mandag, maj 28, 2007

Pinselejr, klubskifter, ferie og beachvolley

På grund af dovenskab i de seneste uger må jeg lave et af disse indlæg der stikker i sytten forskellige retninger, men til gengæld er fattigt på pointer.

Pinseweekenden har stået på talentcenterlejr i Brøndby for de fleste af landets mest talentfulde spillere i alderen 12-18 år. Jeg var med som træner. Jeg har været involveret i talentarbejdet på drengesiden siden kort før jul og har ikke rigtig fået skrevet om det her på siden. Men det er rigtig motiverende at være involveret i. Ud over håbet om at kunne bidrage med noget er det jo interessant at kunne følge nogle af fremtidens stærke spillere på nært hold.

Det er en af de få gange om året at de unge spillere fra TC-Øst og TC-Vest er samlet for at træne. For trænerne er et af formålene at se spillerne an med henblik på udtagelse af U17- og U19-landshold til NEVZA-mesterskaberne i september. Men hele Øst/Vest-tingen giver også en herlig rivalisering. Her skal det nævnes at Øst slog Vest 2-1 i U17, hvor jeg var træner, men vi ville nok egentlig gerne have vundet større.

Det har nok gået de færrestes næser forbi at klubskifterne er i gang. Jeg plejer jo at skrive lidt om det, og der kommer nok en opdatering, men først om et par uger.

Lige nu rejser jeg nemlig væk et par uger, så det bliver igen småt med opdateringer indtil midt i juni. I mellemtiden kunne I jo tage ud og se Danmarks herrer spille mod Australien, som jeg desværre ikke får lejlighed til.

Fra 23.-24. juni står den nok på noget Nestea Tour og Roskilde Festival med Hvidovre VK.

Ingen kommentarer: