søndag, oktober 20, 2002

Skovbakken i Lufthansa-semifinalen

Skovbakkens eliteherrer vandt i dag, søndag, 3-0 hjemme over Gentofte og er dermed i semifinalen af Lufthansa Cup. Jeg overværede ikke selv kampen og vil derfor ikke rode mig ud i nogen ordspil om hvor flyvende holdet var... Men 3-0 (med cifrene 25-17, 25-19, 25-23) over Gentofte er et resultat som man kan være stolt af. I semifinalen skal Skovbakken møde HIK Aalborg, som slog PVC Lyngby 3-1.

Man må nok sige at Skovbakken er kommet i pokalturneringens letteste halvdel (DHG, Holte, Marienlyst og Middelfart er i den anden). Men fordelingen er jo baseret på sidste sæsons resultater i elitedivisionen, så på den måde er det i virkeligheden Skovbakkens fjerdeplads fra sidste sæson som har banet vejen. Samtidig må man dog sige at "topseedede" HIK er svækket, og at Skovbakken står med måske alle tiders bedste mulighed for at nå finalen, som endda spilles i Århus, 17. december. Det er blot en uges tid siden at Skovbakken sidst stødte ind i HIK, og her vandt ålborgenserne 3-1 i en kamp som vist ikke har gjort Skovbakken hundeangst for at møde HIK'erne igen. Semifinalerne spilles i ugen 18.-24. november, og Skovbakken har hjemmebane mod HIK.

Se DVBF's pokalsider for yderligere oplysninger om Lufthansa Cup.