mandag, oktober 29, 2007

Hvidovre - Marienlyst 1-3 (12-25, 25-21, 18-25, 20-25)

Det er en spændende udfordring at møde et hold som Marienlyst. Som udgangspunkt er de jo både fysisk og teknisk et stykke foran os, så man går ind til kampen med en viden om at man skal spille over evne og samtidig formå at trække Marienlysts niveau ned hvis man skal have en chance.

Mentalt er udfordringen derfor at få sig selv til at tro 100 procent på den minimale chance der er. Det formåede vi ikke i starten. Vi starter med at lave mærkelige uprovokerede fejl såsom overtrådt i serven og netberøringer. Det er der bare ikke råd til når Marienlyst samtidig fremprovokerer en masse fejl med hårde server og angreb. Vi taber sættet stort og får kun lavet nogle få point af egen kraft.

Kampen tager dog en drejning i 2. sæt, hvor Marienlyst (mentalt) gik i bad, og vi pludselig begynder at spille vores chance. Vi henter en Marienlyst-føring på fire point og hiver sættet hjem 25-21. Jeg selv bliver skiftet ind ved 11-15, og herfra vinder vi de sidste 20 bolde 14-6, så det var rart at bidrage lidt positivt. Jordan Hove bliver i øvrigt skiftet ind omtrent samtidig, så ikke mere snak om hvem der var kampens klart bedste hæver (Lasse Westergaard).

3. sæt kunne vi have været med i hvis vi havde fået en bedre start og havde fundet et modtræk mod Shaun Powell, som vandt rigtig mange bolde i det sæt. I 4. sæt er vi godt med og begynder at arbejde bedre i blokaden, men bliver måske lidt forsigtige i vores server og får heller ikke vores eget centerspil nok med.

Marienlyst sparede deres to landsholdscentere og Paw Harder og startede altså med Lasse Westergaard som hæver. Af og til laver de nogle ting på et niveau hvor vi ikke kan være med, men i denne kamp var det næsten kun Shaun Powell der stod for den slags indslag. Santos virkede lidt ved siden af sig selv og blev skiftet ud efter 2. sæt.

Referat på hvk.dk.

Ingen kommentarer: