søndag, oktober 26, 2003

Lyngby - Hvidovre 3-0 (25-17, 25-23, 25-16)

Okay, så bliver det løsning c) skriv det forbandede referat alligevel.

Lyngby kom alt for let til denne sejr. Hvidovre startede fint i 1. sæt med at komme foran 5-2, men allerede her fik Lyngby med en lang serveserie bragt sig foran. Og da både vores spil og vores psyke lige i øjeblikket er lavet af glas, var det faktisk begyndelsen til enden. Resten af kampen var det svært at se at der var to hold på banen.

Vi havde en enkelt god periode i slutningen af 2. sæt, hvor vi var meget tæt på at indhente Lyngby. Men desværre havde vi på en enkelt opstilling givet dem et forspring på 7-8 point, og det kostede altså.

Ros til Lyngby for at have spillet en god kamp. Ikke mindst deres blokadespil var et par klasser over vores. Bare synd at de ikke kan nøjes med at spille godt, men også skal overhælde deres modstandere med mundlort. Dårlig stil. De fleste hold i elitedivisionen kan muligvis få dem til at holde kæft ved at vinde over dem, men det var vi altså ikke gode nok til.

Nederlaget betyder at slutspillet nok definitivt er uden for rækkevidde. Det er lidt tidligt at sige det efter fire kampe, men vores program bliver bare sværere og sværere. Så opgaven bliver at holde gejsten, prøve at få nogle små succesoplevelser og arbejde frem mod elitekvalifikationen.