Onsdagsarkivet: Skovbakken - ASV Århus 3-1 (april 1999)

I januar 1999 flyttede jeg til Århus og begyndte i Skovbakken. Valget faldt på den klub fordi jeg havde et par løse bekendtskaber dér fra Idrætshøjskolen i Sønderborg. Jeg fortrød det aldrig, og man må også sige at jeg kom til en klub der på herresiden var i stor fremgang.

Selv om jeg endnu kun havde spillet 2. og 3. division, røg jeg direkte ind på førsteholdet, som lå i toppen af 1. division (der var på det tidspunkt kun én 1. division) og kæmpede for oprykning. De havde kun én hæver i truppen og kunne derfor sagtens bruge en ung (jeg var 23) og håbefuld spiller.

Jeg spillede min sidste kamp for Hvidovre i en weekend sidst i februar (efter jeg var flyttet). Derfor gik min måneds karantæne nærmest til sæsonen var slut. Med min korte tid på Skovbakken-holdet kunne jeg nok heller ikke have bidraget med det helt store. Men det gik sådan at Skovbakken sluttede nummer to i 1. division og derfor skulle i kvalifikationskampe mod nummer næstsidst fra Elitedivisionen. Det var sjovt nok ASV Århus, så der var lagt op til et altafgørende slag om Århus, og på det tidspunkt var jeg blevet spilleberettiget.

Jeg kom derfor med i truppen til det første opgør, som skulle foregå i Skovbakken. Vi havde tidligere spillet nogle træningskampe mod ASV, og der plejede vi vist at tabe. ASV havde et ganske talentfuldt hold, som nok egentlig kunne have klaret sig bedre end deres 7.-plads i eliten, og jeg tror vi var ret undertippede i kvalifikationskampene.

Skovbakken-truppen bestod af: Finn Andersen (hæver), Mikkel Simonsen, Jes Ravn, Mikael Thomsen, Morten Madsen (center), Simon Højen, Anders Pedersen, Anders Sørensen, Jesper Hauge (kant), Søren Bastholm, Jesper Abildtrup, Bo Kristensen (diagonal) og Keld Fihl (libero). Det giver 13 navne ud over mig. Jeg kan ikke helt huske hvordan der blev plads til mig, men nogle andre må vel have været skadet eller siddet over.

Vores træner var den legendariske tysktalende iraner Parviz Kazemi. Mere om ham en anden uge.

I virkeligheden husker jeg ikke så meget fra første kamp, men vi lavede i hvert fald overraskelsen og vandt 3-1. Jeg kom slet ikke på banen, og det havde jeg nok heller ikke forventet. Jeg var oppe imod en erfaren hæver og havde kun trænet med holdet i nogle få måneder.

Det jeg husker bedst om kampen, er vel nok Århus Stiftstidendes overskrift i den efterfølgende artikel: "Huleboere løsnede slipset". Vistnok en causeren over de mange råb man hører under en volleyballkamp.

Min rigtige debut på banen kom i anden kamp, som jeg skriver om i næste uge.