søndag, oktober 06, 2002

Hårdt tilkæmpet sejr over små, gamle mænd

Søndag kom der endnu to point på kontoen for Skovbakken II. Det blev til en 3-2 sejr over Solbjerg, og vi skulle arbejde rigtig hårdt før vi kunne juble. Faktisk var vi ganske tæt på at blive sendt hjem med en 0-3'er.

I andet sæt lykkedes det os ikke at overvinde frustrationen over at tabe en sætbold ved stillingen 24-22 til os hvor dommeren overså en ret tydelig touch. Og i slutningen af tredje sæt kom der en del nervøsitet på da Solbjerg hentede vores fem-points føring og bragte sig på 22-22 og 23-23. Men sættet blev vundet, og fra fjerde sæt stod der heldigvis Skovbakken på det hele. Cifrene blev 24-26, 24-26, 25-23, 25-17, 15-6. Et mere officielt referat kan læses på Volleynet.

Jeg kan helt ærligt sige at jeg i slutningen af tredje sæt var pissebange for at vi skulle tabe. Solbjerg stillede op med et hold af erfarne, men ret små spillere og en enkelt stor smasher, som vi blev bedre og bedre til at prioritere i blokadespillet. De var absolut ikke den type hold man har lyst til at tabe til, slet ikke 3-0. Så at komme tilbage og vinde 3-2 efter kun at have været to bolde fra at tabe 3-0 var en helt suveræn følelse. Ros til Jesper Hauge, som var dagens mest stabile mand. Thomas Rathlev spillede sig fint op på centeren efter en lidt famlende start. I 5. sæt var han en uigennemtrængelig mur og vandt vel 5-6 point direkte på blokaden. Søren Locher viste også stigende formkurve og gav håb om at vi kan få et rigtigt våben på backspike i denne sæson.