jeg om lidt), men i virkeligheden er det jo nok os selv der har fortjent nogle verbale hug for at tabe til en modstander som vi burde slå. På denne dag må vi nok erkende at vores serv/modtagning ikke levede op til modstandernes, og at især vores forsvar i det meste af kampen var for dårligt. Men tilbage til Åbyhøj:
Åbyhøj lever af det man kalder synergieffekt. Som jeg tidligere har redegjort for, består holdet af useriøse, tidligere Skovbakken-spillere, halvdårlige beachvolleyspillere og folk der har spillet siden 70'erne. Ikke nogen imponerende forsamling og absolut ikke noget kønt syn. Men sæt dem sammen, og grim, men effektiv volleyball opstår. Spiller for spiller vil jeg til enhver tid kalde Skovbakken et bedre hold, men samvirket mellem Åbyhøjs spillere giver åbenbart en større effekt end blot summen af de enkelte spillere (=synergieffekt), for resultatet er det jo altid svært at argumentere imod.
1. sæt var en katastrofe. Åbyhøj gik ned til håndboldmålet og servede fornuftige svæveserver uden fejl. Det havde vi meget svært ved at håndtere. Samtidig formåede vi ikke selv at lægge noget rimeligt pres, og forsvare imod deres bløde slag og lob kunne vi slet ikke. Det blev langsomt bedre, men da havde vi allerede tabt to sæt.
I 3. sæt kom vi i gang med noget rimelig volleyball, og det vandt vi da også rimelig sikkert. Nu så det faktisk ret fornuftigt ud, helt frem til 24-18 til os i 4. sæt. Her fik Åbyhøj serven, og fra 19-24 servede deres erfarne hæver - hvis alder netop har overhalet hans skostørrelse (og han har ikke små fødder) - sikre server over til os. Seks gange lagde vi pæne modtagninger, og seks gange bankede vi vores angreb ind i blokaden eller ud af blokaden. Først ved 24-25 fik vi serven tilbage, men så tog Åbyhøj de sidste to point. En trist måde at tabe kampen på og stadig til at tude over.