søndag, december 01, 2002

Skovbakken II - Ikast KFUM 3-2 (19-25, 25-16, 25-20, 20-25, 15-9)

Lørdag vandt vi en lidt for hårdt tilkæmpet sejr over Ikast, et af bundholdene. Vi var egentlig ikke tæt ved at tabe kampen, men kunne bagefter blive enige om at i hvert fald 4. sæt burde Ikast ikke have haft. Det gode er dog at de andre tophold i 2. division vest også har problemer. Her kan man se at det lykkedes det noget ustabile ASV II-hold at tabe til Svenstrup, og at Solbjerg endnu en gang voldte problemer for et tophold, denne gang Århus 1900, som dog vandt 3-2. Med de resultater ligger vi faktisk igen til oprykning. UPDATE: Det gør vi så ikke længere efter at Åbyhøj slog Silkeborg 3-0. Som man vil bemærke, har de trofaste Åbyhøj-læsere allerede været inde og gøre opmærksom på det på kommentar-siden.

Ikast spillede pænt til fra starten af kampen. Det er et meget ungt hold med udmærkede boldspillere, og i 1. sæt holdt de et ganske højt niveau i serv og sideout. Omvendt kom vi ikke rigtigt i gang og lavede en del uprovokerede fejl.

I 2. sæt startede vi godt, og så gik Ikast ned med et brag. Samtidig begyndte vi at serve og blokere langt bedre. I både 2. og 3. sæt vandt vi ret sikkert selv om vi skiftede en del ud, blandt andet også på hæverpladsen.

I 4. sæt var vi faktisk også foran i starten og skiftede igen ud på 2-3 pladser. Men i dette sæt slog det af en eller anden grund vores rytme i stykker, samtidig med at Ikast med en krampetrækning hev noget af deres spil og gejst fra 1. sæt frem. Mod slutningen af sættet rykkede de fra os.

5. sæt stod der heldigvis Skovbakken på. Netop mod et urutineret hold fra bunden af rækken bør man vel også vinde et afgørende sæt, så det var en lettelse at vi kunne. Vi var lige ved at få sved på panden da Ikast gik fra 4-8 til 8-8. Men så fik Markus Boller serven. Han gik frem til baglinjen og satte den stille og roligt i spil, og så blokerede vi ellers resten af kampen hjem. Godt nok besluttede Markus sig ved 14-8 til at springserve. Desværre nåede han også lige at ombestemme sig, så det blev kun et rejehop og en serv på antennen. Men på næste bold var den hjemme.