Efter et par måneders beachvolley efterfulgt af et par uger sydpå (for mig, i hvert fald) står den nu på indendørstræning frem mod sæsonstart den 4. oktober.
Første kamp for Hvidovre bliver pudsigt nok mod min tidligere klub SK Århus (Skovbakken), som man efterhånden må regne for en af de rigtigt vanskelige modstandere.
Vores forventninger i Hvidovre er nok nogenlunde som i sidste sæson (hvor jeg godt nok selv startede sæsonen i Skovbakken). Vi ved at det bliver en svær sæson, og at vi i enkelte kamp kan risikere at få nogle tæsk. Men i en del af kampene har vi en reel mulighed for sejr, og så må vi se hvor mange point det i sidste ende rækker til. Et klart mål for sæsonen er dog at forblive i eliten, hvad enten det bliver via slutspil eller kvalifikation.
Truppen er stort set uændret. Eneste helt nye ansigt er Søren Bruncke Petersen, tidligere Sønderborg, ASV og KV61, en fysisk stærk spiller, som kan spille både center og diagonal. David Vladimir Jensen og Bent Kjøller spiller nu på vores nye oldboys-hold, og konsekvensen af Bents farvel er at jeg selv p.t. er eneste hæver (ud over træner Michael Gamst, der før har udfyldt rollen som standby-hæver). På alle andre pladser er der fin konkurrence, og det vil formentlig gavne holdet at det nu har en enkelt sæsons erfaring på højeste niveau. Så isoleret set står Hvidovre nok en anelse stærkere end i sidste sæson.
Noget helt andet er modstanderne. I nedenstående indlæg kan ses en gennemgang af tilgang og frafald hos de fleste af eliteholdene. Den tyder på at alle hold på nær Gentofte, Holte og DHG bliver forstærket. Men det er jo tre klubber med en stærk elitetradition, og det ville være underligt hvis de ikke fik stablet nogle solide hold på benene på trods af spillerfrafald. Med Lyngby og Spentrup som de to sidste hold vurderer jeg at elitedivisionens bundniveau er steget i forhold til sidste sæson da jeg mener at de to er stærkere end nedrykkerne ASV og Bedsted.
Den barske sandhed er at elitedivisionen ser stærkere ud end nogensinde, og at vi sagtens kan risikere at slutte dårligere end sidste sæsons 8.-plads (okay, det var en 9.-plads, men kun på grund af ASV’s skrivebordssejr over DHG) selv om vi går fremad spillemæssigt.