tirsdag, juni 10, 2003

Rød/hvide farver

Søndag var der beachstævne på Ishøj Strand og landskamp i KB-hallen. Så efter en lang dag i solen var vi nogle stykker der mødte op med de nationale farver i krydderen.

Danmark vandt, og Allan og jeg tabte stort på stranden. Faktisk var der både op- og nedture. Nogle perioder viste at det går fremad med udøvelsen af dette besynderlige spil, andre viste at bundniveauet er skræmmende lavt. Relateret emne til kommentar-boksen: Hvordan er det lige man springer i sand?

Nå, men vi havnede i en rimeligt stærk pulje, hvor vi desværre kun vandt én kamp ud af tre, og på en lidt for svag sætscore endte vi så med at skulle spille om 9.-12. pladsen. Her vandt vi en enkelt kamp før vi følte os nødsaget til at ile mod KB-hallen. Så en 10. plads ud af 16 hold blev vel facit. Ikke ligefrem imponerende i et KVBK-stævne når man håber at kunne deltage i Fanta-eliterækken uden at blive totalt til grin.

Landskampen var måske ikke nogen stor oplevelse, men med 3-0 skaffede Danmark sig et godt udgangspunkt før kampen mod Israel. Dermed forsøger vi også at holde pressekedlen i kog i denne uge, selv om det er svært at kæmpe imod fodboldlandsholdets gyser imod Luxembourg.