UPDATE: Den nedenfor omtalte excel-fil med den matematiske beregning af mulighederne før sidste runde kan ses på Middelfarts hjemmeside. Tak til Nicolai.
Der er spændende afgørelser i både mændenes og kvindernes elitedivision her i weekenden. Man skulle næsten være et skarn hvis ikke man kunne finde tid til at tage til volleyball i Lyngby eller Gentofte lørdag. Jeg tager nok til Lyngby.
DVBF har på fornemste vis lavet en lille matematisk beregning af de mulige udfald af firkantsdramaet mellem Gentofte, Middelfart, Lyngby og Holte hos mændene. Det er ikke tilgængeligt på nettet, men indholdet er i korte træk dette:
Hver af kampene Gentofte-Middelfart og Lyngby-Holte har seks mulige udfald (3-0, 3-1, 3-2, 2-3, 1-3 og 0-3, selvfølgelig). Det giver 36 resultatkombinationer. I 18 af de kombinationer går Middelfart og Gentofte til slutspillet. I 6 går Middelfart-Lyngby videre, i 3 går Middelfart-Holte videre og i 1 går Gentofte-Lyngby videre. Derudover er der 8 kombinationer hvor boldscoren vil afgøre den sidste plads. Forvirret? Ja tak.
Gentofte og Middelfart kan afgøre sagerne selv. Vinderen af kampen er videre. Taberen kan stadig gå videre på sætscore. Middelfart har så god en sætscore at de er sikre hvis de får to sæt. Og hvis de får ét, er de sikre medmindre Lyngby vinder 3-0 (så er der boldscoreafgørelse).
Det eneste man kan frygte, er at dramaet vil fuse ud fordi Gentofte-Middelfart ender i et resultat som begge hold kan være tilfredse med (3-2 eller 3-1 til Gentofte). Jeg vil mene at Middelfart er gode nok til at vinde den kamp, men eftersom Gentofte i højere grad er tvunget til at vinde, vil de måske være mere tændte. Måske vil Middelfart slappe bare en anelse af når de har vundet et eller to sæt. Lad os se.