Advarsel: Mig-mig-mig-indlæg
Kampen mod Marienlyst var en slags comeback for mig. Det var første gang i sæsonen at jeg spillede flere bolde i en kamp end Jonas, og det var vel også min bedste præstation.
Jeg blev skiftet ind i 1. sæt på et tidspunkt hvor vi var stort bagud, og vi fik da reddet cifrene en smule. I de tre næste sæt startede jeg inde, selv om Jonas kom kortvarigt ind og faktisk var med til at skabe spænding om 4. sæt med en god serveserie.
Det er en mærkelig fornemmelse at være udskifter, for det er første gang siden tiden i Skovbakken med Finn Andersen som førstehæver (1999) at jeg over en længere periode har været andetvalg på min plads. Det er også svært. For mig handler hæverpladsen i høj grad om at skabe rytme i holdets spil, og det har altid forekommet mig meget lettere at skabe den rytme når man er på banen fra start. Når man bliver skiftet ind som hæver, er kampens og holdets rytme på en eller anden måde allerede skabt, og så kan det være svært at falde ind i den eller ændre den.
I søndags havde vi jo ikke rigtig fundet rytmen da jeg kom ind, og presset var måske ikke så stort lige i det pågældende sæt fordi vi var bagud med omkring 10 point. Så jeg fik tid til at spille mig varm i et sæt som vi ikke rigtig havde en chance for at vinde alligevel. Nå, men det lykkedes os i hvert fald at få en fin sideout-rytme, som vel især 4. sæt også viste. Her roterede begge hold vist 23 gange i et sæt som sluttede 30-28, hvilket giver nogle ganske høje sideout-procenter. I hvert fald er det godt mod et normalt stærkt transitionshold som Marienlyst.
Alt i alt er det jo en god ting for holdet at Jonas, som lige er fyldt 20, er begyndt at markere sig som vores bedste hæver. En af grundene er vel netop at han har fået chancen fra start og derfor har haft rig mulighed for selv at skabe rytmen i spillet. I sidste sæson startede jeg inde i omkring 90 procent af kampene, og i de fleste tilfælde var det med mig som hæver at holdet spillede bedst. I denne sæson føler jeg at det har været omvendt. Derfor var det naturligvis ekstra rart at bidrage positivt i søndags.
onsdag, december 19, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar