lørdag, april 17, 2004

Guld til Århus

Jeg havde håbet at være først med nyheden, men nåede det ikke. Nu satser jeg i stedet på at være sidst med nyheden: SK Århus vandt DM!

Links til artikler med mere findes på Skovbakkens hjemmeside (skru ned for lyden hvis du sidder et offentligt sted...) Noget videoguf fra Pete burde også være på vej.

For mig er det jo lidt specielt fordi jeg har spillet fire år i Skovbakken. Dog mest på andetholdet selv om jeg startede på førsteholdet og også var med til at spille dem op i eliten (foråret 99). Nu står de som danmarksmestre.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om at det har stor betydning at klubben har formået at lokke nogle stærke udenlandske spillere til. Men samtidig må man rose klubben for mindst to ting: Man har formået at få holdet til at fungere som en enhed, og man har fået skabt et godt træningsmiljø hvor også de danske spillere har nået et højt niveau.

Den uundgåelige, men i øvrigt interessante, debat om emnet med udenlandske spillere (og særligt antallet af dem) er startet og fortsætter formentlig på eliteklubmødet i juni.