tirsdag, marts 06, 2007

Sidste afsnit i Spentrup-kampen

Jeg tager tråden op fra Flemming West og runder kampen fra i lørdags af med yderligere et par tanker og links.

I sit referat påpeger Flemming ikke overraskende at vi ikke kan bruge resultatet til så meget hvis Spentrup vinder de to sidste. Det er måske også rigtigt, men mentalt var det en vigtig sejr for os, også selv om det skulle hedde 1. division til næste sæson.

Jeg kan ikke lade være at føle at Spentrup var bevidste om at de kunne tåle at tabe kampen. Godt nok snakkede de i optakten om at nu var de ved at nå topformen, men jeg havde også læst Flemming udtale til Randers Amtsavis at de nu kunne tåle at tabe en kamp mere (med slet skjult hentydning til denne kamp) hvis bare de slog Midtfyns. Så jeg tror det har siddet i baghovedet på dem.

At det skulle ende på den måde, havde de nu nok ikke forestillet sig. Men mon ikke de er mere oppe på beatet når de møder Midtfyns torsdag den 15. marts, hvor vi vil få at se om vores håb om oprykning lever.

Bare for at slå fast: Midtfyns skal meget gerne slå Spentrup (eller også skal Ikast/SKF), og så skal vi selv vinde de sidste to. Herefter vil det ende i en sætscoreafgørelse, og der har vi pæne tal i forhold til Spentrup mens det kan blive tæt i forhold til Midtfyns.

Det er i øvrigt første gang i 13 turneringskampe mellem Hvidovre og Spentrup at Hvidovre vinder 3-0.

Og så lige ros til Randers Amtsavis' fotograf, som har lavet en kandidat til Årets Sportsfoto idet det er lykkedes ham at fange et Spentrup-angreb der kom forbi blokaden, og samtidig få samtlige tilskuere med på billedet...

Ingen kommentarer: