fredag, februar 24, 2006

Endnu en tur til Blichers hjemby

Så går turen til Spentrup igen. Det bliver Hvidovres sjette udekamp i landsbyen hvor digterpræsten Steen Steensen Blicher som bekendt udfoldede sig. Alle er spillet siden foråret 2002 (og dermed nogle år efter Blicher).

Det er faktisk utroligt hvordan de to klubber har fulgtes ad igennem tre elitekvalifikationer (nu fire) og to elitegrundspil, altid side om side. Og som jeg vist har nævnt før, synes jeg det har været en positiv rivalisering med en masse spændende kampe og hovedsageligt godt humør.

Vores statistik imod Spentrup siger tre sejre og fem nederlag. Alle tre sejre er hentet på Spentrups bane. Nogle links til Hvidovres udekampe mod Spentrup for de historieinteresserede:

  • Februar 2003
  • Oktober 2003
  • Oktober 2004
  • Marts 2005

    Men statistik og historie er endnu en gang ikke noget at hænge sig i. Spentrup har skiftet træner og har nye folk på de fleste pladser i år. Derfor kender jeg også ganske lidt til dem. Et ubesejret efterår i 1. division vest fortalte om en vis stabilitet, men deres nederlag imod Randers i mandags viser vel at niveauet ikke altid er det højeste.

    Jeg må vurdere at vi er små favoritter på baggrund af de seneste ugers resultater, men vi skal være skarpe fra starten, for Spentrup plejer at lægge hårdt ud.

    Og så er det jo ikke nogen hemmelighed at kampen er supervigtig. Med en sejr ligger vi rigtig godt, med et nederlag er det helt åbent. Men Spentrup er nok under endnu større pres for at vinde fordi de allerede har tabt to kampe.
  • Ingen kommentarer: